Jamen sådan har vi jo altid gjort

Tirsdagens ørkenvandring af en etape i Tour de France var et virkelig godt eksempel. To ryttere stikker afsted fra morgenstunden, de ved godt de med 99,9% sikkerhed bliver hentet og at deres indsats er værdiløs, men alligevel fortsætter de. Tids- og ressourcespild på allerhøjeste cykelniveau.

Af Kim Plesner

Og lad os bare adressere argumentet om, at “jamen det giver jo de små hold fantastisk TV-eksponering…” med det samme.

For der er flere grunde til, at den gamle kliché ikke holder vand.

Der var omkring syv millioner franskmænd, der så søndagens medrivende etape i Jura-bjergene. Uden at kunne dokumentere det, så tænker jeg at tallet for tirsdagens søvndyssende affære til gengæld lå i den helt anden grøft. Ingen orker jo sidde og se et sportsligt selvmord for åben skærm. Hvis man derimod kunne se, eller vidste, at der rent faktisk ville blive kørt væddeløb på mere end de sidste kilometer, så ville det alt andet lige trække flere seere og dermed altså også give de deltagende hold langt mere eksponering.

Og den virkelig store eksponering får man ikke ved at to relativt ukendte ryttere kører mod ingenting i flere timer en tirsdag eftermiddag i sommerferien. Ikke engang på de skilte fransk TV sætter på skærmen fra tid til anden, giver firmaerne eksponering. Her står rytternes navne, men sponsor/holdnavnet er blot en forkortelse på tre bogstaver, som ikke giver nogen som helst mening, rent eksponeringsmæssigt. Rytternes dragter er ofte – især på de små hold – et miskmask af små og store sponsorer, og derfor er det yderst sjældent man som TV-seer rent faktisk opdager hvad de enkelte hold reklamerer for.

Dér hvor holdene opnår stor eksponering er, hvis de vinder eller kommer i nærheden af at vinde noget i Tour de France. Og det gør man ikke ved at stikke afsted i hjernedøde “TV-udbrud” – selvom mange lande nu sender hele etapen fra start til slut. Men hvordan får man så ændret automatpiloten på en etape som den i går?

Ruten og rytterne

Well, det havde selvfølgelig været smartest, hvis arrangørerne af Tour de France, ASO, i det mindste havde lagt ruten, så der bare opstod en lille smule tvivl om, hvorvidt sprinterholdene nu også ville kunne kontrollere etapen eller give dem tvivl om, hvorvidt det kan svare sig at ofre kræfter på at indhente udbryderne. For eksempel ved at lave nogle bare lidt kuperede afslutninger. Ikke så man udelukker muligheden for en sprinterafslutning, men så man netop gør det uforudsigeligt, om det rent faktisk ender sådan.

Nu har Christian Prudhomme & Co. så valgt at forkæle os med hele ni “flade” etaper i dette års Tour de France. Det kan hverken du eller jeg eller rytterne ændre på. Derfor må man selvfølgelig forholde sig til virkeligheden og lægge sin strategi ud fra det. Og ikke bare gøre noget, fordi “sådan plejer vi jo altid at gøre”.

Der er – så vidt jeg ved – ingen der tvinger en udbryder eller en udbrydergruppe til at fortsætte, hvis de godt kan se, at det her fører jo ingen vegne hen. I går var et godt eksempel. Da Guillaume van Keirsbulck kom afsted alene i starten af Touren var endnu et – endda et af dem, der skriger til himlen.

“Jamen så fik holdet da i det mindste god eksponering” – Igen, nok ikke så meget, fordi seerne var faldet i søvn efter fem minutter. Og hvem siger at en rytter fra Wanty-Groupe Gobert ikke kan stikke afsted igen, såfremt GVK lod sig indhente, fordi han godt vidste han skulle have en halv time, for at det var realistisk med udsigten til en etapesejr.

Så stop dog

Og det er helt simpelt det, jeg ikke kan forstå, hvorfor ingen af holdene gør. Hvis man kommer to mand afsted, ligesom i går, og man kan se at der kun gives fem minutters forspring af det jagtende hovedfelt, så stil jer dog ind i vejkanten og vent. Og så stik afsted igen med et par andre ryttere eller flere, når feltet er samlet. Forestil dig den situation med 80 kilometer til mål, igen med 50 kilometer til mål eller måske endda med 30 kilometer til mål, hvor fem eller seks helt friske rytter stikker af. De har alt andet lige noget større chance end to ryttere, der har ligget på stegepanden i 150 kilometer.

“Ja, men der er ikke nogen der får lov at køre så tæt på mål.” Nej, men hvis sprinterholdene har været på limit fire-fem gange i løbet af en etape, fordi et nyt udbrud er stukket afsted, så bliver det altså ikke så nemt for dem at kontrollere begivenhederne som nu, hvor de bare indstiller deres computer på autopilot og sekund-for-sekund kan følge GPS-opdateringer om, præcist hvor stort et forspring udbryderne har.

Hvis udbryderne, hver eneste gang de kan se, at de ikke får lov at få et stort nok forspring, bare lod sig indhente igen, ville arbejdet for sprinterholdene blive ekstremt meget sværere og chancerne for at et udbrud engang imellem ville holde hjem, blive ekstremt meget større. Og for TV-seerne ville man aldrig vide hvad etapen kom til at byde på – selv de helt flade etaper, hvilket giver flere seertal og dermed bedre eksponering af cykelholdenes sponsorer og i sidste ende også mere lukrative TV-aftaler og dermed alt andet lige også flere præmiepenge.

Ganske vist kørte rytterne i går i det smukke Dordogne-område, så der var da lidt at kigge på, selvom cykelløbet var dødkedeligt. Men det er stadig en ret pinefuld omgang at se to ryttere begå langsomt selvmord – kun marginalt sjovere end at se maling tørre. Og når man så endda også ved, hvad massespurten ender med, bliver det virkelig kedeligt og forudsigeligt.

Tilbudskampagne denne uge: Vi sætter de sidste rester af Veloropas populære BodyFit pro sæt, designet af Jacob Ørholm, ned med 100 kroner om dagen indtil på fredag eller så længe lager haves. Hvor længe tør du vente? Klik her og gå direkte til webshoppen, eller kom forbi Veloropas nye café/butik på Bispeengen 1, 2000 Frederiksberg og prøv dit sæt inden du køber det.