Mandag starter optagelserne til hvad der formentlig bliver en af årets mest sete TV-begivenheder. Oprah Winfrey er budt indenfor i Lance Armstrongs domicil i Austin, Texas. Rygterne siger, at Armstrong i den forbindelse vil indrømme, at han har taget doping. Men det kan man selvfølgelig gøre på mange forskellige måder.
Myten, der forsvandt
Allerede kort efter nytår, begyndte de første meldinger om, at en Armstrong dopingindrømmelse måske var nært forestående. I første omgang relaterede rygterne sig til USADA, de amerikanske anti-doping myndigheder, som i efteråret med deres ”Reasoned Descision” rapport, i den grad sparkede benene væk under myten Lance Armstrong.
Ved hjælp af vidneudsagn fra mere end 10 tidligere holdkammerater på US Postal og Discovery Channel mandskaberne, anskueliggjorde USADA – beyond reasonable doubt – at Armstrong havde været en central figur i de to mandskabers massive dopingmisbrug i perioden 1998-2005. En påstand, Lance Armstrong ellers havde brugt det meste af sin aktive karriere på at skyde ned, med stort set alle tænkelige midler – heriblandt ustyrlige mængder af advokat-dollars.
Men selv de bedste og dyrt betalte advokater kunne ikke forhindre, at USADA-sagen førte til et lavpunkt i Lance Armstrongs sportslige karriere. De havde ellers få måneder forinden fået afvist en lignende sag ved den juridiske domstol. Men denne gang trak Travis Tygart og USADA altså det længste strå. Og Armstrong gik i flyverskjul, da han kunne se, at beviserne blev for tunge og omfattende, selv for en figur af hans kaliber.
Armstrong har fjernet erklæring fra sin hjemmeside
Den 23. august udsendte Lance Armstrong således en erklæring, hvori det blandt andet hed:
“Today I turn the page. I will no longer address this issue, regardless of the circumstances.”
Det gør det selvfølgelig lidt svært for Armstrong, at tale om doping eller USADA-rapporten hos Oprah, hvis han virkelig mente, hvad han skrev dengang.
Men måske Lance Armstrong ikke den dag i august havde kalkuleret med de ”circumstances”, at samtlige hans sponsorer ville forlade ham og at selv hans egen Livestrong Foundation ville finde hans navn for belastet til, at de officielt ville associeres med ham. Måske han ikke havde kalkuleret med, at han ikke engang kunne fortsætte med at dyrke triathlon på højt niveau. Eller at folk lige pludselig begyndte at være ret ligeglade med, hvad personen Lance Armstrong egentlig gik og foretog sig.
Just layin’ around
Første eksempel på, at Armstrong havde fortrudt sin utvetydige udmelding om ikke længere at berøre emnet kom den 10. november. Her smed han et billede på twitter, hvor han lå på sin sofa, med sine syv gule trøjer fra Tour de France hængende på væggen. Den medfølgende tekst ”Back in Texas, just layin’ around” skulle signalere, at Armstrong var ligeglad med, at omverdenen nu ikke længere mente han var vinder af de syv Tour de France udgaver i perioden 1999-2005.
Intet kunne dog være fjernere fra sandheden. I virkeligheden var Lance Armstrong dybt frustreret over, hvordan tingene havde udviklet sig, og en måneds tid senere, begyndte han at tage affære af de mere officielle kanaler. Det er således kommet frem, at Armstrong og hans advokater i midten af december måned havde haft et møde med Travis Tygart, direktøren for USADA.
Og det selvom Armstrong altså – i følge eget udsagn – aldrig nogensinde ville kommentere eller bekymre sig om Travis Tygart og USADA-rapporten og selvom han i sin nu fjernede erklæring fra 23. august udtalte følgende:
“I know who won those seven Tours, my teammates know who won those seven Tours, and everyone I competed against knows who won those seven Tours (…) Nobody can ever change that. Especially not Travis Tygart.”
Men det kunne han altså alligevel. Og bare det at skulle gå tilbage og mødes med ”bødlen” Tygart, må have været et kæmpe nederlag for Lance Armstrong.
Vil tilbage på scenen igen
På mødet ville Armstrong og hans folk finde ud af, hvad der ville ske, såfremt han indrømmede sit dopingmisbrug. Officielt fordi han så hjertens gerne vil dyrke triathlon igen. Uofficielt, formentlig fordi han er lidt træt af, at ingen bryder sig om ham, han ingen sponsorer har og ingen gider læse hans bøger – fordi han ikke længere er en helt.
I et af de seneste blogindlæg her på Veloropa, spekulerede jeg lidt i, hvad det mon var for en plan B, Armstrong havde gang i. Blandt andet, at vejen tilbage til rampelyset var nødt til at gå via en dopingindrømmelse og efterfølgende optrædener i store talkshows samt en bogudgivelse med ”The real story of Lance Armstrong”. En plan B, der som hovedmål formentlig har at køre Armstrong i stilling som højtprofileret politiker i USA.
Nu ser det så måske ud til, at Lance slår to fluer med et smæk, når han i næste uge byder dronningen af talkshows, Oprah Winfrey, indenfor i hjemmet i Texas. I hvert fald citerer USA Today en unavngiven kilde for, at Armstrong i sin halvanden time lange samtale med Oprah indrømmer dopingmisbrug. Men der er nærmest ligeså mange måder at indrømme doping på, som der er forbudte dopingstoffer.
Indrømmelse bliver dyr, men er prisen værd
Armstrong er således nødt til stadig at tænke på, at han har en række verserende sagsanlæg, som kan blive en væsentligt dyrere fornøjelse for ham, i det tilfælde han virkelig skulle finde på at indrømme doping, når han sidder der. I sofaen. Med Oprah.
Udover sagsanlæg risikerer Armstrong at blive dømt for at have løjet under ed overfor det amerikanske retssystem. Det skete tilbage i 2005, hvor Armstrong vandt en sag over SCA Promotions ved at lyve om sit dopingmisbrug. Men de fleste juridiske eksperter mener dog, at han slipper for straf, på grund af en forældelsesfrist. Og det kan netop være årsagen til, at Armstrong nu overvejer en indrømmelse.
Efter USADA-rapporten genoptog SCA dog sagen, og forlanger nu en erstatning på 11-12 millioner dollars fra Armstrong. Sidste år forsøgte Armstrongs advokater at indgå et forlig med SCA, der dog afviste, da de kun blev tilbudt en million dollars. Derudover er der sagsanlæg i forbindelse med Floyd Landis’ såkaldte Whisteblower sag, der startede hele processen i 2010 samt et sagsanlæg fra US Postal Service og Sunday Times.
Penge er dog ikke noget reelt problem for Lance Armstrong, især ikke hvis han får sin heltestatus tilbage og igen kan begynde at tjene penge på diverse optrædener og bogudgivelser. Så måske han bare vælger at tage skraldet og betale ved kasse 1 og så komme videre. Der står trods alt mere end 100 millioner dollars på bankkontoen, så der er en lille buffer at stå imod det værste med.
Tre hovedtyper af indrømmelser
Men tilbage til måden man kan indrømme doping på. Der er som nævnt et hav af måder, men for ikke at komplicere det unødigt, benytter jeg her tre hovedkategorier:.
1) Den underspillede
2) Bjarne Riis-måden
3) The Landis/Hamilton-way
Den underspillede indrømmelse er den, hvor man sådan lidt underforstået indrømmer, at man bare gjorde det alle de andre gjorde, fordi man var nødt til det, da det var en anden tid. Men nævner ikke direkte, at man tog doping, og derfor kan en sådan indrømmelse godt skabe lidt problemer for dem, der har lagt sag an mod Armstrong. For hvad sagde han egentlig?
Hvis Lance Armstrong har tænkt sig at indrømme – og det er er jo noget, der tyder på han har – så er denne type af indrømmelse det klart bedste bud. En såkaldt ”limited confession”, som New York Times beskriver det i deres lørdagsudgave.
”You know what Oprah. Let me tell you something. We just all did what we had to do…”
Bjarne Riis-måden er den, hvor man lægger de faktuelle kort på bordet: Ja, jeg tog x, y og z dopingstoffer og skal vi så komme videre i teksten? Man angrer ikke, at man har gjort det, for det var vilkårene. Men det er – i modsætning til den underspillede indrømmelse – en klar indrømmelse af, at man har gjort noget, der var ulovligt.
”Jeg har taget doping, jeg har taget EPO.”
Denne form for indrømmelse er altså noget mere juridisk farlig for Lance Armstrong, men den fortæller på den anden side ikke i nærheden af ”the whole truth and nothing but the truth”, hvilket på den anden side også ville være lidt underligt i et talkshow format, som det vi kan se frem imod i næste uge.
The Landis/Hamilton-way er derimod en mere ”all-in” indrømmelse. Man fortæller i meget detaljerede vendinger om, hvilket stoffer man har taget, hvordan de blev taget og af hvem man fik stofferne. I Armstrongs tilfælde vil det formentlig betyde hak i tuden til både Doktor Ferrari, Johan Bruyneel og måske endda UCI.
Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at vi får sådan en indrømmelse (som i princippet er den eneste, cykelsporten kan bruge til noget) at se. Lance skal også selv videre med sin plan B, og i den proces er der ingen fordele i at skabe fjender på bekostning af venskaber.
Derimod kan man nok sagtens forvente, at de personer, der har afgivet vidneudsagn til USADA, de får verbale ørefigener af den fineste slags, hvis Lance først begynder at åbne op for posen. Dér. I sofaen. Med Oprah.
(Interviewet optages i morgen mandag, og sendes natten mellem torsdag og fredag klokken 03.00-04.30 dansk tid på Discovery Channel, TLC og oprah.com.)