Skelde fortrøstningsfuld trods hård debut

Danske Team Cult Energy debuterede i sidste uge som pro kontinental-hold. Veloropa har kigget nærmere på debuten og har i den forbindelse talt med sportslig ansvarlig Michael Skelde, både om resultaterne i Spanien, men også om forventningerne til første sæson i et finere selskab. 

Af Dennis Præst

Løbsseriens helt store vinder, blev IAM’s sprinter Matteo Pelucchi, der tog sejren første og fjerde dag. Mellem italienerens to sejre, vandt MTN-Qhubekas nyerhvervelse Stephen Cummings første bjergdag, mens superstjernen Alejandro Valverde fra Movistar, kørte alene i mål på tredjedagen.

Klædt på til resten af året

Som Veloropa i optakten til Team Cult Energys debut i sidste uge kunne fortælle, handlede det for den sportslige ledelse primært om, at holdet blev rystet sammen og at der kom styr på den taktiske forståelse. “Vi har brugt fire dage på taktiske oplæg og evalueringer med hele gruppen. Min opfattelse er, at alle ryttere ved hvad vi vil, og hvordan jeg gerne vil, at vi når vores mål. Det er en succes for mig, vi er klædt på til resten af året nu,” forklarer Michael Skelde.

Han afslører også, at tre af holdets mest rutinerede ryttere, Michael Reihs og nyerhvervelserne Linus Gerdemann og Fabian Wegmann, er trådt i karakter som lederskikkelser på holdet: “Det har en kæmpe værdi for holdet. Med dem i spidsen kommer vi til at lykkes, ingen tvivl om det.

Plusser

Team Cult Energys bedste resultat i Challenge Mallorca var den ottendeplads, Russel Downing nappede i fjerdedagens massespurt. Et resultat der satte sæsonens første UCI-point på kontoen. Derudover blev det til et par solide udbrudsforsøg, først fra unge Alex Kirsch. Luxemburgeren var den ene del af en TV-udbruds duo (dog uden TV…) i det første løb, men blev hevet ind med godt 25km til mål. På tredjedagen var de tyske profiler Gerdemann og Wegmann begge en del af frontgruppen, hvor førstnævnte støvsugede de indlagte spurter, mens Wegmann til slut kørte i mål som nr. 19.

Minusser

Det er efter min mening en smule kritisk for holdet, at Fabian Wegmann var eneste mand, der gennemførte på den benhårde tredjedag, også selvom Gerdemann tog sig af de indlagte spurter, inden han stod af. På den første af de to bjergrige dage, spillede holdet ikke en rolle og bedste mand var Gustav Larsson, der kom i mål som nr. 49. Svenskeren var over otte minutter efter vinderen Cummings, på en dag der trods alt “kun” bød på tre kategoriserede stigninger, hvor den værste var kategori-2.

Et af holdene, som Team Cult Energy efter min mening skal kunne måle sig med på længere sigt, er hollandske Team Roompot. Hollænderne har, nøjagtigt som Team Cult Energy, en talentfuld trup, der er støttet af et par solide navne i Marc de Maar og pigtrådskrigeren, Johnny Hoogerland. Et hurtigt kig på resultatlisterne, afslører at Team Roompots dårligste resultat på Mallorca, var en 11. plads og at de hver dag havde minimum én rytter, der sluttede foran bedste Team Cult Energy-rytter.

Stabilitet skal føre til succes

Michael Skelde deler dog ikke bekymringen. Han synes det ville være urimeligt at forvente, at holdets unge ryttere tager det store resultatmæssige slæb “…derfor er håbet jo også at Linus og Fabian kommer til at vise vejen, og vi får alle andre med efterfølgende.

Succeskriterierne for Team Cult Energys første sæson som pro kontinental-hold, bliver at skabe stabilitet og et stærkt kollektiv. Skeldes filosofi er, at en arbejdsplads hvor folk gerne vil være, skaber stabilitet. Og med stabilitet “…kommer succeserne også ude på landevejen.” Og selvom han i flere omgange har fremhævet Fabian Wegmann og Linus Gerdemann som nøglefigurer, insisterer den sportsligt ansvarlige på, at kollektivet bliver nøglen “…alle skulle gerne blive en del af en kæde, hvor vi som kollektiv kan køre lige op med de større hold.

Det kollektiv får Skelde og co. mulighed for at teste igen, når Team Cult Energy stiller til start ved GP Costa degli Etruschi i weekenden. Til det italienske endagsløb, har holdet udtaget følgende ryttere: Fabian Wegmann, Rasmus Guldhammer, Alex Kirsch, Russell Downing, Joel Zangerle, Romain Lemarchand, Mads Pedersen og Michael Carbel.