Den professionelle cykelsport ligger i ruiner, efter den bombe det amerikanske antidoping agentur, USADA, smed onsdag, med offentliggørelsen af deres bevismateriale mod Lance Armstrong, Johan Bruyneel og en række læger med tilknytning til det hedengangne US Postal Service og Discovery Channel.
Er Omerta ved at krakelere?
For første gang nogensinde virker cykelsporten en smule splittet. For første gang er der slået revner i den såkaldte “Omerta”, tavshedens lov. Der er ved at blive dannet to fraktioner. På den ene side – og de er stadig i klart mindretal – ryttere og sportsdirektører, der ønsker at tale åbent om eget og andres tidligere dopingmisbrug. På den anden side, dem der stadig ikke ønsker at se fortiden i øjnene, og mener at vi skal se fremad og lade historien være historie. At alle godt vidste det var slemt engang, men nu er det meget bedre.
Til den første gruppe hører de fleste af rytterne på Garmin-Sharp og deres sportsdirektør Jonathan Vaughters. Tre af rytterne, David Zabriskie, Christian Vande Velde og Tom Danielson, var blandt hovedvidnerne i den netop offentliggjorte rapport fra USADA. De har efter eget udsagn søgt tilflugt hos Garmin og Vaughters, der har givet dem et alternativ til normal praksis indenfor cykelsporten.
Og David Millar – ligeledes fra Garmin – har som en af de eneste udfordret UCI’s mangel på vilje til at efterforske de mange dopinganklager, som i første omgang Jörg Jaksche, Tyler Hamilton og Floyd Landis har bragt til torvs. Senest har også Fabian Cancellara været fremme med en klar holdning om, at han vil have svært ved at samarbejde med Johan Bruyneel efter USADA-rapporten.
Ikke alle ønsker forandring
Men en lang række hovedaktører indenfor den professionelle cykelsport ønsker sig uden tvivl stadig tilbage til de gode gamle Omerta-dage. De ønsker hverken oprydning, eller at uvildige instanser blander sig i den cykelsport, som hidtil har været organiseret efter hvad man vel godt kan betragte som noget der minder om gangster/mafia metoder. I hvert fald når man læser USADA-rapporten og Tyler Hamiltons bog, The Secret Race.
I spidsen for den gamle skole står UCI’s præsident Pat McQuaid og ikke mindst hans forgænger, og nu ærespræsident i den internationale cykle union, Hein Verbruggen. Det bliver mere og mere tydeligt, at sidstnævnte, i sin iver efter at få globaliseret (og dermed også omsætningsmaksimeret) cykelsporten, holdt hånden over Lance Armstrong, som derved frit kunne dope sig til op over begge ører, uden reelt set at risikere nogen former for sanktioner.
Ikke nok med, at Armstrongs partner in crime og sportsdirektør, Johan Bruyneel, altid vidste (måske via relationer til Verbruggen?) hvornår UCI’s antidoping folk kom forbi. Men skulle Armstrong alligevel blive fanget med fingrene for langt nede i småkagedåsen, så blev de positive tests også skaffet af vejen – med velvillig assistance fra UCI.
Problemet stopper ikke hos Armstrong
Armstrong og Bruyneels narrestreger er nu efterhånden solidt dokumenteret, ikke mindst i kraft af den føromtalte USADA-rapport. Men selvom de måske havde skaffet sig et forspring, når det kommer til mængden af doping de havde mulighed for at anvende, så var det jo ikke sådan, at de konkurrenter de cyklede mod, kun spiste rosiner og havregrød. Stort set alle topryttere (og formentlig også masser af de andre ryttere) i perioden 1992-2008, var med på vognen.
Og da cykelsporten som oftest rekrutterer fra egne rækker, når stillingerne som holdejere, managere eller sportsdirektører skal besættes, så er den professionelle cykelsport også i dag netop besat af gamle ryttere, som sprøjtede sig godt og grundigt med forbudte stoffer, i deres aktive karriere. Disse personer har i større eller mindre grad taget ulovlighederne med sig ind på deres hold, hvor der igen er foregået mere eller mindre organiseret dopingsnyd.
Alle de store hold har lig i lasten
Hos danske Saxo Bank Tinkoff Bank er Bjarne Riis holdejer, men også under mistanke for organiseret doping på sit mandskab, hvis man skal tro Tyler Hamiltons bog og udsagn fra Jörg Jaksche. Og Riis har som bekendt tidligere indrømmet et massivt dopingmisbrug under sin aktive karriere.
Hos Astana skal Alexandre Vinokourov, som tidligere har fået to års karantæne for bloddoping under Tour de France, og som har overført tusinder af Euros til dopinglægen Michele Ferrari, indtage rollen som manager til næste år.
Hele Liquigas-holdet er under beskyldning for, i hemmelighed, at have brugt Ferrari som holdlæge.
Hos Radioshack har man indtil videre sagt farvel til Johan Bruyneel, men har stadig en verserende dopingsag med Fränk Schleck, som tidligere har været sat i forbindelse med dopinglægen Eufemiano Fuentes, da han var hos Riis. Og blandt sportsdirektørerne finder man danske Kim Andersen, selv dømt for doping ved flere tilfælde, José Azevedo, tidligere US Postal og Discovery Channel-rytter, Dirk Demol, tidligere US Postal, Discovery Channel og Astana sportsdirektør hos Bruyneel. I forbindelse med Bruyneels fratrædelse har man desuden fjernet holdets ene læge, Pedro Celaya, der også nævnes i USADA-rapporten, fra den officielle hjemmeside.
Hos Katusha er den tidligere US Postal-rytter, Vjateslav Ekimov, netop blevet udnævnt til ny team-manager. Han afløser Hans-Michael Holczer, som stod bag Gerolsteiner holdet, hvor Bernhard Kohl, Stefan Schumacher og Davide Rebellin blev taget for doping. Katushas sprinter, Denis Galimzyanov, blev testet positiv for EPO tidligere i år.
BMC-holdet ledes af den schweiziske rigmand Andy Rihs, John Lelangue og Jim Ochowicz, der i sin tid hentede Armstrong til Motorola og er tidligere formand for USA Cycling, som indtil videre – ligesom UCI – har støttet Lance Armstrong i sagen mod USADA. Alle tre stod også i spidsen for Phonak-holdet, der havde en lang række dopingskandaler, blandt andet Tyler Hamilton og Floyd Landis.
Den tidligere manager for Rabobank, Theo de Roij, afslørede i foråret, at ledelsen hos det hollandske mandskab accepterede doping på holdet. Rabobank er dog gået i gang med en udrensning i ledelsen, der blandt andet har ført til den tidligere toprytter Erik Breukinks afgang.
Matt White, der er sportsdirektør hos det nye Orica-GreenEdge, har nu trukket sig fra posten og fra sine opgaver for det australske landshold, efter en dopingindrømmelse i kølvandet på USADA-rapporten.
Omega Pharma Quick Step ledes af Patrick Lefevre, en mand der flere gange, blandt andet af sin tidligere rytter Patrik Sinkewitz, har været beskyldt for at organisere doping. Ikke mindst i Mapei-tiden. I følge et vedholdende rygte er han ikke bleg for at bruge særdeles skrappe metoder. Han skulle således i 2005 have opfordret sin rytter Marc Lotz til at tage EPO for at komme med i Tour de France. og da Lotz så gjorde det, adviserede Lefevre politiet, som ransagede rytterens hjem og fandt EPO.
Danske Brian Holm er sportsdirektør på Omega Pharma Quick Step. Ingen er i tvivl om, at Brian Holm er af den gamle skole. Han har flere gange udtalt, at han hellere ser man lader fortiden ligge og bare kommer videre.
Hvor går grænsen?
Og spørgsmålet er da også hvor mange personer med sløret fortid, der skal forlade sporten, før der er “ryddet helt op”? Hvor går grænserne, hvor langt skal man gå tilbage, og hvem og hvor mange skal indrømme hvad? Jeg tror ikke der er nogen med relationer til cykelsporten, der har den facitliste liggende på hylden, og næppe nogen, der får det.
Jeg kan godt forstå, at der var et behov for at få afsløret Lance Armstrongs mange løgne og overdrevne dopingmisbrug. Ikke mindst fordi han nok er den sidste, der vil indrømme noget som helst. Efterhånden er vi vel kommet så langt, at han hellere tager sit bedrageri med i graven, end indrømme. Med sine syv Tour-sejre var han så stort et ikon og et symbol på en beskidt tid i cykelsporten, at det var umuligt at komme videre, uden at tage et opgør med hans status.
Desuden adskiller sagen om Armstrong sig også fra andre “almindelige” dopingsager, da amerikaneren efter alt at dømme har haft bedre muligheder end sine konkurrenter for at dope sig. Derfor trækker sagen tråde langt op i systemet. Ja helt op i toppen, faktisk.
Men hvis ikke man kan fjerne alle de brodne kar fra cykelsporten, uden at smadre den helt, hvordan løser man så problemet? Svært at sige.
Mor og far
Et tankeeksperiment kunne jo være, at betragte cykelsporten som en familie, hvor UCI er forældrene og holdene og deres ejere er børnene. Som det er kendt fra enhver form for børneopdragelse, så er det jo sjældent børnenes skyld, hvis de bliver utilpassede. Det kommer som regel fra deres opdragelse og forældrenes evner til at udstikke rammer og etiske retningslinjer – eller mangel på samme.
Ligeledes kan man vel godt konkludere, at ejerne af de professionelle cykelhold og dermed deres ansatte (læger, sportsdirektører, massører, mekanikere og ryttere), kun har kunnet agere som de har gjort, fordi deres “forældre” i form af UCI, mere eller mindre har tilladt dette, og bestemt ikke har været rollemodeller når det drejer sig om moral og etik.
UCI har med meget få undtagelser selv stået for dopingkontrollen i den professionelle cykelsport. Og når det gælder det nye biologiske pas, så er det også UCI der bestemmer, hvilke testresultater der skal sendes videre til en række tilknyttede, uvildige eksperter.
Savner uvildig dopingkontrol
Man behøver vist ikke at have taget udvidet truck-certifikat, for at kunne gennemskue, at det måske var en idé, at al dopingkontrol blev varetaget af et uvildigt selskab, uden nogen som helst relationer til hverken UCI eller de professionelle cykelhold.
Alene det tiltag ville formentlig kunne løse en stor del af de problemer, cykelsporten bakser med i kølvandet på USADA-rapporten. Dermed ikke være sagt, at alting så fremover vil være fryd og gammen.
Hvor ender det?
For det bliver i den grad spændende at se, hvor det rent faktisk ender, nu hvor det hele begynder at rulle. Kryber Armstrong til slut til korset? Og selvom han formentlig ikke gør, vil han så finde sig i, at det nu er ham og hans amerikanske kolleger, der tager alt skraldet, mens andre, som fx. Bjarne Riis, går fri i denne omgang, ved blot at holde lav profil? Hvor langt ind på de andre mandskaber breder USADA-afsløringerne sig? Får affæren overhovedet nogen konsekvenser for UCI-toppen? Og vælger UCI i det hele taget at sanktionere Armstrong, eller anker de sagen til CAS? Hvad kommer der til at ske, når Johan Bruyneel skal gennem den uvildige høring? Og hvad med den civile domstol i USA, der droppede den oprindelige sag mod Armstrong – hvorfor gjorde de det, hvis der var så tunge beviser, som USADA netop har fremlagt? Kunne man forestille sig, at Garmins frontløber-rolle på sigt fører til, at de trækker andre hold med over i en alternativ og mere professionel cykleunion?
Spørgsmålene er mange – svarene ganske få. Og lige nu er alt kaos.