Hvis ikke det lige var fordi vi har haft forrygende væddeløb i to uger allerede, ville man sige, at Giro d'Italia for alvor starter i dag. På menuen står en af Europas mest frygtede stigninger, Monte Zoncolan.
10 kilometer med næsten 12% i gennemsnit og et stykke på fire kilometer, hvor den gennemsnitlige stigningsprocent er over 15!
Inden rytterne rammer Zoncolan skal de, indenfor etapens sidste 50 kilometer, også lige over en kategori-2 og en kategori-3 stigning. Ligesom der tidligere på den i alt 186 kilometer lange etape er et par kategori-3 stigninger.
Der er meget prestige i at vinde på Monte Zoncolan. Derfor burde flere hold være interesserede i, at et morgenudbrud ikke sejler alt for langt væk. Men kigger man efter udbrudskandidater til etapen, er det de sædvanlige formstærke og virkelig holdbare typer som Giulio Ciccone, Luis Leon Sanchez, Giovanni Visconti, etc.
Her i stjernevurderingen er udfaldet dog baseret på, at favoritterne kommer nogenlunde samlet til mål. Eller i hvert fald til foden af Zoncolan. De tre øverste navne blev valgt af Claus Elming, Stefan Djurhuus og Kim Plesner i fællesskab i fredagens Giro-ekstra Veloropa podcast, som du finder på iTunes, Soundcloud, m.v.
Simon Yates er storfavorit til at udvide sit forspring til Tom Dumoulin og alle de andre favoritter/outsidere. Så han burde egentlig have 6 stjerner :-)
***** Yates, Pozzovivo, Lopez
**** Dumoulin, Pinot, Formolo
*** Aru, Carapaz, Froome
** Konrad, Bennett, Ciccone
* O'Connor, Woods, Betancur
Her er dagens kulturhistoriske beskrivelse af etapen, som sædvanligt forfattet af Jonas Neivelt:
Sidst i 1990’erne følte Vuelta a España-arrangørerne, at de måtte gøre noget, så de introducerede en så frygtelig stigning, at de andre to store etapeløb ikke kunne battle dem på stigningsprocenter. Alto de l’Angliru blev derfor introduceret i 1999. Det kunne Giro d’Italia selvfølgelig ikke ignorere, så de så sig omkring i det italienske landskab og fandt en bjergvej oppe i Friuli i det nordøstligste Italien. På den måde kom Monte Zoncolan ind i cykelbevidstheden, og den skal feltet så slingre op ad i dag.
Etapen starter ved San Vito al Tagliamento, der, som navnet antyder, ligger ved floden Tagliamento, som i mange forgreninger slynger sig ned fra Alperne. Udover at være pæne og forsyne sletterne med vand har disse alpefloder en anden betydning for Italien. Italien er meget fattigt på naturressourcer, og det betyder, at stort set hele landets energiforbrug skal importeres. Her har floderne i Alperne betydet en del, fordi de var store nok til, at de kunne bidrage med en vis energiproduktion, hvis blot man anlagde en velplaceret dæmning.
Nordvest for dagens startby ligger den mest berømte af disse dæmninger. Det drejer sig om Vajont-dæmningen, hvor Giro d’Italia sluttede en etape tilbage i 2013. I nærheden af byen Longarone var der i slutningenaf 1950’erne blevet bygget en dæmning, som skulle gøre landet lidt mere uafhængigt af at importere elektricitet. Dæmningen skulle også vise Italien som et moderne land, der kunne stå for topmoderne anlægsprojekter.
For ikke at tabe ansigt valgte myndighederne at ignorere videnskabens advarsler om, at et af bjergene, der lå ved den nye kunstige sø, var ustabilt. Bjergets navn er Monte Toc, og det skulle vise sig at være et passende navn, da toc på den lokale friulanske dialekt betyder ”rådden”. Om aftenen den 9. oktober 1963 rev 270 millioner kubikmeter sten sig løs fra det rådne bjerg og endte direkte i den kunstige sø. Bølgen var af bibelske proportioner, 250 meter høj, og her kunne dæmningen ikke gøre noget. Flodbølgen fortsatte sin vej ned i dalen, hvor den tog alt med sig. Den største af byerne er Longarone, som bagefter blev genopbygget, men hvor 1.500 mennesker døde. I alt døde små 2.000 mennesker i fremskridtets navn.
Ligesom på løbets femte etape, der kørte igennem de jordskælvsramte områder på det vestlige Sicilien, kan man i dette område finde deciderede spøgelsesbyer i området, hvor dagens etape finder sted. Vi kommer ikke direkte forbi, men det ville blot kræve et venstresving i Pinzano al Tagliamento, som feltet når efter 50 kilometer.
I stedet drejer feltet til højre for at komme til en anden landsby med et noget mere behageligt ry. På Tagliamentos østlige bred ligger nemlig San Daniele del Friuli. Byen har engang forsøgt at markedsføre sig selv ved, at den er så kedelig, at det eneste, der bevæger sig, er vinden, der tørrer dens skinker. Den lille by er nemlig hjemsted for den verdensberømte prosciutto di San Daniele. Den er måske ikke så berømt som skinken fra Parma, men i farven er den rødere og i smagen sødere, og så absolut en smagsprøve værd. Gerne sammen med den lokale hvidvin lison, som dyrkes i omegnen af Pordenone og Udine, hvor den første del af dagens etape finder sted.
Dyrkningen af lison-druen går tilbage til romernes tid, hvor Friuli hen mod Romerrigets sidste dage blev et vigtigt centrum. Faktisk var det bortset fra selve Rom den største by i den vestlige del af Romerriget. Desuden var den modsat Rom indrettet logisk og praktisk med indrettede gader, hvilket var en ganske anden verden end den også dengang fuldstændigt kaotiske hovedstad. Mod imperiets sidste dage foretrak de vestromerske kejsere derfor at have deres residenser i Aquileia frem for i Rom. Det irriterede ganske vist de stolte romere, men de kunne intet gøre over for kejseren.
Aquileias storhedstid fik en brat afslutning. Midt i 400-tallet hærgede Attilas hunnere i deres felttog i det nordlige Italien, og til sidst belejrede de også Aquileia. Efter en lang belejring blev byen plyndret og brændt ned til grunden. Historien vil vide, at Attila beordrede sine soldater til at sprede salt på jorden, hvor Aquileia stod, så intet ville kunne gro på det område. Et andet rygte vil vide, at ødelæggelsen af Aquileia faktisk blev startskuddet til en anden guldalder i italiensk historie.
De ganske få indbyggere, der undgik at blive slået ihjel eller at blive taget som slaver af Attilas tropper, måtte flygte ud i kystområderne mod syd ved Adriaterhavets kyst. Her var nogle øer ved at opstå ude i de lavvandede laguner, og nogle hundrede år senere var det Aquileias tidligere indbyggere, som sejlede ud i en af lagunerne og grundlagde Venedig.
Dagens Aquileia er på mange måder en by, der er nem at overse. Alligevel bør man kigge forbi og kigge ind i den fantastiske domkirke. Den nuværende udgave af kirken er fra 1000-tallet. For os danskere er det gammelt nok, men inde i kirken finder man langt ældre kunstskatte. De findes i form af de mosaikker fra den allertidligste kristendom, som stadig præger kirkens interiør. Som en del af den vestlige verdens største bevarede mosaik – den findes nemlig her – er der mosaikker helt tilbage fra 300-tallet. I Aquileia kan vi altså se billeder af tiden, lige efter kristendommen blev tilladt i Romerriget, hvor den senere hen blev statsreligion. På en flad slette i Friuli, hvor kun vinden bevæger sig, kan man foretage en tidsrejse 1700 år tilbage i tiden.
Som i mange af de tidligere etaper bevæger vi os i dag i et område, der for forholdsvis nyligt blev hårdt ramt af et jordskælv. I 1976 rystede jorden under Alperne i det nordlige Friuli, hvor byen Verzegnis ligger. Jordskælvet var et af de kraftigste, der nogensinde har ramt Italien, men alligevel har det ikke en lige så fremtrædende plads i den kollektive erindring som nogle af de andre jordskælv, Giro d’Italia har besøgt. Med små 1.000 menneskeliv som ofre var det ellers alvorligt nok.
Måske er årsagen, at man i dag ikke kan se, at der har været et jordskælv. Her er ikke 50 år gamle spøgelsesbyer som på Sicilien, og her er ikke som i L’Aquila i Centralitalien, hvor byens historiske centrum efter ti år endnu ikke er beboeligt. I stedet blev husene og fabrikkerne genopbygget på kort tid og forsvarlig vis. Det gør dette jordskælv til en dårligere historie end de andre. Ganske vist var det en tragedie, men bagefter kom lokalområdet videre, og der var ingen korrupte byggespekulanter eller uduelige lokalpolitikere at pege fingre ad.
Som nævnt i optakten til gårsdagens etape er vi i disse egne både geografisk og mentalt meget langt fra Syditalien. I stedet orienterer man sig mod Centraleuropa, og det så man blandt andet i den effektivitet, der blev lagt for dagen under genopbygningen efter jordskælvet. Det ser man også i det lokale køkken. Ganske vist finder man et klassisk italiensk produkt i San Daniele-skinken, men ellers er det ikke de fødevarer, man normalt forbinder med Italien, som man indtager her på egnen. En populær ret er frico, en slags ostetærte, og man finder også meget velsmagende gullaschsupper. For at gøre det helt klart, at vi er meget tæt på både Østrig og det tidligere Jugoslavien, er den mest populære dessert en apfelstrudel. Godt smager det jo, men som sagt er det langt fra vores forestillinger om italiensk gastronomi. Alligevel er det netop det – italiensk gastronomi.
Til sidst bevæger feltet sig altså nordpå for at få den første smag på Alperne i årets Giro d’Italia. Ikke at det er en forsmag, for med fire stejle kategoriserede stigninger undervejs og afslutning på det, der formentlig er professionel cyklings allerværste stigning, bliver rytterne kastet direkte ud i afgørelsen på løbet. Den anden dag krydsede feltet Rubicon, og nu må vi forvente, at terningerne for alvor bliver kastet.