Så er den gal igen, fristes man til at sige. Men problemet er nok nærmere, at den har været gal hele tiden. Hvis det altså er et problem? Måske er det i virkeligheden en præmis. En præmis, hvis du ønsker at forelske dig og forblive forelsket i en udholdenhedssport som cykling.
Af Kim Plesner
Kigger man nogenlunde objektivt på sportens historik, så ved langt de fleste, at cykling og misbrug af (præstationsfremmende) stoffer går hånd-i-hånd. Medikamenterne udvikler sig med tiden, ligesom rytterne, cyklerne, asfalten, tøjet, træningsprogrammerne, kosten - og der er forskellige perioder til hver sin ting. Amfetamin, EPO, bloddoping, Tramadol.
Hvert årti har deres kendetegn. 80'erne var kontrollerede, 90'erne var banebrydende, 00'erne var omskiftelige 10'erne er afdæmpede. Ingen ved rigtigt hvad der kommer næste gang, alle er på vagt og på udkig efter, om nogen af de andre nu har fundet på noget nyt - eller hvad der er det nye. Alle ved, at hvis du misser den information, så er der kontant afregning. Det gælder om at være vågen, ikke kun når man sidder på sadlen.
Den professionelle cykelsport består nærmest udelukkende af tidligere ryttere. Personer, som altså har været vant til at være en del af en sport, hvor man altid leder efter mulige forbedringer. Leder efter de sekunder, der kan være forskel på succes og fiasko. Nogen bruger udadtil deres erfaring til at proklamere, at nu skal der ske en ændring. Sporten kan ikke være tjent med tidligere tiders dumheder.
Brailsford og Riis
Team Sky og Dave Brailsford er et eksempel. Han kaldte det for Marginal Gains og Zero Tolerance. Og det er i princippet rigtigt, at Sky har opnået en række marginal gains. Men det står også nogenlunde klart for de fleste, at de ikke blev opnået via zero tolerance. Brailsford har således tolereret en del, men har på mirakuløs vis overlevet alle sager og står fortsat i spidsen for cykelsportens største budget, der i øjeblikket leder efter en ny sponsor.
Bjarne Riis var et andet eksempel. Da hans karriere var overstået, en karriere som vi nu ved var baseret på EPO og bloddoping, forklarede han både internt og eksternt, at nu skulle tingene gøres på en anden måde. Han ville skabe et cykelhold på et fundament af sunde værdier som respekt, kommunikation og hårde intervaller. Med alternative behandlere og teambuilding.
Men bundlinjen ude i virkeligheden skulle hurtigt vise sig at være en anden. Riis' top-opfindelser som Ivan Basso, Fränk Schleck og Tyler Hamilton kørte ikke ligefrem på blyfri benzin, om man så må sige. Basso brugte dog aldrig det blod han havde fået tappet, Schleck var så letsindig at betale en dopinglæge 50.000 for et træningsprogram og Hamiltons hund og afdøde tvilling fik også spøjse hovedroller, da der (igen) skulle bortforklares.
Det biologiske pas
Men Riis gav ikke op, selvom Ivan Basso blev tvunget ud af det gode selskab kort før Tour de France 2006. Idéen var (retfærdigvis) angiveligt undfanget af den daværende pressechef Brian Nygaard, men Bjarne Riis kom igen til at fremstå som cykelsportens innovative mester, da han året efter Operacion Puerto skandalen lancerede et storslået samarbejde med den tidligere sekretariatschef i Anti Doping Danmark, lægen Rasmus Damsgaard.
Samarbejdet med Damsgaard blev indledningen på det vi i dag kender som det biologiske pas. En indsamling af data, der skal sørge for, at atleternes blodværdier overvåges via frekvente tests, og at de ikke har hæmatokritværdier, der hopper op og ned (og mest op), som man kender det fra de glade 90'ere, hvor Riis bl.a. fik tilnavnet Mr. 60%.
Også Damsgaard-projektets eftermæle fik dog lidt af en mavepuster, da det siden kom frem, at han havde fået en ganske værdifuld racercykel af Riis samtidig med, at han skulle optræde uafhængigt af den danske holdejer. Damsgaard kom også i modvind i forbindelse med sit arbejde for det internationale skiforbund, hvor han (af den efterhånden berømte og berygtede russer Grigory Rodchenkov fra dokumentarfilmen Ikaros) blev anklaget for at gemme positive prøver og Rasmus Damsgaard måtte endvidere erkende, at han trods overvågningen af Riis' cykelhold og senere Astana, ikke kan garantere, at der ikke foregik doping nogen af stederne.
Nye tider?
Og dermed er vi fremme ved sagens kerne, når det gælder 2019. Gennem snart nogle år, har menigmand fået tudet ørene fulde med, at det biologiske pas er garant for, at ingen atleter sådan rigtigt kan dope sig, at der er sat en stopper for dopingen i cykelsporten, at der er sket en markant holdningsændring i forhold til tidligere og at når der så bliver taget nogen, så er det enten fra specifikke nationer eller der er tale om desperate sjæle, hvis karriere risikerer at gå i stå - hvis ikke der bliver fyret på.
Alle disse postulater indeholder nu også en vis portion sandhed. Det biologiske pas har alt andet lige sat en dæmper på indtaget af de forbudte stoffer. Der er sket en holdningsændring fra nærmest total Omertá til at mange ryttere nu åbent forholder sig til doping og specifikke dopingsager. Og det er også rigtigt, at i de fleste af de tilfælde vi ser nu, hvor en rytter bliver taget for doping, er det en eller flere relativt ukendte ryttere fra f.eks. Sydamerika eller ryttere, der har haft en mystisk karriereudvikling, som den aktuelle østriger Stefan Denifl eller legendariske Mustafa Sayer, der i 2013 sensationelt vandt Tyrkiet Rundt.
Og så er der tilfældet Georg Preidler. Endnu en østriger, som for nylig har indrømmet, at han har fået tappet blod. Preidler er speciel, fordi han ikke matcher nogen at de ovenstående kriterier. En ret anonym rytter, som udover tre gange enkeltstartsmesterskaber i Østrig, kun har vundet et enkelt cykelløb som professionel, nemlig en etape i Polen Rundt sidste år. En rytter som efter to år på mindre østrigske mandskaber fik chancen på det Pro Continentalhold, som nu hedder Novo Nordisk og som derefter røg til det vi i dag kender som Team Sunweb.
Moralsk ballast
Et tysk mandskab med en stærk anti-doping politik med fokus på unge talenter frem for afdankede ryttere i deres karrieres efterår. Med lige nu tre unge danskere på lønningslisten, Søren og Asbjørn Kragh Andersen samt Casper Pedersen. Sidste år med den danske talentudvikler og coach, Morten Bennekou, som nu er tilbage i en rolle som elitechef hos DCU. Et mandskab som jeg ikke mindes har haft en regulær dopingsag, nogensinde.
På det mandskab var Georg Preidler på kontrakt i fem sæsoner. Det er her Preidler må formodes at have fået sin moralske ballast og her er tale om en rytter, der hverken var på vej op eller ned i hierarkiet, men blot en solid all-round rytter, som passede sit job. Inden 2018-sæsonen skiftede han til Groupama-FDJ, et fransk mandskab under ledelse af Marc Madiot, en af de største fortalere for anti-doping og stor iscenesætter af MPCC, Bevægelsen for en mere troværdig cykelsport.
Det er et tilfælde som Georg Preidler, der gør det så utroligt svært at tro på, at særlig meget har ændret sig - på nær når vi taler mængder af medikamenter og på nær når vi taler udadtil. Uanset hvor meget man gerne vil tro på det gode i den sport man elsker og uanset hvor meget man gerne vil give "den nye generation" af ryttere den tillid og den plads til at vise, at de selvfølgelig er et helt andet sted, end deres forgængere, hvis handlinger mange af de unge ryttere føler, de stadig skal stå til ansvar for.
Realiteter og fascination
For mig at se handler det om at forholde sig til den verden vi lever i, ikke kun indenfor cykelsporten, men alle mulige andre sportsgrene og til en vis grad også samfundet generelt. Forholde sig til realiteterne og så smage på, om det er noget man kan leve med. Om man stadig kan være lige så fascineret, lige så begejstret for et godt væddeløb, en dramatisk finale eller et stort og smertefuldt nederlag.
Der skal mere til end en potentiel tysk/østrigsk dopingskandale, hvis min fascination af cykelsporten skal forsvinde. Men hvis man skal kunne beholde fascinationen i så lang tid som jeg og mange andre har gjort det, så må man ikke være naiv og man må være indstillet på at se realiteterne i øjnene. Også i tilfældet Georg Preidler.
---
Kunne du li' hvad du læste? Så var det måske noget for dig at støtte Veloropas journalistiske arbejde via et medlemskab af Veloropa Value. Du opnår også en række kontante fordele. Klik her og læs mere.