Er kæden hoppet af for Andy Schleck?

Glem alt om, at han aldrig har kunnet finde ud af at køre på cykel og den eneste grund til han ikke kan følge med længere, er fordi han ikke kan dope sig. Det er selvfølgelig noget vås. Men der er mere i vejen med Andy Schleck end en luftvejsinfektion. Det er helt tydeligt. 

Dobbelt Tour-exit

Nedturen startede i sidste års Criterium du Dauphiné, hvor Andy Schleck styrtede på enkeltstarten og beskadigede sit bækken alvorligt. Det kostede en deltagelse i Tour de France, men skadespausen blev af hans læge Torsten Gerich vurderet til at vare fire til seks uger.

Derfor luftede Schleck den yngre, allerede i forbindelse med annonceringen af sit Tour-exit den 13. juni, ambitioner om at udfordre den tilbagevendte Alberto Contador i Vueltaen. Ligesom han udpegede de olympiske lege i London som nyt sæsonmål.

Men så skete der ting og sager i Tour de France. Og selvom Andy Schleck altså slet ikke var med i løbet, så fik det alligevel indflydelse på hans videre karriere. Storebror Fränk testede positiv og måtte udgå af løbet.

De to har som bekendt altid haft et meget nært forhold. Nogen – som f.eks. Lance Armstrong – vil endda sige for nært, hvis man ser på hvordan det har påvirket Andys cykelkarriere.

Guimard: Et af de største talenter nogensinde

Da Andy Schleck i 2004 kom til Team CSC som stagiaire, forlød det allerede, at han ville blive endnu bedre end sin storebror.

Andy havde kørt som amatør på det franske mandskab VC Roubaix. Her havde den legendariske sportsdirektør Cyrille Guimard fået øje for hans kvaliteter. Guimard beskrev Andy Schleck som et af de største talenter han nogensinde havde set. Og Guimard har som bekendt set en del, idet han tidligere var chef for ikoner som Hinault, Lemond og Fignon.

Men Fränk Schleck viste på det tidspunkt også prøver på sit talent. I foråret 2004 var han blevet nummer to – efter holdkammeraten og sit store forbillede Jens Voigt – på den kuperede etape i Criterium International.

I Schweiz Rundt blev han nummer tre på en bjergetape, hvor han blandt andet distancerede selveste Jan Ullrich, som ellers kørte for den samlede sejr i løbet. Men Andy skulle altså være endnu bedre. Han havde efter sigende en helt anden mental styrke end Fränk.

En evne til at parkere følelserne og nervøsiteten i holdbussen, når først cykelhjelmen var spændt på. En evne til kun at fokusere på at komme først over bjerget. Først over målstregen.

Og selvom Fränk Schleck fik store resultater som sejren i Amstel Gold Race og på Alpe d’Huez i 2006. Og senere den samlede sejr i Schweiz Rundt i 2010 og Criterium International i 2011. Så stod det også hurtigt klart, at det kun var lillebror Andy, der for alvor kunne udfordre de store kanoner i det samlede klassement i Tour de France.

Gennembrud i Giroen

I sin tredje sæson som professionel, skulle Andy Schleck for første gang prøve kræfter med en af de tre Grand Tours. Han brød igennem med manér. En samlet andenplads i Giro d’Italia efter Danilo Di Luca og foran navne som Gilberto Simoni og Damiano Cunego. Den jævnaldrene Vincenzo Nibali blev i øvrigt nummer 19 i det løb.

Året efter var der debut i Tour de France. Men her mistede Andy Schleck mere end otte minutter på den første etape i Pyrenæerne til Hautacam. Alligevel sluttede han dog som nummer 12 sammenlagt og var stærkt medvirkende til, at holdkammeraten Carlos Sastre tog den samlede sejr i en CSC-domineret Tour.

I de tre følgende sæsoner blev Andy Schleck nummer to i Tour de France. I 2009 og 2010 efter Alberto Contador og i 2011 efter Cadel Evans. Både i 2009 og 2011 var der dog ekstrem megen fokus fra brødrene Schlecks side på, at de begge skulle på podiet i Paris. Det lykkedes i 2011, men mange mener, at Andy havde haft større chancer for at true Contador og Evans, såfremt han ikke hele tiden skulle ”tage hensyn” til storebrors ambitioner.

39 sekunder

Det var pudsigt nok også i 2010, hvor Fränk styrtede ud udgik undervejs, at Andy kom tættest på sejren. Ja, skæbnen ville det endda, at han officielt fik tildelt sejren sidste år, fordi Alberto Contador som bekendt testede positiv for Clenbuterol undervejs.

Andy Schleck var blot 39 sekunder efter Contador, da de to krydsede målstregen på Champs Elysées for snart tre år siden. Præcis de 39 sekunder, som Schleck tabte til spanieren, efter kæden på hans cykel røg af, da han ellers havde distanceret Contador på Port de Balés på løbets 15. etape til Bagnéres-de-Luchon. Alberto Contador kørte forbi uden at hilse, og sikrede sig dermed den samlede sejr.

Men efter en række succesfulde sæsoner, begyndte det altså at gå ned ad bakke i 2012. Efter en skidt indledning på sæsonen, sluttede Andy Schleck blot som nummer 50 Liège-Bastogne-Liège, 5.39 efter vinderen Maxim Iglinsky. Dermed begyndte de første spekulationer om, hvorvidt Schleck i det hele taget kunne nå at komme i ordentlig form til årets Tour de France.

Men det skulle blive meget værre. Ja, rent faktisk har Andy Schleck ikke gennemført et løb siden dengang, den 22. april 2012. Den dårlige sæsonoptakt, styrtet i Dauphiné, den interne ballade på Radioshack holdet, hvilket kulminerede med, at team manager Johan Bruyneel blev suspenderet og altså ikke mindst Fränk Schlecks positive dopingtest, var åbenbart mere end selv en Andy Schleck kunne kapere.

Bad sine sønner stoppe

Farmand Johny Schleck, der selv har været professionel cykelrytter, kom i efteråret med en noget opsigtsvækkende udtalelse. Den 21. oktober fortalte han i avisen Journal du Dimanche, at han simpelthen havde rådet sine to sønner til at stoppe karrieren.

Andy Schleck tog dog ikke handsken op. Men måske det havde været det bedste, hvis man ser tilbage på den mellemliggende periode. Brormand Fränk er blevet idømt en et-årig dopingkarantæne, og en række forsøg på at gøre comeback har til dato ikke resulteret i et eneste gennemført cykelløb. På de enkeltstående etaper, hvor Schleck trods alt er kommet i mål, har det som oftest været langt efter de bedste. Ja, såmænd også langt efter de næstbedste.

I år fik han sæsondebut i Tour Down Under. Men efter en mekanisk defekt midtvejs på sjette etape, valgte han at udgå og køre tilbage til hotellet. På det tidspunkt lå han næstsidst i klassementet, mere end 39 minutter efter de forreste. Tilbage i Europa fortsatte han i Middelhavet Rundt, men måtte udgå nærmest før det kom i gang på grund af en luftvejsinfektion.

Mentale problemer

Radioshacks nye team manager, Luca Guercilena, forklarede dog overfor belgiske Sporza, at der er mere i vejen med Andy Schleck end blot en lufvejsinfektion.

”Andys problemer er større. Mental styrke er også vigtigt for en cykelrytter.”

Seneste forsøg på at få gennemført et cykelløb skulle have været i denne weekends Tour du Haut Var. Men selvom det angiveligt går bedre med luftvejsinfektionen, så valgte Radioshack i sidste øjeblik ”af forebyggende årsager”, at vente lidt endnu med at kaste Andy Schleck for løverne.

Det er ingen hemmelighed, at Schleck brødrene aldrig har været bange for at brokke sig, hvis noget ikke lige gik deres vej. Der er således en grund til, at de på et tidspunkt fik tilnavnet ”Søstrene Schleck”.

Og selvom de altid har lagt vægt på, at de støtter hinanden i medgang og modgang, så virker det som om den seneste tids problemer, måske netop på grund af det tætte familieforhold, har haft en negativ synergi-effekt. Tydeligst eksponeret via Andys efterhånden langvarige deroute, idet Fränk jo har været suspenderet/karantæneramt siden sidste sommer.

Men derfra til at konkludere, som det har været antydet flere steder de seneste par måneder, at Andy Schleck nærmest aldrig har kunnet køre på en cykel uden støttehjul, hvis det ikke lige havde været for et massivt dopingmisbrug, der er trods alt et stykke vej.

Hvor lang vej der er tilbage for Andy Schleck, det må tiden vise. Næste forsøg på et comeback er den 28. februar i det italienske endagsløb, Grand Prix Città di Camaiore.