Endnu en uforudsigelig etape er overstået, en på papiret uforudsigelig er på menuen i dag. Under normale omstændigheder ville et udbrud få lov at sejle væk med en masse ryttere, der er langt efter i klassementet. Men det lader til, at Mitchelton-Scott kører efter nærmest alt.
Og idet det - som grafikken antyder - er en flad start på etapen, er det ikke nødvendigvis nogle særligt holdbare ryttere, der kommer afsted i morgenhugget i dag. Det kan blive afgjort af tilfældigheder og hvis ikke holdbarheden er til stede, kan udbruddet nemt blive hentet på den sidste stigning, der ikke er den hårdeste i verden, når man bruger Giroen som målestok.
Større typer som Rohan Dennis og Tom Dumoulin burde den faktisk passe fint til. Men i tredje uge af en hårdt kørt Giro, er det ligeså meget formen, der har betydning. Det så man også på enkeltstarten, hvor Dumoulin slet ikke levede op til forventningerne, selvom ruten passede ham perfekt.
I dag sætter jeg stjerner efter klassementsrytterne. Uanset om de skal køre om etapesejren eller mod hinanden om de sekundære placeringer - og sekunder.
***** Yates
**** Froome, Pozzovivo, Lopez
*** Bennett, Pinot, Carapaz
** Dumoulin, O'Connor, Bilbao
* Formolo, Konrad, Dennis
Også i dag er der mere til dig, der har behov for at få fyldt din kulturhistoriske kuffert op med indtryk fra det italienske, som vanligt forfattet af Jonas Neivelt:
I går skrev jeg, at den heftige industrialisering af Lombardiet førte til, at store menneskemængder begav sig fra det sydlige til det nordlige Italien for at finde et arbejde. I den forbindelse kan man spørge, hvorfor det netop var Lombardiet, der var hurtigst til at industrialisere sig. Hvorfor søgte de fattige bønder fra Norditalien ikke mod en blomstrende industri i syd? En af forklaringerne kan man se i dagens startby Abbiategrasso.
I udkanten af byen finder man nemlig et vandløb, der går under navnet Naviglio di Bereguardo. Det er en del af det netværk af kanaler – i navigli – som gennem århundreder er blevet bygget for at forbinde Milano med sit opland. Naviglio di Bereguardo er en af mange kanaler, som endnu i dag fører ind til Naviglio Grande, som ender i Milanos centrum. I dag fungerer kanalerne ude på landet som vandingskanaler for markerne, og Naviglio Grande i Milano er centrum for et af de mere populære steder at gå ud om aftenen i Milano. Førhen var de dog en mulighed for hurtigt og effektivt at transportere varer mellem de norditalienske byer. Råvarer blev ført ind til fabrikkerne i Milano, og færdige varer blev skibet ud ad kanalerne og senere til havnebyerne for at nå resten af verden.
Denne udbyggede infrastruktur skabte profit, profitten skabte mere industri, og da Italien blev samlet, kunne Syditalien, som aldrig havde nydt godt af denne slags kommunikations- og handelsveje, ikke konkurrere med Norditaliens industri. Her i Abbiategrasso, som ellers ikke er berømt for synderligt meget, kan man altså se en af årsagerne til det fortsat meget store skel mellem nord og syd i italiensk økonomi.
Her spiller landskabet selvfølgelig også ind. Som de fleste steder på Po-sletten er her helt fladt, og det gør det jo nemmere at bygge den slags kanaler. I Syditalien er der derimod bjerge og bakker stort set over det hele. I dag kører feltet tværs over den flade Po-slette for til sidst at tage hul på de tre afgørende etaper i de vestlige alper.
Et andet eksempel på den norditalienske industri kan ses, når etapen efter ganske få kilometer kommer forbi Vigevano. Som de fleste ved, går italienerne ret meget op i, hvad de har på, og resten af verden lader til at kunne lide deres smag. Også fodtøjet. Vigevano kendes som skoenes hovedstad, og i løbet af det tyvende århundrede eksporteredes millioner og atter millioner af dyre sko fra byen. Netop luksustøj er en vigtig del af økonomien i denne del af Norditalien. Ikke langt vestpå ligger Alessandria, hvor hatteproducenten Borsalino havde hjemme indtil konkursen i december 2017. Med koryfæer som Humphrey Bogart og Frank Sinatra blandt de berømte bærere af hatten var det ikke overraskende, at den vestlige verden fik øjnene op for det flotte tøj, man kunne købe her fra det nordvestlige Italien. I Vigevano kan man besøge skomuseet og dermed få indblik i det økonomiske boom, som regionen takket være dens ekspertise i flot tøj, oplevede i anden halvdel af det tyvende århundrede.
Ser man et øjeblik bort fra sko, hatte og kanaler, er historien i denne del af Italien lige så blodig som i resten af landet. Området lå i lang tid under Savoia-dynastiets kongerige i Piemonte. Dette land fungerede som en slags bufferzone mellem de to evige stridshaner i Frankrig og Østrig, som kontrollerede Italien længere mod øst. Det er derfor ikke underligt, at mange slag mellem de to lande fandt sted lige her.
Napoleon slog østrigerne ved et berømt slag ved Marengo lidt uden for Alessandria. Senere blev en gryderet med kylling opkaldt efter slaget. I midten af det nittende århundrede var den gal igen. Først i kølvandet på revolutionsåret 1848, hvor Piemonte gerne ville hjælpe de frihedshungrende italienere på halvøen med at kaste det østrigske åg fra sig og blive dele af et samlet Italien. Her stødte de italienske og østrigske hære sammen netop i Vigevano. For at gøre en lang historie kort, vandt italienerne slaget men tabte krigen. Så gik det bedre ti år senere, hvor Piemonte nok en gang forsøgte at samle Italien. Denne gang støttede Frankrig aktivt italienernes nationalistiske bestræbelser, og den fransk-italienske hær mødte østrigerne ved Magenta et par kilometer nord for dagens startby. Denne gang vandt italienerne både slaget og krigen.
Går vi små 500 år tilbage i tiden, var området også dengang en bufferzone mellem Frankrig og Hapsburg-dynastiets besiddelser, som dengang blandt meget andet var både Spanien og Østrig. Italien var derfor slagmarken i krigene mellem de to lande (se 12. etape), og i dette hjørne af landet fandt et af de afgørende salg sted. Det foregik ved Pavia en anelse mod øst. Her vandt de spanske hære i 1525 en sejr så stor over franskmændene, at de endeligt overtog initiativet i krigene. Da krigene sluttede, var spanierne og siden østrigerne derfor den dominerende magt i Italien. Slaget er ligeledes kendetegnet ved, at de italienske hære blandede sig uden om. De var efter 30 års stormagtskrige i deres land så mørbankede, at de blot lod de andre slås hos sig og ikke prøvede at gøre noget ved situationen. Den situation skulle vare ved i over 300 år, indtil ønskerne om samling begyndte at røre sig i den italienske andedam.
TV-signalerne på dagens etape begynder i Grinzane Cavour, og netop dette sted er vigtigt for Italiens samling. Herfra stammer nemlig adelsfamilien, hvor en vis Camillo Benso kom fra. Han blev senere premierminister for Piemonte, og med ham i spidsen som topdiplomat og überopportunist skulle de tage roret i bestræbelserne på at samle landet og smide østrigerne på porten. Ved hjælp af smukt orkestrerede hemmelige forhandlinger lykkedes det ham at skaffe franskmændenes militære hjælp og briternes forståelse for, at en ny stat, som tilmed havde potentiale til at blive en stormagt, skulle dannes i Europa. En egentlig stormagt blev Italien aldrig, men Cavour lykkedes med at gøre briterne og franskmændene glade alligevel. Han var nemlig garant for en moderat konservativ politik, som ikke ville give for meget magt til radikale folk som Giuseppe Garibaldi og den anden nationalhelt Giuseppe Mazzini. Nok ville Italien blive samlet, men det ville samles som et konstitutionelt monarki, og det var dog betryggende.
Som antydet bærer det behagelige landskab ikke præg af dette. Ved Casale Monferrato krydser feltet Po for anden gang i årets Giro d’Italia. Landskabet er her præget af rismarker for at lave den risotto, de er så glade for i Lombardiet. Nord for Casale Monferrato ligger Arborio, som giver navn til den rissort, som egner sig bedst til risotto. Men modsat den anden ende af Po-sletten er her ikke helt fladt. Monferrato, som området hedder, er karakteriseret ved de lave, bløde bakker. Risene bliver dyrket helt nede ved floderne, men oppe på bakkerne er vinproduktionen i fokus. Barbera-vinene kommer herfra, og det samme gør den søde mousserende vin Asti, som slet ikke behøver være udgaven fra Netto til 30 kroner. Monferratos vinlandskab er, som mange andre steder langs årets Giro d’Italia-rute kommet på UNESCO’s liste over verdenskulturarv. Alba er desuden berømt for de yderst delikate hvide trøfler, der gemmer sig under jorden. Trøfler – måske endda i en risotto – og vin fra Monferrato. Det lyder som en dejlig aften.
Udsigten står på bløde bakker og nærmest endeløse vinmarker i barberaen og baroloens tegn. Hvis feltet nu tog en lille afstikker sydøstpå, kunne vi også besøge Fausto Coppis landsby Castellania. Her kom il campionissimofra, og den lille by er i dag smukt indrettet som et Coppi-museum. Der hænger digte og fotografier på husmurene, mens gaderne snor sig op mod toppen af byen, hvor brødrene Fausto og Serse Coppi ligger begravet blandt endnu flere monumenter. Jeg lod mig fortælle af de lokale, at ruten op mod byen i sommermånederne nærmest er en lang cykelkortege. Desværre kom jeg forbi en råkold dag i marts.
Efter den lille by Mondovì er det dog slut med bløde bakker og søde historier. Nu gælder det de vestlige alper og den endelige afgørelse af årets Giro d’Italia. Første del af denne afgørelse foregår på Prato Nevoso, som tidligere er besøgt af både Giro d’Italia og Tour de France. Prato Nevoso er også etapens eneste bjerg. På den måde minder etapen om sidste års etape fra netop Castellania op til kirken på toppen af Oropa-bjerget, som ligger et stykke nordpå. Ganske fladt indtil en fuldkommen eksplosion op ad bjerget, hvor Tom Dumoulin vandt sidste år. Oropa er naturligvis også stedet, hvor Marco Pantani vandt en af sine smukkeste sejre i 1999-udgaven af Giro d’Italia, men det er en helt anden historie.
Med mindet om både Coppi og Pantani intakt kan vi glæde os til tre formentlig forrygende dage i Alperne.