Man troede ikke rigtigt det kunne blive meget vildere. Men det kunne det så. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige. Isoleret set den mest vanvittige omvæltning i en Grand Tour siden Alberto Contador kuppede Joaquim Rodriguez i Vueltaen 2012 og isoleret set det mest vanvittige sejrs-raid siden Floyd Landis i Touren 2006. Og Giro d'Italia 2018 nærmer sig nok - eller er måske allerede - den mest vanvittige Grand Tour siden den ny-klassiske Tour de France 2003.
Vi optager en podcast på mandag, så mon ikke jeg har nået at få tænkt et par tanker inden da. Og i mellemtiden må vi bare konstatere, at ud fra et underholdningsperspektiv, så får man ikke en meget bedre menu, end den vi satte til livs i går eftermiddags.
Og det allermest sindssyge er, at det jo ikke er slut endnu. Dagen efter Froomes sejr på Monte Zoncolan, knækkede han. Tom Dumoulin er blot 40 sekunder efter i den samlede stilling inden lørdagens afgørende etape. Og selvom hollænderen også gik dybt i går, har han måske en lille smule mere tilbage i posen?
Det er dog svært at forestille sig Chris Froome smide en Grand Tour-sejr på den måde. Og ligesom han selv, ser alle hans holdkammerater også ud til at have ramt en kollektiv topform i lige præcis rette tid. Så mon ikke der bliver kørt kontrollerende på dagens tre kategori-1 stigninger, der som nævnt kommer til at afgøre årets Giro d'Italia.
Men nu siger jeg det bare lige, ikke? Der er 85 kilometer fra foden af den første stigning til målstregen. Så hvis nogen har lyst til at overgå Froomes præstation fra i går, så er her en gylden mulighed...
Dagens stjerner:
***** Froome
**** Pinot, Lopez, Carapaz
*** Dumoulin, Pozzovivo, Nieve
** Oomen, Konrad, Formolo
* Reichenbach, Bilbao, Bennett
Dagens kulturhistorie fra Jonas Neivelt:
Måske er dagens etape endnu hårdere end den i går. Rytterne fortsætter med at køre i de allerhøjeste alper, men modsat i går er alle stigningerne presset sammen i slutningen af etapen. På de sidste 75 kilometer er der ikke et eneste stykke med fladt. Che spettacolo, ragazzi.
I går kørte vi fra storbyen ud til bjergene, men den første del af etapen i dag går faktisk fra bjergene mod storbyen. Det sker, når feltet kører tilbage ad den vej, de kom. Gennem Val di Susa ind mod Torinos forstæder. Derfra kører vi mod nord og op i bjergene igen. Netop nærheden til bjergene er en af de charmerende ting ved Torino. Hvis den evindelige tåge letter, og man kigger mod øst ud ad boulevarderne, kan man se bjergkæden stå og trone over byen. Tager man for eksempel ud til Monte Superga og snegler sig op, ser man bjergene endnu bedre. Det er altså pænt.
Det ændrer ikke på, at den del af sletten, som Torino befinder sig i, ofte er indhyllet i et nærmest evigt lag af en blanding af tåge og smog. Af og til kan man se den over byen, mens himlen over disen er ren og klar. Et sted under tågen drejer rytterne mod nord, inden de er helt fremme ved byen. Det bringer os gennem flere højindustrielle områder, sovebyer til Torino og området omkring lufthavnen. Alt sammen på sin måde ganske ucharmerende som endnu en kontrast til den i høj grad charmerende Val di Susa.
Et sted på vejen kører feltet igennem et stort sumpområde lige ved siden af lufthavnen og lige bag Venaria Reale, hvor gårsdagens nittende etape begyndte. Det er i dag et naturreservat, hvor ornitologerne kan finde mange af de fugle, som ellers bliver færre og færre rundt om i Europa. Vagtler og forskellige slags lærker. De beboede engang hele Po-sletten, men er blevet trængt bort af mennesket og industrien. Derfor kan det virke underligt, at de trives her midt i det allermest industrialiserede og ved siden af en lufthavn, men det gør de altså. Lidt ligesom grågæssene befinder sig så godt i Utterslev Mose ved siden af Tingbjerg og Nordvestkvarteret.
Inden vi helt når frem til bjergene, kører feltet også gennem udkanten af den meget smukke by Ivrea. I løbet af i år vil UNESCO vurdere, om byen fortjener at komme med på listen over verdenskulturarv.
Udover at være pæn og ligge lige for foden af Alperne er Ivrea berømt for byens karneval. Særligt berømt er den slåskamp med appelsiner, som varer i tre dage og har været en tradition siden begyndelsen af 1800-tallet. Der gror ikke appelsiner så langt oppe i Alperne, men alligevel har byens borgere gennem historien set det som en nødvendighed at indkøbe de dyre appelsiner nede fra rivieraen for at smide dem i hovedet på hinanden generelt og på ordensmagten i særdeleshed.
Traditionen stammer fra dengang, hvor Napoleons tropper gik igennem byen på vej til at erobre Italien. Folk fra rivieraen blev af bjergfolkene i Ivrea set som mere snobbede og dermed mere franske, så derfor smed de ”franske” appelsiner fra rivieraen i hovedet på de invaderende snobber. Da franskmændene vendte tilbage for at hjælpe Piemonte i Italiens uafhængighedskrig mod Østrig, vendte også appelsinkastningen tilbage til Ivrea. Det kan ses som en form for ironisk, om end primitiv, protest mod Frankrigs dominans i Italien. Det kan også ses som en måde at skabe lidt rav i gaden, inden fasten efter karnevalet skulle begynde, og folk måtte gå sultne omkring i gråvejr og kulde for foden af de høje alper. For at give lidt kulør til karnevalet kaster folk i Ivrea stadig i dag med appelsiner.
Lige efter Ivrea kører feltet ind i Valle d’Aosta. Italiens mindste region midt i Europas højeste bjerge. Frankrig spiller selvfølgelig en stor rolle her, hvor fransk mange steder er det mest udbredte sprog. Den foretrukne drue er den delikate pinot noir, og køkkenet minder om det i de franske alper med masser af fabelagtig ost.
Napoleon har som antydet spillet en betydelig rolle på disse egne. For den ene ende af Valle d’Aosta, helt oppe ved grænsen til både Frankrig og Schweiz, ligger St. Bernhard-passet. Der er et billede af Napoleon, som på en stejlende hest ser meget stålsat ud i sin invasion af Italien i år 1800. Det var også her Hannibal mere end 2000 år tidligere krydsede Alperne med sine elefanter for næsten at ødelægge den fremstormende romerske republik. Hannibals navn står for foden af Napoleons flotte hest. Der er for beskueren ingen tvivl om, at Napoleon er på vej til Italien for at foretage nogle vigtige ting. Den franske hær skulle skrive Frankrig ind i historiebøgerne. Måske er det netop denne selvhøjtidelighed, Ivreas godtfolk ville give en ironisk kommentar med på vejen i form af en rådden appelsin i nakken.
Helt til St. Bernhard-passet kommer feltet ikke i dag. I den lille by Verrès ligger et flot slot oppe ad bjergskråningen. Det er skråningen, som rytterne skal op på som dagens første stigning, og man må sige, at den meget stejle Col Tsecore er skrå. Her begynder den endelige afgørelse op ad tre frygtelige bjerge i Alperne.
Det næste bjerg, Col Saint Pantaleon er ikke lige så stejl, men til gengæld kommer den direkte efter nedkørslen fra Tsecore. Der kommer ikke til at være et øjebliks ro i de sidste 75 kilometer, og er det ikke en passende afslutning på dette års højdramatiske Giro d’Italia?
Til sidst kører vi op til skisportsstedet Breuil-Cervinia. Igen er navnet på stedet et ekko af fascismens navnepolitik. Breuil er den lille landsbys egentlige navn, og det er jo fransk, men da de i trediverne fandt ud af, at man kunne tjene penge på at få folk herop at stå på ski, skulle skisportsstationen også have et navn. Det kunne jo ikke være fransk, så derfor blev det kaldt for Cervinia, og det hedder det stadig. Cervinia kommer af navnet for det bjerg, som skisportsstedet ligger på vej op ad. Monte Cervino, på nordlige breddegrader bedre kendt som Matterhorn.
Matterhorn er et af Alpernes højeste bjerge, og formentlig det bedst egnede til postkort med dets helt trekantede form, som blandt andet har givet inspiration til formen på Toblerone. Denne form afspejler også, at bjerget er meget stejlt og meget svært at bestige. Der skulle gå mange forsøg, før det lykkedes i 1865. Det var et regulært kapløb mod toppen, hvor en gruppe britiske bjergbestigere nærmede sig fra den schweiziske side, mens en italiensk mission klatrede derop fra den sværere italienske sydside af bjerget. Det var så tæt, at italienerne ganske kort fra toppen vendte om, da de kunne se de britiske bjergbestigere fejre deres bedrift på toppen af bjerget.
På vej ned gik det galt for briterne. Alle syv bjergbestigere var bundet sammen med reb, da en af dem snublede. Derefter hang de og dinglede ud over bjergside, og så var der intet at gøre. Man har aldrig fundet ud af, om rebet blev skåret over af en af de tre øverste, der var kommet i sikkerhed på bjergsiden. Det er dog sikkert, at de fire andre på et tidspunkt styrtede hundredvis af meter til den visse død. Tre af ligene blev fundet, men det fjerde ligger stadigvæk i sneen et sted på Matterhorn. I takt med at sneen smelter, vil det måske dukke op.
Denne tragiske episode var en stor nyhed, og den gik ikke den franske maler Gustave Dorés næse forbi. På hans maleri af ulykken på Matterhorn ser man fire sorte skikkelser falde ned ad den hvide skråning. Over de fire sidder en mand og holder fast i bjerget med livet som indsats. Men mandens ansigtsudtryk giver ikke nogen antydning af frygt. I stedet virker han helt fattet. Er det ham, der har skåret rebet over? Er han i så fald et uhyre, eller har han gjort det eneste rigtige? De fire under ham kunne ikke reddes, og selv om jeg ikke er nogen bjergbestiger, har jeg da set nogle film, hvor det lader til være bjergets lov, at man redder dem, der reddes kan. Det kan ske ved at skære rebet over.
Denne slags illustrationer lå ikke Gustave Duré fjernt. Han havde tidligere illustreret flere scener fra Dantes Guddommelige Komedieog særligt fra Helvede. Sceneriet fra Matterhorn ligger ikke langt fra billederne af Helvedet, hvor triste og barske menneskeskæbner bliver pint i lige så triste og barske landskaber. Ofte kan man ikke se disse menneskers ansigter, men man kan se ansigtet af den djævel, der sørger for, at de bliver pint på den helt rigtige måde. Dette træk går igen i billedet af ulykken på Matterhorn. De anonyme ofres skæbne bliver beseglet af en bøddel, vi som beskuere kan genkende. Er vi så ofret, eller er vi bødlen?
Den italienske delegation led ikke en lige så frygtelig skæbne, men på den anden side var de heller ikke kommet først til toppen. Dette irriterede helt sikkert den politiker, der havde bestilt ekspeditionen til Matterhorn. Han hed Quintino Sella og var en højtstående politiker og flerfoldig minister i det samlede Italiens allertidligste år. Desuden var han en entusiastisk bjergbestiger.
Bjergbestigning og opdagelsesrejser kan ses som datidens form for sportskonkurrencer. Hvis en (europæisk) nation stod for at opdage et eller andet landområde eller komme først til toppen af et eller andet bjerg, kunne man på den måde vise, at ens mænd var lidt mere mandige end andre landes mænd. Det samlede Italien havde et frygteligt behov for at vise, at de i den grad var mandhaftige og en lige så værdig nation som de omkringliggende meget ældre lande.
Dette behov for selvhævdelse var med til at føre til en lang række dårlige beslutninger. Når de andre lande havde kolonier, skulle Italien også have kolonier. Det førte landet ind i meget blodige kolonikrige i både Libyen og Etiopien. Libyen og Etiopien havde desuden det til fælles, at de ikke ligefrem havde nogen naturressourcer, man kunne udnytte. Italiens kolonier er blevet betegnet som enormt dyre sandkasser. Man brugte penge og menneskeliv på at anskaffe og opretholde dem, og det eneste, der kom tilbage, var sand.
I sidste ende var dette behov for selvhævdelse med til at trække Italien ind i første verdenskrigs rædsler. Denne ilddåb skulle være nationens endelige test for at vise omverden, hvor mandig den i virkeligheden var. Dette behov blev delt af en del af borgerskabet i byerne, hvor den nationalistiske ild nok brændte, men den blev ikke delt af den fattige landbefolkning, der blev sendt til fronten for at blive slagtet. Hvem mon de opfattede som bødlen, og hvem mon de opfattede som ofret? Og hvem mon kommer til at indtage disse roller i årets næstsidste etape?