Cort’s decision

Billedudfald på grund af strømafbrydelse, et spektakulært dansk angreb, en italiensk diskvalifikation og Peter Sagan, der blev historisk med tre VM-sejre i træk, var hovedelementerne i finalen af søndagens VM-linjeløb i Bergen. 

Af Kim Plesner

Man må sige det hele bimlede og bamlede mod slutningen af det godt 270 kilometer lange løb i de smukke, norske omgivelser. Da det hele var allermest spændende, røg TV-signalet og det kom først igen efter kilometerporten. Billederne viste ganske overraskende Magnus Cort i ensom majestæt med resterne af hovedfeltet jagtende bagved. Cort holdt til 500 meter mærket, hvorefter Alexander Kristoff åbnede spurten, men blev passeret af den nu tredobbelte verdensmester, Peter Sagan, på målstregen.

Belgien udnyttede ikke styrkemæssigt overtag

Jeg vender tilbage til det overraskende angreb fra Magnus Cort, men må indledningsvis også konstatere, at hvis vi skal være helt ærlige, så havde løbet været tæt på gabende kedeligt, indtil godt 10 km fra målstregen, hvor en anden dansker, Michael Valgren, satte et hårdt fremstød ind på Laksebakken og dermed åbnede finalen og et forrygende væddeløb med tre unge danskere i fokus.

Som jeg ser det og som jeg sagde inden løbet, så var der to nøgler, hvis vi skulle have et forrygende væddeløb i Bergen. Vejret, som – overraskende for området og årstiden – valgte at vise sig fra sin bedste side og det belgiske mandskab med otte stjerner og en enkelt hjælperytter i Julien Vermote. Ingen af de to nøgler blev sat i låsen.

I stedet for regn og rusk fik vi sol og 18 grader og i stedet for talrige belgiske angreb fik vi en Vermote, der lå og trak feltet i jagten på nogle ligegyldige udbrydere i 150 kilometer, Tim Wellens der gik i kontraudbrud med nogle få andre outsidere og et fremstød fra Philippe Gilbert på Laksebakken i forbindelse med sidste rundes almene opbrud på Laksebakken.

Set i bagklogskabens lys, burde belgierne nok have lavet en lang række “Valgren” angreb på Laksebakken, der hver eneste gang havde sprængt feltet i atomer og dermed gjort det sværere og hårdere for de mere rendyrkede sprintere at komme tilbage gang på gang på gang. De havde i hvert fald rytterne til det. Bundlinjen for belgierne blev i stedet, at Greg Van Avermaet sluttede på en ligegyldig sjetteplads.

Sticky Bottle

Tilbage til finalen på Laksebakken. Efter Michael Valgrens flotte fremstød, slog Julian Alaphilippe kontra og fik det italienske supertalent Gianni Moscon med sig. Moscon var tidligere i løbet blevet filmet, mens han fik en utroligt klistret flaske fra den italienske bil og blev trukket tilbage til feltet på et kritisk tidspunkt, efter han havde været involveret i et mindre styrt. Da Moscon efter løbet blev diskvalificeret for sin ugerning, tog landstræner Cassani ansvaret for hændelsen.

Tænk engang hvis Alaphilippe og Moscon havde holdt hele vejen til mål og italieneren var blevet verdensmester – og efterfølgende diskvalificeret. Efter hele affæren i foråret, hvor Moscon udtalte sig racistisk om Kevin Reza og efterfølgende blev suspenderet af Team Sky, havde det været noget af en entré på den professionelle scene for den 23-årige italiener.

Men Alaphilippe og Moscon fik ikke slået det afgørende hul og det var i første omgang på grund af to danskere, Michael Valgren og Søren Kragh. Efter de to havde forsøgt at komme væk i jagten på de to forreste over et par gange, opdagede de, at holdkammerat Magnus Cort var kommet frem til forfølgergruppen. Derfor åd de sig selv et par ekstra gange for at køre Cort og forfølgerne frem til en spurt.

Corts opsigtsvækkende beslutning

På nedkørslen mod opløbsstrækningen befandt Cort sig forrest blandt forfølgerne. En gruppe der var gået en smule i opløsning. Ganske overraskende var den colombianske sprinter Fernando Gaviria stukket af sted og lå sammen med en anden rytter mellem forfølgerne og Alaphilippe/Moscon. TV-billederne vi aldrig fik live, men som blev tilgængelige efter løbet fra helikopterview, viste at Cort “sprang” fra hjul til hjul via Gaviria, en anden rytter og siden helt op til Alaphilippe og Moscon, som på det tidspunkt havde opgivet deres forehavende.

Magnus Cort kiggede sig tilbage kort før kilometerporten og så, at han havde et fornuftigt hul til forfølgergruppen og de ryttere der lå på mellemhånd og tog så den beslutning, at satse hele butikken og jagte en solo-guldmedalje, frem for at vente på at der formentlig ville ske endnu en samling og derefter forsøge at spurte sig til en medalje.

Mit ærinde er ikke at bedømme om Corts beslutning var rigtig eller forkert, dertil er jeg for biased. Magnus er som de fleste nok ved i Veloropas ejerkreds, så min mening kan i denne forbindelse aldrig blive objektiv.

Insisterende italienere

Men man kan se på Corts beslutning fra flere forskellige vinkler. Først og fremmest er det vigtigt, at man ser hvad der rent faktisk foregik. For da man så Cort komme ind i TV-billedet under live-transmissionen, gættede man nok på, at der var blevet samling og så var Cort stukket afsted fra gruppen. Hvis det havde været tilfældet, havde det været en noget underlig disposition. Set i lyset af ovenstående, stadig overraskende, men måske knap så underligt.

Chancen for succes var selvfølgelig meget lille, som den altid er ved sådan et fremstød. På den anden side, så var der ikke mange bagved, der havde en hjælperytter med. Manden der kørte Cort ind var italieneren Alberto Bettiol, som – forgæves – forsøgte at køre Matteo Trentin frem til en medalje. Men der skulle nok ikke megen tøven til, før Corts angreb havde haft større chancer.

Hvis ikke italienerne havde insisteret, havde Belgien to ryttere, men den ene var Gilbert, som gik dybt på Laksebakken og den anden var Van Avermaet, som skulle spurte. Samme situation for franskmændene, Alaphilippe var helt færdig og Tony Gallopin skulle spurte. Russerne havde tre mand, men ingen af dem kan spurte, så hvorfor skulle de forsøge at køre gruppen frem til spurt? Holland havde to ryttere, Dumoulin og Terpstra, men begge havde været i fremstød tidligere i finalen og ingen af dem er hurtige i en spurt. Ellers var eneste nation med mere end en rytter – Danmark.

Vanskelig spurt

Alternativet til Corts fremstød var, at han havde ventet til der igen blev samling og sørget for at holde sig fremme i gruppen, for derefter at forsøge at spurte sig til en medalje. Set i lyset af, at det var derfor Søren Kragh og Michael Valgren havde ofret deres sidste kræfter på at lukke Alaphilippe og Moscon ned, kan man sagtens forstå deres umiddelbare skuffelse.

Kigger man på hvem der sluttede i top-10, vil jeg vurdere, at Cort måske havde kunnet spurte sig til en placering mellem nummer 5 og 10. Det får vi selvfølgelig aldrig svaret på, og derfor vil tanken om, at han måske kunne have spurtet sig til en medalje, altid være der. Både for Valgren og Kragh – og for alle os andre.

I udlandet er det dog Fernando Gavirias fremstød der får hårde ord med på vejen om panikhandling og manglende rutine. Gaviria var blandt topfavoritterne og han spurtede sig, trods sit fremstød, til en ottendeplads. Her kan man virkelig tale om, hvad det dog ikke kunne være blevet til, såfremt den unge colombianer havde sparet kræfterne.

Gjort af det rigtige stof

Jeg hæfter mig dog ved den samlede danske præstation. At vi har tre ryttere på 23, 24 og 25 år, der i den grad er med til at sætte præg på finalen ved et VM på en mellemkuperet rute over lang distance, er helt fantastisk. Og det stærke var i mine øjne, at de ikke ville lade sig nøjes. Måske inspireret af deres endnu yngre landsmænd, som i ugens løb havde sikret Danmark fem medaljer.

Man kan jo også sige, at det ikke var Valgrens opgave at åbne på Laksebakken og/eller at han brugte sine kræfter for tidligt. Og man kan sige det var urutineret af Søren Kragh at stikke på den Vuelta-etape, hvor Trentin får skovlen under ham til sidst. På den anden side vidner det også om en grundlæggende tro på egne evner og kræfter – en tro som både Valgren, Kragh, Cort og for den sags skyld også Mads P indeholder, og måske derfor har vi en generation af vindertyper, der tilsyneladende bedre magter konverteringen fra ungt talent til professionel, end vi har set mange gange tidligere.

Sagan historisk

Væk fra den danske andedam vil historien vise, at Peter Sagan er rekordholder hvad angår VM-titler. Tre mesterskaber i træk er aldrig nogensinde set før og selvom hans margin til nummer to er blevet mindre og mindre, så er det en helt unik præstation af en helt unik personlighed i cykelsporten. Sagan er en gave både på og udenfor landevejen og det er en sand fornøjelse at få lov at opleve hans storhedstid.

For Norge var Alexander Kristoffs sølvmedalje selvfølgelig et plaster på såret, efter at hjemmenationen var gået medaljeløs gennem resten af VM. Men de fleste nordmænd, inkusive Kristoff selv, havde selvfølgelig håbet på den helt store triumf som et flot punktum for et flot, flot mesterskab, der dog blev plettet af den manglende TV-dækning af selve finalen i det største løb.