Richard Carapaz fra Ecuador spurtede uimodståeligt fra favoritgruppen på sidste stigning op mod mål på lørdagens etape. Han kørte sig dermed for alvor ind blandt klassementskandidaterne på en aktuel ottendeplads og med en form og karakteristika, der gør at han burde kunne forbedre sin placering på dagens barske etape til Gran Sasso.
Rytterne skal således mere eller mindre klatre de sidste 50 kilometer af etapen. De hårde passager kommer sådan lidt i faser, men der er ingen tvivl om, at de tungere folk får problemer med så lang tids køren opad, uanset om stigningsprocenterne så først bliver rigtigt alvorlig på de sidste fire kilometer.
Danske John Carlsen vandt etapen til Gran Sasso i 1989. Han var, som nogen ved, forbi Veloropa caféen her til morgen for at fortælle om sejren dengang. Og Carlsen nævnte ved den lejlighed også, at netop den enormt lange opkørsel alt andet lige bør ende med en fordel til de små ryttertyper.
Nu gik det jo mildest talt ikke super godt med at finde frem til udbryderne på gårsdagens etape, så jeg ændrer taktik og sætter et scenarie op, hvor Simon Yates stadig er interesseret i at holde førertrøjen og endda vil forsøge at sætte trumf på på Gran Sasso, så han kan få distanceret de to tempokonger, Tom Dumoulin og Chris Froome yderligere.
Det tror jeg han har gode muligheder for i dag på netop de sidste fire kilometer og jeg forventer at ryttere som Domenico Pozzovivo, Miguel Angel Lopez, Richard Carapaz, George Bennett, Esteban Chaves og måske endda Davide Formolo og Fabio Aru, har gode chancer for at følge med. Selvom de to sidstnævnte virker noget mere svingende i deres præstationer.
Dagens stjernedrys:
***** Yates, Lopez, Pozzovivo
**** Carapaz, Bennett, Chaves
*** Pinot, Formolo, Aru
** Froome, Dumoulin, Woods
* Omen, Konrad, Meintjes
Der er også masser af kulturhistorisk guf fra Jonas Neivelts pen i dagens beskrivelse af Gran Sasso-etapen. God fornøjelse!
Dagens startby Pesco Sannita ligger ikke langt nord for den smukke by Benevento, som smyger sig op ad bjergsiderne i det centrale Campania. Den slags terræn er karakteristisk for Giro d’Italias niende etape, der bevæger sig i foden af Appenninerne og afsluttes op ad det højeste bjerg i den kæde, som skærer gennem den italienske halvø. Benevento betyder god vind, og mon ikke også rytterne ønsker gode vindforhold på denne meget lange etape mod nordøst.
Udover vindguderne skal rytterne i den grad også holde sig på god fod med de hekse – eller janare, som de kaldes på disse egne – som efter sigende befolker dette område. De knytter sig til en langvarig og på mange måder okkult tradition, som findes her. Heksene bortførte folks heste, og mens det kunne være irriterende, var det en god ide at være gode venner med dem, for de kendte nemlig også til alle egnens planters helbredende egenskaber. Blev man syg, var der ikke just moderne lægevidenskab til at hjælpe en, og man måtte derfor stole på, at heksene ville ens familie i nødens stund.
Det betød ikke, at disse hekse udelukkende var ude på at hjælpe folk. Af urterne kunne de også fremstille forskellige euforiserende stoffer, som kunne få folk til at hallucinere eller falde i en dyb søvn, så de herpå kunne kvæles eller kastreres af heksene. Kommer der i årets Giro d’Italia en dopingdom, vil det slet ikke være underligt, hvis det sker i forbindelse med niende etape.
Heksene mødtes under det nøddetræ, som stod i midten af Benevento. Træet var i romernes tid centrum for en lokal kult for den egyptiske gudinde Isis, som i sagens natur havde mange overnaturlige kræfter. Hun genoplivede sin mand, gudekongen Osiris, efter han var blevet slået ihjel, og derefter stod hun for at få de afdøde ind i Dødsriget. Efter Romerrigets fald mødtes de nye hedenske folk, der havde indtaget Italien, her for at dyrke Odin, som jo netop også var gud for både død og naturens helbredende kræfter. Efter Isis og Odin overtog heksene træet. Sådan gik tiden sin gang, indtil kirken i 14- og 1500-tallet havde fået nok og gjorde Benevento til et af centrene for en anden slags djævelskab, nemlig hekseprocesserne, hvor omtrent 200 kvinder menes at være blevet brændt ihjel i området omkring Benevento.
Beneventos hekse er blevet en del af den lokale folklore, og de genses blandt andet i byen fodboldholds logo samt i den lokale likør Strega (hvilket betyder heks), hvis aromaer måske, måske ikke, bygger på en af heksenes enten helbredende eller euforiserende opskrifter.
Beneventos navn hænger sammen med navnet for dagens startby Pesco Sannita. Vi er nemlig i centrum for samnitternes territorium. Samnitterne var et folk, som i Roms tidlige dage sammen med etruskerne nordpå udgjorde den største trussel for Roms ekspansion over den italienske halvø. Det var på ingen måde givent, at Rom skulle komme til at dominere den kendte verden, da en samling italienske folk med samnitterne i spidsen gik i krig mod Rom i tre krige fra omtrent år 30 før vor tidsregning og 50 år frem.
Ikke langt fra området, hvor dagens etape begynder, vandt romerne til sidst mellem år 295 og 293 før vor tidsregning to afgørende slag mod de stammer, der udfordrede Roms overherredømme. Måske var heksene venligt sindede over for romerne, for det var på ingen måde afslutningen på Roms krigslykke i denne region. Tyve år senere var den græske general Pyrrhus gået i land i Italien, da han godt kunne se, at den fremstormende romerske republik også kunne skabe problemer for stater uden for den italienske halvø. Han vandt en række meget kostbare sejre (og gav dermed navn til begrebet Pyrrhus-sejr), men til sidst endte krigslykken. Ved Benevento blev hans hær besejret.
I den anden puniske krig (den med Hannibal og hans elefanter) havde Kartago også vundet en række sejre, som havde ført Rom til afgrundens Rom. Rom havde på meget blodig vis fundet ud af, at de ikke kunne slå Hannibal på slagmarken, og derfor valgte de en anden strategi. Ligesom Kutuzovs russiske hær slog Napoleon ved at hærge invasionshærens forsyningslinjer, valgte romerne guerillakrigen som deres taktik mod Hannibal. Et af de vigtigste slag, der fandt sted under denne fase af krigen, stod ved Benevento, hvor en talmæssigt underlegen romersk hær massakrerede en hær fra Kartago.
Beneventos oprindelige navn var egentlig Maleventum. Efter disse succeser valgte romerne at give byen et nyt navn, som bedre afspejlede dens betydning for Roms skæbne.
Efter historietimen bevæger feltet sig nordpå og ind i det glemte Italien. Isernia, som feltet når efter 70 kilometer, befinder sig faktisk i en region, som italienerne har det med at glemme, hvis de bliver sat til at opremse landets tyve regioner. Det drejer sig om Molise, som går fra bjergene ned mod Adriaterhavet. Molise er indrømmet ikke ligefrem den største af Italiens regioner, men nu er størrelsen jo heller ikke alt, og Molise bidrager faktisk med en del af det, Italien er mest kendt for.
I Molise og omegn findes nemlig den mest perfekte kombination af højt solskin og strømme af frisk vand, der flyder ned fra bjergene for at vande de marker, der skaber Italiens bedste durumhvede. Uden durumhvede ingen pasta, uden pasta intet moderne italiensk køkken. La Molisana er en af Italiens største pastaproducenter og holder til i Campobasso. I det allersydligste Abruzzo, hvor feltet efter en kort sejour i Molise kommer ind, hører det i Danmark mere berømte mærke De Cecco hjemme. Det siger lidt om områdets betydning for det moderne Italien. Hvedemarkerne ligger til højre og bjergene til venstre, når feltet arbejder sig nordpå ad Strada Statale 17.
Men området hører stadig til blandt de mere glemte, og det viste sig i meget høj grad efter Italiens samling i 1861. Næppe var Kongeriget Italien blevet samlet, før opstande begyndte at sprede sig i det Syditalien, som de ledende norditalienere ellers var overbevist om, at de netop havde befriet fra århundreders tyranni. Landområderne hærgedes af røvere, som efterhånden blev deciderede guerillakrigere mod det samlede Italiens tropper. Selvom der ingen beviser er for, at røverne så også gav til de fattige, er nogle af de mere berømte banditter – eller briganter, som historieskrivningen kalder dem – i visse syditalienske byer gået hen og blevet en form for folkehelte. Man kan finde steder, der hylder ret ukendte navne som Ninco Nanco og Carmine Crocco. Sidstnævnte er der tilmed blevet lavet film om. I 2012 udkom eksempelvis miniserien Il Generale dei Briganti.
I historikerkredse er debatten langvarig og uden endelige konklusioner. Var urolighederne i Syditalien efter Italiens samling udtryk for en reel social opstand mod samfundets uretfærdigheder og for den afsatte konge af de to Sicilier? Eller handlede det snarere om, at en række banditter kunne udnytte manglen på ro efter landets samling til at berige sig selv noget mere? Så kunne velsignelsen fra det afsatte Bourbondynastis regime samt fra paven, som fortsatte med at modarbejde det samlede Italien langt op i det 20. århundrede, på opportunistisk vis virke som et legitimerende penselstrøg. Desuden kunne briganterne nemt slippe ind over grænsen til Pavestaten, som fortsatte med at eksistere indtil 1870. Her gav paven dem velvilligt asyl.
Det mest interessante er måske, at debatten næsten ikke tages uden for historikerkredse. De meget omfattende opstande lige oven på samlingen af det moderne Italien er i hvert fald ikke noget man lærer om i hverken folkeskolen eller gymnasiet. Det er noget man kan stifte bekendtskab med, hvis man er så heldig at læse historie på universitetet. Måske er berøringsangsten ved at forsvinde i takt med, at nye film udkommer.
Under alle omstændigheder er der gode grunde til, at man fra centralt hold ikke har ønsket at fokusere alt for meget på disse begivenheder. For det første er det ikke god reklame for et nyt land, der netop er samlet under pomp og pragt, at folket med det samme modsætter sig det nye land. For det andet var det en ganske blodig affære.
Man formoder, at op mod 10.000 soldater fra den italienske hær mistede livet. På den anden side mistede et sted mellem 20.000 og 50.000 mennesker – briganter og civile – livet i Syditalien. Vi finder aldrig ud af det præcise tal, og vi finder heller aldrig ud af andelen af briganter og civile, for skellene mellem de to var ganske uklare. For eksempel kunne folk, der havde givet mad og / eller husly til briganterne rask betegnes som briganter, også selv om briganterne i mange tilfælde truede sig til mad og husly.
Feltet kommer i dag tæt forbi byerne Pontelandolfo og Casalduni. I nærheden af disse landsbyer havde en gruppe briganter overfaldet en samling italienske tropper, hvorefter de havde søgt ly i landsbyen og hejst Bourbon-regimets fane. Kort efter ankom den italienske hær til en decideret straffeaktion. Soldaten Carlo Margolfo var med og skrev i sin dagbog:
”Om morgenen den 14. august fik vi ordre om at gå ind i Pontelandolfo, skyde indbyggerne bortset fra kvinder og børn (selvom mange døde alligevel) og sætte ild til byen. Vi gik ind i byen og begyndte straks at skyde mænd og præster, derefter plyndrede vi byen og satte ild til den. På grund af heden kunne man ikke være inde i husene, og sikke en larm de stakkels djævle lavede derinde, hvor deres skæbne var at dø af flammerne eller under murbrokkerne. Vi soldater havde derimod alt, vi kunne ønske os: fjerkræ, brød, vin – vi manglede ikke noget. Major Melegari havde til opgave at tage sig af Casalduni. De få tilbageværende indbyggere låste sig inde i deres huse, og vores soldater gik ned ad vejene og gyderne for at slå dørene ned. De, der forsøgte at flygte, blev hugget ned med bajonetterne eller skudt. I de tre timer af ild fyldte soldaterne deres rygsække med de bedste ting, mens husene slog revner.”
Oberst Pier Eleonoro Negri var mere fåmælt i sin afrapportering til general Enrico Cialdini:
”I går ved solopgang skete retfærdigheden fyldest mod Pontelandolfo og Casalduni. De brænder stadig.”
Op mod 1.000 mennesker døde i det, som man bedst kan betegne som en glemt massakre. Først 150 år efter i 2011 kom en undskyldning fra det officielle Italien til de to byer, som trods alt blev genopbygget.
For foden af dagens første kategorisede stigning ligger den lille by Castel di Sangro. Fodboldkendere vil måske huske navnet. Det var helt uhørt, at en landsby med 6.000 indbyggere fra Syditaliens bjerge skulle have et hold i Serie B, men efter to oprykninger i træk skete det i 1996. På trods af tragedier og skandaler – spillerne Filippo Biondi og Danilo di Vincenzo døde i en trafikulykke, mens Pierluigi Prete blev anholdt for narkosmugling – formåede Castel di Sangro mod alle odds at være med i Serie B. Den amerikanske forfatter Joe McGinnis fulgte holdet i hele 1996/97-sæsonen og skrev bogen The Miracle of Castel di Sangro.
I sæsonen efter rykkede de ned igen og begyndte en lige så hurtig nedtur, som deres tur op gennem divisionerne havde været. Klubben gik konkurs i 2012 og ligger nu langt nede i rækkerne. Langt fra pokalkampen mod Inter med Roberto Baggio og Youri Djorkaeff i 1999.
Historien om Castel di Sangro er så kaotisk, som man kan forvente. Et godt eksempel er, at de i 1997 som den første Serie B-klub nogensinde skulle købe en spiller fra Premier League, nemlig Leicesters nigerianske spiller Robert Ponnick, som havde gjort det godt i en række træningskampe for Leicester. Problemet var blot, at Robert Ponnick, da han kom til Castel di Sangro, overhovedet ikke viste nogen forståelse for fodbold. Faktisk var han ikke fodboldspiller. Han var en skuespiller, der havde spillet fodboldspiller i en række fodboldteaterforestillinger, som Castel di Sangros, skal vi sige farverige, præsident Gabriele Gravina havde opsat for at øge opmærksomheden omkring klubben. Den mission lykkedes. Det lykkedes som nævnt ikke at holde Castel di Sangro i Serie B, og efter en kamp mod Bari i sidste omgang, hvor Bari skulle bruge tre mål og søreme vandt med 3-1, begyndte Castel di Sangros rutschetur ned gennem tabellerne.
Efter højsletten Pian delle Cinque Miglia rutscher også feltet tilbage ned i dalen, inden de skal op ad Appenninernes højeste bjerg Gran Sasso d’Italia. Bjerget ligger tæt på L’Aquila, som i dag er ved at rejse sig efter jordskælvet i 2009, som ødelagde byen, slog over 300 mennesker ihjel og gjorde 80.000 mennesker hjemløse. Genopbygningen af byens centrum fortsætter den dag i dag efter lange forsinkelser.
Den napolitanske mafia – la Camorra – har heller ikke været for gode til på kynisk vis at byde ind på genopbygningsprojekter for derefter at lade byen i stikken og stikke af med pengene. I nogle tilfælde har de bygget huse, som nærmest var rene kulisser og i alle tilfælde ubeboelige og fuldstændigt chanceløse over for de jordskælv, som man ved også vil ramme området i fremtiden. For at rette omverdenens øjne mod katastrofen i det centrale Italien valgte den famøse premierminister Silvio Berlusconi med ganske kort varsel at flytte G8-topmødet, som Italien var vært for, til L’Aquila. Verdens ledere holdt derfor møde i L’Aquilas ruiner i stedet for Sardiniens luksusressort La Maddalena.
Gran Sasso d’Italia (Italiens store sten) har flere gange været mål for etaper i Giro d’Italia. Tilbage i 1999 vandt Marco Pantani en af sine mange etaper i en af de fornemmeste opvisninger i løbet, inden han blev smidt ud for doping og påbegyndte sin rutschetur mod afgrunden, hvor han blev fundet død af en kokainoverdosis på et hotel i Rimini. Ti år tidligere vandt den danske John Carlsen etapen hertil. Da Giro d’Italia ynder at bevæge sig nordpå for at finde sin afgørelse i Alperne og Dolomitterne, er det formentlig for tidligt at finde en afgørende sejr her. Dertil er den foregående del af etapen for nem, men favoritterne skal ikke tabe for meget tid på maratonstigningen om til Gran Sasso.
Anderledes afgørende var Campo Imperatore, som stedet for etapens afslutning på bjerget hedder, på mange andre områder. Campo Imperatore er en billedskøn højslette, hvor blomsterne hvert forår indhyller sletten i tusind forskellige farver, så den ligner et helt paradis. Det er derfor ingen overraskelse, at den er brugt til mange forskellige filmoptagelser, herunder Terence Hill og Bud Spencer-klassikeren Trinity 2. Det er faktisk en god nok actionfilm.
Action på højsletten var der også tilbage i efteråret 1943. Efter de allieredes invasion af det italienske fastland blev diktatoren Benito Mussolini væltet og fængslet på et hotel, som stadig ligger heroppe. Dette huede ikke tyskerne, som gerne så, at Italien fortsatte på Tysklands side i Anden Verdenskrig. Derfor iværksatte tyskerne Unternehmen Eiche, hvor tyskernes faldskærmstropper landede på højsletten og stormede hotellet. Uden store problemer lokaliserede de Mussolini og fortalte ham, at føreren havde sendt dem for at befri ham. Mussolini svarede: ”Jeg vidste, at min ven ikke ville forråde mig!”
Forrådt blev Mussolini ikke, men han måtte leve med ikke længere at være diktator for en uafhængig stat. I stedet blev han indsat som diktator for det marionetregime under navnet Repubblica Sociale Italiana i det tyskbesatte Norditalien. Her fortsatte kampene og blodsudgydelserne til den 25. april 1945, hvor Italien endeligt blev befriet.