Der har været gang i den på de sociale medier efter Richie Portes tidsstraf på to minutter, for at have modtaget et hjul fra landsmanden Simon Clarke (Orica-GreenEDGE). Men hvorfor den megen opstandelse, når selve forseelsen er et soleklart brud på reglerne?
“Alle er lige, men nogle er mere lige end andre” – George Orwell.
Kigger man regelsættet igennem, er der ingen tvivl. Richie Porte måtte ikke få et hjul af en rytter fra et andet mandskab. Så isoleret set er der ikke noget at komme efter. Porte og Simon Clarke brød reglerne og de har fået minimumsstraffen for en forseelse af den type. Så langt så godt.
Men ud fra et retfærdighedsmæssigt synspunkt, virkede det umiddelbart lidt som at træde på en mand, der ligger ned, da Porte allerede havde mistet 47 sekunder på sin punktering. Var det så virkelig nødvendigt, at give ham en “tillægsstraf”? Igen, hvis reglerne skal følges, absolut.
Case closed? I den perfekte verden, ja. Men cykelsporten og håndhævelsen af UCI’s regelsæt er noget nær så langt fra en perfekt verden, man kan komme. I den reelle verden bøjes reglerne hele tiden. Det sker hver dag i en Grand Tour, på hver eneste etape. Faktisk var der i første omgang størst undren over, hvorfor dog kortegen af sportsdirektørbiler blev holdt tilbage, således at Porte ikke, som det ellers er kutyme, kunne blive pacet tilbage til feltet, ved at køre ind og ud mellem følgebilerne.
Gentlemen’s agreement
I det professionelle felt er der således en slags gentlemen’s agreement om, at hvis du blot forsøger at begrænse dit tidstab efter et styrt eller anden form for uheld, så ser juryen igennem fingre med det. Der gives pace fra sportsdirektørbilerne. Ikke blot fra rytterens eget hold, men også alle de konkurrerende mandskaber. Rytterne hilser og siger tak, når de kører forbi modstanderholdets bil. Der bliver uddelt flasker og energibarer på tværs af ryttere og hold, nogen får en “sticky bottle” og nogen gange venter en rytter fra et andet hold også, hvis en konkurrent er røget i asfalten og det ser alvorligt ud.
Cykelsporten er på den måde en stor familie. Der skabes selvfølgelig også alliancer, og der opstår rivaliseringer eller ligefrem slagsmål på cyklerne. Men generelt så er man i samme båd. Det gælder også langt hovedparten af tilskuerne. Selvom man hepper på et bestemt hold, så klapper og jubler man alt det man har lært, hvis en rytter fra et andet hold kommer først op ad bjerget eller ind på brostensstykket i en forårsklassiker.
Så cykelsporten er på den måde speciel og adskiller sig fra mange andre sportsgrene. Derfor skal reglerne selvfølgelig som udgangspunkt overholdes. Og netop denne konstante gradbøjning af regelsættet, kan ikke undgå at skabe nogle kontroversielle situationer.
Historiske eksempler
Hvem husker ikke da Lance Armstrong tog den udover marken, da han med et mulehår havde undgået Joseba Belokis forfærdelige styrt i Tour de France 2003. Et klart regelbrud, men ingen straf til Armstrong, da juryen valgte at dispensere, fordi han ikke skabte sig en fordel i forhold til sine konkurrenter, men forsøgte at begrænse sit uheld.
Eller da Ted King kæmpede sig i mål med alt han havde tilbage at skyde med på en etape i Tour de France 2013, men lige nøjagtig missede tidsgrænsen med syv sekunder. Her var juryen til gengæld benhård og viste ingen nåde, selvom man i masse af forudgående tilfælde havde dispenseret, hvis en gruppe af ryttere missede tidsgrænsen med langt større margin. Ikke fordi det var mere synd for disse ryttere, men fordi det så gik ud over løbet.
Eller i sidste års Giro d’Italia, hvor bl.a. den senere vinder Nairo Quintana og Ryder Hesjedal kørte videre med fuld gas ned ad det sneklædte Stelvio, selvom der kørte en motorcykel foran dem med et rødt flag, for at neutralisere etapen og selvom neutraliseringen blev meldt ud på løbsradioen. Her dispenserede juryen også fra det klokkeklare lovbrud, og det til trods for, at Quintana jo her rent faktisk skabte sig en fordel i forhold til sine konkurrenter.
Derfor virker det selvfølgelig en anelse hult, når man efter Porte-straffen skal høre Giroens løbsdirektør Mauro Vegni udtale sig om, at “hvis ikke man følger regelsættet, så udvander man cykelsporten og Giro d’Italias troværdighed.” Et ganske voldsomt tilfælde af akut korttidshukommelsestab, må man sige.
Den ukendte regel
Så nej. Det er på papiret ikke godt nok, at hverken Sky, Orica-GreenEDGE, Simon Clarke eller Richie Porte er bekendte med UCI’s regelsæt på området for donering af forhjul fra konkurrent. Havde de været opmærksomme på den regel, så havde de helt sikkert ageret anderledes, da der ved siden af Clarke stod en Sky-hjælperytter, som ligeså godt kunne have givet Porte sit hjul, eller, fordi han naturligvis skulle bruges til at eskortere Porte tilbage i feltet, kunne have givet Porte sit hjul og derefter fået Clarkes hjul. I det tilfælde ville hjælperytteren og Clarke have fået to minutters tidsstraf og ikke Porte.
Og grunden til, at hverken Sky, Orica-GreenEDGE eller, hvis man skal tro meldingerne på twitter, særlig mange andre af feltets ryttere kendte til reglen, er formentlig at den meget sjældent håndhæves. Enten fordi der ikke er brug for det, eller fordi man ser gennem fingre med det. Som da Gianni Meersman fra Etixx-Quickstep på tredje etape af årets Giro fik hjælp af Sky efter et styrt og efterfølgende skrev om det på twitter. Ingen straf til Meersman, trods klart og dokumenteret regelbrud.
Efterfølgende research har til gengæld vist, at evighedstalentet Romain Sicard vist nok i 2009-udgaven af Tour de l’Avenir fik en straf for en forseelse magen til Portes.
Hvorfor?
Men hvorfor så håndhæve regelsættet i lige netop situationen med Richie Porte? Det kan der selvfølgelig være mange årsager til. Dels at det er visuelt yderst veldokumenteret. Men ellers måske fordi juryens formand, tyske Ingo Rees, er lidt emsig eller, hvis man skal konspirationsteoretisere lidt og kæde det sammen med tilbageholdelsen af kortegen, at Richie Porte var en farlig konkurrent til den italienske hjemmefavorit, Fabio Aru.
Men det er og bliver selvfølgelig spekulationer, selvom italienerne historisk set aldrig er blege for at bøje reglerne til det yderste for deres egne helte. Det værste eksempel selvfølgelig Francesco Mosers kamp mod Laurent Fignon i 1984-udgaven af Giro d’Italia.
Mange har også spurgt hvorfor det i det hele taget er ulovligt, når man jævnligt ser ryttere fra forskellige hold give hinanden dunke eller energibarer eller man ser hele mandskaber danne alliancer undervejs i et langt etapeløb. Det korte svar er, at reglen er således skruet sammen, at det kun er mekanisk hjælp og ikke drikkevarer eller ernæring, der er omfattet. Men hvorfor fik Chris Froome og Richie Porte så en straf for, at Porte hentede energiprodukter til Froome på en bjergetape i 2013? Jo, det var fordi det var så kort før mål, at det ikke længere var tilladt for nogen at få udleveret væske eller mad.
Reglerne skal gælde for alle
Men straffen til Richie Porte står altså ved magt, det er ærgerligt for ham og løbets spænding, men helt i overensstemmelse med regelsættet. Nu skal det dog blive meget spændende at se, hvordan løbsdirektør Mauro Vegni fremadrettet i Giroen vil sørge for, at reglerne bliver fulgt til punkt og prikke, så ikke løbets troværdighed devalueres. Det skal såmænd nok skabe en masse kontroversielle situationer de kommende par uger.
Der er jo også regler om, at man ikke må skyde genvej, køre på fortovet, få pace, køre under jernbanebomme, etc. Alle sammen forseelser, der er blevet brudt igen og igen uden konsekvenser for åben skærm i løbet af forårssæsonen. For mig at se er problemet i denne sag ikke, om Porte har overholdt en given regel eller ej. For det står klart for enhver, at det har han objektiv set ikke.
Problemet er, at hvis regelsættet skal følges til punkt og prikke overfor Richie Porte, så skal det vel også gælde for alle andre ryttere? Og det gør det i mine øjne langt fra.