Tom Dumoulin skuffede en smule på enkeltstarten og spillede dermed en lille matchbold i hænderne på Simon Yates. Fabio Aru sprang ud som nyt tempomonster, hvilket fik blandt andre Tony Martin til at ryste på hovedet i afmagt.
Rohan Dennis vandt enkeltstarten, men onsdag er rytterne tilbage på almindelige rammer og vi skal igen have en af de etaper, der lugter langt væk af, at et større udbrud holder hjem. MEN, for der er virkelig et men, når det drejer sig om denne Giro d'Italia. Det lader således til, at nærmest intet går som det plejer. Ikke kun når vi taler Aru og enkeltstarter...
Rytterne starter med at køre opad fra Gardasøen, hvilket igen burde sende de nogenlunde klatrestærke og holdbare ryttere afsted på en mission. Det er de sædvanlige navne, vi har set fremme og som har bevist deres form i denne Giro. Luis Leon Sanchez så ud til at spare sig på gårsdagens enkeltstart, Valerio Conti er formentlig restitueret efter sit storslåede lead-out arbejde for holdkammeraten Diego Ulissi (begge blev idømt to minutters tidsstraf).
Nå, men her kommer stjernerne, baseret på udbrydere - og så ender det hele sikkert i en massespurt. Jeg giver op...
***** LL Sanchez, Visconti, Conti
**** De Marchi, Denz, Ulissi
*** Battaglin, Carthy, Hermans
** Mohoric, Capecchi, Brambilla
* Bak, Mads P, Mads W
Og her kommer dagens kulturhistoriske skriv fra Jonas Neivelt:
I går nævnte jeg, at dagens etape helt står i vinens tegn, og det er ikke helt forkert. I de seneste år har Giro-arrangørerne yndet at lægge en enkeltstart i et af Italiens mere berømte vindistrikter. Sådan er det ikke helt i år, hvor det drejer sig om en normal etape gennem Franciacorta-området.
Efter sigende har Franciacorta (det korte Frankrig) sit navn fra Karl den Stores frankerrige, som sad på sagerne i dette område, inden kejseren nåede hele vejen til Rom. Det var altså det frankiske rige, men lidt kortere fra Rom end det egentlige Frankrig. Også dengang blev der dyrket masser af vin i bakkerne vest for Gardasøen, men det, der i dag kendes som Franciacorta-vin er en i italiensk vinsammenhæng ganske ny opfindelse.
Vinen stammer nemlig fra tresserne. Her oplevede Italien det store økonomiske boom kendt som det økonomiske mirakel, og så var det klart, at landet også skulle have en luksusvin som franskmændenes champagne. Man kom frem til, at de geologiske og klimatiske betingelser for rigtig god mousserende vin fandtes i det østlige Lombardiet, hvor etapen i dag kører. En ny vin til en ny fremgangsrig og velstående tid. Distriktet ligger også for enden af det stærkt industrialiserede Lombardiet, som med Milano i spidsen var det område, der oplevede den stærkeste økonomiske vækst tilbage i tresserne.
Etapen begynder ikke her. I stedet begynder vi i smukke omgivelser ved Gardasøens nordlige ende, hvorefter vi bevæger os gennem de høje bakker i Alpernes sydlige udkant. Dette område ved Gardasøens bredder viser tilbage til en ganske anden og mindre opmuntrende tid i Italiens historie. Efter Benito Mussolini var blevet befriet fra sit kortvarige fangenskab på Gran Sasso d’Italia, blev han, som det er nævnt tidligere, i efteråret 1943 sat i spidsen for en tysk marionetstat, der herskede i det nordlige Italien.
La Repubblica Sociale Italiana havde hovedsæde i en af de andre billedskønne byer ved Gardasøen, nemlig Salò. Derfor kendes staten også under navnet La Repubblica di Salò. Sidstnævnte betegnelse kendes nok bedst for Pier Paolo Pasolinis film Salò eller de 120 dage i Sodoma. Den bevidst kontroversielle film viser de mest groteske, eksplicitte og dekadente scener fra et diktatorisk regimes sidste dag og er inspireret af såvel Marquis de Sade som scenerierne fra Dantes besøg i Helvede i Den Guddommelige Komedie. Denne udlevering af fascismen skulle vise sig at blive Pasolinis sidste, da han inden filmens premiere blev dræbt på en strand uden for Rom under meget mystiske omstændigheder.
Mens regimet under det fascistiske styres sidste krampetrækninger næppe tvang børn til at spise lort i så vidt omfang, som det fremgår af filmen, har La Repubblica Sociale Italiana fået et blandet ry i den senere italienske historie. Nogle afviser som Pasolini styret som endnu mere bestialsk end Mussolinis første tyve år ved magten. For den alleryderste højrefløj i italiensk politik bliver disse sidste par år med fascisme i Norditalien set noget mere positivt. Mens det ikke står helt klart, hvad det sociale i republikkens navn hentyder til, har efterkrigstidens nyfascister set landet som en form for fascisme med et menneskeligt ansigt.
Da fascisterne igen kom ind i det italienske parlament efter anden verdenskrig, havde deres navn også en direkte hentydning til Salò-republikken. Il Movimento Sociale Italiano – Italiens sociale bevægelse. Der kom aldrig et egentligt retsopgør efter krigen, så nyfascisterne kunne relativt uhindret deltage i det parlamentariske arbejde. Også gadens forskellige parlamenter har ladet sig inspirere af La Repubblica Sociale. Efter mange års økonomisk krise blæser de politiske vinde til højre, og mange mennesker – særligt unge mænd – er igen tiltrukket af fascismen. Og altså særligt fascismen i det lys, som det mere eller mindre korrekt fremstår i fra denne republik. Det skete altså lige her ved Gardasøens bredder.
Området er rigt på anden historie. For eksempel kører feltet igennem det bakkede område Val Carmonica. Her har man fundet Italiens største samling af helleristninger, ligesom arkæologerne har fundet rester af hele landsbyer, hvor husene har været opført på pæle. Sjældent tænker man på Italien som et land med levn tilbage fra stenalderen, men det skyldes nok nærmere, at landet er rigt på så meget andet og mere iøjnefaldende. Alligevel findes her disse meget spektakulære stenalderbyer, ligesom den navnkundige stenaldermand Ötzi blev fundet i Alperne tæt på grænsen til Østrig.
Sådan er det i denne del af Lombardiet, eller Brianza som regionen også kaldes. Den gamle kultur ligger op og ned ad det rige og gennemindustrialiserede her i Italiens mest folkerige region. Det er den mest folkerige netop på grund af dens rigdom og industrialisering. Sådan har det ikke altid været, men i det tidligere omtalte økonomiske mirakel fandt syditalienerne mulighed for at finde arbejde heroppe, hvortil de flyttede i helt enorme antal. Vi taler om en intern migration, som har haft langt større effekt på Italiens tilstand og demografiske sammensætning end nogen flygtningestrøm siden hen har kunnet.
Lombardiet bærer på en lang historie for folkevandringer. De mest berømte af dem går små 2000 år tilbage og var dem, der førte til Roms fald. Her besluttede en masse folkeslag nordfra at på mere eller mindre fredelig vis begive sig sydpå og ned i de områder, der lå under Romerrigets kontrol. Årsagerne står ikke helt klare. Eksperterne peger på flere.
For det første var de forskellige germanske stammer presset af andre stammer, der invaderede deres område. Derfor måtte de finde nye græsgange, og da det meste af Europa var underlagt Rom, var det kun naturligt, at de måtte bosætte sig her. Andre peger på klimatiske årsager, og klimaforskerne har da også fundet beviser for en ekstraordinært kold periode i midten af det første årtusinde efter vor tidsregning. Med de ret simple dyrkningsmetoder kunne man ikke gro så meget på vores himmelstrøg, så for at overleve måtte barbarerne, som romerne kaldte dem, søge mod lunere breddegrader. Endnu andre peger på, at de nordlige folkeslag godt vidste, at der var udsigt til et mere behageligt liv med et rigt landbrug og den interne fred, som Romerriget garanterede. Derfor ville de ned til Middelhavsområdet for at tage del i glæderne. Det er tre mulige årsager, og det er tre ord, som går igen i nutidens udlændingedebatter. Krigsflygtninge, klimaflygtninge, bekvemmelighedsflygtninge. Ingen af delene er et nyt fænomen, men dengang var det nordboerne, der søgte mod syd.
Et af de mere succesrige af disse folkeslag var longobarderne – de langskæggede. Longobarderne àLombardiet. Det er ikke helt sikkert, hvor de egentlig kom fra, men de klassiske kilder peger på et i dag så fredeligt sted som Skåne. Under alle omstændigheder kom de ind i det nordøstlige Italien i området omkring årets 14. etape til Monte Zoncolan i løbet af 500-tallet. Herefter slog de sig ned her i Franciacorta-distriktet. Områdets hovedby Brescia blev derefter et vigtigt centrum i det longobardiske rige, der frem til Karl den Stores invasion godt 200 år senere var den dominerende magtfaktor i Italien. Det var en hård tid, hvor den stabilitet, Romerriget havde garanteret, langsomt men sikkert blev nedbrudt. De mennesker, der ikke døde under de mange pestepidemier, flyttede fra byerne ud til landet, hvor de blev underlagt de lokale herremænd, som var blevet vigtigere end centralmagten. Antikken blev til middelalderen.
Alligevel blev der i denne tid og i dette område skabt stor kunst i det, der kan betegnes som Brescias guldalder. Sådan er det med mange i dag ret undselige italienske provinsbyer. På et eller andet tidspunkt har de næsten alle sammen haft en guldalder, der har skabt uvurderlige kunstskatte. Bag en ganske beskeden indgang i Via dei Musei i det centrale Brescia kan man besøge Il Museo di Santa Giulia. Her udstilles mange af de religiøse kunstværker fra Brescias guldalder i 600- og 700-tallet. Vi er langt fra eksempelvis renæssancens overdådighed i Firenzes domkirke, men den fantastiske marmorudhugning af Helligåndens due vidner om, at der også i det, der bliver betegnet som The Dark Ages, blev lavet mange flotte ting.
Engang var handlede det om duer i marmor, i dag handler det om champagne-inspireret mousserende vin fra de bløde bakker omkring Brescia. Etapen slutter i den lille by Iseo, som ligger ned til den sø, som den giver navn til – Lago d’Iseo. Den er ikke lige så berømt som de større norditalienske søer Lago di Garda eller Lago di Como, men den er lige så flot. Hvis man tiltrækkes af norditalienske søer med flotte bakker omkring, men gerne vil undgå det helt store rykind af nordeuropæiske campister, kan det derfor anbefales at tage turen hertil.
Midt i søen ligger en lille ø, og på den ø ligger et bjerg eller en bakke alt efter temperament. Bjerget er ikke mindre end 600 meter højt. Det er dermed den højeste ø i en sø i hele Europa. Her fra bjerget på øen i søen får man den bedste udsigt over såvel Franciacorta-distriktet som det tidligere centrum i longobardernes rige. Mon ikke mandskaberne i Giro d’Italias OB-vogne også har opfattet dette, og mon ikke vi får nogle fine billeder herfra.