Som ventet en flot finale på 4. etape af årets Giro, da feltet ramte Sicilien. Tim Wellens tog en ikke helt uventet sejr foran Michael Woods og Enrico Battaglin. De tre er blandt favoritterne igen på dagens 5. etape, hvor afslutningen dog er knap så hård og dermed kan nogle af sprinterne måske få et kortvarigt comeback.
Kortvarigt, fordi Giroen som bekendt skal et smut forbi vulkanen Etna på torsdagens etape. Dagens strabadser er kuperet terræn, men kun godt 150 kilometer skal rytterne være i sadlen.
6% over godt en kilometer i en hektisk finale, burde nogle af de mere holdbare sprintere kunne klare. Og mon ikke der stadig er tilstrækkeligt med mandskaber, der gerne vil holde det hele samlet indtil afslutningen i Santa Ninfa?
Sam Bennett kørte overraskende godt på stigningen i går, Sacha Modolo har holdbarheden fra forårsklassikerne og Enrico Battaglin var den store overraskelse på 4. etape, da han nærmest for første gang i et par sæsoner viste sig fremme igen.
Her kommer stjernevurderingen:
***** Bennett, Modolo, Battaglin
**** Viviani, Ulissi, LL Sanchez
*** Goncalves, Wellens, Drucker
** Stybar, Visconti, Woods
* Bonifazio, Bilbao, Mads P
Og som i går, skal I jo heller ikke snydes for Jonas Neivelts kulturhistoriske gennemgang af dagens Giro-rute på Sicilien. God fornøjelse!
”Jeg er søn af kaos, og ikke på nogen allegorisk vis, men helt bogstaveligt, for jeg er født i en landsby, der befinder sig tæt på en skov, som på den lokale dialekt kaldes Cavusu. Dialekten i Agrigento har med årene forvandlet det græske ord Kaos til Cavusu.”
Sådan skrev den store forfatter Luigi Pirandello om sin hjemstavn i Agrigento på det sydlige Sicilien, og det giver en glimrende introduktion til dagens etape, som både byder på påmindelser om den fjerne græske fortid og om nutidens kaotiske tilstande på Sicilien. Agrigento huskes af cykelentusiaster måske mest for VM i 1994, hvor Luc Leblanc på en meget hård rute sejrede foran en perlerække af nostalgiske favoritter med Claudio Chiappucci på andenpladsen og Richard Virenque på tredjepladsen. Rolf Sørensen blev nummer seks, Bjarne Riis nummer ni, og det var tider.
Tider var det også for Akragas, som Agrigento dengang hed, da græske bosættere i det femte århundrede før vor tidsregning byggede det enorme tempelkompleks Valle dei Templi. Det ligger i dag umiddelbart uden for dagens startby og er mere end et besøg værd. Akragas oplevede som nævnt sin storhedstid i det femte århundrede fvt., men i 406 havde en flåde fra Kartago krydset det smalle stræde fra nutidens Tunesien. De allierede sig med byens rival Syrakus, som blev omtalt i går, og plyndrede Akragas. Akragas oplevede derpå en lang nedgangsperiode, og til sidst forlod indbyggerne de monumentale templer og bosatte sig i mere sikre omgivelser på toppen af et højdedrag, hvor nutidens Agrigento ligger med et sublimt panorama over dalen, templerne og Middelhavet.
Akragas var med den græske digter Pindars ord: ”den smukkeste by, som bebos af dødelige. (…) Her lever indbyggerne, som skulle de dø i morgen, og bygger huse, som var de udødelige.” Det var dengang. I dag står der noget i vejen for udsigten. Sicilien har været hjemsted for det, der er blevet beskrevet som en ødelæggelse, der har været større end dem, krige og naturkatastrofer har stået for. Betonkomplekser af mere eller mindre tvivlsom karakter er skudt op hist og her, og takket være den manglende byggetilladelse, har man kunnet se stort på alle krav til indretning af boligerne. De bebos i store tal af den ganske fattige lokalbefolkning.
Den sicilianske mafia har tjent store penge på denne ulovlige byggevirksomhed, og det gør den for så vidt stadig. Til tider dukker betonblokkene op i debatten. Når velmenende politikere, der oftest befinder sig på den politiske venstrefløj, minder om, at de desuden mener, at bygningerne bør nedrives, minder højrefløjen dem om noget andet. Der bor faktisk mennesker inde i dem, og hvor skulle de ellers bo? Silvio Berlusconi selv har talt om l’abusivismo necessario – den nødvendige ulovlighed. Menneskene, der bor i betonblokkene, vil nødigt flytte med alt, hvad det indebærer af besværligheder og boligbeskatning.
Det leder os til et problem, som Agrigentos anden berømte forfattersøn Leonardo Sciascia har omtalt. Han anså Sicilien som en metafor for en uheldig udvikling for Italien som land – og i forlængelse heraf for hele verden. Ifølge Sciascia var det helt store problem med sicilianerne, at de ikke tror på noget højere ideal, og at de i stedet vælger at støtte dem, der kan give dem et hurtigt fix af det, de nu har brug for på kort sigt. Det være sig en bolig eller en hjælpende hånd af mafiøs karakter, som kan støtte dem over for hverdagens udfordringer. Der er selvfølgelig gode grunde til sådan en mentalitet, og Sciascia fandt dem i øens historie. I går gennemgik vi de mange invasioner, Sicilien har været udsat for, og det er da også en oplagt årsag. Når politisk stabilitet ikke findes, er folk nødt til at finde deres hjælp andetsteds. Den centrale politiske magt ses således ikke som et gode, men som et udefrakommende irritationsmoment.
Sådan en indstilling er kontraproduktiv. Sciascia observerede en ”mafiasering” af det sicilianske samfund, som hver dag blev mere omfattende, og hver dag bevægede sig længere og længere nordpå, så også det (nord)italienske fastland blev revet med ned af det. Leonardo Sciascia døde i 1989, og godt to år efter hans død, blev det italienske politiske system rystet i sin grundvold af den enorme skandale Mani Pulite, som klargjorde hvor omfattende korruption og vennetjenester var hos den italienske politiske klasse. Måske var der noget om metaforen.
Og så alligevel. I den samme årrække havde den sicilianske mafia slået sig lidt for stort op. Den havde bekriget sig selv på tværs af familier og på den måde tyndet godt ud i rækkerne. Samtidig havde de i forsøget på at styrke sin position over for den italienske stat stået for nogle spektakulære attentater på statens antimafia-undersøgere. Så viste det sig, at både befolkningen og staten havde fået nok, og under brede protester mod mafiaens indflydelse blev mange af de ledende figurer sendt i fængsel. Herunder den frygtede boss Totò Riina, som først døde i fangenskab i november 2017.
I dag er den sicilianske mafia nok den mest kendte af de italienske mafiaer – det kan vi jo takke The Godfather for – men det er også den mindst magtfulde. Den økonomiske krise har gjort problemerne værre, for nu har de handlende ikke råd til at betale beskyttelsespenge længere. Det rammer mafiaen på pengepungen, og samtidig skyder mange lokale initiativer op for at befri det vestlige Sicilien og Palermo fra mafiaens klør. Så måske har sicilianerne lært at stå sammen. Man kan håbe. La primavera intanto tarda ad arrivare– til tider kommer foråret sent – som den ligeledes sicilianske sangskriver Franco Battiato sang i sin Povera Patria (Stakkels Fædreland) fra 1991.
Alt det tænker rytterne næppe på, når de begiver sig i kast med dagens femte etape. Der er da også mange andre, og meget mindre deprimerende ting at fundere over. Det er ikke kun Valle dei Templi, der ligger lige uden for Agrigento, det samme gør stranden Scala dei Turchi. Tyrkernes trappe, som den ville hedde på dansk, har sit navn på grund af, at de arabiske pirater, som hærgede kysten kunne finde ly for vinden i dette område. Samtidig er der en ret billedskøn klippeformation, som ligner en hvid trappe, der bevæger sig op fra havet. I dag kommer turister og lokale her for at bade og for at se en af scenerne fra den populære tv-serie om kommissær Montalbano. Sådan er Sicilien; det underskønne blander sig uden problemer med det forfærdelige.
Ruten følger herefter den flotte kyststrækning og kommer forbi den ret store og igen ret billedskønne fiskerby Sciacca. Der fiskes stadig, og byen ernærer sig godt af havets frugter og turisterne, der kommer hertil for at sætte tænderne i dem og områdets hvide sandstrande.
Efter Sciacca drejer vi nordpå og ind i landet. Her ændrer både etapen og omgivelserne karakter.
Forskellen i etapens karakter kan eksemplificeres ved de mange forladte svovlminer, der ligger i bakkerne omkring Agrigento og Sciacca. Svovl var i mange år et af de eneste råstoffer, der kunne eksporteres fra Italien, så det blev udvundet i stor skala. Særligt briterne var store aftagere af det ildelugtende grundstof, da de kunne bruge det i den industri, som i 1800-tallet endnu ikke fandtes i Italien og da slet ikke på Sicilien. Forholdene for minearbejderne var selvfølgelig grusomme.
”Nøgne stiger de ned blandt skidtet
De falder for bunden af de slidte trapper;
Og mens flere hakker nærmer sig
bønfalder de: Jesus, vis barmhjertighed.”
Sådan skrev den lokale digter Alessio di Giovanni i begyndelsen af 1900-tallet. Jesus skulle vise arbejderne barmhjertighed i omgivelser, der kunne minde om et Dante-agtigt helvede med stank og farer overalt. Flere gange faldt minerne sammen og begravede menneskerne, der sled i dem.
Svovlindustrien døde senere ud, og minerne blev efterladt for siden at ende som ruiner af en anden og langt mindre storslået karakter end dem, man kunne se ved etapens begyndelse i Agrigento. Ruiner er også temaet for resten af etapen, som også i landskabet bliver mere barsk end den første halvdel langs den flade sicilianske sydkysts sandstrande.
I natten mellem den 14. og 15. januar 1968 ramte et jordskælv området omkring floden Belice, som vi nu befinder os i. Ødelæggelserne i de skrøbelige bygninger var enorme, og cirka 100.000 mennesker blev hjemløse. 400 døde. Lige inden dagens sidste kategoriserede stigning kører feltet igennem Poggioreale. Byen blev fuldstændig udslettet af jordskælvet, og i dag står ruinerne tilbage. Det er langt fra det eneste eksempel. I byen Santa Margherita di Belice på toppen af etapens første stigning ligger ruinerne fra jordskælvet side om side med den moderne genopbygning. I Poggioreale valgte man at bygge en helt ny landsby.
For Giro d'Italia er det ikke unormalt at besøge steder, der er ramt af fortidens katastrofer. Den varsomme iagttager vil eksempelvis huske etapen til Vajont-dæmningen i det nordøstlige Italien i 2011. Her forårsagede et jordskred en enorm flodbølge, der oversvømmede dæmningen og alle byerne, der lå under den. Byen Longarone er helt moderne ligesom denne femte etapes målby Santa Ninfa. Den er indrettet så godt, som det nu lod sig gøre efter jordskælvet og med nye bygninger med funktionalitet for øje. Modsat blev det ikke anset som funktionelt at genopbygge det gamle Poggioreale, og den ligger nu som en reminder om Siciliens ustabile undergrund.
Der blev dog også skabt kunst efter jordskælvet i 1968, og ligesom barokbyerne på det østlige Sicilien, som feltet besøgte i går, afspejler kunstværkerne den tid, de er skabt i. Gibellina hed en af de andre byer, som blev totalt udslettet af jordskælvet. Her valgte kunstneren Alberto Burri tilbage i firserne at skabe en af verdens største kunstindretninger – Il Cretto di Burri.
8000 kvadratmeter øde mark blev indrettet med 160 centimeter høje cementblokke, som på imponerende vis kopierer indretningen af den tidligere by Gibellina. Cementblokkene adskilles af to til tre meter brede mellemrum, der viser vejene i den gamle by. Burris installation kan ses som en enorm momento mori i det forladte landskab – en fortælling om hvordan gamle dage er erstattet af cementblokke, ligesom betonblokkene har erstattet de gamle huse rundt om på øen.
Jeg har ikke nævnt flere af de gamle græske ruiner, som også findes på denne del af øen. Selinunte ligger ved Middelhavets kyst nær Belice-flodens udmunding, og oppe i bakkerne ligger den lige så gamle Entella. Begge byer led den samme skæbne som Akragas under krigene mellem grækere og fønikere, og de blev forladt i 200-tallet før vor tidsregning.
Akragas, Selinunte, Entella, Poggioreale og Il Cretto di Burri er alle påmindelser om, at den menneskelige tilværelse er skrøbelig over for katastrofer – om det så er naturen eller mennesker selv, der bringer dem med sig.
Alt dette tænker rytterne nu næppe heller over, når de kæmper sig igennem klassikerterrænet i etapens sidste del. Det ligner en etape, der sagtens kunne ende med et udbrud, der holder hjem og hvor førertrøjen skifter ejermand, ligesom den formentlig gjorde på den foregående etape.
Nogle af områdets beboere beskæftiger sig med det samme som før jordskælvet, idet de fremstiller en af Italiens bedste olivenolier, som fremstilles af de egnens store, grønne oliven. De giver en meget frugtrig smag, som man med fordel kan prøve som en kontrast til de barske historier fra det barske vestsicilianske landskab.