This is the end

Lombardiet Rundt markerede enden på en æra for det cykelhold vi i dag kender som Team Tinkoff, men som begyndte som et dansk eventyr for snart 20 år siden. Jeg var selv med til præsentationen tilbage i 1998, jeg har i en periode været ansat på holdet og har i det hele taget fulgt det tæt i samtlige 19 sæsoner. Her kommer mit bud på et tilbageblik.  [Læs mere…]

Rasmussen-bog sætter spørgsmålstegn ved Hamiltons troværdighed

Svagheden ved de danske mediers fastlåste agenda i forhold til Bjarne Riis kommer, efter min mening, igen til udtryk i forbindelse med Michael Rasmussens bog. Ved slavisk at holde sig i det spor man hele tiden har kørt i, misser man fuldstændig en central passage i bogen, der ellers sætter spørgsmålstegn ved Tyler Hamiltons troværdighed.  [Læs mere…]

Sagan, Rasmussen og Riis

Tirsdag blev noget uventet en særdeles begivenhedsrig dag i cykelsporten. Dønningerne fra Peter Sagans podie-numse-pilleri havde dårligt lagt sig, før Alex Rasmussen blev nægtet start i sit længe ventede comeback og Bjarne Riis fik hjælp fra dopinglægen Eufemiano Fuentes.

Sagan-gate

Tja, hvad skal man mene om den unge Sagan. Som jeg beskrev tidligere på ugen, så har det belgiske cykelpublikum (og det endda inden hans famøse podie-optræden) endnu ikke taget slovakken til sig. Andre mener han er det friske pust cykelsporten har brug for og så er der dem, der nærmest ser ham som den største trussel verden endnu har mødt i kampen for ligestilling.

Jeg tror Sagan skal ses som et eksempel på den generation, der voksede op i de gyldne år, inden finanskrisen ramte globalt. Han har en nærmest ligegyldig, overfladisk distance til cykelsporten, hvilket er noget af et særsyn i den ellers så traditionelt funderede sport.

På vej hjem fra Flandern læste jeg en artikel om fænomenet K-Pop, altså popmusik fra Korea. En musikgenre, der ikke rigtig er accepteret af den traditionelle branche, men mest florerer på Youtube og andre sociale medier. Her er den afsindig populær og har et enormt publikum, bestående af stort set kun unge mennesker, der ikke tillægger filosofiske tekster eller anden dybsindig mening med musikken. De vil bare underholdes for underholdningens skyld.

Spørgsmålet er, om Peter Sagan ikke på en måde er cykelsportens K-Pop. På mig virker hans handlinger i hvert fald ret uskyldige, og sjældent vanvittigt gennemtænkte. Han vil bare gerne underholde publikum og har ingen ambitioner om at vinde en Nobelpris på noget tidspunkt.

Selvfølgelig er det ikke i orden at gøre grin med podiepigen i Flandern Rundt. Men at han ligefrem skal sidde og læse et orkestreret undskyldnings statement op, mens han mest af alt ligner en sølle straffefange, der har begået en voldsom kriminel handling, er måske alligevel lidt i overkanten?

Rasmussen-gate

Tirsdag var dagen, hvor Alex Rasmussen skulle få sit længe ventede comeback i det franske etapeløb La Sarthe. Eller sådan så det i hvert fald ud indtil få minutter før startskuddet lød. Her blev Rasmussen nægtet start af en UCI-kommissær, hvilket fik danskeren til at tweete, at der åbenbart var tale om en livstidskarantæne og at UCI i øvrigt var latterlige.

Mange internationale medier opfattede i første omgang ikke sarkasmen i Rasmussens udmelding, og troede bogstaveligt talt, at han havde fået livstidskarantæne.

Sarkasme er ikke et begreb UCI-præsident Pat McQuaid kender til. Selvom man da godt kunne få den tanke, da han kort tid efter i en mail til en journalist fra Reuters, lancerede teorien om, at UCI måske havde byttet om på Alex og Michael Rasmussen. En udmelding, der fint beskriver, hvor stor tiltro McQuaid har til sin egen organisation.

Endnu en UCI-skandale lå lige om hjørnet, indtil Alex Rasmussens sportsdirektør Johnny Weltz fik sat tingene lidt i perspektiv, da han til TV 2 udtalte, at både han og Alex udmærket vidste, at det ikke var sikkert den hurtige dansker ville få lov at starte i løbet.

Forklaringen kom nogle timer senere fra både UCI og Garmin, der bekræftede, at det amerikanske hold ikke havde fået sendt de relevante papirer til UCI’s revisor Ernest & Young i tide, så Rasmussen kunne nå at få godkendt sin licens. Så mens de fleste til at starte med skød mod UCI og Alex Rasmussen, i bestræbelserne på at finde en syndebuk for miseren, skulle den altså findes et helt tredje sted – hos Garmin mandskabets administration.

Lidt spøjst var det dog, at Rasmussen allerede en time efter starten på La Sarthe-løbet, pludselig var clearet til at køre løb igen. Og at hans navn allerede om formiddagen havde figureret på UCI’s hjemmeside under Garmin-mandskabet, hvilket som regel er en indikation på, at licensen er på plads.

Alex Rasmussen håber nu på, at han kan komme i betragtning til søndagens Paris-Roubaix i stedet. Umiddelbart ligner det dog lidt af et selvmål, at stille til start i klassikernes Dronning uden nogen form for løbstræning. At klare en forårsdag i helvede alene på motivation, er svært at se for sig.

Riis/Fuentes/Hamilton/BT/Sporten.dk-gate

Tirsdag eftermiddag lykkedes det TV 2 at få lidt af et scoop, da dopinglægen Eufemiano Fuentes efter det afsluttende retsmøde i Operacion Puerto sagen i Madrid, sagde at han aldrig har kendt noget til Bjarne Riis. En kæmpe sejr for Riis-lejren i den igangværende tavsheds-battle med de danske medier og i særdeleshed BT/Sporten.dk.

Ikke fordi Fuentes på nogen måde kan betragtes som et bedre sandhedsvidne end Tyler Hamilton, som har skrevet i sin bog og fortalt under ed, at det var Riis, der henviste ham til Fuentes. Men fordi Hamiltons udsagn nu ikke længere står uimodsagt.

Om sandheden en dag kommer frem, er stadig uvist. Det er fortsat et åbent spørgsmål, hvem man vælger at tro på i den sag. Og selvom fronterne har været trukket skarpt op mellem Riis og Saxo-Tinkoff Bank på den ene side og Berlingske koncernen på den anden, så har begge parter selvfølgelig undervejs i processen været i tvivl om, hvorvidt de nu har valgt den rette strategi.

For der er ikke nogen facitliste, hverken hos Riis eller medierne. Mediestrategien for Riis har med garanti været diskuteret på direktionsgangene hos Riis Cycling og tilsvarende har der uden tvivl været tidspunkter i det Berlingske Hus, hvor de redaktionelle medarbejdere har haft delte meninger om den hårde kurs mod den danske holdejer. Alt andet ville være unaturligt.

Om der nu sker en opblødning, må tiden vise. Umiddelbart ville det være et strategisk svaghedstegn fra Riis, hvis han på baggrund af Fuentes-udmeldingen, pludselig åbner op for posen. Han står troværdighedsmæssigt klart stærkere, hvis han holder sig til sin strategi, uanset om han har medvind eller modvind. Og når man læser dagens BT, er det tydeligt, at de ikke har tænkt sig at smide håndklædet i ringen, alene på baggrund af gårsdagens hændelse.

BT/Sporten.dk kræver fortsat svar på deres 12 spørgsmål, som de i snart syv måneder har forsøgt at stille Riis. Forståeligt nok, set fra deres synspunkt. Men det sker næppe, selvom Riis kunne vælge at udnytte det momentum har nu har fået, til at gå ud og fortælle den gode historie: ”Se hvad jeg sagde, jeg kender ikke Fuentes”.

Normalt er ”den gode historie” jo altid positiv. Men indenfor cykelsporten er problemet, at selv de gode historier skaber nye spørgsmål, som kan være problemfyldte for afsenderen af det umiddelbart positive budskab. Hvis nu Riis går ud og slår fast, at det ikke var ham, der henviste Hamilton til Fuentes, så rejser der sig hurtigt et nyt spørgsmål: Hvem gjorde så?

Og hvad med Basso, Jaksche og Schleck? Så skal der røres rundt i den gryde igen. Ikke noget, der passer ind i Riis’ ambitioner om at få afsluttet det kapitel på cykelholdet – uanset om han har haft en finger med i spillet eller ej.

Det var lidt det samme i 2002, da Team CSC Tiscali valgte at skille sig af med Michael Rasmussen, fordi de var klar over, at han var en tikkende doping-bombe. Hvorfor gik Riis ikke på daværende tidspunkt ud og fortalte den gode historie: ”Se, vi vil ikke tolerere doping på vores hold, så vi vil ikke forlænge med Michael Rasmussen.” Et på papiret relativt stærkt anti-doping budskab.

Men igen ville det bare medføre yderligere spørgsmål om holdet, om cykelsporten, om dansk cykelsport, om holdets læger, etc. For selvom man hos Riis mente at Rasmussens forhold til doping var lige i overkanten, så er det jo kommet frem senere – bl.a. fra David Zabriskie og Christian Vande Velde i USADA-rapporten – at Team CSC’s lægestab under ledelse af Joost de Maesener ikke var specielt defensive, når det drejede sig om at skrive lægeerklæringer på kortison ud, selvom rytterne ikke var i behandling for skader.

Men måske Fuentes-udmeldingen kan åbne op for et lidt mere interessant tema, nemlig om medierne – ikke mindst de danske – var lidt for hurtige til at tage Tyler Hamiltons udmeldinger om sin tid hos Team CSC for gode varer. Måske endda forblændet af, at nogle af de samme medier selv skulle være med til at sælge hans bog. Det ville i hvert fald være med til at skabe et mere nuanceret billede af hele sagen, der indtil videre har været ført på Hamiltons præmisser – selvfølgelig båret frem af Riis’ tavshed.

Tilpasset tilståelse

Det er ingen hemmelighed, at cykelsporten har budt på mange opsigtsvækkende dopingindrømmelser – specielt det seneste års tid. Ryttere, der tidligere løj om deres massive forbrug af forbudte stoffer, åbner nu op for posen og fortæller hele sandheden. Eller gør de? Veloropa kigger på fire af de mest prominente indrømmelser.  [Læs mere…]