Fornem sejr til Matej Mohoric og imponerende kæmpet af Nico Denz på den vanvittigt hårde 10. etape, hvor Esteban Chaves blev kørt eftertrykkeligt ud af klassementet. Dagens etape varsler en spektakulær finale og ligner umiddelbart en lækkerbidsken for de såkaldte puncheurs.
De sidste fem kilometer går op og ned og med et brostensstykke med over 13% i snit og et 500 meters stykke godt en kilometer før mål med op til 16% stigning, er der lagt op til spænding og væddeløb, som vi har for vane at blive forkælede med i Giro d'Italia.
Skal man kigge efter potentielle vinderkandidater, tror jeg derfor det er en god idé at se på de to etaper på Sicilien, som Tim Wellens og Enrico Battaglin vandt. Det burde være nogenlunde samme ryttertyper, denne afslutning ligger bedst til. Derfor består stjerneparaden i dag af et sammensurium af disse ryttere:
***** Wellens, Battaglin, Goncalves
**** Gavazzi, Yates, LL Sanchez
*** Woods, Visconti, Formolo
** Konrad, Pozzovivo, Bilbao
* Carapaz, Schachmann, Pinot
Også i dag er der kulturhistoriske godbidder fra Jonas Neivelt. De kommer lige her:
I går fortalte vi om, hvordan Giro d’Italia i årenes løb er blevet brugt til at sprede et budskab om genopbygning. Det skete i forbindelse med genfødslens Giro i 1946, og det sker i år, hvor feltet særligt besøger Italiens mange jordskælvsramte områder. I går kørte rytterne forbi mange af de områder, der blev ødelagt i den række jordskælv, som har ramt det centrale Italien siden august 2016. Til dagens etape kommer et nyt, eller i virkeligheden meget gammelt, budskab om genfødsel ud på ruten.
Da jeg ikke ved meget om Israel, sprang jeg let og elegant hen over fortællingen om de tre første etaper i årets Giro d’Italia. Alligevel er der (udover den ikke ubetydelige økonomiske gevinst) en årsag til, at cykelløbet begyndte i Jerusalem og slutter i Rom. Ligeledes er der en årsag til, at vi her – midtvejs på vor rejse gennem Italien – starter den ellevte etape i Assisi.
Assisi ligger på den anden side af Monte Subasio fra gårsdagens målby Gualdo Tadino. Monte Subasio er selv en cykeltur værd, og Assisi slanger sig op ad siden på bjergets sydvestlige skråninger. I det vestlige hjørne af byens historiske centrum ligger katedralen Basilica di San Francesco, hvor byens mest berømte søn San Francesco (eller Frans af Assisi i en vederstyggelig fordanskning af navnet) ligger begravet.
Den unge Francesco kom fra en lokal rigmandsfamilie. Omkring år 1200 endte Assisi i krig med områdets hovedby Perugia, og som en ung ugift mand med midler til egen hest og udrustning skulle Francesco ud at slås. Det kom til et slag mellem de to byers hære. Assisi tabte, og sammen med mange andre unge mænd blev Francesco taget til fange, indtil der blev betalt løsepenge for dem. Et år senere kunne en hensygnet Francesco vende tilbage til Assisi. Det er denne scene, man ser på den statue, der er opført foran basilikaen. En svækket Francesco sidder forslået og foroverbøjet på sin hest foran kirken, der nærmest åbner sig foran ham. Selv for en forholdsvis ateistisk nordbo er synet af denne scene af statuen foran kirken en ret overvældende oplevelse. Den katolske kirke har ligesom cykelsporten forstået at formidle sit budskab gennem så ikoniske og stemningsmættede billeder, at de ikke lader sig slette fra nethinden.
Fra tidspunktet hvor Francesco vendte tilbage til Assisi, fik rigmandssønnen en ny mission i sit liv. Luksuslivet blev erstattet af ydmyghed over for samfundets svageste, og silkegevandterne blev erstattet af en brun kjortel. Franciskanermunkene kendes fortsat som brunbrødrene, fordi de netop bærer denne simple klædedragt.
Nutidens mest berømte franciskaner, Jorge Bergoglio, valgte også Francesco som sit navn, da han blev udnævnt til pave i foråret 2013. I modsætning til den foregående pave Bendikt XVI / Joseph Ratzinger har solidariteten og velgørenheden med verdens nødlidende været pave Francescos gennemgående budskab, og det er også det gennemgående budskab i årets Giro d’Italia. Derfor startede løbet i Jerusalem, hvor det kristne budskab også startede. Derfor slutter løbet i Rom, hvor nutidens Francesco holder til i den kristne kirkes centrum. Og derfor starter etapen midt i løbet i Assisi, hvor verdens fattige og nødlidende helgen levede, døde og i dag ligger begravet.
Etapen starter i Italiens midterste region Umbria, og den første del af etapen bringer os sydpå gennem dalen, hvor Tiberen flyder videre ned til Rom. Umbria er en billedskøn region, og står man i en af middelalderbyerne, der ligger op ad bjergene, mens man kigger over dalen til bakkerne på den anden side, kan man hurtigt drømme sig langt væk. De lokale taler om, at Umbria besidder et ganske specielt lys, og jeg er tilbøjelig til at være enig. Det er naturligvis en subjektiv oplevelse, men det minder på en måde om et naturligt Instagram-filter. En af disse byer er Spello, og en anden er Foligno, som rytterne kører igennem på etapens første flade kilometer. Disse veje kendes også fra vinenkeltstarten i Montefalco-distriktet i 2017-udgaven af Giro d’Italia, hvor Tom Dumoulin tog en af sine vigtige sejre på vej mod den endelige førsteplads.
Efter turen ned gennem Tiberdalen bevæger vi os igen nordpå for at krydse bjergene på vej ind til Marche-regionen, hvor resten af etapen finder sted. Resten af etapen sker i de bølgende bakker, som kendetegner både Marche og Abruzzo, og som vi fortalte om i går. Det er et dejligt landskab, og derfor kun passende, at en af Italiens absolut bedste hvidvine kommer fra dette område. Det drejer sig om Verdicchio dei Castelli di Jesi, og feltet kører lige gennem distriktet Det er en meget frisk vin, som er lidt af en kontrast til den meget bastante Sagrantino di Montefalco, som fremstilles i Tiberdalen i Umbria, som feltet kørte igennem på etapens første del.
Udover den gode vin er der en anden årsag til, at Giro d’Italias ellevte etape kører gennem dette område i Marche. Undervejs finder vi en af etapens kategoriserede stigninger i den lille by Filottrano, som ikke ligger langt fra Jesi. Her skal rytterne over den meget stejle Muro di Filottrano, som nok skal give gode muligheder for godt cykelløb i det generelt kuperede terræn, men der er pgså en anden årsag til, at feltet føres forbi.
Filottrano er landsbyen, hvor den italienske cykellegende og tidligere Giro d’Italia-vinder Michele Scarponi boede og døde. Den 22. april sidste år trænede han op til Giro d’Italia i bakkerne, hvor feltet i dag kører igennem, og den dag blev han ramt af en bil og døde. Michele Scarponi varen højt værdsat og trofast bestanddel af Giro d’Italia-feltet, hvor han havde skabt mange store resultater i bjergene. Hans død blev markeret i alt italiensk sport, og den blev også markeret ved offentliggørelsen af årets rute, hvor der blev kaldt til gensidig respekt mellem bilister og cyklister på alverdens landeveje.
Fra Filottrano ligger målbyen Osimo stik øst ned mod Adriaterhavet. Eftersom vi indledte med en fortælling om Francesco af Assisi, er det oplagt at tage en smuttur ned til en af byerne ved kysten. Loreto er egentlig en ret lille italiensk provinsby, men midt i byen og ned til kysten ligger en gigantisk kirke, som slet ikke synes at have fundet sin rette plads i denne ellers ganske normale by. Legenden vil vide, at kirken huser den lille hytte, hvor jomfru Maria modtog sin glade bebudelse om at skulle føde Guds søn.
De geografisk opvakte læsere vil nok komme med den indvending, at Nazareth ikke ligger på den italienske østkyst, og det har de selvfølgelig også ret i. Det skyldes naturligvis en guddommelig indgriben. I slutningen af 1200-tallet var det hellige land dog kommet under besættelse af de vantro tyrkere. Gud kunne ikke tillade, at han og Marias gamle loveshack på den måde skulle falde i de forkerte hænder. Derfor bad han sine engle om at fragte det et sikrere sted hen. Den var de med på, og det blev ført til et sted i nærheden af Rijeka – eller Fiume, som italienerne kalder byen – i det nuværende Kroatien.
Det startede meget godt, men hurtigt fandt de landevejsrøvere, som jo var meget talrige i det område, ud af, at der var et hus, som de kunne bebo og gøre alle mulige ugudelige ting i. Derfor gik der kun få måneder, inden Gud igen bad englene om at flytte huset. Denne gang endte det i regionens hovedby Ancona, som slet ikke ligger langt herfra. Ancona var dog, som den er det i dag, en havneby, og det betød, at den havde en ret kosmopolitisk karakter, så den var fyldt med jøder og andre vantro. Det kunne Gud heller ikke tillade, så derfor blev Marias hus flyttet et par kilometer sydpå til det mere provinsielle Loreto, hvor man så byggede en kæmpestor kirke oven på huset. Kirken gør det meget belejligt mere vanskeligt at finde huset.
Endnu tættere på dagens målby Osimo ligger Castelfidardo, hvor der i 1860 fandt en ganske anden og måske nok mere sandfærdig historisk begivenhed sted. Det var her, hvor Piemontes hær slog Pavestatens hær i det endelige slag mellem de to lande i krigen for Italiens samling. Piemontes hær var anført af general Enrico Cialdini, som blev nævnt i optakten til niende etape i forbindelse med en massakre i to syditalienske landsbyer kun et år senere. Så hurtigt gik det at samle Italien.
Efter i samarbejde med Frankrig at have besejret Pavestaten og især Østrig kunne den italienske hær nu koncentrere sig om at bremse den invasion af Syditalien, som nationalhelten Giuseppe Garibaldi havde indledt. Med ganske få følgere var det lykkedes Garibaldi at bringe Kongeriget af de To Siciliers hær og hele stat i knæ. Det kunne jo lyde meget godt for Piemontes magthavere, men Garibaldi stod for en ganske anden politisk linje end deres.
Som den italiensfarende vil vide, er Italiens byer kendetegnet ved en helt vild mangel på opfindsomhed, når det kommer til at navngive veje og pladser. Overalt finder man en Via eller Piazza Cavour, Garibaldi, Mazzini, Vittorio Emanuele, 20 Settembre og så videre og så videre. I de byer med nok veje at navngive finder man også tit en Via Castelfidardo. Forklaringen findes netop her. Alle navnene skal minde italienerne om lyksalighederne ved landets samling.
I mellemtiden ankommer feltet netop her i disse smukke omgivelser i det, der vist bedst kan kaldes en transportetape. Fra i morgen begynder det at gå nordpå, så vi kan nå den dramatiske afslutning i bjergene.