Michael Rasmussen er en af de danskere, der bliver nævnt i CIRC-rapporten. Det er der sådan set ikke noget underligt i. Men Rasmussen synes det er noget paradoksalt at der stilles spørgsmålstegn ved hans troværdighed i forbindelse med anklagerne mod UCI-lægen Mario Zorzoli.
Af Kim Plesner
CIRC-rapporten betegner det som uacceptabelt, at Rasmussens anklager mod UCI-lægen Mario Zorzoli er en del af USADA’s Geert Leinders-rapport. Og man forsvarer i det hele taget den kontroversielle Zorzoli flere steder i rapporten. Det undrer Michael Rasmussen.
“Jeg synes måske det er lidt paradoksalt, at nu har jeg fortalt alle mulige ting under ed, og stort set altsammen er blevet brugt i forskellige sager og sidenhen bekræftet som værende troværdigt. Men når jeg så fortæller noget om en ansat hos UCI, så er det bare løse rygter,” siger Rasmussen til Veloropa.
Oplysningerne om Mario Zorzoli kom frem under en USADA-afhøring i august måned sidste år og altså offentliggjort i de amerikanske anti-doping myndigheders rapport om Geert Leinders, der tidligere fungerede som læge for bl.a. Michael Rasmussen hos Rabobank.
“Altså, jeg kan jo ikke rigtig se, hvilket motiv jeg har for at ville skade Mario Zorzoli ved at sprede løse rygter om ham. Eller hvorfor jeg på den anden side skulle undlade at nævne de ting, jeg havde fået at vide om ham. Jeg er klar over, man skal være ekstra opmærksom, når det gælder UCI-ansatte, men jeg svarede bare ærligt på USADA’s spørgsmål.”
Mario Zorzoli er i øjeblikket suspenderet fra UCI, efter oplysningerne om ham kom frem i Leinders-sagen og efter han sidste år havde omgået de normale procedurer i forbindelse med udstedelsen af en lægeerklæring til Chris Froome.