Fladlandskaos og bjergfestival

I tirsdags præsenterede Christian Prudhomme ruten for næste sommers Tour de France. Ruten er allerede løseligt beskrevet på diverse sportsnyhedssider. Vanen tro går Veloropa et spadestik dybere, analyserer ruten til bunds og sætter den i et historisk perspektiv. 

Af Kasper Linde Ankjærgaard

Den forgangne sommers Tour de France-rute var kendetegnet af et nytænkt koncept uden flere af de sædvanlige omdrejningspunkter, herunder med få af de velkendte marathonstigninger i Alperne og Pyrenæerne; og den havde få bjergafslutninger. Til gengæld havde ruten flere etaper, som skulle afgøres på stejle, smalle veje.

Tour de France 2017 blev aldrig det festfyrværkeri, man kunne have håbet. Nogle har skudt skylden på ruten, som de mente, var kedelig. Jeg mener stadig, det var en spændende rute. Og i min optik skyldes den halvkedelige Tour i høj grad, at flere favoritter enten udgik (Valverde, Izagirre, Porte, Majka, Fuglsang), underpræsterede (Contador, Quintana) eller slet ikke var stillet til start (Dumoulin, Nibali). Ikke desto mindre vil jeg mene, at de spændende øjeblikke, der trods alt var, var på føromtalte stejle, smalle veje.

Derfor var jeg spændt på at se i hvor høj grad, Tour de France-ruten 2018 indeholder sådanne stejle (>13-14%), smalle segmenter.  Det gør den ikke, kan jeg afsløre. Alligevel synes jeg, det er en spændende rute, der blev præsenteret:

Akt I: Fladlandskaos

Som det var tilfældet i 2015, indeholder Tourens første ni etaper ikke ét bjerg. Kedeligt, tænker du måske? Ikke hvis man tænker på 2015, som havde den mest dramatiske åbningsuge i mange år med aggressiv sidevindskørsel, hidsige bakker, brosten, holdkørsel; og den gule trøje skiftede hyppigt ejermand. Den flotte åbningsuge kom dog uvægerligt til at stå i skyggen af, at Chris Froome og hans Sky-mandskab reelt afgjorde løbet på 10. etape og Tourens første bjerg. Men man forstår godt ASO, at man har forsøgt at kopiere modellen fra 2015.

De første ni etaper byder på fem flade (1., 2., 4., 7. og 8. etape), en holdtidskørsel (3. etape), to kuperede ”puncheur” etaper (5. og 6. etape) samt en brostensetape (9.).

På 1., 4., 5., 7. og 8. etape skulle der være god mulighed for sidevind. Især 1. og 5., som begge har lange stræk langs Atlanterhavskysten.

3. etape: Cholet > Cholet, 35 km, holdtidskørsel

Holdtidskørslen er tilbage efter to års fravær. Der er tale om en flad rundstrækning, som indeholder både flade tempostykker og tekniske passager med mange sving.

Især Chris Froome (Sky), Tom Dumoulin (Sunweb), Richie Porte (BMC) og Quickstep-drengene bør være tilfredse med denne holdkørsel.

5. etape: Lorient > Quimper, 203 km

I mere end et år har det været sikkert og vist, at 5. etape skulle være en hyldest til løbet Tro-Bro-Léon, og afvikles på Bretagnes snørklede grusveje. Etapen køres ganske vist i Bretagne, men underlaget er asfalt fra start til mål. Ikke desto mindre er der tale om en spændende etape: De første 100 flade kilometer køres mere eller mindre langs kysten, hvor sandsynligheden for sidevind er høj. De sidste 100 kilometer køres i Bretagnes kuperede bakker og har en betydelig smag af Ardennerklassiker. At dømme efter profilen er der ikke én flad meter på etapens sidste 100 kilometer.

Etapen indeholder fem kategoriserede stigninger: Côte de Kaliforn (1,7 km á 7,1%), Côte de Trimen (1,6 km á 5,6%), Côte de la Roche de Feu (1,9 km á 6,6%), Côte de Menez Quelerc’h (3 km á 6,2%), Côte de la montagne de Locronan (2,2 km à 5,9%). Målstregen ligger 800 meter efter toppen af en hidsig bakke på 400 meter á 12,5%.

Der er altså tale om en særdeles interessant etape, som kan blive vanskelig at kontrollere. Hvis der er sidevind på første halvdel, vil etapen blive højeksplosiv.

6. etape: Brest > Mûr de Bretagne, 181 km

Touren fortsætter det kuperede tema i Bretagnes bakker, idet man vender tilbage til Mûr de Bretagne, som to gange tidligere har været mål for spændende etaper: I 2011 vandt Cadel Evans et mulehår foran Alberto Contador, som ellers troede, han havde vundet. Bagude blev Ivan Basso og Bradley Wiggins distanceret med seks sekunder, mens Andy Schleck sad i den tunge ende af næste gruppe, som tabte otte sekunder. Det var i øvrigt Evans’ eneste Tour-etapesejr i karrieren.

I 2015 vandt Alexis Vuillermoz, mens den regerende mester, Vincenzo Nibali, viste svaghedstegn og tabte 10 sekunder til de øvrige favoritter.

Feltet skal passere Mûr’en to gange på en rundstrækning, som indeholder to små kontrabakker. ASO har givetvis håbet at skabe mulighed for udskilning inden muren, selvom favoritterne med al sandsynlighed vil være samlet ved sidste opstigning. Mûr de Bretagne er 2 km á 6,9%, men hårdest i bunden.

9. etape: Arras Citadelle > Roubaix – 154 km

Blodbad! Sådan skrev en af mine bekendte, da han hørte om etapen. Han kan meget vel få ret.

Som i 2004, 2010, 2014 og 2015 skal feltet prøve kræfter med les pavés, de frygtede brostenssegmenter, kendt fra Paris-Roubaix.

I 2004 kostede fire lette brostenssegmenter Iban Mayo den videre deltagelse.

I 2010 kørtes syv lidt sværere segmenter. Cadel Evans og Andy Schleck (og ikke uvæsentligt, Fabian Cancellara og Thor Hushovd) distancerede alle øvrige favoritter, mens brostenene kostede Fränk Schleck et brækket kraveben.

I 2014, i silende regn og med spejlglatte brosten, begik Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang mytteri på feltet. Alberto Contador tabte over to et halvt minut – og reelt Touren. Chris Froome udgik med en brækket hånd (fra dagen før). Der var oprindeligt planlagt ni brostenssegmenter; men på grund af vejret valgte man at nøjes med syv.

I 2015 var der lagt op til en gentagelse af det forrige års vanvid. Man havde lagt en rute over syv brostenssegmenter. Men det vilde vejr og dramaet udeblev. Ganske vist forsøgte Vincenzo Nibali sig, men den stort anlagt etape endte som lidt af en fuser.

I 2018 skal feltet forcere intet mindre end 15 (!) brostenssegmenter, hvoraf Mons-en-Pévèle og Camphin-en-Pévèle vækker størst genklang. I Paris-Roubaix er førstnævnte et af kun tre 5-stjernede brostensstykker. Tourfeltet skal dog kun slæbes over 900 af segmentets vanlige 3000 meter.

Uforkortet og usødet er imidlertid det 4-stjernede Camphin-en-Pévèle, som slutter 20 km fra målstregen og har elendige brosten og flere, farlige sving.

Det sidste brostensstykke i Hem, otte km fra mål, er ikke noget, der bør skræmme nogen. Målstregen vil være umiddelbart udenfor Roubaixs legendariske velodrome.

2018’s brostensetape vil uden sammenligning være den hårdeste af sin slags i nyere Tourhistorie. Hvis der tilmed er våde veje, vil etapen blive en ren massakre.

Generelt om Akt I

Tour de France 2018’s åbningsuge vil blive hektisk og stressende – og forhåbentlig underholdende for os, der ser på. Sandsynligvis vil den gule trøje sidde på skuldrene af en klassikerspecialist. Og lige så sandsynligt vil flere, lette klatrere have betydelige tidstab at skulle indhente i Akt II. Det får de rig mulighed for. Man må bare håbe, at der ikke er for mange favoritter, der er udgået forinden…

Akt II: Bjergfestival

De første ni etaper indeholder ikke ét bjerg. Men blandt de sidste 12 etaper er der kun tre, som sprinterne har en reel chance for at vinde, hvoraf den ene er paradeetapen til Champs-Élysées. Resten er spækket med bjerge. Tour de France 2018 følger således skabelonen for 2015, hvor anden halvdel også var bjergrig. Det kan således ikke undgås at sammenligne 2015 og 2018.

I 2015 havde man – i bedste Vueltastil – syv afslutninger opad på Tourens sidste 12 dage. I 2018 er der kun fire. Alligevel er 2018 hårdere:

10. etape: Annecy > Le Grand Bornand, 159 km

Som i 2015 ligger den første bjergetape på 10. etape, dagen efter første hviledag. I 2015 var etapen flad indtil målbjerget; her kørte Sky sit mest imponerende bjergtog til dato og fyrede en forrygende Chris Froome afsted. Konkurrenterne tabte et minut eller mere. Tour de France 2015 var reelt afgjort, om ikke andet mentalt; og al den suspense, som den spændende første uge havde opbygget, var feset af ballonen.

Dét scenario ønsker ASO for alt i verden ikke gentaget. Man har derfor designet en bjergetape, som synes alt andet end forudsigelig, og hvor man har svært ved at forestille sig Sky kvase feltet med endnu et bjergtog. Etapen indeholder fire bjerge og cirka 4.000 højdemeter.

Første bjerg, Col de la Croix Fry, er dagens nemmeste, hvis et kategori-1 bjerg på 11,3 km á 7% ellers er nemt. Men det vil blot mørne ben og fungere som affyringsrampe for polkadotlystne lykkeriddere.

Andet bjerg er årets første nyskabelse, Plateau des Glières, 6 km á 11,2%. Umiddelbart efter toppen følger et to km langt grusstykke og en smal og teknisk nedkørsel. Glières er et virkeligt vanskeligt bjerg. Alligevel vil favoritterne næppe røre på sig her, idet nedkørslen følges af 35 relativt lette km, hvoraf de sidste 20 er flade og på brede veje.

Til gengæld bliver finalen uhyre krævende: Med 40 km til mål drejer feltet ind på en regulær mur, som varsler starten på dobbeltbjerget Col de Romme (8,8 km á 8,9%) og Col de la Colombière (7,5 km á 8,5%), som adskilles af en kort nedkørsel. Romme er virkeligt styg, men også Colombière er stejl, især over toppen.

Colombière er velkendt i Touren; men kombinationen Romme/Colombière blev først introduceret i 2009, hvor stigningerne lagde asfalt en af de mest dramatiske bjergetaper i mange år: Andy og Fränk Schleck angreb på skift og rystede klassementet. Kun den førende Alberto Contador og hans holdkammerat, Andreas Klöden, kunne følge med. Mod toppen af Colombière angreb Contador, kun for at sætte sin holdkammerat, Klöden. Brødrene Schleck hang på med lodder og trisser. Optrinnet fremstod endnu mere absurd, da det kom frem, at Contador havde fået ordrer om ikke at angribe, idet Klöden var i vanskeligheder. Men næsten hele Contadors Astana-mandskab kørte mod Contador og for Armstrong og Klöden, og spanierens angreb var en veritabel fuckfinger til Armstrong og directeur sportif, Johan Bruyneel.

Jeg husker ikke en etape, der har vendt så meget rundt på klassementet som denne. Måske Pamplona 1996. Den tilbagevendte Lance Amstrong og rookien Vincenzo Nibali tabte over to minutter. Overraskelsen Bradley Wiggins tabte tre. Etapens nummer 10 tabte hele 6.10 (!).

Efter Romme/Colombière følger en teknisk nedkørsel. I 2009 hentede Nibali Armstrong her, og begge distancerede Wiggins. Etapen afsluttes med en lille bakke på cirka 30 højdemeter.

Jeg kan ikke huske Tourruter, hvor første bjergetape har været hård. Læg dertil, at etapen følger lige efter første hviledag. Adskillige ryttere risikerer at få overordentligt vanskeligt ved at få gang i bjergbenene. Min spådom er, at flere favoritter vil blive kørt helt ud af tavlen på denne etape.

11. etape: Albertville > La Rosière, 108 km

Der bliver ingen mulighed for at hvile de ømme ben på Tourens anden bjergetape. De senere år er korte, eksplosive bjergetaper blevet in. Når man tænker på Galibier/Alpe d’Huez i 2011, Fuente Dé (Vuelta) 2012, Formigal (Vuelta) 2016 og denne sommers etape til Foix, forstår man det godt. Kyndige observatører har indimellem mukket i krogene og kaldt de korte etaper for junioretaper. Der er dog ikke meget junior over denne etape: 3.800 højdemeter på 108 km. Det er virkelig barske sager.

Efter blot 13 km tager feltet hul på årets første bjerg udenfor kategori, og herfra er der nærmest ikke én flad kilometer til mål. Særligt anden halvdel af Montée de Bisanne (12,4 km á 8,2%) er barsk: De sidste 6,2 km stiger med 9,2% i snit. Bisanne introduceredes i 2016, hvor det var næstsidste bjerg på etapen til Saint-Gervais-Le Bettex, som Romain Bardet vandt. ASO havde store forventninger til bjerget, men der skete lige nøjagtig ingenting. I 2018 vil det nok også kun være affyringsrampe for dagens udbrud.

Fra ostebyen Beaufort kører Tour de France traditionelt mod Cormet de Roselend. I 2018 tager feltet en omvej omkring endnu en nyskabelse, Col du Pré, 12,6 km á 7,7%. Bjerget starter relativt blidt, men halvvejs rejser vejen sig og er nærmest hugget ind i klippen med masser af hårnålesving. Procenterne siger 9,3% over 7 km. Efter en kort, teknisk nedkørsel passeres den smukke Roselend-dæmning, og feltet tager hul på den sidste, letteste del af Cormet de Roselend, 5,7 km á 6,5%.

Fra toppen følger næsten 19 km nedkørsel. Lidt over halvvejs nede bliver nedkørslen højteknisk med 10 hårnålesving. Her tabte Alex Zülle alle klassementsambtioner i 1996. Med duggede briller sejlede han skrækslagen rundt og styrtede et par gange. Og Johan Bruyneel styrtede dramatisk ud over skrænten, da han missede autoværnet i et sving. Mirakuløst skete der ham intet.

I dalen påbegyndes dagens sidste bjerg, La Rosière, 17,6 km á 5,8%. Bjergets første og sidste tredjedel foregår på den brede hovedvej, der fører til Italien over passet Petit-Saint-Bernard. Da procenterne ligger mellem 4 og 5, vil der ikke ske noget her. Det vil der forhåbentlig på de midterste seks kilometer, som i gennemsnitligt stiger 8,2%.

12. etape: Bourg-Saint-Maurice > l’Alpe d’Huez, 175 km

Fire bjerge, heraf tre udenfor kategori. Næsten 70 km klatring, fordelt på 5.000 højdemeter. Klassisk terræn og Tour-hjerteland med afslutning på selveste Alpe d’Huez.

Kongeetape!

Col de la Madeleine (25,3 km á 6,2%) og Col de la Croix de Fer (29 km á 5,2%) er to af de franske Alpers absolutte giganter. De har været med i Tour de France flere gange, end jeg har spist ærter. Mellem dem er klemt Lacets de Montvernier (3,4 km á 8,2%), som er kendt for de maleriske 17 hårnålesving, der er hugget ind i klippevæggen på cirka to kilometer. I 2015 var de rammen om Romain Bardets første Tour-etapesejr.

Afslutningen på Alpe d’Huez med de 21 hårnålesving (13,8 km á 8,1%) er intet mindre end ikonisk, og enhver bjergrytter ville sælge sin sjæl for en sejr her. Man kan således forvente trængsel af stærke, distancerede ryttere i dagens udbrud, som meget vel kan holde hjem.

Blandt favoritterne bliver det spændende at se, om Chris Froome kan rette op på sin dårlige Alpe d’Huez-statistik. De seneste to gange, Tour de France har kørt Alpen, har han haft krise og tabt henholdsvis et og halvandet minut til Nairo Quintana.

Selvom 12. etape er årets hårdeste Alpeetape, er den også den mindst uforudsigelige. Dette skyldes i høj grad det lange dalstykke før Alpe d’Huez.

Velvidende at jeg gentager mig selv: Tour de France 2018’s tre første bjergetaper er uhørt hårde. Såvidt jeg husker har første bjergkæde aldrig før været så hård. Og aldrig før har tre på hinanden følgende etaper indeholdt næsten 13.000 højdemeter

13. etape: Bourg d’Oisans > Valence, 169 km

Etapen er flad og er en af få muligheder for lidt konfetti for feltets sprintere.

Etapen nævnes her, fordi dens afslutning køres i Rhône-dalen, som ofte er hjemsøgt af den kraftige Mistralvind. I 2017 splittedes feltet i sidevinden på en etape, der sluttede i Valences naboby, Romans. Just sayin’.

14. etape: Saint-Paul-Trois-Châteaux > Mende, 187 km

Etapens forløb og profil er ikke offentliggjort, men til rutepræsentationen fremgik det, at ”etapen bliver hård hele dagen”. Cevennerne i Massif Central, hvor etapen køres, er i al fald meget kuperede, og der er ofte morderligt varmt.

Det vides, at etapen passerer Col de la Croix de Berthel (6,3 km á 6,7%) og sandsynligvis også Col de Montmirat (9,1 km á 5,1%), før den nyklassiske afslutning på Côte de la Croix-Neuve (3 km á 10,1%), som fører til landingsbanen over Mende. Stigningen blev introduceret i 1995, hvor Laurent Jalabert og hans ONCE-mandskab skabte kaos og bragte Miguel Induráins Banesto i voldsomme problemer. Jaja vandt etapen, tilmed på Bastilledagen. Franskmændene elsker den slags.

15. etape: Millau > Carcassonne, 181 km

Touren fortsætter i det varme, kuperede Massif Central til Europas største befæstede by, Carcassonne. Etapens forløb og profil er ukendt, men det vides, at nyskabelsen, Pic de Nore (12,3 km á 6,2%) passeres. At dømme fra præsentationen køres direkte fra toppen ned til målet. Den korteste vej fra toppen er knap 40 km.

16. etape: Carcassonne > Bagnères de Luchon, 218 km

Dagen efter Tourens anden hviledag venter en ”kuperet etape”. Jeg ville nu nok kalde en etape med to bjerge i kategori-1 og et i kategori-2 for en bjergetape. Fred være med det.

De første 145 km af den lange etape må formodes at blive ganske begivenhedsløse. Herefter rammes Col de Portet d’Aspet (5,4 km á 7,1%) og Col de Menté (6,9 km á 8,1%), hvor dagens lykkeriddere må forventes at køre.

Efter et fladt dalstykke, som bringer Touren kortvarigt ind i Spanien, rammes Col du Portillon (8,3 km á 7,1%). Opkørslen bliver aldrig rigtig stejl, og favoritterne må formodes at følges ad henover.

Til gengæld bliver nedkørslen interessant: Den er snoet og teknisk, og især i toppen er den meget stejl. Nedkørslen er cirka 10 km og leder direkte ned til målstregen i Luchon.

Mon Romain Bardet og Vincenzo Nibali har noteret sig denne dag?

17. etape: Bagnères de Luchon > Col de Portet, 65 km

Hvis en etape omkring 100 km er en junioretape, er 17. etape en puslingeetape. Sølle 65 km. Etapen er den korteste planlagte linjeløbsetape i Tour de Frances siden 1971. Etapen kommer næppe til at tage mere end 2 timer fra start til mål.

Alligevel kommer her en forudsigelse: 17. etape vil blive sommerens mest dramatiske! For hvad etapen mangler i distance, gør den op for i intensitet. Tre bjerge med meget få flade kilometer imellem. Af etapens 65 km går de 38 brat opad. 3.000 højdemeter.

Fra startstregen køres op ad Col de Peyressourde, som er forlænget til skisportsstedet Peyragudes, hvor Alejandro Valverde og senest Romain Bardet har vundet. Peyressourde/Peyragudes bliver herved 14,9 km á 6,9%. Nedkørslen starter på den snoede, stejle vej, hvorpå Froome flere gange demonstrativt kørte fra Wiggins i 2012. Længere nede kommer flere vanskelige sving, hvor bl.a. Jan Ullrich styrtede i 2001.

Efter 3-4 kilometers dalstykke begynder opstigningen til Col de Val Louron-Azet (7,4 km á 8,3%). 10 km vanskelig nedkørsel følger. Herefter to kilometer dal. Og så bryder helvede løs:

Som 12-13-årig fik jeg en ekstremt nørdet hobby. Jeg gennempløjede mine forældres Michelin-atlas over Frankrig. Jeg forestillede mig mine egne Tour de France-ruter og udså mig hidtil ukendte bjerge, som jeg drømte om, den dengang meget konservative Tour en dag ville passere. Siden har Tour de France opdaget flere af ”mine” bjerge. Port de Balès, Port de Pailhères, Col du Grand Colombier og Mont du Chat er alle blevet moderne klassikere.

Fra mine unge år har jeg altid drømt om, Touren ville lægge et etapemål på Col de Portet. Men jeg fandt ud af, at vejen på den sidste halvdel af stigningen var for dårlig til moderne væddeløb. Desuden er stigningens lillebror, Pla d’Adet en klassiker og hård nok i sig selv. Forget about it

Men ASO er ikke ASO for ingenting. Og hvis Prudhomme ønsker en vej asfalteret, så bliver den asfalteret. Særligt, når Saint-Lary Soulan har en ambition om at bilve Pyrenæernes cykelmekka nr. 1 (fra byen er der overkommelig cykelafstand til intet mindre end 9 Tour-bjerge!). Forud for næste sommer vil bjergvejen til Col de Portet i 2.215 meters højde således blive asfalteret. Tak for det!

Col de Portet (16 km á 8,7%) er en værdig konkurrent til Mont Ventoux til titlen om at være Tour de Frances hårdeste målstigning. De første syv kilometer, som stigningen deler med Pla d’Adet er 9,5% i snit. I Espiaube, hvor vejen deler sig, er der mulighed for en smule hvile med 5%. De resterende otte kilometer holder 8,5% i snit. Den sidste kilometer er 10,2%. Bjerget er et bæst!

Etapen har alle muligheder for at blive et festfyrværkeri af angreb fra start til slut. De to første stigninger, deres tekniske nedkørsler og de få flade kilometer i dalen vil gøre etapen vanskelig at kontrollere. Hvis man skal have én betænkelighed, er det, at Col de Portets brutalitet kan afskrække favoritterne, som vil prøve at spare kræfter til det sidste bjerg. Men uanset hvornår favoritterne tænder fyrværkeriet, forudser jeg, at alle vil komme dryssende ind én for én. Tidsforskellene vil blive enorme. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig!

19. etape: Lourdes > Laruns, 200 km

Sidste chance for bjergfolkene! Fire bjerge og 4.700 højdemeter i det mest klassiske terræn i Pyrenæerne. Col d’Aspin (12 km á 6,5%) og legendariske Col du Tourmalet (17,1 á 7,3%) vil give trætte ben – men næppe meget mere end det – før finalen skydes i gang i byen Argélès-Gazost. Igen i år er Tourmalet altså kun et forspil. Jeg savner, at bjerget får dén afgørende rolle, det så ofte havde, men ikke har haft, siden Andy Schleck og Alberto Contador udkæmpede Tour de France 2010’s sidste bjergslag på dets veje.

Finalen indledes på det glemte Col des Bordères (8,6 km á 5,8%), som ikke har været kørt siden 1989, hvor en ung, talentfuld spanier ved navn Miguel kom først over. De første seks kilometer af bjerget er menneskelige og køres på en nærmest hyggelig vej. Herefter drejes til højre ad en smal og stejl vej med dårlig asfalt. Nedkørslen er halvteknisk og leder direkte over i 2018’s sidste bjerg, Col d’Aubisque (16,6 km á 4,9%).

Egentlig består første halvdel af Aubisque af Col du Soulor (6 km á 8,2%), som ofte har haft sin egen bjergspurt. Men altså ikke denne gang. Fra Soulor følger en lille nedkørsel og et fladt stykke, som fra helikopter ligner en hylde, der er mejslet ind i bjerget. Flot på afstand. Angstprovokerende for folk med højdeskræk. De sidste 2,6 kilometer mod toppen stiger med 7%. Herfra kaster feltet sig ud på en svimlende og teknisk nedkørsel, som leder direkte ned til målet i Laruns. Romain og Vincenzo, tager I noter?

20. etape: Saint-Pée-sur-Nivelle > Espelette, 31 km, enkeltstart

Som i 2017 er den sidste etape inden Champs-Élysées-paraden en enkeltstart. Faktisk løbets eneste. I sommer var ruten flad, fraset den korte, stejle stigning midtvejs. Denne enkeltstart indeholder også en kort, stejl stigning – Côte de Pinodieta (900 m á 10,2%, med passager på 21%). Men herudover er ruten kuperet. Selvom enkeltstarten angiveligt passerer ”drømmeagtigt smukke landskaber”, er den nok ikke, hvad de store tempodrenge har drømt om. De kan i al fald ikke have tidskørslen som en ekstra buffer efter bjergene.

Konklusion:

En hektisk åbningsuge efterfulgt af to ualmindeligt bjergrige uger. I forhold til de Tourruter, Team Sky har domineret, vurderer jeg, at denne rute er den vanskeligst kontrollerbare. Chris Froome vil naturligvis være favorit til at tage sin femte Toursejr. Men ruten favoriserer ham ikke.

Manges øjne vil være rettet mod dette års Giro-vinder, Tom Dumoulin. Flere nævner ham som Froomes måske største udfordrer. Favoriserer ruten ham?

Faktisk er jeg i tvivl, for Dumoulin er lidt et ubeskrevet blad, som kun har kørt klassement i to Grand Tours. Holdkørslen er absolut en fordel for hollænderen, hvis Sunweb-mandskab netop har vundet VM-guld i denne disciplin. Dumoulin er åbenlyst den stærkeste på en flad enkeltstart. Hans Girosejr kan tilskrives de mere end fire minutter, han tog på Nairo Quintana på Giroens to, relativt flade enkeltstarter. I Touren 2018 er der kun én enkeltstart, og den er ikke flad.

Min mavefornemmelse siger mig, at hollænderen vil være god på brostenene. Men jeg er ikke sikker. Så er der det med stabiliteten: Dumoulin virkede solid gennem hele Vuelta 2015. Lige indtil sidste bjergetape, hvor han gik ned og tabte hele klassementet. I årets Giro ramtes han af et maveonde, som kunne have kostet ham meget dyrere, hvis de øvrige favoritter ikke havde ventet på ham. Og han var i store problemer på Giroens to sidste bjergetaper. Jeg tror ikke, Dumoulin kan undgå en krise til sommer. Og i en så bjergtung Tour koster en krise dyrt.

Og ikke mindst: Selv hvis Dumoulin undgår krise, tror jeg ikke, han kan følge med toptrimmede udgaver af Froome, Porte og Quintana i Tourens mange bjerge. Jovist, han fulgte nydeligt med Quintana og Nibali i Giroen. Men det var som om, særligt colombianeren ikke var rigtig skarp i 2017.

Jeg tror faktisk ikke, Dumoulin kommer på podiet.

Hvem favoriserer ruten så?

Jeg vil mene, at især Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang har mest grund til at være glade. Holdtidskørslen er en åbenlys akilleshæl for begges mandskaber, og begge vil tabe et halvt til et helt minut til dagens vinderhold. Men derudover kunne begge ryttere nok ikke selv have designet en rute, der passer dem bedre:

I 2014 viste sicilianeren og silkeborgenseren, at de var de stærkeste på brostenene.

Sidevinden taler især til Fuglsangs fordel. Og så er begge stærke nedkørere; 10., 15. og 18. etapers afsluttende, tekniske nedkørsler bør få deres tænder til at løbe i vand.

Læg dertil, at Tour de France 2018 indeholder meget få passager over 13-14%. Fuglsang mangler lidt eksplosivitet på de allerstejleste stigninger. 2018’s lange, seje bjerge bør tiltale ham. Måske er Fuglsang den toprytter, der har mest grund til at være tilfreds?

Bare det altså snart var juli…

-> Kære Veloropæer. Tak fordi du læste med. Hvis du holder af at læse Veloropa og kan finde 29 kroner i det månedlige husholdningsbudget, så burde du måske overveje at blive medlem af ”Veloropa Value”. Dit beskedne bidrag gør en stor forskel for Veloropa og du får også en lang række fordele ud af det. På forhånd tak, Kim Plesner.

Klik her for at læse mere om Veloropa Value