Sam Bennett fik sin første Grand Tour-sejr i fredagens ventede massespurt, men allerede i dag (og i morgen) går det igen løs i bjergene. Rytterne skal op ad en 17 kilometer lang stigning til sidst, men den er af noget mildere karakter end Etna forleden.
Med en gennemsnitlig stigningsprocent omkring de 5 - hvad der svarer til lidt mere end Geels Bakke - er det nok ikke her der kan skabes de store afstande mellem klassementsfavoritterne. Selvom opkørslen til Montevergine de Mercogliano er marginalt længere end Geels Bakke...
Men netop fordi stigningen ikke er så lakrids, kunne man godt forvente, at et udbrud havde gode muligheder for at holde hele vejen i dag. Det kræver at en større gruppe med holdbare navne kommer afsted, som vi så det på Etna-etapen.
Om Mitchelton-Scott er interesserede i at forsvare Simon Yates' lyserøde førertrøje for enhver pris, bliver interessant at se. Men skal man kigge efter potentielle vinderkandidater fra et udbrud, er det ryttere som har vist god form, men alligevel er et stykke efter i klassementet.
Dem er der faktisk så mange af - og flere end dem jeg nu nævner - så jeg har været nødt til at gå på kompromis med princippet om 1-5 stjerner til tre ryttere i hver kategori. Så i dag er det udvidet til fra 1-6 stjerner. Til gengæld er det lidt random, hvem der får hvilke stjerner. Så tage det mere som en pulje, der kan vælges fra...
****** Ulissi, Ciccone, De Marchi
***** Wellens, Roche, Hermans
**** LL Sanchez, Gesink, Geniez
*** Conti, Haig, Brambilla
** Reichenbach, Cherel, Battaglin
* Gavazzi, Visconti, Kreuziger
Bliver det hele samlet på den afsluttende stigning, er det mere eller mindre top-20 i klassementet, der skal køre om sejren. Her er de bedste afsluttere umiddelbart: Yates, Pinot, Bilbao, Schachmann og Goncalves.
Og så til noget helt andet. Jonas Neivelts kulturhistoriske føljeton om årets Giro-rute. Velbekomme:
På den ottende etape fortsætter Giro d'Italia anno 2018 i nordlig retning, og igen kommer vi forbi nogle af de smukkeste kyststrækninger i Europa. Kort inde på etapen forlader vi Calabria og bevæger os for en stund ind i en af Italiens mindre berømte regioner, Basilicata.
Basilicata er som så mange andre italienske regioner meget bjergrig, og oppe fra det to kilometer høje bjergmassiv Massiccio del Sirino flyder floden Noce ned mod Middelhavet og danner grænsen mellem Calabria og Basilicata. Når det har regnet, forvandles floden til en vildt strømmende fos, og den er meget populær som udflugtsmål for rafting.
De syditalienske floders karakter har haft en ret stor indvirkning på landskabet. De er ikke store nok til, at man kan sejle op ad dem for at handle med folk længere inde i landet, og det har sat en dæmper for den økonomiske udvikling. Samtidig er det meget svært at forudse, om det vandløb, man skal krydse, er en lille bæk på et par meters bredde, eller en vild strøm, der er fyldt med regn- og smeltevand fra bjergene. Den på papiret ganske lille bæk kunne derfor udgøre en uovervindelig forhindring i terrænet og dermed adskille to ellers ret nærtliggende landsbyer.
Floderne har ikke kun dannet barrierer for handlende og rejsende mellem de syditalienske landsbyer, men også for de invaderende hære. Det skete for de allierede tropper, som efter den succesfulde invasion af Sicilien invaderede det italienske fastland i september 1943. De allieredes efterretninger og kort fortalte, at en del vandløb strømmede ned fra de syditalienske bjerge, men at de efter sommeren burde være så tørre, at de var nemme at komme over. I stedet var det begyndt at regne, og invasionen, som skulle have været en lynkrig mod nord, blev i stedet til en langsommelig og ødelæggende stillingskrig, mens man ventede på, at floderne tørrede så meget ind, at de blev lettere at krydse. Den italienske hær opgav hurtigt, men den tyske hær fik på denne måde bedre tid til at grave sig ned i sine forsvarslinjer længere nordpå på halvøen. Krigen i Italien fortsatte indtil afslutningen i maj 1945.
Noce er på den måde et naturligt mindesmærke for de allieredes befrielse af Europa i anden verdenskrig, men der er langs de i virkeligheden ganske få kilometer i Basilicata omkring byen Maratea flere menneskeskabte mindesmærker for en anden og mere overset konflikt. Problemerne med de saracenske sørøvere fra Nordafrika, som i århundreder plyndrede Europas kyststrækninger og tog folk som slaver. I sommeren 1627 nåede slavehandlerne fra Algier helt til Island, hvor de tog størstedelen af Vestmannaøernes indbyggere til fange og solgte dem på de nordafrikanske slavemarkeder. Det var naturligvis en iøjnefaldende aktion, men af geografiske årsager var eksempelvis Syditalien langt mere udsat for disse raids, der havde plyndring af gods og mennesker som mål.
For at give en form for beskyttelse mod de vantro pirater byggede den spanske konge af Napoli en række tårne langs kysten. Herfra kunne man spotte de fjendtlige skibe og varsle indbyggerne, som kunne søge tilflugt oppe i bjergene eller bag bymurene, hvis der ellers fandtes sådan nogle. I og omkring Maratea står i dag seks af disse tårne, som alle blev bygget i den anden halvdel af 1500-tallet. Torre dei Crivi, Torre di Acquafredda, Torre Santavenere, Torre di Filocaio, Torre Caina og sidst men slet ikke mindst Torre Apprezzami l'Asino. Mens feltet i begyndelsen af etapen kører nordpå ad Strada Statale 18, kan de nyde udsigten til alle disse tårne.
Apprezzami l'Asino betyder løst oversat ”hvad koster mit æsel?” Historien går på, at to bondemænd med hver sit æsel mødtes, da de gik hver sin vej vej på den smalle sti, der fører op til tårnet. Der var ikke plads til, at begge æsler kunne passere på vejen, og så var gode råd, eller snarere gode æsler, dyre. De to gæve bønder måtte indbyrdes finde ud af, hvilket af de to æsler, der var mest værd, og lade det billigste æsel kaste ned i afgrunden. Denne historie om en lille kontrovers har åbenbart fundet vej ind i den lokale folklore og har givet tårnet sit noget uvante navn.
Tårnene giver historiske vingesus til Maratea og landskabet deromkring, som er endnu et ferieressort på syvende og ottende etapes ruter. Den legendariske italienske journalist og historiker Indro Montalli har skrevet, at der måske ikke findes et smukkere landskab og en smukkere udsigt i hele Italien, og det siger ikke så lidt.
Vi befinder os i den gamle region Lucania, som i dag er delt op mellem Calabria, Basilicata og Campania. Efter at have krydset grænsen til Campania og kørt gennem nogle flere feriemål, kører rytterne nu en smule ind i landet, landskabet straks bliver sværere. Denne del af Lucania hedder Cilento og er i dag en stor nationalpark med stejle skråninger, der går fra højderne direkte ned i det Tyrrhenske Hav. Området er umenneskeligt smukt og bliver beskrevet som en slags low cost Amalfikyst med byer som Marina di Camerota og Pisciotta som nogle af de mest karakteristiske.
Cilento er at finde på UNESCO's liste over verdens kulturarv, og det samme er noget helt andet, som faktisk kommer herfra. Den amerikanske ernæringsforsker Ancel Keys stod under anden verdenskrig for at lave feltrationerne til den amerikanske hær, og han hørte fra de amerikanske soldater i Italien, at syditalienerne blev ualmindeligt gamle. I 1950 rykkede Keys derfor teltpælene op og flyttede til Pioppi, som ligger midt i Cilentos nationalpark. Her observerede han, hvad de lokale spiste, for det kunne jo hænge sammen med deres udsigt til et langt liv.
Den lokale befolkning var fattig og spiste derfor en simpel kost, der tog udgangspunkt i lokale produkter. Heldigvis for dem manglede de lokale produkter ingenting i hverken kvalitet eller variation. Brød var den vigtigste fødevare, men det blev suppleret af mange friske grøntsager og frugter. Olivenolie var det eneste tilsatte fedtstof, og oftest var fisk den eneste animalske vare. Folk drak et par glas vin til maden hver dag og spiste sjældent rødt kød. Det var for dyrt.
Keys var ikke længe om at drage konklusionen. Denne kost var årsagen til, at Cilentos indbyggere levede så sundt og så længe, og han gjorde sit for at få udbredt middelhavsdiæten, som han kaldte den, over den vestlige verden. Det vi kender som middelhavsdiæten baserer sig altså på, hvad fattige mennesker spiste i 50'erne i et lille, billedskønt hjørne af Syditalien. Det kan vi takke Cilento og Ancel Keys for i dag, men en anden person var endnu vigtigere i at sprede det glade budskab om Middelhavets gastronomiske velsignelser.
Den britiske kogebogsforfatter Elizabeth David levede for sin samtids kvinder et meget moderne og udsvævende liv, som bragte hende på talrige rejser langt fra sit hjemlands grå himmel og grå kødgryder., der udover briternes frygtelige gastronomiske traditioner led under efterkrigstidens rationeringer. Fra sine rejser rundt om i Middelhavet skrev hun i 1950 hovedværket A Book of Mediterranean Food, der snarere end en kogebog er et kulturelpolitisk statement om opfindsomhed og gode råvarer i køkkenet. Det samme er det andet mesterværk Italian Food fra 1954. Takket være Ancel Keys' observationer og Elizabeth Davids velskrevne bøger er middelhavskosten i dag en fast bestanddel af hele den frie verdens gastronomi. Og det begyndte altså lige her i Cilento med en mands videnskab og en kvindes eventyrlyst.
Bevæger vi os ganske kort ind i landet, kan vi se, at denne sunde diæt ikke var for alle. Ingen by symboliserer dette bedre end Eboli, som ikke er langt fra dagens rute. Eboli er byen, hvor toglinjen mod Lucanias indland stoppede i den første halvdel af 1900-tallet. Herinde i landet ligger byerne Aliano og Grassano, hvor forfatteren Carlo Levi blev sendt i indenlandsk eksil under fascismen. I disse landsbyer samlede han materiale til sit stilskabende værk Cristo si è fermato a Eboli – Jesus stod af i Eboli.
Titlen hentyder til det helt anderledes, førmoderne Italien, som gemt for omverdenen henlå i de syditalienske bjerge. Folk var fattige og levede modsat kystens bønder af en forfærdelig kost, som mest bestod af en grød, der var lavet af de korn, der var blevet kasseret til brødproduktionen. Byerne hang fast i fortidens intriger og skikke, som eksempelvis forhindrede den landsforviste forfatter i at få en rengøringskone. Kvinder måtte jo ikke gå alene ind i en anden mands bolig, for hvem ved, hvad der så kunne ske?
Takket være sin universitetsuddannelse i medicin bliver forfatteren udnævnt til læge for landsbyerne, og her ser han, hvordan det i virkeligheden står til. Der er ingen kloakering, og folk skider lystigt i det fri med forudsigelige konsekvenser for sundheden til følge. Værst er det dog, at skovene er blevet fældet og i stedet blevet til stilstående sumpområder, hvorfra myggene udklækkes og malariaen udbredes. Mere døde end levende kommer menneskerne til Carlo Levis dør for at få kinin, som ganske vist ikke kan helbrede dem, men dog dæmpe symptomerne, så de har kræfter til endnu en dags markarbejde.
Da Levi til sidst får lov til at vende hjem til Torino, hvor han kommer fra, er hans øjne på både Syditalien og Norditalien ændret. Det er to områder i det samme land, men med så forskellige virkeligheder, at det virker som to forskellige verdensdele.
Cristo si è fermato a Eboli udkom af åbenlyse årsager ikke under det fascistiske regime, men lige efter krigen som en del af den neorealistiske bølge, der prægede italiensk litteratur og film. Her blev der sat fokus på de fattige og glemte italienere, som ikke nød godt af det moderne samfunds lyksaligheder. Et andet hovedværk er Ignazio Silones Fontamara, som ligeledes understreger forskellene mellem Nord- og Syditalien, og ligeledes blev skrevet under fascismen for først at udkomme i 1945.
Forskellene findes altså ikke kun mellem Nord- og Syditalien, men også internt i de italienske regioner. Få steder kommer det til udtryk i lige så høj grad som i Lucania, hvor kyststrækningen er blandt de rigeste og frodigste i Syditalien, men hvor fattigdom dominerer inde i landet.
Frodigt er det for alvor, når man kommer op nord for Cilento og vest for Eboli, hvor rytterne midtvejs på etapen skal køre godt 50 helt flade kilometer, indtil de når den store havneby Salerno. Dette er La Piana del Sele, som indtil 1950'erne var et lavtliggende, malariaramt sumporåde. Herefter blev sumpen drænet takket være amerikanernes Marshall-hjælp, og det skabte 500 kvadratkilometers højintensivt landsbrugsland. Her græsser mange af de bøfler, der i området omkring Battipaglia leverer mælken til Italiens bedste mozzarella.
Her ligger også et af de nordligste mindesmærker fra den græsk-dominerede tid i Syditalien, før romerne overtog styringen af den italienske halvø. Det drejer sig om Paestum – det tidligere Poseidonia, hvor der ligger to meget velbevarede ruiner af græske templer. Det ene til havguden Poseidon, det andet til landbrugsgudinden Demeter.
I sin Italienske Rejse beskrev Goethe, hvordan man kunne mærke, at disse templer engang havde været centrum for en blomstrende by, og det var de også. Men i de sidste århundreder før vor tidsregning var det begyndt at gå ned ad bakke. En nærtliggende flod havde ændret sin kurs og var begyndt at oversvømme markerne omkring Paestum. Markerne forvandledes til sump, og snart flyttede malariamyggene ind og gjorde over de næste årtier byen ubeboelig. Den samme skæbne led Roms havneby Ostia også. Malariaen var i mange år en del af Italiens og Sydeuropas historie, indtil sumpene blev drænet og gjort til frodig landsbrugsjord.
Fra Salerno drejer feltet endnu en gang ind i landet og bevæger sig lige så langsomt opad frem mod etapens afslutning ved helligdommen for jomfru Maria på toppen af et bjerg ved byen Mercogliano. Santuario di Montevergine di Mercogliano er i dette årtusinde blevet lidt af en genganger i Giro d'Italia-programmet, og både Damiano Cunego og Danilo di Luca har høstet flotte sejre her. Team Easy On-favoritten Alex Zülle vandt her i 1998, hvor han længe førte i den samlede stilling, men til sidst brød helt sammen og endte mere end en halv time efter den samlede vinder. Marco Pantani.
Santuario di Montevergine er et yndet pilgrimsmål for Syditaliens kristne, og så er det også et yndet mål for homoseksuelle kristne. Under et snevejr i det herrens år 1200 blev et homoseksuelt par opdaget. Den slags var selv sagt både syndigt og ulovligt, så de to blev ført op på bjerget, hvor de blev indespærret under et lag af is. Denne afstrafning huede ikke den hellige jomfru, som lod en solstråle ramme isen, der smeltede og lod de to undslippe døden og komme ud i friheden. Dette skete på kyndelmisse den 2. februar, som derfor i dag er en form for helligdag for områdets homoseksuelle katolikker, der tager herop for at takke jomfru Maria.
Ikke langt fra Santuario di Montevergine ligger Napoli, og her er der en rig homoseksuel tradition, der tager udgangspunkt i byens feminielli. Disse feminielli er homoseksuelle mænd, som ynder at klæde sig i kvindetøj og indtage feminine positurer. Man skulle tro, at disse personer blev udsat for hatecrimes i et ret konservativt område som det, vi bevæger os i på dagens etape, men sådan står det ikke til. Napolis feminielli blev anset som lykkebringende personer, som det var bedst at holde sig på god fod med, og så går det altså ikke at slå dem ned, fordi de har en anden seksuel præference end flertallet.
Feminielli deltager altså også i festlighederne på kyndelmisse oppe ved Santuario di Montevergine, hvor der danses og slås på tromme for frisind og tolerance. Det lyder som en god fest, gør det ikke?
Turen op til Santuario di Montevergine di Mercogliano er lang, regelmæssig og ikke specielt stejl. Det er svært at se, at nogen af favoritterne skulle tabe afgørende tid på denne stigning. Snarere holder et udbrud fra etapens begyndelse hjem.
Mens man ser den forestilling kan man forfriske sig med fransk nougat og nødder, som er det der spises til festlighederne ved kyndelmisse oppe ved helligdommen, hvor dagens etape afsluttes. Synes man, at det virker for usundt kan man spise sig et måltid med brød, grøntsager og fisk og nyde et glas af den lokale vin Aglianico. Så får man et langt liv, hvis man samtidig holder sig på god fod med Jomfru Maria.