Katusha har med raketfart skudt sig ind blandt verdens bedste cykelhold. Men mandag stak UCI’s licenskommission en kæp i det russiske hjul. Veloropa kigger på de mulige årsager til Katushas degradering fra cykelsportens fineste selskab, World Touren.
Det professionelle cykelhold Katusha er opkaldt efter en russisk folkesang, der også er navnet på et sovjet-russisk raketsystem – det såkaldte Stalinorgel.
Magtfulde Makarov
Holdet er en del af det storstilede Russian Cycling Project, sat i gang af Oligarchen og den tidligere banerytter Igor Makarov, der kort fortalt kom til sine mange penge, ved at sikre sig rettighederne til Turkmenistans naturgas-reserver i sit selskab ITERA, fordi han var gode venner med landets præsident, da nationen blev løsrevet fra Sovjetunionen.
Han indgik derefter en lokumsaftale med russiske Gazprom, om at distribuere gas fra Turkmenistan via Rusland til Ukraine, fordi ukrainerne pga. politiske uoverensstemmelser med sin tidligere ”storebror”, ikke ønskede at købe gas af russerne.
Både ITERA og Gazprom er hovedsponsorer for Russian Cycling Project og Katusha mandskabet, der ved udgangen af 2008-sæsonen kom til verden ved at købe den nuværende Riis-sponsor Oleg Tinkovs licens fra Team Tinkoff Credit Systems. Tinkov skulle have været med i projektet, men kunne ikke enes med magtfulde Makarov og den nye team manager, Andrei Tchmil.
Igor Makarov er, udover at stå i spidsen for Katusha, også formand for det russiske cykelforbund og medlem af den magtfulde UCI Management Committee. Han nævnes af mange, som et seriøst bud på en efterfølger til UCI’s præsident Pat McQuaid, der for tiden er ude i et voldsomt stormvejr på baggrund af Lance Armstrong sagen og USADA-rapporten.
Ved at udelukke Katusha fra det gode selskab, svækker UCI på papiret Igor Makarovs position indenfor cykelsporten, og man garderer sig desuden mod en række dårlige sager, der truer med at poppe op i nærmeste fremtid. Dem vender vi tilbage til senere.
Flere dopingskandaler
I det hele taget har russerne indenfor holdets meget korte historie, været plaget af en god portion dopingskandaler.
I foråret 2009 blev både Christian Pfannberger og Antonio Colom testet positive for EPO. Under Tour de France sidste år blev Aleksandr Kolobnev testet positiv for sløringsmidlet Hydrochlorothiacid, men han blev i foråret frifundet af den internationale sportsdomstol CAS.
Næsten samtidig røg der dog en ny Katusha-rytter i fælden, nemlig sprinteren Denis Galimzyanov, der ligesom Pfannberger og Colom blev taget med fingrene nede i EPO-krukken.
Team manageren hos Katusha hed indtil i år Hans-Michael Holzcer. Han var som de fleste sikkert ved også team manager for det hedengangne Gerolsteiner mandskab, hvor Bernhard Kohl, Stefan Schumacher og Davide Rebellin alle blev testet positive for CERA, et såkaldt tredjegenerations EPO-produkt.
Hvad bliver det næste?
Holczer bliver til næste år afløst af Vjateslav Ekimov, der kørte med Lance Armstrong på US Postal holdet og formentlig er den anonyme ”Rider 11” i USADA-rapporten. Kommer der mere kød på den sag, og bliver Ekimov tvunget til at indrømme sit tidligere dopingmisbrug, så belaster det yderligere Katusha, der risikerer endnu en dårlig sag på deres CV i løbet af den kommende sæson.
Aleksandr Kolobnev beskyldes således for i 2010 at have ladet sig købe af Astanas nuværende team manager, Alexandre Vinokourov, til at undlade at spurte med om sejren i Liège-Bastogne-Liège. UCI har allerede igangsat en undersøgelse af den sag, hvor beviserne mod Kolobnev og Vinokourov er særdeles tunge.
Desuden er Denis Menchov, Mikhail Ignatiev, Vladimir Gusev og Aleksandr Kolobnev alle under mistanke i den såkaldte Padova-sag, for at have været klienter hos den italienske dopinglæge Michele Ferrari.
Lægger man alle disse ting sammen, så er det måske ikke så underligt endda, at UCI’s licenskommission i dag valgte at smide sorteper afsted til Rusland. Den russiske raket var simpelthen gået hen og blevet en tikkende bombe for UCI, selvom Katusha paradoksalt nok har vinderen af årets World Tour, Joaquim Rodriguez, på holdet.