Lance vil være helt igen

Lance Armstrong kan godt lide magt, penge og det at være en helt. Ja, hvem kan ikke det? Lige nu er amerikaneren dog ved at miste alt dette, og hans eneste mulighed for at vende skuden, går via en dopingindrømmelse. Men ikke endnu. Veloropa giver her et bud på Armstrongs plan B. 

Den officielle forklaring

New York Times citerede sent fredag unavngivne kilder for, at Lance Armstrong er på vej til at indrømme sit omfattende dopingmisbrug. Ifølge meldingerne i avisen, så skyldes Armstrongs ønske om dopingindrømmelse, at han gerne vil have lov til at dyrke triathlon og løb på højt niveau. Noget han i høj grad er blevet udelukket fra, efter han blev idømt livsvarig karantæne af alle idrætsforbund, der er underlagt WADA.

Det kan sagtens være en del af forklaringen, og det kan sagtens være, at det er det, der bliver frembragt som den officielle forklaring. Men ingen tror vel i virkeligheden på, at Armstrong er villig til at sætte alt på spil for at få lov at dyrke triathlon?

Syndsforladelse

For mig at se – hvis man har fulgt Lance Armstrongs liv og karriere – er der slet ingen tvivl om, at den egentlige bagtanke er at få syndsforladelse og dermed igen opnå den helterolle, der dannede basis for Armstrongs store formue og dynasti. Et dynasti, som i øjeblikket ligger i ruiner ovenpå USADA-rapporten og efterfølgende sponsorflugt og udstødelse fra Livestrong fonden.

Historien har således vist, at det kun er muligt for en detroniseret helt, at få tilgivelse og dermed genvinde sin helterolle, ved at indrømme sine ugerninger. Og tænk på hvad alternativet til en indrømmelse er for Armstrong: En fastholdelse af den nuværende situation, hvor ingen rigtig bekymrer sig om ham og han fremstilles som ondskaben selv i mange medier.

Men først skal der nulstilles

Problemet for Armstrong – som artiklen i New York Times påpeger, og som er årsagen til, at indrømmelsen formentlig ikke ligger lige rundt om hjørnet – er, at hans advokater er nødt til at få indgået forlig i den lange række sager, der truer med nærmest at ruinere ham, hvis han f.eks. gik ud i dag og indrømmede sit dopingmisbrug. Den proces er allerede sat i gang.

Armstrong har efter sigende en formue på omkring 120 millioner dollars. I den nuværende situation – uden en dopingindrømmelse – er der kun udsigt til, at den formue bliver markant mindre, da Armstrong må forventes at komme af med penge i stort set samtlige de aktuelle sager (Whistleblower, SCA, US Postal, Sunday Times).

Og udsigten til fremtidige indtægter er særdeles begrænset, da samtlige sponsorer har vendt ham ryggen, han ikke længere kan dyrke sport på eliteniveau, ingen gider læse hans bøger og han ikke længere har snablen nede i Livestrong Fonden.

Plan B

Hvad gør man så? Jo, det er her plan B kommer ind i billedet. Og den har Armstrong og hans folk naturligvis haft liggende i skuffen i et stykke tid. Måske i virkeligheden hele tiden? Plan A var at få stoppet hele USADA-processen, men den mislykkedes som bekendt.

Først skal der altså indgås forlig i de verserende sager. For en dopingindrømmelse uden forudgående forlig, vil i juridisk forstand svare til, at en forsvarsadvokat afleverede den rygende pistol som bevismateriale til anklageren i selve retssalen.

Men lad os sige, at Armstrongs advokater kan begrænse erstatningerne til 50 millioner dollars (meget højt sat) alt i alt, mod at der så lægges endegyldigt låg på disse sager, uanset hvad fremtiden bringer. Så har Armstrong angiveligt 70 millioner dollars tilbage på kistebunden. Det skulle nok kunne betale huslejen i et stykke tid. Nogle medier mener endda, at Armstrong kan slippe med at betale helt ned til 15 millioner dollars via diverse forlig.

Indrømmelsen

Derefter sættes den store indrømmelses seance i scene. Jo flere tårer, jo mere sympati og tilgivelse. Spørgsmålet er dog, om en type som Armstrong indeholder det repertoire? På den ene side vil jeg sige: det er stærkt tvivlsomt. På den anden side, hvis han ved det giver en større helterolle og flere penge i kassen, så magter han måske alligevel opgaven.

Hvorvidt indrømmelserne kommer til at give Armstrong bedre muligheder for at dyrke sin idræt på topplan er stadig tvivlsomt. Dertil er han måske allerede dømt for meget ude til, at der kan – undskyld udtrykket – cykles tilpas meget baglæns fra WADA og USADA’s side.

Ifølge WADA er det USADA, der formelt skal genåbne sagen mod Armstrong. Og de kan, som en anden artikel i New York Times beskriver, sagtens have interesse i den tidligere Tour-vinders mange informationer om dopingmisbrug.

Trip, trap, træsko

Det ligger under alle omstændigheder lige til højrebenet, at Sally Jenkins skal i gang igen ved tastaturet. Washington Post-journalisten skal selvfølgelig sætte ord på hele (den nu rigtige) historie om Lance Armstrong og den forplumrede cykelsport, og om hvorfor han var nødt til at lyve i så mange år. Og hvorfor han trods alt dette, stadig er et godt menneske.

I forbindelse med bogudgivelsen bliver der naturligvis tid til at besøge alverdens største TV-talkshows i bedste Tyler Hamilton-stil. Eller dvs. Lance tager den nok lige et niveau op i forhold til sin tidligere holdkammerat og rival. Alt andet ville unaturligt for texaneren.

Efterfølgende kunne der så passende blive tid til en længere foredragsturné, hvor man for en betragtelig entré får hele historien fra mesteren selv. Ved eksklusive arrangementer, naturligvis. Måske endda med fin tre-retters gourmet-menu som akkompagnement.

Herefter er Armstrongs renommé formentlig genoprettet så tilpas meget, at den uundgåelige politiske karriere bare ligger og venter derude et sted. Flere taler allerede om 2016. Og mon ikke der så er basis for en dokumentar- eller måske endda en spillefilm, som den berømte rosin i pølseenden?

Og på den måde blev Lance Armstrong igen en helt.