Det er ingen hemmelighed, at cykelsporten har budt på mange opsigtsvækkende dopingindrømmelser – specielt det seneste års tid. Ryttere, der tidligere løj om deres massive forbrug af forbudte stoffer, åbner nu op for posen og fortæller hele sandheden. Eller gør de? Veloropa kigger på fire af de mest prominente indrømmelser.
Michael Rasmussen
Seneste i rækken er danske Michael Rasmussen. Han stod torsdag den 31. januar frem og erkendte, at han i perioden 1998 til 2010 havde dopet sig med blandt andet EPO og fået foretaget blodtransfusioner.
Men for snart tre år siden så han åbenbart lyset, og stoppede pludselig den efterhånden mangeårige tradition. Hvorfor netop på det tidspunkt, var det naturlige spørgsmål. Kunne det virkelig passe, at Michael Rasmussens 12-årige dopingmisbrug lige præcis stoppede, da han skulle til at tørne ud for sin nuværende arbejdsgiver?
Ifølge Rasmussen selv. Ja. Han forklarede endda om årsagen i et interview med BT’s Jacob Staehelin:
“Jeg valgte at stoppe dopingen, da jeg indså, at jeg aldrig kom til at køre rigtigt om kap igen. Da det gik op for mig, at der ikke var flere af de store etapeløb for mig.”
Kyllingen stoppede altså med at dope sig, fordi der ikke længere ville være brug for det på det lavere niveau han skulle til at køre på i 2011. Underforstået, at hvis der havde været brug for det, så ville han have fortsat med at dope sig.
Giro-ambitioner
Umiddelbart egentlig en meget plausibel forklaring. Men, som Bjarke Rosenbeck har påpeget overfor Veloropa, så hænger den forklaring jo meget dårligt sammen med de ambitioner Michael Rasmussen og hans på daværende tidspunkt nye cykelhold luftede.
Her dokumenteret i en artikel af Ekstra Bladets Brian Askvig den 1. april 2011, kort efter Christina Watches-Onfone havde set dagens lys.
“Hvis det er sandt, at Giroen kommer til Herning, så kan jeg udmærket se, at det kunne blive en katalysator for os. Der er nok nogen på holdet, der vil forsøge at holde mig i stramme tøjler og sikre, at ambitionerne ikke vokser mig over hovedet, men det ville da være tosset ikke at udnytte en sådan chance.”
Og så sent som sidste år slog Rasmussen fast, at Giro-ambitionerne stadig var aktuelle. Både for holdet, men ikke mindst for ham selv. Her i et interview med DR Sportens Casper Helweg Christiansen.
“Mit store sportslige mål er, at få holdet bragt op i en højere kategori allerede til næste sæson, så vi kan få en start i Giro d’Italia. Det anser jeg for at være en realistisk målsætning, og på den måde kan jeg selv få lov til at slutte med at køre en stor tur, og jeg mangler stadig en Giro d’Italia-etape på mit visitkort.”
Om de selvmodsigende udtalelser betyder, at Michael Rasmussen havde tænkt sig at starte med at dope sig igen i tilfælde af deltagelse i Giro d’Italia. Eller om han bare ikke mener der bliver kørt rigtigt om kap i Giroen. Eller om det ikke kan betragtes som et stort etapeløb. Det må ligge hen i det uvisse…
1997 eller 1998
Og kigger man på Michael Rasmussens forklaring om, at han begyndte at dope sig i 1998, så begynder der også at komme modstridende oplysninger på den front.
I dette videoklip fra DR Sporten fortæller Rasmussens tidligere landsholdskollega fra mountainbike tiden, Jesper Agergaard, at Michael Rasmussen tog doping allerede i 1997.
Men kan det egentlig ikke være fuldstændig ligegyldigt, om Rasmussen startede med at dope sig i 1997 eller 1998. Jo i et bredere perspektiv. Helt klart.
Motivet kunne være, at Kyllingen – som det også siges i indslaget – ved flere lejligheder har brugt netop en rekord i en test på Odense Universitet i 1997, som argumentation for, at han rent faktisk var blandt de allerbedste, også inden han begyndte at dope sig.
Vi skal dog ikke glemme, at Michael Rasmussens tilståelse blot er den seneste i rækken af såkaldte tilpassede tilståelser. For Kyllingen er jo langt fra den eneste.
Bjarne Riis
Hans tidligere chef hos CSC-Tiscali, Bjarne Riis, sidder lige nu i en mediemæssig klemme, fordi han i 2007, da han valgte at lægge alle kortene på bordet, formentlig gemte et par esser i ærmet.
Riis indrømmede rigtignok sit dopingmisbrug i sin aktive karriere. Men noget tyder på, at han talte over sig, da han påstod at han efter sit karrierestop havde valgt at kæmpe for en ren cykelsport, ved altid at have ført en stram antidoping politik som holdejer.
Specielt udtalelsen fra Tyler Hamilton om, at Riis personligt havde henvist ham til dopinglægen Eufemiano Fuentes, gjorde naturligvis nas. Desuden har Jörg Jaksche og angiveligt også Michael Rasmussen fortalt, at Bjarne Riis var klar over, at der foregik dopingmisbrug på hans hold i perioden 2002-2004.
Og i den igangværende Operacion Puerto høring i Madrid, er den tidligere Riis-stjerne Ivan Basso ved at vikle sig så meget ind i sine egne løgne og påstået hukommelsestab, at det måske også kan få konsekvenser for Ørnen fra Herning.
Lance Armstrong
Meget bedre gik det ikke for Lance Armstrong, da han gik til bekendelse hos Oprah Winfrey tidligere på året.
Armstrong understregede flere gange, at han ikke tog doping, da han i 2009 overraskede hele cykelverdenen med sit comeback. For det havde han lovet sin ex-kone ikke at gøre.
De fleste anti-doping eksperter – pånær Rasmus Damsgaard, som på det tidspunkt var ansat af Armstrongs hold Astana – er dog enige om, at amerikanerens blodværdier fra Tour de France det år, viser tydelige tegn på dopingmisbrug.
En af årsagerne til, at Lance Armstrong stod frem var, at han i bedste fald kan få nedsat sin nuværende livstidskarantæne til otte år, såfremt han samarbejder med anti-doping myndighederne.
Hvis han havde taget doping efter sit comeback i 2009 og 2010, ville han dermed først kunne genoptage sin triathlon-karriere i 2018. Hvis han derimod kun dopede sig frem til 2005, hvor han vandt sit sidste Tour de France, så kan han i tilfælde af den optimale strafnedsættelse genoptage karrieren til sommer.
Tyler Hamilton
Selv Tyler Hamilton, som med sin bog ”The Secret Race” påstår at have fortalt den fulde sandhed om alle cykelsportens dårligdomme, tilpassede sine ord. Hamilton rystede således ikke på hånden over at angive tidligere kolleger på US Postal mandskabet og altså Bjarne Riis.
Men når det kom til historierne om, hvad der foregik på det stærkt dopingplagede Phonak-mandskab, blev han pludselig lidt defensiv ved buffeten. Motivet skulle angiveligt være, at Tyler Hamilton risikerer at ryge ud i noget juridisk hurlumhej, såfremt han bliver for åbenmundet i den retning.
Hvis det er tilfældet. Fair nok. Men så vær ærlig omkring det og skriv det, i stedet for at påstå, at nu er det ”the whole truth and nothing but the truth.”
Troværdighed
Når det handler om at rydde op i cykelsporten, og få dokumenteret hvad der er foregået i tidernes morgen, kan detaljegraden i forbindelse med dopingindrømmelserne på mange områder være ganske ligegyldig.
Der hvor det bliver problematisk er selvfølgelig i forhold til troværdigheden hos de personer, der selv i en indrømmelsesfase undlader at fortælle sandheden, men i stedet tilpasser den efter forgodtbefindende.