Skal vi da ophidses hele tiden?

Han er i øjeblikket særdeles aktuel i Radio24syv-programmet Spørge Jørgen. Men i denne artikel på Veloropa tager Jørgen Leth temperaturen på sportsjournalistikken og i særdeleshed de danske mediers dækning af cykelsporten. En sport, der som bekendt står Jørgens hjerte meget nær, og som i hans øjne fortjener en bedre besyngelse.

Af Kim Plesner

Mod slutningen af 2015 skrev jeg en del sammen med Jørgen Leth, som netop var ankommet til sit andet hjemland, Haiti. Det handlede om alt mellem himmel og jord. Om hvorvidt Mikael Simpson nu havde taget pænt tøj på til P6 Beat Rocker Koncerthuset, som han havde lovet Jørgen, over stemningsbeskrivelser om fiskerbådene ved kysten til Jørgens aktuelle tennis-form.

Men midt i det hele kom denne besked, som i særdeleshed fangede min interesse:

“Det skuffer mig at sportsjournalistikken smider det narrative på gulvet og ikke gider skrive om løbene. Det er jo en kopi af situationen i 50’erne-60’erne og en del af min motivation til Sportsdigte. Jeg syntes sporten fortjente bedre besyngelse.”

Udover det fantastiske og meget Jørgen-agtige i at bruge ordet ”besyngelse”, synes jeg han ramte ned i noget, der ikke bare er kendetegnende for cykelsporten, men hele sportsjournalistikken og måske endda journalistikken som helhed. Jeg foreslog derfor Jørgen, at vi lavede en mail-korrespondance, der på et tidspunkt skulle munde ud i en artikel. Og det er den artikel, du er i gang med at læse her.

”Jeg vil ikke tale generelt om journalistikken. Jeg ved det ikke. Jeg følger ikke de andre sportsgrene i medierne. På fodboldområdet synes jeg, at jeg er dækket ind ved at læse Rob Hughes’ artikler i International New York Times. Han kan skrive. Jeg synes, at Politiken gør et godt arbejde på FIFA-historien. Det er lige guf for dem, fordi det er en stor international skandale, men den fortjener i høj grad at blive belyst løbende.”

Manglen på den gode historie

”Jamen, sådan er det. Cykelsporten mangler gode historiefortællere i de danske medier. Der har længe været en tendens til at skrue ned for det narrative om de enkelte cykelløb, en manglende kontinuitet og interesse på langs af sæsonen. Det handler efterhånden kun om sensationer, helst skandaler, afsløringer. Og det er jo meget tyndt med stof til sådanne, efterhånden som dopingsagerne rent faktisk er stadig sjældnere. Og aktuelt er der sket noget kedeligt: To af de bedst skrivende journalister i dagspressen er holdt op. Lars B. Jørgensen på BT var et af lyspunkterne, for han kunne skrive og han kunne opleve. Jacob Staehelin var en velskrivende kommentator på samme avis. Det er kvalitet i beskrivelsen af sporten, der tabes her.”

Udtynding

”Men det føles jo som en logisk fortsættelse af udtyndingen. Som om medierne ikke længere gider skrive om det der kan opleves direkte i sporten. En af Politikens lederskribenter, Hans Davidsen Nielsen, mente for et par måneder siden på lederplads, at man ikke længere skulle behandle cykelsporten seriøst, ikke ofre observation og journalistik på den. Kun cykelsportens forfald, som han så det, kunne være interessant som stof. Ovenstående er ikke et direkte citat, men et referat af hans synspunkt. Jeg har igennem længere tid bemærket denne udskridning eller udtynding over stort set hele fronten.”

En ny tone

”Man kan skelne mellem de skingre reportere og de mere objektive, som stadig tager sporten alvorligt. Brian Askvig på Ekstra Bladet hører til sidstnævnte kategori. Og Politiken har selv den mest trofaste, Mogens Jacobsen, som til gengæld efter min smag overdoserer det nationale. Men de bliver stadig færre. Det er som om at en ny tone, en ny holdning, hvor alt handler om at afsløre, er blevet grundlæggende latin. I dag skal alle være gravere. Det er da i orden, at der graves. Men jeg synes virkelig, at man mangler nogle gammeldags fortællere, der bare kan skrive om det, der faktisk sker i løbene, med oplevelsens glød. Nogle der kan analysere f.eks. de taktiske manøvrer og beskrive forskellige rytteres stil.”

Intenst oplevet virkelighed

”Jeg ser jo mildest talt selv Tour de France, når jeg kommenterer live. Men næste morgen har jeg altid et akut behov for at læse hvad nogle bestemte, af mig værdsatte journalister, i ikke mindst L’Equipe har set og tænkt om det, jeg selv så med mine øjne et døgn tidligere. Det er ikke specielt af pligt jeg læser artiklerne, selvom det også er god forberedelse til næste etape, men på grund af fryden ved at læse en intenst oplevet virkelighed beskrevet af kompetente mennesker.”

Forpligtet overfor publikum

”Jeg tror bare det er vigtigt at gøre opmærksom på, at arbejdet kan gøres på en anden måde. En mere ansvarlig måde. At man som udgangspunkt skal være positivt interesseret i den sport man taler om. At man er forpligtet overfor publikum til at fortælle hvad der sker. Sportsligt og menneskeligt. Et andet positivt eksempel jeg godt vil fremhæve er Jacob Haislund på Jyllands Posten. Han er fundamentalt nysgerrig, vil gerne vide noget. Det giver ham en god indfaldsvinkel til stoffet og dets hemmeligheder.”

De Sociale Medier

”Jeg tror der er en sammenhæng med udviklingen i de sociale medier (Jeg hader det begreb. Sproget bliver hele tiden fattigere.) Jeg sidder jo på en fjern kyst ved det caribiske hav og kan ikke læse de papiraviser, jeg plejer at  slide op på en café i København eller i Paris. Og jeg fortvivles dagligt over den koncentrerede og op-dramatiserede eller ekstremt virkelighedsforkortende layout, f.eks. på Politikens netavis. Jyllands Postens er lidt mere dæmpet. Jeg bemærker selvfølgelig at det giver den ønskede redaktionelle “dynamik” som ligger i, at nyhedsbilledet ændrer sig hele døgnet, og at der hele tiden skrives videre på de store historier.”



 Grotesk reducering af virkeligheden


”Man kan sommetider komme i tvivl om hvad nyhedsredaktøren egentlig mener læserne skal finde vigtigt. Skal vi da ophidses hele tiden? Men givet er det at vi bliver en anden slags læsere (eller skal vi kalde det konsumenter?) Jeg bliver ved med at undre mig over hvorfor overskriftsproget i stigende grad skal vulgariseres i net formatet? Men jeg er konservativ mht. vurderingen af mediebilledet. Jeg mener ikke at “de sociale medier” helt kan erstatte de gamle medier. Det er løsere, mere baseret på påstande, som bekvemt kan slettes og erstattes af andre.”

”Det er muligvis lidt for fordomsfuldt at sige det. Men det jeg fortsat forholder mig til på alle områder, inklusive de brændende samfundsproblemer og udlandsstoffet, det er de store medier, de klassiske aviser, og de kendte aviser og nyhedstjenester på nettet, som ikke er en grotesk reducering af virkeligheden.”