Optakt: Tour de France 2017, 21. etape

Hvis Chris Froome holder sig på cyklen hele vejen til Champs Elysées i dag, vinder han Tour de France for fjerde gang indenfor de seneste fem år. Meteorologerne lover regnvejr i finalen, hvilket kan få betydning for både den ventede massespurt og den potentielle 1-sekunds-kamp mellem Romain Bardet og Mikel Landa om tredjepladsen.

Af Kim Plesner

Våde brosten på Champs Elysées kan gøre afslutningen på årets Tour ekstra/unødigt dramatisk. Derfor har juryen mulighed for – i tilfælde af netop regn – at måle rytternes tid, ikke fra når de kører over målstregen sidste gang, men derimod når de rammer målstregen første gang.

Og hvis man ser på, hvordan juryen i løbet af hele Touren har taget beslutninger, der har tilgodeset franske ryttere, så er det nok ikke helt usandsynligt, at den vælger at neutralisere finalen i centrum af Paris, rent tidsmæssigt. I givet fald forsvinder Mikel Landas eventuelle angrebsmuligheder mod Romain Bardet teknisk set også.

Spilforslag

Men uanset om det regner eller ej eller om tiden stoppes ved første passage af målstregen eller ej, så skal der køres om sejren på dagens afsluttende etape. Rytterne forventes i mål klokken ca. 19.15, da dagens 103 kilometer lange etape først skydes i gang klokken 16.50.

Det er jo ikke alt for mange sprintere, der efterhånden er tilbage i årets Tour de France. Og en af dem der er, Alexander Kristoff, er stadig så mærket af sit styrt forleden dag, at han ikke kan tilskrives de store chancer for at vinde på Champs Elysées. Også derfor han er oppe i odds 14 hos Danske Spil.

André Greipel plejer jo at vinde en etape, når han stiller til start i en Grand Tour. Sidste år lod den vente på sig indtil netop den sidste dag i Paris, hvor Greipel slog Peter Sagan, Kristoff, Edvald Boasson Hagen og Michael Matthews i spurten. Den tyske gorilla er favorit hos Danske Spil i odds 4,00 – det samme som Boasson Hagen, der viste den anden dag, at han er i storform.

Matthews (odds 12) vil uden tvivl gerne krone sin flotte Tour med en sejr i Byernes By, men spørgsmålet er om han har topfarten og/eller om han er for mæt efter to etapesejre og den grønne trøje? Hans lead-out man hos Sunweb, Nikias Arndt kørte derimod en vildt flot enkeltstart og det så ud som om det kun var en urutineret kørefejl der gjorde, at den formstærke og lynhurtige tysker ikke fik lov at spurte om sejren mod Boasson Hagen i Salon de Provence. Arndt er et frækt bud til odds 50.

Hollandske Dylan Groenewegen har været tæt på et par gange i år, men mangler stadig en Grand Tour-etape. Sker det i dag, får du pengene 4,50 gange igen. I en ren spurt på tørre veje, er Groenewegen nok min favorit. Men i regnvejr og en lettere kaotisk finale, er det måske værd at vende blikket mod den bindegale bokser, Nacer Bouhanni, som er fantastisk god til at håndtere sin låge og ikke er bleg for at tage chancer på våde brosten. Du får odds 11 på Bouhanni hos Danske Spil.

Danskerne

Det skulle ikke undre mig, om både Lars Bak og Michael Valgren kunne tænke sig lige at stikke med i et af udbruddene på Champs Elysées. Formen synes god hos dem begge og de har aldrig været blege for at køre med, når der bliver budt op til en god gang væddeløb.

Stjerner

***** Bouhanni, Groenewegen
**** Boasson Hagen, Greipel
*** Matthews, Degenkolb, Selig
** Arndt, Colbrelli, Cimolai
* Kristoff, Van Avermaet, Keukeleire

-> Kære Veloropæer. Tak fordi du læste med. Hvis du holder af at læse Veloropa og kan finde 29 kroner i det månedlige husholdningsbudget, så burde du måske overveje at blive medlem af ”Veloropa Value”. Dit beskedne bidrag gør en stor forskel for Veloropa og du får også en lang række fordele ud af det. På forhånd tak, Kim Plesner.

Klik her for at læse mere om Veloropa Value