You can’t handle the truth

Mandag måtte topfolkene fra ledelsen hos British Cycling og Team Sky stå skoleret overfor udvalgte medlemmer af det britiske parlament, der gerne ville have kastet lys over sagerne omkring hovedsageligt den mystiske pakke, der i 2011 blev fragtet fra England til Frankrig samt behovet for at sprøjte præstationsfremmende kenacort astmamedicin i Bradley Wiggins forud for Tour de France sejren i 2012. 

Af Kim Plesner

Det blev en temmelig uskøn forestilling, hvor specielt team manager Dave Brailsford og den nu tidligere tekniske direktør, Shane Sutton, blev grillet af de britiske politikere, efter at de to hovedpersoner gennem de seneste måneder, har fået rodet sig ud i et hav af selvmodsigende påstande omkring tingenes tilstand, på det ellers på overfladen renere end rene cykelforbund og –hold.

På et tidspunkt lignede han en, der bogstaveligt talt var ved at implodere. Shane Sutton. Den hårde, australske hund, som tydeligvis befinder sig bedst i en træningsdragt, men til gårsdagens lejlighed var iklædt både jakkesæt og slips. Og de tirrede ham, politikerne. Så meget, at man på et tidspunkt fik fornemmelsen af, at han var på nippet til at rejse sig op og behandle sit jakkesæt som Poul-Erik Høyer behandlede sin badmintontrøje ved OL i Atlanta 1996.

Og når det skete, var jeg sikker på han et eller andet sted på sin blottede overkrop ville afsløre en tatovering af et anker. Sådan et, du ved, som kun de allerhårdeste sømænd har fået sig. Ikke noget moderne pjat med en helt unik tribal-tatovering på overarmen eller nogle dybe udsagn fra mystiske kinesiske tegn på underarmen. Ikke noget med fimsede Cristiano Ronaldo ørenringe, men en solid guldring på fingeren og til tider den obligatoriske guldhalskæde. Det er sådan en sømand vi har med at gøre, i tilfældet Shane Sutton.

Illusionen

Sådan en sømand har det svært i jakkesæt med tilhørende lilla slips. Og han får det endnu sværere, når en række højtstående politikere gerne vil høre om illusionen Team Sky og British Cycling. En illusion bygget på et fundament af nul-tolerance og marginal gains. En illusion Sutton og Brailsford er nødt til at bevare overfor disse politisk korrekte politikere, som af gode grunde ikke kender til hverken British Cycling, Team Sky eller cykelsporten i detaljer. En illusion Brailsford dygtigt har solgt til det etablerede britiske system gennem en årrække, og som har skaffet det nationale forbund og Team Sky en for cykelsporten hidtil uset pengestrøm.

Både Sutton og Brailsford er nogle røvere. De ved selvfølgelig udmærket godt, hvad der skal til for at få succes i den benhårde professionelle cykelsport. De kender selvfølgelig til sandheden og realiteterne. Ellers var de aldrig kommet så langt. De ved hvad der skulle til i 80’erne, i 90’erne og de ved hvad der skal til nu. Men den sandhed, den virkelighed, kan de jo ikke sidde og fortælle de britiske politikere for åben skærm. Så ville illusionen briste på et splitsekund eller to. De kan jo ikke fortælle deres økonomiske bagmænd, at uanset hvor meget mælk og honning der måtte tilflyde, så er det umuligt at få succes i den moderne sportsverden på hvedeklid og rødbedesaft.

Sutton ved at tabe sutten

Mens Brailsford har fundet sig godt til rette i sin nye rolle med flotte briller og dyre jakkesæt, så bakser Sutton med det. Gårsdagens seance afslørede desuden, at han nok mest af alt bare havde lyst til, at slippe tøjlerne helt og rejse sig op foran de kritiske politikere, som Jack Nicholson i ”A Few Good Men” og holde ”You can’t handle the truth” talen.

Spørge de sikkert velmenende politikere om, hvad fanden i helvede de egentlig tror det kræver af blod, sved, tårer, bandeord og gråzoneleg med forbudte stoffer, som altså hvis man tager dem på den rigtige måde ikke er rigtigt ulovlige alligevel. Forklare dem hvor pisse ligegyldig den såkaldte ”Jiffy Bag” der blev transporteret tilbage i 2011 er i det store billede. Spørge dem om de overhovedet gør sig nogen forestilling om, hvad det kræver af hård træning, smerte og opofrelse at være professionel cykelrytter?

Og så sidder de bare der, ligeledes i jakkesæt, og kaster mange års britiske medaljer og hårdt arbejde i grams. ”De skulle skamme sig,” tænker en nu tydeligvis mere og mere utilpas Sutton. Og på et tidspunkt kan han ikke holde det tilbage. På et tidspunkt var han nødt til at få bare lidt luft, efterhånden som slipset strammede mere og mere om halsen. Han fortalte politikerne lige ud, at de skulle skamme sig, fordi de ikke satte nok pris på det arbejde han og de britiske atleter havde gjort for fædrelandet. Og utilsigtet kom han for en stund til at lyde som Lance Armstrong i ”I’m sorry you can’t dream big” talen til den franske nation, efter amerikaneren havde vundet sit syvende Tour de France.

Da en af politikerne sagde, at han da gerne ville benytte lejligheden til at give Sutton chancen for at undskylde for de ting, han i foråret blev anklaget for, og siden suspenderet for, sad sømanden så uroligt på sin stol, som var han ude i en vinterstorm i Stillehavet. ”Undskylde?” Sutton var rasende. I sagen, startet af banerytteren Jess Varnish, som ikke blev udtaget til OL i Rio, var Sutton anklaget for at have sagt alle mulige sexistiske og nedladende ting, men blev kun – af British Cycling – dømt for at have brugt ordet ”bitch”. Hvis man troede stemningen i bussen ikke kunne blive dårligere, kunne man godt tro om igen.

Men proppen røg ikke helt af for Sutton. Heldigvis for Brailsford, der må have siddet med nogle ganske fugtige håndflader og overværet sin makkers fremtoning. Sutton fortsatte ned ad illusionens sti og løj tydeligvis om, at han aldrig i sin karriere som cykelrytter eller træner nogensinde havde stødt på noget med doping. Hvilket så igen gjorde hans tidligere udtalelser om, at Team Sky uden tvivl var det reneste hold nogensinde, til lidt af et mysterium. Men sådan var det hele vejen igennem, og sådan har hele processen omkring ”The Jiffy Bag” og Wiggins’ kenacort indsprøjtningerne været.

Presset øges på Brailsford

I den proces har den ellers så strømlinede Dave Brailsford vist tydelige svaghedstegn og vist at han trods alt hverken har det overblik eller det format, han ellers så gerne vil give udtryk for. Sagen er jo, at det sagtens kan være, at Team Sky aldrig har gjort noget ulovligt, rent formelt set. Og sagen er, at Team Sky efter al sandsynlighed ikke gør noget, de andre ikke gør. Problemet – og sagens kerne – er bare den, at Brailsford har fået malet sig selv og holdet op i et über moralsk hjørne af nul-tolerance og marginal gains. En position der, selv for en smooth-talker som Brailsford, er umulig at opretholde over længere tid. Og nu ser det ud til at hammeren falder.

En ting er Wiggins-sagen, hvor Brailsford i går forsøgte sig med en forklaring om, at ”WADA havde godkendt deres TUE-ansøgning”, selvom han udmærket godt ved, at det på daværende tidspunkt var den særdeles suspekte Mario Zorzoli, som egenhændigt godkendte de fleste (om ikke alle) TUE-ansøgninger. Den sag vil mest give Wiggins og ikke Brailsford ridser i lakken, og den sag skal de nok overleve både individuelt og som hold.

Og selvom Brailsford nærmest selv skulle have taget præstationsfremmende midler for at kunne håndtere ”Jiffy Bag” sagen så klodset, som tilfældet har været, så overlever han nok også den med forklaringen om, at det i virkeligheden var et helt ligegyldigt lægemiddel, der blev fragtet i kuverten. Eller, hvis sagen skulle eskalere, kan de kaste Doktor Freeman, som modtog pakken, under bussen og redde egen røv.

Men artiklen sent mandag aften i Daily Mail om, at Dave Brailsford i flere omgange havde forsøgt at få journalisten Matt Lawton til at stoppe med at undersøge og skrive om sagen, kan måske få konsekvenser, selv for Brailsford. Ifølge Lawton skulle Team Sky chefen have lokket med en interessant historie om et af de andre professionelle mandskaber, hvis bare ikke Daily Mail ville skrive om den famøse kuvert. Og Brailsford skulle ligeledes have sagt: ‘If you didn’t write the story, is there anything else that could be done?’

Symptombehandling

Var disse ting foregået på alle andre mandskaber end Team Sky, ville der formentlig ikke engang være blevet skrevet om det i medierne. Men lagt sammen med spegede sager som Geert Leinders, Sergio Henao og Jonathan Tiernan-Locke, er presset nu pludselig stort på Team Sky og Dave Brailsford i særdeleshed. Forfatteren og journalisten David Walsh gentog i går sit ønske om, at Brailsford træder tilbage og presset kan blive så stort, at bagmanden i sidste ende kommer til at stå så meget i vejen for sit eget projekt, at han er nødt til at tage konsekvensen – hvis altså ikke nogen kommer ham i forkøbet og tager den for ham.

Det løser bare ikke det grundlæggende problem. Det vil være ren symptombehandling fra British Cycling eller Team Sky bestyrelsens side. Med mindre Brailsfords efterfølger sadler om, lægger marginal gains og nul-tolerance på hylden og forsøger at tilpasse holdet til virkelighedens verden. Men sker det, så forsvinder de store økonomiske indsprøjtninger også.

Det handler således om at fastholde illusionen, ikke at komme nærmere sandheden.