Efter Giroens anden hviledag venter løbets længste etape på 239 kilometer. En meget speciel etape, der nærmest skriger på at et større udbrud holder hjem, men teknisk set også kan ende i en massespurt eller totalt kaos fra starten.
Årsagen er rutens konstruktion med en 15 kilometer lang og ganske hård stigning fra starten af etapen. Dagen efter en hviledag er det selvfølgelig noget nær den værste start, hvis ikke man har fået skruet bjergbenene ordentlig på.
Så alt andet lige skal man være nogenlunde til at køre opad eller i virkelig topform, for at ramme dagens udbrud. Kommer der en ordentlig flok afsted, som samtidig er langt efter i klassementet, er det svært at se, hvem der skulle have interesse i at holde det hele samlet i så kuperet terræn og over så lang en distance.
Så hvis vi skal kigge stjerner er her et udvalg blandt de ryttere som ruten umiddelbart passer til og som er mere end 10 minutter efter i klassementet. De fem stjerner blev udvalgt sammen med Stefan Djurhuus i den seneste Veloropa Podcast, som du kan lytte til her: https://veloropa.dk/blogs/news/podcast-12-giro-hviledags-special-froome-nedtur-yates-optur-stjerner-quiz-og-meget-mere eller på iTunes, Spotify og Audioboom.
***** LL Sanchez, Visconti, Wellens
**** Brambilla, Ulissi, Battaglin
*** Hermans, Ciccone, De la Cruz
** Conti, Polanc, Pantano
* Roche, De Marchi, Van der Sande
Og som sædvanlig kommer her Jonas Neivelts kulturhistoriske beskrivelse af dagens Giro-rute:
Efter løbets anden hviledag – den første blev brugt til at transportere feltet fra Israel til Sicilien – skal rytterne ud på løbets længste etape, som går gennem et bølgende terræn i det centrale Italien. Hvis man skal blive i bølge- og surferterminologien, byder den første stigning på et ret spektakulært break, idet der straks cykles tilbage op ad Gran Sasso-stigningen. Denne gang kommer rytterne ikke helt op i højderne, men der skal følges med på de første tyve kilometer, som går lige op i luften.
Oppe i luften ligger Hotel Rigopiano. Eller rettere, det lå der. Italien er så gunstigt indrettet, at man på halvanden times køretur kan komme fra det varme Adriaterhav ved Pescara til skisportssteder oppe i bjergene. Hotel Rigopiano var et sådant skisportssted, og i dagene omkring den 18. januar 2017 var der fyldt. Det havde sneet kraftigt i de foregående dage, og gæsterne ønskede at udnytte forholdene. Men forholdene var slet ikke så gunstige.
Siden august 2016 havde undergrunden rystet det centrale Italien i en række jordskælv. Faktisk er jordskælvene slet ikke forbi. Da jeg i begyndelsen af april i år befandt mig i Perugia, blev jeg og mine venner vækket af endnu et efterskælv. Om eftermiddagen den 18. januar 2017 fandt endnu to efterskælv sted i området omkring Gran Sasso d’Italia. De udløste en lavine, som med kurs direkte mod Hotel Rigopiano fuldstændigt ødelagde hotellet. 29 mennesker døde, og kun elleve kunne hentes ud af ruinerne, i Europas værste lavine siden 1999. Det, der tidligere var et ret luksuriøst skiressort, som kunne minde om en lille udgave af The Shinings Overlook Hotel, er i dag en samling træ- og murbrokker. Giro d’Italia ledes op ad stigningen for at vise respekt for de afdøde.
Efter denne højtidelighed føres feltet nordpå. Landskabet bliver lettere, og landskabets fortælling bliver også mere fornøjelighed. De bløde toscanske bakker er velkendte blandt nordboerne, men vil man på en lignende ferie og samtidig spare en hel masse penge, kan man overveje, om man ikke skulle tage mod Italiens østkyst i stedet. Landskabet i Marche-regionen og i det nordlige Abruzzo minder på mange måder om Toscana, og også her kan man leve mere end godt, hvis ens hotel ikke bliver opslugt af en lavine eller destrueret af et jordskælv.
De bløde bakker kendes også for den lokale vin Montepulciano d’Abruzzo, som de fleste lejlighedsvise vinkøbere herhjemme vist nok kender fra supermarkedets vinhylder. Vinen fremstilles omkring den lokale hovedby Teramo, som feltet også kører igennem. I gårsdagens historietime hørte vi om krigene mellem Rom og samnitterne. Teramo, som er ældre end Rom, var en aktiv del af disse krige og blev indlemmet under Rom kort efter det afgørende slag. Den italienske østkyst kan altså byde på meget af det, som man også kan finde i Toscana. Charmerende landskaber, god og/eller billig vin, romerske mosaikker og smukke kirker. I Teramo skal man gøre sig den ulejlighed at stoppe forbi domkirken Santa Maria Assunta. Samtidig er maden fremragende, og kødsovsen fra Teramo og Ascoli Piceno – spaghetti alla chitarra – er nok Italiens bedste uden for Bologna. Samtidig kan man forsyne sig med de lokale arrosticini; små træpinde med lammekød, som gnides med olivenolie og smides på grillen. Så simpelt kan det gøres, og der er lagt op til et tungt måltid med tung lokal vin. Det må cykelrytterne nok ikke spise i dag.
Mellem Teramo og Ascoli Piceno krydser feltet floden Tronto og kører dermed officielt ud af Syditalien. Floden var i århundreder grænse mellem Pavestaten mod nord og Kongeriget af de to Sicilier mod syd. I dag er det blot en flod, der løber gennem det sydlige Marche, men cykelkendere vil huske flodens navn for byen San Benedetto del Tronto, som ligger ved flodens udløb i Adriaterhavet og hvert år er målby for Tirreno-Adriatico.
Denne idylliske del af etapen er et kærkomment afbræk for den fortælling om jordskælvet i 2016. Feltet drejer tilbage mod bjergene, og her kommer de forbi flere af de byer, der blev allerhårdest ramt. Først rammer de Roccafluvione, som er et positivt forspil til de tristere landskaber, vi senere skal besøge. I Roccafluvione havde de kommunale myndigheder taget den store risiko for jordskælv i området seriøst, og fra 2015 havde de iværksat projekter, der skulle sikre de offentlige bygninger mod rystelserne. I dag kan de alle sammen bruges, og det er kun byens gamle kirker, der er for farlige til brug.
Anderledes gik det til i Amandola og Caldarola, som ruten kører igennem. Amandola ligger på toppen af en bakke på vej ind mod bjergene, der adskiller Marche fra de andre regioner Umbria og Lazio. Her endte en fjerdedel af byens indbyggere med at blive hjemløse som følge af jordskælvet, og byens vartegn – klokketårnet på San Francesco-kirken – styrtede sammen. Da endnu et jordskælv ramte den 30. oktober og blandt andet ødelagde den smukke by Norcia, blev Amandolas hospital totalskadet.
Værst gik det for sig nogle kilometer sydpå, og især byerne Arquata del Tronto, Accumoli og Amatrice blev fuldstændig ødelagt. Her døde langt de fleste af de 300 mennesker, der mistede livet, og her blev byerne fuldstændigt udslettet. Nu skal de bygges op fra grunden. Alene i Amatrice døde 255 mennesker i det første jordskælv den 24. august 2016, hvor mange var samlet for at tage del i den årlige Sagra dell’Amatriciana, hvor man fejrer områdets berømte pastaret amatriciana, som i dag også er en fast bestanddel af det romerske køkken.
Det sidste af de helt store jordskælv skete den 30. oktober 2016. Som ved et mirakel døde ingen mennesker ved denne lejlighed, men den sublime bjergby Norcias historiske centrum led stor overlast. Italien er udover den korte afstand mellem hav og bjerge velsignet af helt enorme kunstskatte. Således var der i en ret lille by som Norcia uerstattelige kunstskatte. Blandt andet kirken Basilica di San Benedetto, som også blev helt ødelagt. Avisen The Guardian bragte dengang en kommentar om, hvorfor de italienske jordskælv vedrører os alle. Kommentaren sluttes af med en opbyggelig påmindelse: ”From Pompeii to Florence to Norcia, the people of Italy have lived with disaster for millennia. Out of that instability they created beauty. Any loss of that great human fabric is a loss for us all.”
Det minder om det, Orson Welles’ karakter sagde i mesterværket The Third Man: ”In Italy for thirty years under the Borgias they had warfare, terror, murder and bloodshed but they produced Michelangelo, Leonardo da Vinci and the Renaissance. In Switzerland, they had brotherly love; they had five hundred years of democracy and peace and what did that produce? The cuckoo clock.”
Hvad enten det skyldes menneskers ondskab eller naturkatastrofer har Italien det med at balancere på afgrundens rand. Alligevel lykkes det som oftest for italienerne at holde sig på den rigtige side af afgrunden og i mellemtiden at skabe store ting. Det er da imponerende, og kukuret er desuden en tysk opfindelse.
Accumoli og Amatrice, Arquata og Norcia – alle ligger de for foden af nogle af de højeste og smukkeste bjerge i Italien, Appenninernes Monti Sibillini. Tager man op på det højeste bjerg Monte Vettore kommer man forbi landsbyen Castelluccio di Norcia, som led endnu hårdere overlast end Norcia nede i dalen. Her er en højslette, som slet ikke er ulig den på Campo Imperatore fra gårsdagens etape. Hvert år blomstrer den i tusind farver, og det vil den blive ved med, jordskælv eller ej.
Sletten og grotterne, der findes på disse egne, bebos af le sibille. De er en slags nymfer, som samtidig er Italiens svar på de græske orakler. Det er derfor fristende at tage turen op på højsletten, forbi de dybe bjergsøer og grotterne, og spørge dem om byerne i området vil genopstå og være så livlige, som de var før.
I har måske bemærket et gennemgående tema med, at Giro d’Italia i år besøger katastroferamte områder. Det er bestemt intet tilfælde. Giro d’Italia har en lang tradition for at vise respekt for ofrene for forskellige katastrofer. Det startede tilbage i 1946, hvor det første Giro d’Italia efter anden verdenskrig blev afviklet under parolen il Giro della Rinascita – genfødslens Giro. Så var det heldigt, at væddeløbet i 1946 bød på en legendarisk duel mellem legenderne over alle legender Gino Bartali og Fausto Coppi. Bartali vandt til sidst med blot 47 sekunder ned til Coppi, men det gav en vis optimisme tilbage til det splittede og ødelagte land, at de både kunne være vært for og ophavsmænd til en så stor sportslig duel. På en måde indvarslede det den sociale og kulturelle fremgang, som Italien oplevede i efterkrigstiden.
Selv om der helt sikkert har været en del shekler involveret, har Giro d’Italia årgang 2018 allerede vist respekt for den største af alle katastrofer. Løbet startede i Israel, hvor Gino Bartali op til starten af årets løb er blevet gjort til posthum æresborger. Det skyldes hans engagement under anden verdenskrig, hvor han cyklede de toscanske landeveje tynde. Det gjorde han dels for at træne, men samtidig kunne han skjule falske dokumenter til områdets jøder i rørene på sin cykel og på den måde transportere dem videre til jøderne i Toscana og Umbria. Han reddede hundredvis af menneskeliv, og også den solskinshistorie midt i katastrofen er blevet markeret i år. Fra 1946 til 2018 går altså en fælles fortælling om at genopstå af ruinerne, som den østtyske nationalsang også handler om.
Etapen slutter i Gualdo Tadino, som ligger små 40 kilometer øst for Umbrias hovedby Perugia. Også den er blevet genopbygget flere gange. I år 409 smadrede goterne byen på vej mod Rom, som de plyndrede eftertrykkeligt året efter. I år 552 døde titusindvis af mennesker i et slag mellem byzantinerne og goterne. I 1751 ødelagde et jordskælv byen, hvorefter de antikke kirker blev bestjålet for marmor og kunstværker, og senest ramte endnu et jordskælv byen i 1997.
Besøger man alligevel Gualdo Tadino, kan man kigge på nogle af de kunstværker, der blev hængende trods jordskælv og plyndringer. De er skabt af den lokale kunstner Matteo da Gualdo, og særligt smuk er billedet af Adam og Eva ved livets træ. På den anden side af bjerget Monte Subasio ligger Assisi, og her er mange af byens mange kirker også udsmykket med kunstværker af Matteo da Gualdo. På den måde har Gualdo Tadino ligesom Italien trods svære betingelser efterladt et stort aftryk på sin omverden.
Alt dette kan man nyde, mens man nyder områdets specialiteter. Særligt området omkring Norcia er rig på dem. De fleste herhjemme kender til skinken fra Parma og fra San Daniele di Friuli, men Norcia-skinken er mindst lige så god. Den kan indtages med lidt revet trøffel, for mens trøflerne fra Piemonte er mere berømte, findes de i større antal og næsten lige så høj kvalitet i skovene omkring Norcia. Vil man holde den slanke linje, kan man starte med at dyrke lidt motion ved at tage op på højsletten ved Castelluccio di Norcia. Her gror Italiens bedste linser, og dem kan man spise til sin skinke, mens man tænker på at genopbygge ens land fra katastrofen, eller ser dagens etape.
Etapen bliver næppe afgørende. Kan en stærk sprinter holde over stigningerne på etapens første to tredjedele, kunne det blive en sag for ham. Ellers får et udbrud lov til at holde hjem.