Ny reformaftale kan spænde ben for Riis

Bjarne Riis og Lars Seier Christensens relativt nye projekt, The Riis Seier Project, risikerer endnu engang at måtte udsætte deres ambitioner om et World Tour mandskab, efter UCI og ASO ser ud til at have ændret betingelserne for den reform, der ellers skulle træde i kraft i 2017. 

Af Kim Plesner

På rygtebasis var Riis og Seier tidligere involveret i planerne om det hold, der i 2017 får debut under navnet Bahrain-Merida med Vincenzo Nibali som kaptajn, og den danske duo forhandlede angiveligt også med Oleg Tinkov om et tilbagekøb af den World Tour licens, Riis solgte til Tinkov i december måned 2013.

Men uanset om der var hold i rygterne, så udmøntede det sig ikke i realiteter og dermed er Riis og Seiers eneste tilbageværende mulighed for et cykelhold i 2017, at etablere et mandskab på nederste hylde, nemlig det såkaldte Continental niveau. Licens-ansøgningerne for de to øverste niveauer, World Tour og Pro Continental, er nemlig allerede offentliggjort af UCI.

I denne sæson har Riis Seier Project, via deres medejerskab af Virtu Pro Concept, været co-sponsor for det danske Continentalhold, Team Virtu Pro-Veloconcept. Et hold der tidligere på sæsonen gik under navnet Team Trefor.

Visionen om et World Tour hold

At Riis-Seier ikke får stablet et World Tour hold – eller et Pro Continental hold for den sags skyld – på benene i 2017 bør dog ikke være noget, der får hverken de to indehavere eller direktøren, den tidligere australske toprytter Michael Rogers, til at ryste på hånden. I forbindelse med pressemødet på D’Angleterre i slutningen af februar måned, hvor projektet blev præsenteret, lød visionen således for et kommende cykelhold:

“As of now we are hoping and aiming to present our new cycling team in 2017, and if we’ll have to wait until 2018 or 2019 we’ll be pleased with that as well.”

Her nævnes det altså slet ikke, at holdet absolut skal være et World Tour mandskab, men da Michael Rogers, den 17. maj blev præsenteret som ny direktør i projektet, lød det sådan her:

“The Riis Seier Project aims to build a financially strong, diverse and sustainable business based on innovative new cycling projects around a World Tour cycling team.”

Her understreges det, at ambitionen er et World Tour mandskab. Men vi ved altså, at Riis og Seier ikke kommer på øverste hylde i 2017, som de ellers godt kunne have tænkt sig. Og nu ser det endda også ud til, at et World Tour mandskab i 2018 ser mere end vanskeligt ud for det ambitiøse, danske projekt. Og hvorfor nu det?

Jo, ifølge Cyclingnews, så har UCI og ASO valgt at ændre indholdet i den reformaftale, de ellers havde indgået, om at reducere antallet af World Tour mandskaber fra 18 til 16 frem mod 2019-sæsonen. De to magtfulde organisationer vælger i stedet at fortsætte med 18 hold i både 2017 og 2018, for derefter at reducere antallet af hold til 16 i 2019.

ASO ændrer kurs og redder Dimension Data

ASO havde ellers sat som betingelse, at World Touren skulle reduceres fra og med 2017, hvis deres løb, heriblandt Tour de France, Paris-Roubaix og Liège-Bastogne-Liège, skulle indgå i kalenderen. Men da det så kom frem, at Dimension Data formentlig ville blive sorteper blandt de 18 ansøgere om de kun 17 licenser, fik ASO og UCI pludselig et fælles incitament til at fastholde 18 licenser på World Touren i 2017.

For Dimension Data er ikke blot sponsor for det sydafrikanske cykelhold, der tidligere gik under navnet MTN-Qhubeka. De har også valgt at tegne et sponsorat på omkring 2 millioner € (omkring 15 millioner danske kroner), der skal sikre live data fra nogle af rytterne i ASO’s mange løb. Og det er ikke helt utænkeligt, at dette sponsorat har været en ganske god investering for Dimension Data, set i lyset af ASO og UCI’s nye kurs.

Men umiddelbart lyder det jo godt for Riis og Seiers ambitioner, tænker du måske, da der så er et større antal World Tour licenser de kommende to år. Men nej. Årsagen til, at det alligevel ligner et benspænd for et hurtigt comeback på World Touren til et dansk mandskab er, at det hører med til historien om den nye reformaftale, at de 18 World Tour hold som noget nyt får udstedt to-årige licenser, som altså kommer til at gælde for 2017 og 2018 sæsonerne.

Pilen peger i retning af 2019 for Riis og Seier

Det er med til at give holdene mere stabilitet og ro i forhold til sponsorerne. Men på den anden side gør det det ekstremt svært for nye sponsorer/initiativer, at komme ind i det gode selskab de næste to sæsoner. For det er nok ikke sandsynligt, at hverken ASO eller UCI er med på ligefrem at sætte antallet af World Tour mandskaber op.

Men selvom antallet af hold efter alt at dømme reduceres fra 18 til 16 i 2019, så har Riis Seier større chance for at komme med ombord på det tidspunkt, da alle mandskaber så skal ud og søge om nye licenser, hvilket til en vis grad vil ligestille det danske projekt med de allerede etablerede World Tour hold. Det bliver formentlig heller ikke nemt at komme med i det reducerede felt i 2019. Men meget kan nå at ændre sig på to år.

Det er dog ikke helt udelukket, at The Riis Seier Project kommer på banen før 2019-sæsonen. Det er jo set før i cykelsportens historie, at et World Tour mandskab pludselig kommer i problemer eller holdets sponsor af en eller anden grund vælger at trække stikket før tid. I så fald kan Riis og Seier forsøge at overtage dette mandskabs licens.

De kan selvfølgelig også komme med som co-sponsor hos et af de allerede etablerede hold. Men det matcher bare ikke visionerne for The Riis Seier Project, om at bygge et hold op på et helt anderledes fundament end tidligere.

Så lad os prøve at kigge på de 18 aktuelle World Tour hold, og se hvilke muligheder der reelt set er for Bjarne Riis og Lars Seier, hvis de skal med på øverste niveau allerede i 2018:

AG2R LA MONDIALE Har tegnet kontrakt med Romain Bardet og Alexis Vuillermoz frem til og med 2018-sæsonen og holdet har været aktivt i 16 sæsoner nu.

ASTANA Har været med siden 2005 og end ikke dopingskandalerne i 2007 eller licensproblemerne sidste år, har fået Vinokourov til at ryste i bukserne. Michael Valgren og Superman Lopez har kontrakt til og med 2018.

BAHRAIN-MERIDA De fleste af holdets ryttere har tegnet to-årige kontrakter, dog ikke kaptajn Vincenzo Nibali. Man ved aldrig med disse helt nye projekter, men mon ikke de trods alt har tænkt sig at fuldføre den to-årige licens, de ventes af få i november?

BMC Det er ikke helt utænkeligt, at BMC-rigmanden Andy Rihs kunne finde på at forlade cykelsporten efter 2017-sæsonen. Ingen af de store navne eller nytilkomne Nicolas Roche har således kontrakt længere end til udgangen af næste sæson, til trods for det nye TAG Heuer-sponsorat. Og der har de seneste par sæsoner været rygter fremme om et snarligt BMC-exit.

BORA-HANSGROHE Ny co-sponsor i Hansgrohe og ny tre-årig kontrakt med den dobbelte verdensmester, Peter Sagan. Det tyske mandskab er kun lige startet med deres store ambitioner.

CANNONDALE-DRAPAC Selvom sponsorsituationen på Jonathan Vaughters mandskab har været ustabil gennem en årrække, og resultaterne ikke er prangende, så har Cannondale skrevet to-årige aftaler med de nye profiler Sep Vanmarcke og Taylor Phinney. Ligeledes er co-sponsoren Drapac kommet ombord.

DIMENSION DATA Efter at være blevet reddet af ASO og den nye reformstruktur med to-årige licenser, skal man nok ikke forvente, at lige præcis Dimension Data kunne finde på at forlade World Touren før tid.

FDJ Det franske lotteri har været sponsor siden 1997 og holdet har kontrakter med både Arnaud Démare og Thibaut Pinot frem til og med 2018.

KATUSHA-ALPECIN Russerne er netop skiftet til schweizisk licens og har fået Alpecin ombord som co-sponsor. Desuden har man aftaler til og med 2018 med Tony Martin og Mads Würtz Schmidt.

LOTTO-SOUDAL Andre Greipel, Lars Bak, Tim Wellens og netop indkøbte Moreno Hofland er alle på kontrakt til og med 2018. Thomas de Gendt endda helt frem ti 2019. Intet tyder altså på et snarligt exit fra Lotto-Soudals side.

MOVISTAR Det virker mildest talt ret usandsynligt, at Eusebio Unzues mandskab skulle være på vej væk fra cykelsportens højeste niveau. Desuden har Alejandro Valverde netop forlænget sin kontrakt frem til udgangen af 2019.

ORICA-BIKE EXCHANGE Det australske mandskab har netop haft sin bedste sæson nogensinde, og kontrakterne med Esteban Chaves og Yates-brødrene løber frem til hhv 2019 og 2018.

QUICK-STEP FLOORS Godt nok er Etixx stoppet som co-sponsor af det belgiske mandskab. Men at forestille sig Patrick Lefevere forlade cykelsporten indenfor en overskuelig fremtid? Det ville jeg nok ikke satse alle mine penge på.

SUNWEB-GIANT Den nye sponsor Sunweb kommer ombord til næste sæson og der er kontrakter frem til 2018 med Warren Barguil, Tom Dumoulin og Wilco Kelderman.

TJ SPORT Nyt kinesisk projekt, der har overtaget efter Lampre-Merida. Profiler som Rui Costa, Diego Ulissi, Valerio Conte og nytilkomne Darwin Atapuma er sikret på aftaler frem til udgangen af 2018.

 TEAM LOTTONL-JUMBO Det hollandske mandskab har ikke væltet sig i gode resultater, men sponsoren virker stabil og der er tegnet kontrakter med de største hjemlige profiler, Dylan Groenewegen, Steven Kruijswijk og Lars Boom frem til og med 2018.

TEAM SKY Chris Froome er på kontrakt til og med 2018. Så behøver jeg vel ikke engang skrive, at Diego Rosa netop har underskrevet en tre-årig aftale?

TREK-SEGAFREDO De store klassementskanoner, Bauke Mollema og Alberto Contador, har begge kontrakt til og med 2018 og intet tyder på en snarlig nedtrapning rent sponsormæssigt fra hverken TREK eller relativt nye Segafredo.

Trip-trap-træsko

Med andre ord, hvis UCI og ASO som ventet bliver enige om den nye reformstruktur for World Touren i perioden 2017-2019, så er det alt andet lige kun et exit fra den schweiziske rigmand, Andy Rihs, der kan resultere i en overskydende licens efter næste sæson og dermed åbne døren op klem for Bjarne Riis og Lars Seier.

Men, vi skal også huske på, at det er cykelsport vi taler om. Og er der en ting cykelsporten har lært os, så er det, at her skal man aldrig sige aldrig. Alligevel ligner det lidt en trip-trap-træsko model for The Riis Seier Project:

Continental i 2017, Pro Continental i 2018 og World Tour i 2019 – hvis alt går efter planen, altså..