Optakt: Tour de France 2017, 11. etape

Endnu en flad etape. Endnu en sejr til Marcel Kittel. Og med den overlegenhed Quickstep-sprinteren viste tirsdag, er det svært at se, hvem der skal slå ham onsdag, hvor der igen er dømt massespurt i byen Pau, ved foden af Pyrenæerne.

Af Kim Plesner

Den største dramatik i forbindelse med 10. etape kom rent faktisk efter etapen, hvor TV-billeder viste, at Nacer Bouhanni langede ud efter Jack Bauer fra Quickstep. Umiddelbart burde det jo – set i lyset af Peter Sagans diskvalifikation – have medført en meget hård straf, såfremt juryen skulle følge sin egen linje. Men hvad de fleste billeder ikke viser, er at Bouhanni forinden angiveligt har fået et svaj/en albue af selvsamme Bauer.

Måske derfor nøjedes juryen med at idømme den tidligere bokser Bouhanni en straf på 200 schweizerfrancs samt en tidsstraf på et minut i klassementet. Specielt det sidste har overhovedet ingen betydning for den franske sprinter, som er omkring halvanden time efter Chris Froome i den samlede stilling.

Kittel igen?

Tirsdag var der ingen tvivl overhovedet. Marcel Kittel lader til at være i en klasse helt for sig selv i årets Tour de France. Sejr nummer fire blev særdeles overbevisende, da de øvrige holds sprintertog løb tør for kræfter alt for langt fra målstregen. Derfor blev det ren styrke sprinterne imellem med fin plads til dem allesammen. Og i sådan en dyst er Kittel fuldstændig overlegen.

Landsmanden John Degenkolb var den der kom tættest på, på 10. etape, men ligesom Edvald Boasson Hagen senest drog fordel af, at der var tale om højhastighedssprint let nedad bakke, så drog Degenkolb fordel af styrkeprøvesprinten tirsdag. Det er lige noget for den stærke klassikerrytter. Dylan Groenewegen fik sin hidtil bedste placering som treer, mens André Greipel og Michael Matthews – to af Kittels på papiret værste konkurrenter til den grønne pointtrøje – helt missede spurten og endte på henholdsvis 12. og 13. pladsen.

Spilforslag

Danske Spil forkæler os stadig med odds 1,60 på Alexander Kristoff i den norske duel mod Edvald Boasson Hagen. Kristoff slår Boasson Hagen mindst ni ud af 10 gange i en normal massespurt, så det er bare at sige tak. Odds 2,20 på Kristoff over den nærmest desillusionerede André Greipel, virker også umiddelbart alt for højt. Det burde have mere balanceret efter min mening.

Dylan Groenewegen nærmer sig mere og mere sin første Tour-sejr. Tvivlsomt om han formår at slå Kittel onsdag, men odds 2,75 i top-3 er måske værd at tage med.

Jeg ville passe lidt på med at spille mod Nacer Bouhanni i Head-to-Head kombinationerne, da han nogle gange reagerer med et bedre resultat på cyklen, efter han har været ude i et disciplinært stormvejr.

Danskerne

Lars Bak skal igen i aktion som udbrudsnedkæmper og Michael Valgren skal sørge for at passe godt på Jakob Fuglsang i feltet.

Stjerner

***** Kittel
**** Groenewegen, Bouhanni, Greipel
*** Kristoff, Degenkolb, Matthews
** Selig, Boasson Hagen, McLay
* Colbrelli, Cimolai, Vanspeybrouck

Tilbudskampagne denne uge: Vi sætter de sidste rester af Veloropas populære BodyFit pro sæt, designet af Jacob Ørholm, ned med 100 kroner om dagen indtil på fredag eller så længe lager haves. Hvor længe tør du vente? Klik her og gå direkte til webshoppen, eller kom forbi Veloropas nye café/butik på Bispeengen 1, 2000 Frederiksberg og prøv dit sæt inden du køber det.