Så skal jeg ellers love for spændingen kom tilbage i årets Giro d'Italia. Og med hvilken timing. I dag er der kongeetape og i går viste Simon Yates for første gang svaghedstegn, endda nogle ret store af slagsen.
For det første kom han i problemer på en relativ "blød" stigning, for det andet ser det ud som om han/sportsdirektørerne efterhånden har fået kørt deres eget hold i smadder, ved at jagte stort set alt og alle de første to uger. Det tegner jo ikke vildt lovende for Yates og Mitchelton-Scott forud for dagens menu, der blandt andet indeholder den legendariske Colle delle Finestre-stigning.
Næsten 20 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på over 9 og de sidste syv kilometer på grus (eller mudder) er hvad der venter rytterne godt midtvejs på dagens etape. Og så er der finalestigningen, Jafferau, som ikke er så lang, men til gengæld stiger med ca. 10% hele vejen op.
Med tanke på, at Yates gik ned i går, er der nok en del hold der vil forsøge at holde kæden stram i dag, som minimum fra Finestre. Derfor har et morgenudbrud umiddelbart dårlige vilkår. På den anden side er årets Giro helt uforudsigelig.
Udbrudskandidater er de sædvanlige: Luis Leon Sanchez, Alessandro De Marchi, Giovanni Visconti, Giulio Ciccone og så selvfølgelig den måske/måske ikke genfødte Fabio Aru, som næsten må skulle ud og lave ballade i dag?
Specielt Astana og Sky vil formentlig forsøge at sætte pres på Mitchelton-Scott og Yates, så det bliver en sindssygt spændende etape, uanset hvad man tror på eller hvem man holder med.
***** Lopez, Froome, Pozzovivo
**** Dumoulin, Carapaz, Yates
*** Aru, Ciccone, LL Sanchez
** Poels, Bilbao, Konrad
* De Marchi, Visconti, Pinot
Her kommer dagens kulturhistoriske indspark fra Jonas Neivelt:
Gårsdagens attende etape bød på et enkelt af de høje bjerge i Alperne. I dag er anderledes, hvor feltet skal ud på det, der bare på profilen ligner en ægte klassiker. Colle del Lys Colle delle Finestre, Sestriere og Bardonecchia, hvor koryfæer som Eddy Merckx, Dag-Erik Pedersen og Eddy Merckx tidligere har vundet.
Etapens brutale profil står i kontrast til dagens startby Venaria Reale i Torinos udkant. Et ordsprog siger, at den, der ser Torino og ikke Venaria, ser kun moderen og ikke datteren. Det er selvfølgelig en skam, og der er en årsag til det. Byen er fyldt med kirker og museer takket være dens største seværdighed, som er La Reggia di Venaria Reale. Savoia-dynastiets residens, hvorfra kongerne styrede først Piemonte, som senere skulle samle Italien. I 2011 fyldte det samlede Italien 150 år, og for at markere Piemontes betydning for samlingen af Italien startede Giro d’Italia her i Venaria Reale.
Paladset blev bygget i midten af 1600-tallet som en del af en europæisk tendens, hvor de i stigende grad enevældige konger gerne ville fjerne sig fra pøbelen inde i byen og komme ud i den friske luft, hvor de kunne gå på jagt og kigge på pæne haver. Det mest berømte eksempel er selvfølgelig Versailles, men spredt ud over Europa kan man finde flere af disse overdådige slotte. I Caserta uden for Napoli ligger for eksempel kongerne af Napolis residens. Det er nærmest en tro kopi af Versailles og viser, at Europas monarkier kiggede til Frankrig, når de skulle vise omverden, hvor fine de i virkeligheden var.
Et andet eksempel er altså paladset i paladset i Venaria Reale. For at kongerne ikke skulle gå og kede sig og komme i åndeligt fordærv, blev der også bygget en lang række barokke kirker, hvor de kunne kigge på flotte ting og desuden få deres syndsforladelse. Fælles for mange af disse slotte og kirker er, at de er bygget af den sicilianske arkitekt Filippo Juvarra, som på det tidspunkt var the go-to-guy, når kongerne skulle have et nyt slot. Han stod for eksempel bag kongeslottet i Madrid, La Chiesa di Sant’Uberto her i Venaria Reale og basilikaen på toppen af Superga-bjerget i en anden udkant af Torino. Her ved Superga styrtede Torinos fantastiske fodboldhold fra slutningen af 1940’erne ned i deres fly. Der er et billede af Vittorio Pozzo, Italiens landstræner fra 1930’erne, der går rundt mellem murbrokker og flyrester. Han havde fået til opgave at identificere ligene. I dag er kirken både en kristen helligdom og en helligdom for Torino-fans, som længes tilbage efter bedre tider.
Det har de god grund til. Rivalerne fra Juventus vinder det hele, og FIAT-fabrikkerne i Torino, hvor de engang arbejdede, er i dag en skygge af sig selv. Det lader dog til, at Torino har fundet en vej gennem krisen, og det er alt i alt en både hyggelig, livlig og velstående by. En behagelig blanding af det italienske og det franske ligesom paladset i Venaria Reale. Og i dag skal rytterne næsten til Frankrig. Både Sestriere, som jo også kendes fra Tour de France, og Bardonecchia ligger lige ved grænsen.
Efter dagens første stigning på Colle del Lys, kører rytterne ned i den langstrakte og ekstremt billedskønne dal Val di Susa. Her ligger floden Susa med landsbyer ved bredderne og motorvejen E70 på vej til eller fra Frankrig. På begge sider er dalen omkranset af de høje bjerge. Bjergenes placering skaber et gunstigt klima med en del varme og en del nedbør, som sammen med floden skaber optimale betingelser for at gro en lang række afgrøder, hvilket også har gjort Val di Susa til et fremragende centrum for både vin og gastronomi. Udover mange berømte oste – særligt områdets mest berømte ost toma - er også kirsebærrene fra Villar Dora for foden af Colle del Lys berømte.
I nogles øjne er dette alpine paradis truet. I fremskridtets navn har de franske og italienske myndigheder besluttet sig for at lægge en højhastighedstoglinje gennem dalen. Det vil markant forkorte rejsetiden mellem Torino og Lyon og skabe mulighed for at lave en europæisk superregion à la den, Københavns Kommune forsøger at sælge Øresundsregionen som.
Modstanderne af projektet ser dog mange ulemper ved det hele. For det første er højhastighedstoget gennem den smukke dal for mange en utilgivelig øjebæ, hvilket motorvejen af uvisse årsager ikke er. Værre er det dog, at hele projektet ses som et eksempel på samfundets uretfærdigheder i disse dage. Der er ingen tvivl om, at det kommer til at blive dyrt at rejse med højhastighedstoget mellem Torino og Lyon. Demonstranterne i No TAV-bevægelsen (Treno Alta Velocità) mener, at toget er endnu et udtryk for mange års politik, som tilgodeser de rige på bekostning af de fattige. Italiens fattige kører nemlig ikke med højhastighedstog. De kører med regionaltogene, som nok er billige, men i den grad kunne bruge nogle renovationer. Denne spændende kontrast mellem de to typer tog beskrives af den engelske forfatter Tim Parks i sin bog Italian Waysom forfatterens mange eventyr med de italienske statsbaner.
Det er kommet til voldelige sammenstød mellem myndighederne og No TAV-demonstranterne, men indtil videre skrider arbejdet fremad. Hvis det i disse dage lykkes for Femstjernebevægelsen at danne en italiensk regering, bliver det spændende at se, hvilke konsekvenser det får for projektet. Mange af No TAV-folkene er nemlig så frastødte af det politiske system, at de er blandt Femstjernebevægelsens kernevælgere. Det er ikke gået partiets nuværende frontfigur Luigi Di Maios næse forbi, og for blot en uge siden kaldte han projektet som et kæmpestort og nytteløst spild af offentlige midler.
Efter cirka tredive flade kilometer i Val di Susa drejer feltet til venstre ved byen Meana di Susa. Nu skal de op i de høje bjerge, der omkranser dalen, og de skal op på årets Cima Coppi – Giro d’Italias højeste punkt. Det sker på den frygtelige Colle delle Finestre, hvis ni øverste kilometer foregår på grusvej efter ni kilometer på asfalt. Grusvejene og Coppi bringer os her tilbage til en anden tid i cykelsporten, hvor man ikke kunne forvente, at de høje bjerge var belagt med pæn asfalt. Vi kommer tilbage til en tid, hvor favoritterne tabte ti minutter eller endnu mere til hinanden på en bjergetape, og Giro-arrangørerne håber givetvis, at denne stigning kan skabe masser af drama, selv om den ligger forholdsvis tidligt på etapen.
Vejen over Colle delle Finestre blev oprindelig anlagt for at give bedre adgang til den store befæstning Forte di Fenestrelle, som har ligget der siden slutningen af 1600-tallet. Op til første verdenskrig var det også meningen, at fortet skulle bruges. Italien var nemlig allieret med Tyskland og Østrig, og derfor var det klart, at en kommende krig skulle foregå mod Frankrig. Her var det ideelt at have et moderne fort i en utilgængelig position for at besvære livet mest muligt for franskmændene. Sådan skulle det ikke gå. Efter første verdenskrigs udbrud valgte Italien ikke at følge deres alliancepartnere. I stedet lyttede den italienske regering til tilbud fra Frankrig og Storbritannien, som lovede Italien store landområder fra Østrig, hvis krigen skulle falde heldigt ud. Derfor gik Italien i 1915 ind i krigen mod deres tidligere allierede, og bjergkrigen blev flyttet østpå til Dolomitterne (se 15. etape). Her var der ikke nogen etablerede befæstninger, så i stedet måtte soldaterne selv grave deres skyttegrave i is og sten med forfærdelige menneskeskæbner til følge. Efter anden verdenskrig, hvor Italien havde en endnu mindre heldig rolle, krævede Frankrig at fortet blev nedlagt. Årtiers forfald fulgte, indtil man begyndte at restaurere fortet i begyndelsen af 1990’erne.
En anden befæstning, der har lidt mere eller mindre samme skæbne, er Forte Jafferau, som ligger på toppen bjerget ved dagens sidste stigning Monte Jafferau. Dog er der ikke her foretaget nogen restaurering, og i dag er her kun ruiner.
Inden vi når så langt, skal feltet først over Sestriere, som vækker mange glade cykelminder med Bjarne Riis i 1996, Claudio Chiappuccis legendariske sejr i 1992 og Fausto Coppi i 1952. Det er minder fra et fransk cykelløb, og igen er koblingen til Frankrig ret åbenlys. Man kan se den, når feltet rammer den lille by Oulx mellem Sestriere og dagens sidste bjerg. Den sprogkyndige læser vil vide, at Oulx ikke er noget italiensk navn. Under det fascistiske regime faldt det selvfølgelig Sandhedsministeriet for brystet, og som del af en omfattende sprogpolitik fik de ændret navnet til det mere italienskklingende Ulzio. Mange andre ting fik nye navne under fascismen. For eksempel blev fodboldklubben Inter omdøbt til Ambrosiana.
Men i Oulx støder vi ikke kun på fascistisk sprogpolitik. Gennem landsbyen går også pilgrimsruten Via Francigena, som går hele vejen fra Canterbury i det sydlige England til Rom, eller endda helt til Brindisi i Italiens sydøstlige hjørne. Herfra kunne pilgrimmene fortsætte deres rejse over Middelhavet til det hellige land. Ligesom da feltet tørnede ud fra Assisi, støder vi her på forståelsen af dette års Giro d’Italia som en pilgrimsfærd. Undervejs har vi stiftet bekendtskab med flere af kristendommens vigtigste helligdomme – fra Jerusalem til Assisi. Vi har ligeledes stiftet bekendtskab med frygtelige katastrofer – fra de ødelæggende jordskælv i Syditalien til Dolomitternes rædsler i første verdenskrig. Giro d’Italias budskab – er ligesom en positiv udlægning af det kristne budskab – at sprede håb og tro på fremtiden for de, der er ramt af ulykkerne.
Efter omverden i løbet af 1970’erne genopdagede pilgrimsruten til Santiago de Compostela i Spanien, fandt italienerne ud af, at de også sad på en lignende rute. Derfor er de tidligere meget nedslidte stier blevet istandsat, og i dag er Via Francigena igen et feriemål for folk, som gerne vil nå frem til Rom.
Inden rytterne kan nå så langt skal de igennem denne og morgendagens fuldstændigt afgørende kongeetaper i Alperne.