Michael Rasmussen er den seneste i en trio af cykelryttere, der efter en lang periode med løgnen som væbner, pludselig beslutter sig for at udbasunere deres version af sandheden. Man finder således en lang række fællestræk i historien om Landis, Hamilton og Rasmussen.
De levede alle tre på en løgn gennem lang tid. Som tiden gik, blev løgnen større, indtil den dag boblen bristede med et brag.
Traumatisk afslutning
Men fælles for Floyd Landis, Tyler Hamilton og Michael Rasmussen er også, at de hver især fik en ret så traumatisk afslutning på, hvad der ellers skulle have været en succesfuld kulmination på deres karriere.
Tyler Hamilton var skiftet fra Team CSC til Phonak og fornemmede at han i 2004 havde en realistisk mulighed for at vælte sin landsmand, tidligere holdkaptajn og amerikanske nationalhelt, Lance Armstrong, af Tour de France pinden. Men i stedet sluttede Touren det år med, at Hamilton – som han beskriver det i sin bog – stod og pissede blod, havde så voldsomme rygsmerter, at han måtte udgå af løbet og kunne se frem til, at skulle tilbringe natten ved siden af sin døende hund i en seng på et hotelværelse i Frankrig.
Floyd Landis, ligeledes tidligere holdkammerat med både Armstrong og Hamilton på US Postal, og derefter Phonak-rytter, oplevede sit fald fra tinderne, da han efter sin sejr i Tour de France 2006 efterfølgende fik at vide, at han var blevet testet positiv for testosteron. Landis fik siden frataget sin Tour-sejr, der i stedet blev givet til nummer to, Oscar Pereiro.
Året efter sluttede Michael Rasmussens flirt med den gule trøje i Tour de France, nærmest inden den rigtig var begyndt. Rasmussen blev taget ud af løbet af sit hollandske mandskab Rabobank, under stort pres fra arrangørerne af Touren, ASO, efter det var kommet frem, at danskeren havde fusket med sine whereabouts, så han kunne dope sig optimalt frem mod verdens største cykelløb. I stedet løb Alberto Contador med den samlede sejr i 2007.
Benægtelsesfasen
Efter deres respektive nederlag, fortsatte alle tre i en voldsom benægtelsesfase. Hamilton opfandt surrealistiske historier om sin ufødte tvilling og døde hunds blod, Landis fik en række personer i sit netværk til at donere masser af US Dollars i kampen for at rense sit navn, mens Rasmussen bidrog til underholdningen med fortællinger om problemer med det mexicanske postvæsen og ægteskabelige udfordringer.
Alt sammen for at forsøge at skjule deres dopingmisbrug. Et dopingmisbrug de alle tre skulle vise sig at indrømme mange år senere, nærmere bestemt i perioden 2010-2013.
Men først skulle de presses helt derud, hvor der ingen vej var tilbage. Landis var blevet fuldstændig udstødt af cykelsportsmiljøet og havde formøblet mange af sine gode venners penge. Hamilton forsøgte en relancering af karrieren på tvivlsomme mandskaber som Tinkoff og Rock Racing, men endte i stedet med et forlist ægteskab, alkohol problemer og Sideshow Bob-hår. Rasmussen fik stillet stolen for døren af anti-doping myndighederne i USA og Holland.
Ingen af dem havde længere noget at miste. Ingen af dem havde ret mange venner – og klart flere fjender – indenfor cykelsporten. Motivationen for at bære rundt på den tunge løgn, var efterhånden forduftet.
Nye motiver
Samtidig dukkede et nyt motiv op. Af kommerciel karaktér. For udover at få lettet samvittigheden, så var der, for både Landis, Hamilton og Rasmussen, solide finansielle perspektiver i en omfattende dopingindrømmelse.
Da Floyd Landis fik smag for sandheden i 2010 og sendte Gud og hver mand e-mails, der i detaljer beskrev det organiserede dopingmisbrug på specielt US Postal mandskabet, kickstartede han ikke kun det vi i dag kender som USADA-rapporten. Han lagde også en såkaldt whistleblower sag an mod Lance Armstrong og firmaet bag cykelholdet US Postal, for at have misbrugt offentlige amerikanske midler, fordi noget af sponsoratet fra United States Postal Service, var gået til at finansiere dopingprodukter.
Siden har det amerikanske justitsministerium valgt at bakke op om Floyd Landis i sagen, som potentielt kan komme til at koste Armstrong & Co. op mod 100 millioner dollars. Vinder den amerikanske stat sagen, står Landis til at få udbetalt helt op til 25% af det beløb, der skal betales tilbage til staten.
Tyler Hamilton valgte at servere sin dopingindrømmelse i bogform. The Secret Race havde været lang tid undervejs, og den respekterede New York Times journalist, Daniel Coyle, havde brugt timevis af research og samtaler med Hamilton, for at få brikkerne til at falde helt på plads. Op til udgivelsen i sensommeren 2012, i forbindelse med udgivelsen og efterfølgende turnerede Tyler Hamilton kloden rundt for at promovere bogen, der bl.a. vandt prisen William Hill Sports Book of the Year.
Michael Rasmussen har også en ganske god grund til at fortælle så meget som muligt om sin dopingfortid. Eller rettere sagt omkring 42 millioner gode grunde. Det er nemlig det beløb han kræver af sin tidligere arbejdsgiver Rabobank, der som nævnt smed ham ud af Tour de France på tærsklen til den helt store triumf. Og hvis Rasmussen kan få overbevist dommerne i sagen om, at doping var almen praksis på Rabobank og at selv ledelsen på holdet var helt på det rene med det, så står han naturligvis meget stærkere i sagen om de mange millioner.
Vinkler og perspektiver
Efterhånden er det dog ved at være så som så med nyhedsværdien i “afsløringerne” fra perioden 1995-2010 i cykelsporten.
Det er da løgn! Du trækker mig i benet? Var Menchov og Boogerd virkelig dopede? Og var der virkelig et par danske ryttere, der fiflede med lidt kortison for 10 år siden? Puha. Godt vi fik det frem i lyset, ellers var det da endt helt galt med cykelsporten…
Måske man i stedet skulle prøve at kigge lidt på, hvilke motiver der ligger til grund for hvem der forsøger at “afsløre” hvad. Det er oftest der de interessante perspektiver ligger begravet. I den aktuelle sag med Michael Rasmussen og OL-rytterne i 2004 har de umiddelbare motiver for Rasmussen været:
1) At få nedsat sin karantæne
2) At fortælle sandheden til gavn for cykelsportens fremtid
Man kunne dog spekulere i, om ikke han uden problemer kunne være nået i mål med begge dele, uden at have fortalt anti-doping myndighederne om de tre danskere i OL-byen?
Hvis man køber den præmis, hvilke motiver kunne så ligge til grund for lige præcis dette vidneudsagn? Ja, det kan i hvert fald risikere at belaste DCU og dermed Jesper Worre, da det i givet fald er foregået i landsholdsregi. Og det kan risikere at belaste en aktiv rytter som Nicki Sørensen.
De fleste med lidt kendskab til cykelsporten vil vide, at netop Jesper Worre og Nicki Sørensen formentlig er de to personer i dansk cykling, som Michael Rasmussen af forskellige årsager har det dårligste forhold til.
I mine øjne en ganske perspektivrig vinkel på historien, som umiddelbart helt negligeres i mediedækningen. Om man tillægger Rasmussen det ene, andet eller tredje motiv skal naturligvis være op til den enkelte at vurdere. Men både i tilfældet Landis og specielt Hamilton og Rasmussen er der måske en tendens til lidt for hurtigt og ukritisk at ophøje dem til sandhedsvidner?