Et af de mest fascinerende aspekter ved cykelsporten er, at man som tilskuer har mulighed for at komme helt tæt på de professionelle ryttere. Det er selvfølgelig interessant ud fra et almindeligt fan-perspektiv, men også fordi man f.eks. på nærmeste hold har mulighed for at aflæse rytternes ansigtsudtryk.
Da jeg søndag morgen stod blandt menneskemængden på torvet i Brugge for at overvære indskrivningen til søndagens Flandern Rundt, var der tydeligvis ryttere som enten var overtændte og næsten ikke kunne komme til, for at få lov til at fyre den ene joke af efter den anden (John Degenkolb) og dem der virkede nærmest uinspirerede (Filippo Pozzato).
Spartacus
Og så var der Fabian Cancellara. Jeg fik øje på ham første gang, da han stod i kø på den lange rampe op til indskrivningen. Mens de øvrige ryttere havde gang i småsnak, stod Cancellara med rank ryg og stirrede koncenteret frem for sig, som om der ikke var andre ryttere i nærheden af ham. Som han stod der i silhuet, fokuseret og med hjelm på, var den første tanke der strejfede mig: Spartacus. Den næste: Han vinder sgu nok i dag.
Heldigvis nåede jeg at få skrevet på Veloropas facebook side, at bedømt ud fra fremtoningen i Brugge, så lignede Fabian Cancellara dagens vinder. Da han kom op på scenen efter at have skrevet sig ind, var han venlig og imødekommende, som altid. Men man kunne også mærke, at han var for koncentreret til for alvor at gå med på den kække konferenciers morsomheder. Dertil var den forestående opgave alt for vigtig for ham.
Han fortalte, at han følte sig afslappet. Hvilket også var tydeligt, da han få sekunder før starten af løbet tog sig tid til at blive interviewet til schweizisk TV, mens han stod, roligt, lænet forover på styret af cyklen, ved siden af hjemmepublikummets ubestridte yndling, Tom Boonen. Næsten helt bagest i feltet.
Forskellige skæbner
Årets Flandern Rundt skulle som bekendt udvikle sig i hver sin ultimative retning for de to. Boonen fortsatte sit forår fra helvede, da han styrtede efter 19 kilometer og udgik, mens Cancellara satte sin værste konkurrent, Peter Sagan, på den sidste tur over Paterberg, og kørte til Oudenaarde i ensom majestæt til endnu en flot klassikersejr.
Sådan kunne et kort referat af Flandern Rundt sagtens lyde. Der blev ventet og ventet og ventet, inden der for alvor skete en udskilning på de sidste to Hellingen, Oude Kwaremont og Paterberg. Men ude på Kwaremont var der mere at få øje på – udover selve oplevelsen ved bare at være der.
Matti lider
Allerede første gang feltet passerede den legendariske stigning, kunne jeg godt se, at mine forhåbninger om at få Matti Breschel på podiet, nok ikke ville blive indfriet. Matti sad godt nok hvor han skulle, omkring nummer 20. Men helt tæt på kunne man se på ansigtet, at han led temmelig meget i forhold til de andre topnavne.
Nu er Kwaremont selvfølgelig ikke for tøsedrenge. Det er ikke fordi den er vanvittig stejl (omkring 4% i snit), men den er over to kilometer lang og brostenene er ikke blevet sat i jorden af en anlægsgartner med fine fornemmelser. De ligner flere steder noget, der bare er blevet kastet tilfældigt ned. Og når man ser en rigtig god cykelrytter som Christopher Juul kæmpe sig op med alt han har, som en af de absolut sidste i feltet, forstår man virkelig, hvad det er de er oppe imod.
Jublen bryder løs på Kwaremont
Boonens tidlige exit havde selvfølgelig lagt en lille dæmper på det belgiske publikum på Kwaremont. Men øl og grillpølser var der jo stadig rigelige mængder af, og stor var jublen da en anden belgier, Jürgen Roelandts, kom til syne som første mand på Kwaremont, tredje og sidste gang den skulle passeres.
Roelandts blev dog hentet og derefter sat af Cancellara og Sagan. Det stod dermed klart, at det ikke skulle blive til belgisk sejr. Men da Cancellara kort før toppen af Paterberg fik et lille hul til Sagan, startede der en summen blandt publikummet på Kwaremont, som nu fulgte de sidste 17 kilometer af løbet på storskærme. Og da schweizeren fik slået hullet til sin unge rival, brød jublen igen løs med et brag.
Traditioner
Det belgiske cykelpublikum kan godt lide traditioner. Og Fabian Cancellara er en type, der lever op til deres forestilling om en rigtig cykelrytter. Peter Sagans stil med en nærmest overfladisk attitude og frække jubelscener, er ikke lige noget der umiddelbart skaffer ham en større fanskare i hverken Øst eller Vest Flandern. Og hans napsen efter numse hos podiepigen efter løbet, har formentlig ikke gjort ham mere populær på de kanter.
Tilskuerne stod klokken lidt over 16 om muligt endnu mere tætpakket foran kirken i Kwaremont, end de havde gjort på torvet i Brugge seks timer tidligere. Og de var trods alt godt tilfredse med en sejr til Cancellara og en tredjeplads til Roelandts. Der var endda plads til lidt galgenhumor. Da den sidste ambulance passerede Oude Kwaremont efter rytterne, lød det således jublende fra en lettere bedugget skare af belgiske supportere:
”Tommeke, Tommeke, Tommeke!”