Optakt: Tour de France 2017, 20. etape

Sidste alvorlige etape. Tidskørslen i Marseille, inden det går ind mod Paris og den traditionelle afslutning på Champs Elysées. Chris Froome er favorit til at tage den samlede sejr og også blandt favoritterne på den 22,5 kilometer lange enkeltstart.

Af Kim Plesner

Det er rigtig nok, at Rigoberto Uran for nogle år siden vandt en kuperet enkeltstart i Giro d’Italia og det er rigtigt nok, at der er en enkelt lille, men stejl knold på lørdagens rute. Men hverken rutens profil eller Urans tempoegenskaber bør være nok til at skubbe Chris Froome ned fra Tour-tronen, med mindre Team Sky-kaptajnen kommer ud for uheld undervejs. Selvom det blot er 29 sekunder, der adskiller de to.

Og selvom Romain Bardet kun er 23 sekunder efter Froome, så indeholder den lille franskmand på ingen måde en enkeltstart, der kan true den gule trøje. Vejret får heller ingen indflydelse på resultatet. 25-26 grader og sol loves der hele eftermiddagen.

Spilforslag

Min vurdering er, at det bliver Chris Froome og de tilbageværende tempospecialister, der skal dyste om sejren. Klassementsrytterne kører traditionen tro bedre enkeltstartsplaceringer hjem end normalt, fordi de er i topform, har mere tilbage i posen end de fleste andre og fordi ikke mange kører efter et resultat, men bare glæder sig til at komme til Paris på nuværende tidspunkt af løbet.

Thomas de Gendt, Edvald Boasson Hagen og Michal Kwiatkowski var egentlig blandt mine outsidere til lørdagens etape. Ruten ligger fint til dem, men Boasson Hagen (odds 200) har formentlig ikke fået armene ned efter fredagens sejr, Kwiatkowski (odds 15) har knoklet som en besat for Chris Froome i tre uger i streg og De Gendt (odds 80) har været i udbrud i omkring tusinde kilometer indtil videre, så mon ikke han bare håber på at få det røde rygnummer i Paris?

Den største specialist af dem alle er Tony Martin (odds 7,00). Men spørgsmålet er om formen er god nok til at stryge til tops lørdag. Formen er i hvert fald til stede hos Primoz Roglic, som vandt en flot etapesejr i løbet af ugen og så skal man nok aldrig regne den tidligere verdensmester Vasil Kiyrienka ude, selvom knolden ikke passer ham ubetinget godt.

Roglic er nede i odds 2,20 hos Danske Spil og han er den naturlige favorit, når man kombinerer form, rute og tempoegenskaber. Og hvis man spiller på Froome (odds 3,00) skal man huske på, at hvis han får tider der indikerer, at han er langt foran, så løfter han måske foden fra speederen en smule, fordi han så ved, at den samlede sejr er hjemme. På den anden side, så er han nok også lidt træt af snakken om, at han ikke har vundet en etape endnu.

Af andre outsidere tænker jeg på den franske enkeltstartsmester Pierre Latour (odds 200), som dog er gået noget i stå på det seneste, Movistars Jonathan Castroviejo (odds 18), der med en sejr kan redde lidt af æren for en meget anonym Tour fra det spanske mandskabs side. Det samme kan man sige om Stefan Küng (odds 8,00) og BMC, der kom med kæmpe ambitioner, men kørte helt af sporet, da kaptajn Richie Porte gjorde det samme i Jura-bjergene.

Alexey Lutsenko fra Astana, Steve Cummings fra Dimension Data, Maciej Bodnar fra Bora-Hansgrohe og Sylvain Chavanel er de sidste kandidater jeg vil nævne. Cummings (odds 50) styrtede den anden dag, Chavanel (odds 125) var med i udbrud fredag og Bodnar (odds 80) er bedst når det er helt fladt. Lutsenko (odds 200) var også ude i noget af en kraftanstrengelse på Col d’Izoard

Danskerne

Både Michael Valgren og Lars Bak besidder faktisk en ganske glimrende enkeltstart, så hvis en af dem eller dem begge vælger at køre fuld gas, kunne der godt ligge noget top-20 og vente på dem.

Stjerner

***** Roglic, Martin, Froome
**** Uran, Kiryienka, Castroviejo
*** Küng, Lutsenko, Bodnar
** Latour, Cummings, Chavanel
* Kwiatkowski, Boasson Hagen, De Gendt


ANNONCE: Husk at tilmelde dig Raphas Nocturne event, der afvikles den 19. august i hjertet af København. Der er cykelløb og fest for alle – fra børn til professionelle. Klik her for at læse mere.