Michael Rasmussen er ved at rode sig ind i sit eget spind af løgne, der skal dække over et påstået dopingmisbrug. I dag skiftede han igen forklaring på sin Mexico-historie, og danskerens udmeldinger er efterhånden så modsætningsfyldte, at de slet ikke giver mening.
Ægteskabelige problemer
Vi spoler først tilbage til sommeren 2007. Michael Rasmussen bliver på tærsklen til den ultimative Tour-triumf smidt ud af verdens største cykelløb iført den gule trøje. Baggrunden er, at Rabobank-klatreren har fået tre advarsler af UCI, fordi han ikke har haft styr på sine whereabouts i månederne op til Tour de France.
Overfor UCI havde Rasmussen oplyst, at han i flere omgange var i Mexico for at forberede sig til Touren. Men i virkeligheden befandt han sig i Spanien og Italien. I første omgang nægtede Michael Rasmussen at det var tilfældet, men den 8. november samme år, indrømmede han på et pressemøde, at han havde løjet om sine whereabouts af ægteskabelige grunde.
Samtidig understregede han (og det er basis for hele den igangværende retssag), at han på intet tidspunkt løj overfor Rabobank. Dermed kunne han altså rent juridisk gøre sig forhåbninger om en erstatning fra sin tidligere arbejdsgiver, fordi de godt vidste, hvad der var foregået, men alligevel tog ham med til Tour de France – for så at smide ham ud igen, fordi offentligheden fandt ud af sandheden omkring Rasmussens opholdssteder.
Ny forklaring
Men på dagens retsmøde i den hollandske by Arnhem, skiftede Michael Rasmussen så igen forklaring på, hvorfor det var han havde løjet. Nu var det ikke længere af ægteskabelige grunde, han havde løjet. Nu var det fordi han ville skjule sig for den hungrende, danske presse. Hvilket Rasmussen bekræftede efterfølgende overfor sporten.dk:
Så hovedårsagen til, at du oplyste, at du var i Mexico var for at koncentrere dig om at træne og undgå journalister?
– Ja.
Glemte bare at fortælle det til pressen
Men den forklaring røg under retsmødet tilbage i hovedet på danskeren som en boomerang, da dommeren logisk nok spurgte: “Jamen, hvis du ville gemme dig for pressen, hvorfor oplyste du så ikke til pressen, at du var i Mexico, men kun UCI?”
Det kunne Rasmussen ikke forklare overfor dommeren. Han forsøgte dog efterfølgende at forklare det overfor sporten.dk:
“Det var ikke på en offensiv måde, jeg meldte ud, at jeg var i Mexico, men jeg skiftede telefonnummer, så det var kun nogle ganske gå personer, som kunne komme i kontakt med mig i den periode.”
Nej, Michael Rasmussen. Det var ikke en særlig offensiv måde at “melde det ud” på…
Det giver jo absolut ingen mening overhovedet, at fabrikere en falsk historie om, at man er i Mexico, for at undgå pressens snagen, hvis man så ikke oplyser denne historie til selvsamme presse.
Den virkelige årsag?
Rabobanks advokat kom dog ind på det, som med altovervejende sandsynlighed er den virkelige årsag til Rasmussens løgnehistorier (da UCI’s whereabouts system jo understøtter dopingkontrollanternes muligheder for at lave de såkaldte out-of-competion-tests):
“Ville du også undgå dopingkontrollanterne ved at fabrikere historien om Mexico?”
Rasmussens svar: “Det blev en af konsekvenserne.”
Ja, det blev det sørme… Og måske det i virkeligheden er det nærmeste vi kommer en dopingindrømmelse fra Kyllingens side?
På et andet tidspunkt i dagens afhøring, blev Michael Rasmussen spurgt om, hvem han havde diskuteret den fabrikerede Mexico-historie med. Hertil svarede danskeren: Erik Breukink (sportsdirektør), Geert Leinders (holdlæge) og Jan-Paul van Mantgem (holdlæge). Leinders er for nylig blevet fyret af Team Sky, fordi han ikke kunne leve op til holdets nul-tolerance politik vedrørende doping.
Hvad drejer sagen sig om?
Men nu handler retssagen som bekendt ikke om, hvorvidt Michael Rasmussen (også) har løjet om et påstået dopingmisbrug. Den handler om, hvorvidt Rabobank var vidende om, at danskeren opfandt Mexico-historien. Ja, det handler den faktisk ikke engang om, for det har Rasmussen allerede rettens ord for. Og det er da også helt tydligt, at Michael Rasmussen har en sag, hvad det angår.
Den igangværende sag ved retten i Arnhem (der genoptages den 7. marts) handler således ene og alene om, hvorvidt de ca. fem millioner kroner Michael Rasmussen i første omgang fik tildelt i erstatning er nok. Eller om han skal have helt op mod de små 40 millioner kroner, som Kyllingen og hans advokater har forlangt ved at anke sagen.
I den sammenhæng er det fuldstændig ligegyldigt, om Michael Rasmussens skiftende forklaringer om bevæggrunden for Mexico-historien, får hans i forvejen noget ramponerede troværdighed til at falde helt sammen.
It’s all about the money…