Gianni Moscon var måske den mest iøjnefaldende rytter i årets World Tour. Han mangler endnu det helt store, resultatmæssige gennembrud, men her er uden tvivl tale om et cykelsportstalent langt ud over det sædvanlige og også om en person, der har det med lidt for ofte, at blive involveret i nogle ganske kontroversielle sager.
Af Kim Plesner
“Det jeg godt kan lide ved cykelsporten er, at hvis du træner hårdt, så kommer resultaterne også.”
– Gianni Moscon
Har du været på bilferie i Italien og kørt over Brenner-passet, så har du temmelig sikkert passeret de to store byer, Bolzano og Trento på E35-motorvejen, der snor sig i dalen mellem vinmarker og frugtplantager, ned mod Gardasøen og Verona længere sydpå.
I den lille by Livo, mellem Bolzano og Trento blev Gianni Moscon født den 20. April 1994. Han voksede op i Trento-området, og arbejdede for det meste på en æbleplantage på den østlige del af Gardasøen. Derfor fik han tilnavnet “Traktor”. En betegnelse, der stadig benyttes om Moscon, nu hvor han er blevet professionel cykelrytter.
“Han har en stor motor, men han er også virkelig god til at håndtere sin cykel,” som Team Sky-sportsdirektør Servais Knaven har udtalt til VeloNews.
Pinarello opdager talentet
Det var dog en anden sportsdirektør for det britiske mandskab, der fik hentet Gianni Moscon til Team Sky i sin tid. Den legendariske cykelproducent, Fausto Pinarello, tog fat i Dario Cioni under verdensmesterskaberne i Ponferrada i 2014. Pinarello havde set sin unge landsmand styrte ud af U/23-løbet, men han havde set nok inden Moscons exit. Den erfarne herre var overbevist om talentets størrelse, hvilket blev understreget, da Gianni Moscon kort efter vandt U/23-udgaven af Lombardiet Rundt.
“Vi havde godt hørt rygter om ham, og så kom Fausto også og anbefalede ham. Jeg forhørte mig lidt rundt omkring og fik kun positiv respons, så vi inviterede Gianni med til en træningslejr på Mallorca – og i den efterfølgende sæson holdt jeg øje med ham,” forklarer Cioni om indledningen på samarbejdet.
Sæsonen Cioni omtaler er 2015-sæsonen, hvor Moscon bliver nummer to i U/23-udgaven af Flandern Rundt, spurtbesejret af Alexander Edmonson, som nu kører for Orica-Scott og med danske Mads Pedersen på niendepladsen, i øvrigt. Han vinder det italienske U/23-mesterskab og tager derudover to sejre, mens det bliver til en fjerdeplads ved U/23-VM i amerikanske Hamilton. Et løb der bliver et fransk/italiensk anliggende med Kevin Ledanois som vinder foran Simone Consonni, Anthony Turgis, Moscon og så danske Alexander Kamp på femtepladsen.
“Det år koncentrerede jeg mig for første gang virkelig meget om min cykling. Jeg forsøgte at træne så meget som muligt, for at se hvad det kunne føre til. Måske kunne jeg blive professionel, måske ikke,” har Gianni Moscon forklaret om sin sidste sæson som U/23-amatør.
Kører stadig som en U/23-rytter
Måske er det tiden på æbleplantagen, der har givet Moscon alt den energi, vi ofte ser ham udlade i løbene. Men både sportsdirektør Servais Knaven og team manager Dave Brailsford er opmærksomme på, at deres italienske stjernefrø måske kan lære at disponere sine kræfter lidt bedre.
“Jeg synes stadig Gianni kører lidt som en U/23-rytter, han går bare ud og giver den en skalle hver gang. Han elsker at køre på cykel, men nogengange kunne han godt spare lidt på energien,” siger Knaven. Og Brailsford uddyber: “Hver gang du ser ham i et løb er han med oppe foran og forsøger at øge tempoet eller stikke af, og man tænker ‘spar nu lidt på kræfterne’, men han fortsætter og fortsætter bare.”
Gianni Moscon kører et rigtig fornuftigt forår i sin professionelle debutsæson hos Team Sky i 2016. Og i august måned kommer den første sejr så. Moscon vinder kongeetapen til Korgfjellet i Arctic Race of Norway, hvilket også sikrer ham den samlede sejr i løbet. Lovende takter for en blot 22-årig knægt, men det skal blive endnu bedre året efter.
Gennemfører alle fem monumenter
I år har Gianni Moscon således gennemført samtlige fem monumenter, hvilket ingen har gjort siden 2011. Han kørte top-5 i såvel Paris-Roubaix (5) som Lombardiet Rundt (3), hvilket ikke er sket siden en anden stor, italienske motor gjorde det i 1996, nemlig Andrea Tafi.
Ved VM i Bergen så det også længe ud til, at der lå en god placering og ventede på Moscon. Han sad således helt forrest sammen med Julian Alaphilippe på den sidste nedkørsel, inden Magnus Cort indhentede dem kort før mål og kørte fra dem – for så selv at blive hentet 500 meter fra stregen af Moscons landsmand Alberto Bettiol.
Men på resultatlisten fra linjeløbet i Bergen står der “diskvalificeret” ud for Gianni Moscons navn. Igen var den unge rytter blevet involveret i en kontroversiel episode, idet han efter et styrt havde holdt fast i den italienske følgebil og dermed på ulovlig vis var blevet eskorteret tilbage til fronten igen. Det sker ofte i vigtige cykelløb, men uheldigvis for Moscon, blev det hele vist på TV og så var det farvel og tak.
Flere disciplinærsager
Sagen var som nævnt ikke den første af kontroversiel karakter for Moscon i 2017-sæsonen. Efter etapeløbet Romandiet Rundt tweetede Sebastien Reichenbach, at en rytter havde råbt racistiske skældsord efter holdkammeraten Kevin Reza. Det kom hurtigt frem, at det var Gianni Moscon, der havde gjort det, hvilket fik Team Sky til at suspendere ham i seks uger og true med at rive hans kontrakt i stykker, såfremt han gjorde det igen.
Karantænen var dog ren proforma fra Skys side, da Moscon alligevel skulle holde pause efter et hårdt forårsprogram og han kom frisk tilbage i midten af juni med en syvendeplads i Route du Sud, hvorefter han vandt enkeltstarten ved de italienske mesterskaber og blev nummer fem i linjeløbet. Efter en måneds sommerferie i juli, kørte han lidt opvarmning til Grand Tour-debuten i Vuelta a España, hvor han blev nummer 27 sammenlagt, selvom hans rolle var hjælperytter for Chris Froome.
Efter VM havde Moscon stadig overskud til gode resultater i de italienske efterårsklassikere, en femteplads i Giro dell’Emilia, en syvendeplads i Tre Valli Varesine og altså en flot tredjeplads i Lombardiet Rundt, kun overgået af Vincenzo Nibali og VM “makkeren” Alaphilippe.
Igen kom der dog lidt ballade ved siden af det rent sportslige, da Moscons “gode ven”, Sebastien Reichenbach, efter afslutningen af Tre Valli Varesine mente, at italieneren var skyld i hans styrt kort inden finalen. Reichenbach var endda så fortørnet, at han ville melde Gianni Moscon til både UCI og det italienske politi. Moscon nægtede og indtil videre har sagen ikke fået nogen konsekvenser.
The Sky’s the limit
Hvis Moscon lærer at tøjle temperamentet og styre udenom disciplinærsagerne og får han den erfaring og tålmodighed der også skal til for at vinde de helt store cykelløb, så er der i princippet ikke rigtig nogen grænser for hvor langt talentet rækker.
Gianni Moscon er brølstærk i brostensklassikerne, han har både som U/23-rytter og professionel vist sig særdeles holdbar i et kuperet løb som Lombardiet Rundt, han er en fortrinlig tempokører og på nogle af bjergetaperne i Vueltaen, bragte han enkelte gange selv en rytter som Wout Poels i problemer, når han virkelig gav den gas på stigningerne.
“Han er et enormt stort talent, der kun bliver bedre med årene. At gå direkte ind og bryde igennem nærmest med det samme, specielt på et hold som vores, er utroligt imponerende. Han forbedrer sig hele tiden og det varer ikke længe, før han begynder at vinde nogle af de store løb,” lyder vurderingen fra holdkammeraten på Team Sky, Geraint Thomas.