Udsigt fra bjergtoppen

Højdetræning er gennem årene brugt ivrigt af professionelle cykelryttere, og efterforsket lige så ivrigt af forskere. Mere og mere tyder dog på, at den direkte målbare effekt er forsvindende lille. Alligevel sværger de fleste professionelle mandskaber stadig til træningsmetoden. 

Af Kim Plesner & Line Emilie Fedders

Det er ikke sjældent, at man hører om hele teams af eliteatleter, der drager på højdetræningslejre. Nogle gange tager de op og bor på et bjerg, andre gange nøjes de med at sove i et ilttelt hver nat. I mange år blev mange timer i tynd bjergluft da også betragtet som det tætteste, man kom på ’den lovlige EPO-kur’ af elitesportsudøvere og supermotionister.

Live High, Train Low

Især efter 1997 tog besættelsen af højderne fat: Her kom nemlig det første studie, der introducerede ’Live High, Train Low’-hypotesen: Forskerne Levine og Stray-Gundersen viste i det hidtil bedste studie af sin art, at det gav en markant præstationsforbedring at bo højt (over 2000 meter) og træne ved havniveau. Studiet viste også en effekt at bo højt og træne højt, men ’Live High, Train Low’-gruppen fik størst effekt. Og sådan blev en tendens, der skulle vare mange år, født. Det fortæller Thomas Bonne fra firmaet AimHigh Training & Performance, som netop nu er ved at færdiggøre sin ph.d., der også beskæftiger sig med højdetræning.

Thomas Bonne er tidligere mountainbike-pro, men da han indså, at verdensmestertitlen nok aldrig blev hans, skiftede han spor, og endte i forskerverdenen. Her har han samarbejdet med bl.a. professor Carsten Lundby, der nu arbejder på Zürich Universitet. Lundby er central for fortællingen om højdetræning, for det blev ham, der i 2010 i hvert fald delvist punkterede den boble af højdetræningshysteri, der herskede.

”Carsten lavede et studie i Frankrig, hvor de ville finde mekanismen bag den præstationseffekt, man så ved Live High, Train Low. De diskuterede, om effekten opstod i blodet eller ude i muskelvævet. De ville altså finde mekanismen, der var central for en forbedret præstation… men så viste det sig, at de slet ikke fandt nogen forbedring hos deres forsøgspersoner. Det overraskede dem!” fortæller Thomas Bonne.

Ikke enighed i forskerfeltet

Studiet af Carsten Lundby og kollegerne vakte international opsigt, men har ikke betydet, at højdetræning nu er droppet. Langt fra. De resultater, Thomas Bonne selv bruger i arbejdet med sin ph.d.-afhandling stammer for eksempel fra en træningslejr med det danske svømmelandshold, der sammen med Team Danmark ønskede at teste effekten af højdetræning. Den slags studier er der fortsat med at komme mange af, også efter 2010.

Men hvorfor blive ved at forske, hvis det nu ikke har en effekt?

”Man skal ikke være blind for, at mange af de studier vi ser kommer, fordi der er en mulighed for en forsker…. Når Carsten laver studier, laver han dem som rene, videnskabelige studie med forsøgspersoner, han har rekrutteret. Forsøgspersonerne i studiet var også eliteudøvere, men der var f.eks. ingen trænere eller andre, der kunne have en indflydelse på forskerens valg. Det er voldsomt dyrt at lave de studier, mens der helt klart er andre studier, der er mere pragmatiske i deres tilgang og bruger atleter, der alligevel tager i højden,” forklarer Thomas Bonne.

En anden forklaring er også, at der stadig er forskellige holdninger blandt forskerne. Nogle mener, der ingen effekt er, mens andre holder fast i Live High, Train Low-modellen. Thomas Bonne placerer sig – på en måde – i midten.

”Der er en fysiologisk effekt af at have været i højden, når man skal præstere ved havniveau, men vi har meget svært ved at måle den på præstationen. Skal man derimod præstere i højden, som f.eks. mountainbikerytterne skal ved det kommende VM, så er der ingen tvivl om, at akklimatisering har en stor betydning,” siger han.

Øger volumen, ikke præstation

Thomas Bonne skelner altså mellem en fysiologisk effekt og en præstationseffekt – og det er centralt for hele diskussionen. Der er nemlig ingen tvivl om, at det at være i højden øger hæmoglobinmassen hos atleterne – dog langt fra så meget som f.eks. EPO. Deres blod får altså en større kapacitet for at transportere ilt rundt til kroppen, hvilket man har formodet var den primære årsag til den præstationsforbedring, man ser i de lidt ældre studier. I Thomas Bonnes egen ph.d.-afhandling med svømmelandsholdet ser de en 6 % øgning af hæmoglobinmassen hos atleterne… de bliver bare ikke hurtigere svømmere.

”Vi kan ikke måle det her på præstationen – vi kunne ikke se det på deres vo2-max, selvom de øgede deres hæmoglobinmasse med 6 %. Et andet studie med svømmere har lige bekræftet vores resultater. De ser til gengæld en præstationseffekt fire uger efter perioden med højdetræning, men det kan lige så godt være en træningseffekt, så det kan man ikke stole på,” forklarer Thomas Bonne.

Ingen naturlig EPO-kur

De nyere studier tyder altså på, at selvom der sker noget ved højdetræning, så er det ikke det, man troede… og det kan måske forklares med, at man i de nyere studier bruger bedre målemetoder, siger Thomas Bonne.

”I studiet fra 1997 måler de ikke hæmoglobinmasse, men plasmavolumen, og der er større målevarians på den metode. Så det er en ting, man kan diskutere som fejlkilde. Det kan betyde, at effekten reelt ikke er så stor, som de tror.”

Så hvad er konklusionen? Ja, du kan i hvert fald godt spare dig 3-4 uger i en bjerghytte, hvis du er motionist.

”Der er meget forskellige resultater omkring præstationseffekten, og der er ikke stærkt belæg for at sige, at præstationen stiger. Højdetræning har en effekt på blodet, men på præstationen er den så lille, at vi har svært ved at måle den. Så jeg ikke vil anbefale højdetræning til sub-elite eller motionister. Er man eliteudøver, der ikke forbedrer sig yderligere ved almindelig træning, kan man overveje det. Men man skal overveje det en ekstra gang, hvis målet er at øge præstationen ved havniveau. Og tror man, det er en naturlig EPO-kur, er man langt fra at få, hvad man forventer.”

Skalkeskjul for EPO-mikrodosering?

Idet der altså ikke er den store videnskabeligt påviste, præstationsfremmende effekt ved højdetræning, har rygterne de senere år floreret i cykelsportsmiljøet om, at rytterne i stedet bruger højdetræningen som et skalkeskjul for at kunne dope sig.

Det er ingen hemmelighed, at der trods indførelsen af det biologiske pas i 2008, stadig er problemer med at identificere f.eks. mikrodosering af EPO. Ikke mindst i forbindelse med højdetræning, som påvirker de aktuelle markører man måler efter (hæmatokrit og hæmoglobin). Derfor kasseres en stor del af de dopingprøver, der bliver foretaget i højderne, da myndighederne ikke præcist kan definere, hvor eventuelle udsving i værdierne reelt set strammer fra.

Det fører så igen til, at anti-doping myndighederne nedprioriterer at tage prøver i forbindelse med højdetræning. For de ved jo, at det i langt de fleste tilfælde vil være skønne, spildte kræfter, når hovedparten af prøverne alligevel kasseres. Et problem Chris Froome gjorde opmærksom på sidste år, hvor han undrede sig over, at der ikke blev taget en eneste dopingprøve, mens de tre store Tour-favoritter (Froome, Contador og Nibali) over en længere periode opholdt sig på højdetræningslejr på Tenerife.

Molekylær signatur

Sportsprofessor ved Brighton University, Yannis Pitsiladis, erkender også problemet med de nuværende markører i det biologiske pas, som ikke formår at afsløre, fra hvilken kilde en eventuel stigning i blodværdierne stammer fra. Altså om stigningen kommer fra ophold i højderne eller for eksempel EPO-mikrodosering. Derfor undersøger han og en række andre forskere nu, om man kan finde nogle bedre markører. Og måske er der håb på vej. (Artiklen fortsætter under videoen)

For første gang har man nemlig fundet en såkaldt molekylær signatur i kroppen, der kan gøre det muligt fremover, at anvende såkaldte gen-markører i stedet for de traditionelle hæmatokrit og hæmoglobin markører. Og til forskel fra de nuværende markører, kan gen-markørerne adskille kilderne til stigningen i blodværdierne. Så man potentielt fremover vil kunne have et biologisk pas, hvor man kan se hvilke stigninger der stammer fra højdetræning og hvilke der stammer fra eventuelt EPO-misbrug.

Inden vi kommer for godt i gang med at glæde os, vil det dog formentlig stadig være muligt at anvende blodtransfusioner med eget blod, uden at selv gen-markørerne vil kunne opfange det.

Andre fordele ved højdetræning

En person der har stor erfaring med både højdetræning og doping, er ex-professionelle Michael Rasmussen. Både før, under og efter han anvendte præstationsfremmende midler, brugte han både højdetræning og sov i ilttelt. Han understreger, at der udover en eventuel påvirkning af blodværdierne, er en række andre fordele forbundet med højdetræning.

”Det har f.eks. en meget positiv effekt på forbrændingen. Dermed har en rytter langt bedre mulighed for at holde vægten nede på det optimale niveau. Din hvilepuls er mange gange 6-8 slag højere i minuttet, når du er i højderne,” forklarer Rasmussen. ”Derudover mister du faktisk også lidt appetitten og man drikker helt naturligt mere væske.”

Og så henviser Michael Rasmussen også til nogle måske mere åbenlyse fordele.

”Din træningseffekt bliver simpelthen højere. Du opholder dig i bjergene, der er hele tiden stigninger at køre opad, og de steder man ofte tager hen, er vejret også til den gode side, selv i højderne og selv tidligt på sæsonen. Samtidig har de fleste det sådan, at når man alligevel sætter en uge eller to af i kalenderen for at træne så effektivt som muligt, så gider man ikke sløse det hele væk. Derfor ser man ofte ryttere, der er langt mere fokuserede – også af den simple grund, at der mange gange ikke er andet at tage sig til, ingen udefrakommende fristelser. I modsætning til, hvis man f.eks. bor i en større europæisk by,” siger Michael Rasmussen.

Han erkender, at det, trods den øgede videnskabelige tilgang i cykelsporten, kan være svært at vide præcist hvilke af de mange tiltag en cykelrytter anvender for at forbedre sin præstation, der har den største effekt. For mange gange er det mængden af de mange tiltag – det som Team Sky har sat ord på og kalder for ”Marginal Gains”.

En ting er dog sikkert. Uden benhård træning kommer man ingen vegne, hverken som professionel eller amatør cykelrytter.