Riis gøder jorden

Som jeg nævnte i mit seneste indlæg “Korkproppen flyder altid ovenpå”, er Bjarne Riis i gang med at gøde jorden for et nyt cykelprojekt. Her spiller den pressemeddelelse, han i dag sendte ud via Ritzau, en central rolle. 

Af Kim Plesner

For mens Anti Doping Danmark rapporten ikke juridisk kunne straffe Riis, så gav den nye ridser i troværdighedslakken. Ridser, der skal have den nødvendige reparation, inden et nyt projekt kan sættes i søen. To ting har således været afgørende for Bjarne Riis i forbindelse med ADD-rapporten:

1 Han skulle undgå en langvarig karantæne.

2 Han skal efterfølgende have afsluttet det grimme kapitel på en fornuftig måde og forsøge at overbevise omverdenen om, at nu er tavlen visket ren.

De to punkter addresseres i denne, væsentlige passage i den netop udsendte pressemeddelelse:

“Jeg kommer med denne udtalelse, fordi jeg har behov for at beklage mine fejl og sætte punktum. Jeg har stillet mig til rådighed for såvel UCI’s CIRC-undersøgelse og Anti Doping Danmarks undersøgelse, fordi de er de relevante myndigheder i de sager, der har været.”

Punkt 1 klarede den juridiske forældelsesfrist for ham. Punkt 2 er han altså nu i gang med at få gjort noget ved. Dels ved pressemeddelelsen og dels ved en TV-optræden hos TV 2 senere i dag.

Mere anger

I forhold til senest Riis forsøgte at viske tavlen ren, ved pressemødet i 2007, hvor han indrømmede sit eget dopingmisbrug, så er der denne gang lagt op til en lidt mere angerfuld og undskyldende attitude. I 2007 virkede Riis nærmest irriteret over at skulle trækkes gennem “Jeg har taget EPO” seancen, og kom bl.a. med meldingen om, at “man da bare kunne komme og hente hans gule trøje, der lå i en papkasse hjemme i garagen”.

Nu har piben fået en lidt anden lyd, og det er der selvfølgelig en grund til. Der er lidt mere Lance Armstrong/Oprah over det. Det er anden gang Riis skal ud og forklare, hvorfor han har løjet. Denne gang om det dopingmisbrug, der foregik på hans cykelhold i perioden 2000-2003 og forbindelsen til dopinglægen Eufemiano Fuentes. Og der er sikkert mange, der stiller sig selv det spørgsmål, om vi allerede nu kan skrive en dato i kalenderen for, hvornår Riis så skal ud og fortælle, at han heller ikke rigtig fik fortalt hele sandheden i ADD-rapporten?

På godt og ondt

På den anden side står der stadig en rigtig stor mængde danske cykelfans, som bare vil have Bjarne og Saxo Bank til at skabe et nyt, dansk hold – og det kan ikke gå hurtigt nok.

Mere og mere tyder da også på, at det er et ganske plausibelt scenarie og måske kun et spørgsmål om i hvilken konstellation det kommer til at ske. Skal det bygges op fra Pro Continental niveau? Bliver det sammen med BMC eller en anden co-sponsor? Eller måske endda et samarbejde med det ellers kuldsejlede Fernando Alonso projekt? Og hvad med Team Cult?

Bjarne Riis’ trang til at sige undskyld og få lukket ADD-kapitlet er et vink med en vognstang om, at der er et nyt projekt under opsejling, selvom mange nok havde dømt ham ude efter offentliggørelsen af rapporten i tirsdags. Og Oleg Tinkovs tweet i går aftes om, at Chris Juul ikke længere skal køre for Tinkoff-Saxo efter denne sæson, var måske et hint om, at de snart kontraktløse danskere hos den russiske rigmand, bliver samlet op af et nyt, dansk projekt. Under sportslig ledelse af korkproppen Bjarne Riis.

“På godt og på ondt,” som Riis selv skriver i pressemeddelelsen…