Enrico Battaglin snuppede sejren onsdag, da han relativt komfortabelt strøg udenom Giovanni Visconti på de sidste 100 meter. Torsdag skal Giro-rytterne for første gang for alvor have skruet bjergbenene på, når de rammer vulkanen Etna. 6. etape betyder samtidig et farvel til den lille tre-dages rundtur på Sicilien.
Selvom opstigningen til Etna er 15 kilometer lang, er den nogenlunde til at have med at gøre. Den gennemsnitlige stigningsprocent er således kun 6,5. Men der er et par passager i starten og mod slutningen, der godt kan gøre lidt nas og skabe en vis udskilning. Og som altid kommer det jo mest an på, hvordan stigningen køres.
Det er jo ingen hemmelighed, at Chris Froome ikke har set alt for godt ud her i starten af Giroen. Etna-stigningen passer ham alt andet lige bedre end de små, eksplosive ramper på de seneste to etaper, men spørgsmålet er, om fx et hold som Mitchelton-Scott ikke gerne vil have begravet Froome mens tid er, hvis det altså kan lade sig gøre.
Med Jack Haig, Mikel Nieve og Roman Kreuziger som luksushjælpere for kaptajn-duoen Simon Yates og Esteban Chaves, ser det fantastisk lovende ud for det australske mandskab.
En anden australier, Rohan Dennis, skal forsøge at bevare løbets førertrøje. Det ser anderledes svært ud, men ikke umuligt. Dog er der kun et sekund ned til Tom Dumoulin på andenpladsen, så Dennis må altså ikke slippe hollænderens hjul bare det mindste. Stigningen bør dog ikke være alvorlig nok til at køre Rohan Dennis helt ud af klassementet.
Her kommer dagens stjernevurdering. Jeg har en eller anden fornemmelse af, at jeg undervurderer Michael Woods, men nu må vi se...
***** Pinot, Pozzovivo, Yates
**** Bennett, Dumoulin, Froome
*** Formolo, Chaves, Lopez
** Aru, Meintjes, Woods
* Poels, Kreuziger, Konrad
Og du skal selvfølgelig heller ikke snydes for dagens kulturhistoriske input fra Jonas Neivelt:
Engang for længe siden var Sicilien den rigeste ø i den kendte verden. Jorden var frodig, klimaet var gunstigt, og alle afgrøder kunne dyrkes. Den romerske senator Cato den Ældre, som bedst kendes for i øvrigt at mene, at Kartago skulle ødelægges, kaldte øen ”Den Romerske Republiks kornkammer, brystet hvor det romerske folk får sin næring.”
Øens rigdom gjorde, at den igennem historien er blevet koloniseret, plyndret og erobret af en lang række forskellige folk. Som nævnt i optakten til fjerde etape har fønikere, grækere, romere, vandaler, byzantinere, arabere, normanner, franskmænd, spaniere, napolitanere, italienere og amerikanere alle været en tur forbi for at få del i rigdommene. Måske har jeg glemt nogle. Så tidligt som i det første århundrede blev øen eksempelvis systematisk udplyndret for sine kunstskatte af den romerske guvernør Verres, hvilket Cicero beskrev i sine taler.
Trods disse invasioner bevarede Sicilien sin rigdom op gennem århundrederne, og landskabet midt på øen, hvor dagens etape starter har engang været en stor kornmark. Tilskuerne til etapen vil bemærke, at det ikke længere er tilfældet. Årtusinders rovdrift på miljøet har medbragt erosion, og det engang så frodige terræn er nu i høj grad udtørret. Befolkningen begyndte at ernære sig ved andre erhverv såsom hyrdedrift og dyrkning af oliven og vin.
Rettere sagt var det ikke den sicilianske befolkning, der finansierede disse erhverv. En stor del af øens landbrug var ejet af nogle ganske få adelsmænd, som til gengæld besad meget store landejendomme – latifundier – hvor de fungerede som arbejdsgivere for op mod tusindvis af jordløse landarbejdere. Denne model fungerede op til Italiens samling, hvorefter forholdene skulle forbedres for den fattige befolkning.
Hovedpersonen i Tomasi di Lampedusas mesterværk Leoparden – Don Fabrizio Corbera di Salina – var netop en adelsmand, som ejede denne slags latifundier. I tiden omkring Italiens samling oplevede han, hvordan både den politiske og den økonomiske magt skiftede hænder, da den traditionelle adels privilegier blev taget fra den. Dette førte dog ikke til nævneværdige forbedringer i forholdene for den brede befolkning. Som Salinas mere kyniske nevø Tancredi Falconeri sagde det, var det nødvendigt at forandre alting, så alt kunne fortsætte som før.
Det samlede Italien, som frihedshelten Giuseppe Garibaldis rødskjorteklædte militser kæmpede for, forandrede netop alt, så alting fortsatte som før. Væk var ganske vist den ret forhadte adel, men i stedet kom en ny overklasse. Byens rigmænd opkøbte de store latifundier og drev dem, som de tidligere adelsmænd havde gjort. De nyrige havde udskiftet de gammelrige og forsøgte nu at efterligne adelen i både være- og handlemåde. Det kan man se i Luchino Viscontis sublime filmatisering af romanen, hvor Burt Lancaster spiller den gamle adelsmand og Alain Delon den unge Tancredi, som støtter op om det italienske projekt.
Filmens klimaks nås i balscenen hen mod filmens slutning. Dansen kan ses som en dødedans for det traditionelle samfund, mens det moderne samfund presser sig på. Efter ballet står en resigneret prins og hans ugifte døtre tilbage som stenstøtter over en tabt tid. Som prins Salina udtrykte det: ”Vi var leoparder og løver, og det bliver sjakaler og hyæner, der kommer i stedet for os.”
Salinas tanker er måske noget romantiserende over den førmoderne tid, men de får alligevel en til at tænke, at man forpassede en mulighed for at forbedre tingenes tilstand, da den nye tid tog over fra den gamle. Under alle omstændigheder er både romanen og filmen værd at bruge tid på. I sidstnævnte kan man udover Burt Lancaster og Alain Delon også kigge på en ganske ung Claudia Cardinale og en ganske ung Terence Hill, før han blev Bud Spencers makker.
Forhåbentlig har et par af rytterne restitueret med Viscontis mesterværk aftenen inden dagens etape. Der er i hvert fald brug for det, for landskabet er som tidligere antydet barskt, varmt og hårdt. Straks efter afgangen fra Caltanissetta går det ned ad bakke og derefter lige op i luften til nabobyen Enna, som med sine 931 meter over havets overflade er Italiens højest beliggende provinshovedstad. Ikke engang i Alperne er der større byer så højt over havets overflade, og det siger noget om det landskab, vi allerede på sjette etape møder. Turen op til Enna er af en eller anden grund ikke en kategoriseret stigning.
Udover at ligge meget højt oppe i luften er Enna også en meget gammel by. De første bebyggelser blev anlagt allerede i det 14. århundrede før vor tidsregning, da folk her kunne finde sikkerhed for andre folk i nærheden. Denne sikre position gjorde, at romerne godt tusind år senere kaldte byen for Urbs Inexpugnabilis– den uindtagbare by. Efter romernes tid har også arabere, normanner, spaniere og mange andre søgt tilflugt i denne uindtagbare by, og ikke kun fra fjender. Byens høje placering gør somrene mere overskuelige her end nede i dalene. Desuden har man fra byen en uovertruffen udsigt over resten af Sicilien, hvor man på en klar dag kan se den store vulkan, som rytterne til sidst skal cykle op ad.
Den syditalienske undergrund er ikke kun ustabil på grund af de jordskælv, som de tektoniske bevægelser skaber. De underjordiske bevægelser har også skabt en række aktive vulkaner. Ude i havet nord for Sicilien ligger Stromboli og Vulcano som nogle af de mest aktive i hele verden. De brænder lidt hele tiden og udgør sjældent problemer for lokalbefolkningen. Syd for Sicilien opstod der i 1831 for en kort tid en ny ø, som fik navnet Isola Ferdinandea efter kong Ferdinand af Kongeriget af de To Sicilier.
Både dette syditalienske kongerige og stormagterne Frankrig og Storbritannien satte fulde sejl for at nå øen først, så de må være blevet noget slukørede, da havet igen overtog øen. Det minder lidt om Surtsey ved Island, bortset fra at denne ø altså forsvandt igen. Den ligger dog stadig og gærer under havoverfladen, og ved jordskælvet i Valle del Belice i 1968, som blev beskrevet i går, boblede vandet omkring den oversvømmede vulkanø. Så sent som i 1986 troede amerikanerne, at det var en libysk ubåd og sendte straks et krydsermissil efter øen. Det fik de ikke noget videre ud af.
Den mest berømte vulkan er nok Vesuv, som danner baggrunden til en smuk udsigt over bugten ved Napoli. Vesuv er mere farlig end de sicilianske vulkaner, som ofte er i små, meget billedskønne udbrud og mere eller mindre brænder lidt hele tiden. Vesuv brænder ikke, men sover. Når den vågner, sker det på en helt anden måde med en ødelæggende eksplosion som den, der begravede Pompeii i år 79. Ingen ved, hvornår den har tænkt sig at eksplodere igen, men når det sker, bliver det er stort problem for de meget tætbefolkende omegnskommuner ved Napoli og måske endda Napoli selv.
Området omkring dagens vulkan Etna er også ganske tæt befolket. Storbyerne Messina og Catania ligger ved de nordlige og østlige skråninger ud til havet, men de oplever ikke den samme fare. Etna er en stor udgave af de andre sicilianske vulkaner og har ofte små udbrud, hvor den sprøjter lidt lava ud og forårsager lukninger af lufthavnen i Catania. Det mest alvorlige udbrud skete tilbage i 1669 . Her omringede lavaen Catania, som dog mest slap med skrækken indtil jordskælvet i 1693, som blev beskrevet til fjerde etape.
Generelt har Etna gjort mere godt end skidt for Sicilien. Den mineralske undergrund og den hyppigere regn omkring bjerget har gjort vulkanen til et fremragende sted at dyrke mange forskellige afgrøder. Der laves fremragende røde og hvide vine oppe i højderne på vulkanen, og nede for foden af Etna ligger byen Bronte, som producerer nogle af verdens bedste pistacienødder. Dem kan man med fordel indtage til et glas af den lokale vin, mens man nyder den første etape, hvor klassementsfavoritterne for alvor skal være på tæerne.
Der knytter sig en anekdote til byen Bronte. De mere litterære læsere vil have bemærket, at navnet minder ganske meget om forfattersøstrene Anne, Emily og Charlotte Brontë, som blandt andet stod bag hovedværker som Jane Eyreog Stormfulde Højder.Det er ikke helt tilfældigt, og vi skal derfor introducere en anden gigant fra den britiske historie.
Under Napoleonskrigene havde den britiske søhelt admiral Nelson søgt tilflugt på Sicilien, hvor han blandt andet plejede sit bekendtskab med en lokal adelig dame. Kong Ferdinand af Kongeriget af de To Sicilier var meget taknemmelig for Nelsons indsats mod franskmændene, og han gav derfor den engelske admiral en adelstitel. Horatio Nelson blev på den måde den både første hertug af Bronte, hvilket faktisk stadig er en titel, som Nelsons efterkommere smykker sig af.
Brontë-søstrenes far hed oprindeligt Patrick Brunty, og kom fra ganske beskedne kår i Irland. Det lykkedes ham dog at få en fin præsteuddannelse i Cambridge, og han syntes, at denne fine uddannelse skulle ledsages af et lidt finere lydende navn end Brunty, som lød lidt for lidt af adel og lidt for meget af kartoffelbonde. Inspireret af nationalhelten Nelsons adelstitel ændrede han derfor sit navn til Brontë. Helt uden indflydelse var det næppe, at Patricks bror var kommet i klammeri med de engelske styrker på grund af sit engagement i den irske uafhængighedsbevægelse. Så var et nyt navn en smart måde at distancere sig fra oprørske familiemedlemmer.
Man skal dog ikke altid ødelægge en god historie med sandheden, og pistacienødderne virkede som en god måde at få lidt romantisk 1800-talslitteratur med i fortællingen om Giro d'Italias sjette etape.