Hvad blev der egentlig af Trofimov?

Pludselig forsvandt han, nærmest fra jordens overflade. Et enkelt livstegn i et stærkt marginalt russisk etapeløb, men ellers pist væk. Hvad blev der egentlig af Yuri Trofimov? Fra top-10 i Giro d’Italia til hvad der ligner et uigenkaldeligt exit blot to år senere. Veloropa har kigget nærmere på sagen.

Af Kim Plesner

Giro d’Italia er i sin afgørende fase. Alberto Contador forsøger med det yderste af neglene at forsvare sin lyserøde førertrøje. Men den baskiske sensation, Mikel Landa, synes stærkere og stærkt ukontrollerbar for Astana-mandskabet, som ellers havde til hensigt at køre hjemmefavoritten Fabio Aru til tops i Giroen.

Den 24. maj 2015 er der bjergetape med mål i skisportsstedet Madonna di Campiglio. Landa vinder etapen fra en lille, eksklusiv gruppe som også indeholder Aru og Contador – samt russeren Yuri Trofimov fra Katusha, der slutter som nummer to på etapen. Aru og Landas interne magtkamp gør, at Contador til slut løber af med sejren og ultimativ betyder den også, at Mikel Landa ved udgangen af 2015-sæsonen skifter Astana ud med mægtige Team Sky.

Yuri Trofimov derimod slutter på en samlet 10. plads i Giroen – en fin opfølgning på 14. pladsen året før i Tour de France. Og mange er spændte på, hvor meget talentet hos den på daværende tidspunkt 31-årige russer rækker til. Han vinder det russiske mesterskab, springer Tour de France over og tager i stedet til Rio de Janeiro i Brasilien for at teste OL-ruten, der skal køres på året efter.

Trofimov bliver nummer fem i testløbet i Rio, men netop den tur bliver også det første tegn på, at noget nok ikke er helt som det skal være hos Yuri Trofimov. På vej hjem drikker holdkammeraten Egor Silin og Trofimov sig i hegnet i lufthavnen, hvilket fører til at de to bliver smidt af Katushas Vuelta a España hold. Måske Trofimov bare ville fejre, at han havde skrevet kontrakt med landsmanden Oleg Tinkovs mandskab for den kommende sæson. I hvert fald synes Tinkov at være særdeles begejstret for situationen.

 

Startede med MTB

Yuri Trofimov begyndte, som mange andre af landevejens profiler, i mountainbike sporten. Her blev han U/23-verdensmester i 2005. Samme år blev han nummer tre ved de russiske U/23-landevejsmesterskaber. Og efter et par gode sæsoner hos kontinentalholdet Omnibike Dynamo Moskva, fik Trofimov kontrakt hos franske Bouygues Télécom – det hold der senere blev til Europcar og vi i dag kender som Direct Energie.

Trofimov lagde ud med lyn ord torden som professionel. Vandt forårsløbet Etoile de Bességes samlet og vandt en etape i Dauphiné. Året efter fulgte han op med en samlet niendeplads i Paris-Nice. Den tredje og sidste sæson i Frankrig bød ikke på de helt store resultater, men en samlet 28. plads i Giro d’Italia viste, at der måske var Grand Tour potentiale i russeren, som i 2011 tog hjem til Rusland igen for at køre for storsatsende Katusha, der to år tidligere havde købt en licens af Tinkoff Credit Systems, Oleg Tinkovs daværende Pro-Continental mandskab.

Der går et par år før Trofimov igen får chancen for at køre klassement i en Grand Tour. Men med en 12. plads i Giro d’Italia 2013, viser han at potentialet måske stadig er der. Som nævnt bliver det fulgt op af en 14. plads i Touren 2014 og en 10. plads i Giroen 2015, inden den – for de fleste – kedelige Vuelta-sag, samme år. Og herfra begynder det virkelig at gå ned ad bakke for Yuri Trofimov. Og som det ser ud lige nu, blev kontraktunderskrivelsen med Tinkoff-mandskabet den sidste succesoplevelse i professionel cykelsport.

Positiv dopingtest

Med sine Grand Tour-resultater og som russer på et russisk mandskab, burde mulighederne for i det mindste at komme med i truppen til enten Giro d’Italia eller Tour de France vurderes som rimeligt gode hos Tinkoff. Men Trofimov kommer ikke med i Giroen og kort inden Touren udgår han af opvarmningsløbet Dauphiné. Officielt med et maveonde, men senere på sæsonen kommer det frem, at Trofimov i februar måned testede positiv for det omstridte Meldonium stof, som mange russere tidligere havde brugt som præstationsfremmende middel.

Indtil 1. januar 2016 stod Meldonium således ikke på UCI’s forbudte liste, men set i lyset af hvor mange russere, heriblandt tennisstjernen Maria Sharapova, der blev testet positive i starten af året, kunne noget tyde på, at stoffet er længe om at komme ud af kroppen. Trofimov blev således ikke suspenderet, men et par af hans (ret ligegyldige) resultater lige omkring den positive test, blev dog annulleret.

Yuri Trofimov kom med i årets sidste Grand Tour, Vuelta a España, hvor han hjalp Alberto Contador til en fjerdeplads og selv sluttede som nummer 35. Men Tinkoff-mandskabet lukkede som bekendt og Trofimov måtte tage et skridt ned til det spanske Pro-Continental hold, Caja Rural. Her skulle Yuri Trofimov, efter eget udsagn, omsider få muligheden for at køre sin helt egen chance som klassementskaptajn og Vuelta a España var den store resultatmæssige målsætning for 2017.

Nye alkoholproblemer

Derfor kan det selvfølgelig undre, når man kigger på den foreløbige startliste til årets Vuelta, at Yuri Trofimov ikke engang er med i bruttotruppen hos Caja Rural. Endnu mere mystisk bliver det, når man kigger på Trofimovs palmares for 2017. Han har kørt et enkelt løb, kategori 2.2-løbet “Five Rings of Moscow”, som han dog vandt foran landsmændene Vladislav Duyunov og Evgeny Kobernyak.

Årsagen er angiveligt, at Trofimov igen har slået sig på flasken efter hans kone har forladt ham. Han har en sag hængende over hovedet, hvor han er sigtet for spirituskørsel og derfor kan han ikke få udstedt en licens i Spanien. Og uden en licens, er det som bekendt svært at køre cykelløb. En ganske trist deroute at være vidne til for Yuri Trofimov.

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget, som man plejer at sige. Eller hvad med “den enes død, den andens brød.” Du vælger selv, men faktum er, at vi i stedet for Trofimov nok får det 24-årige spanske stortalent Jaime Roson at se som klassementskaptajn hos Caja Rural i dette års Vuelta. Roson, som netop har skrevet kontrakt for de kommende to sæsoner med Movistar.