Efter nogle år med tegn på bedre tider, antyder flere og flere, at vi måske risikerer at blive vidne til en ny dopingbølge i cykelsporten, selvom man hos WADA og sporten selv helst vil tale om fortræffelighederne ved det biologiske pas og en holdningsændring hos den nye generation af cykelryttere.
Af Kim Plesner
“The Athlete Biological Passport allows athletes to hold up their hands and prove they are clean”– Sir Craig Reedie, WADA’s præsident, 29. april 2015.
Lad os starte med de gode nyheder: Hvis man antager, at der stadig findes cykelryttere, som anvender forbudte dopingmidler, så er forbruget af disse sandsynligvis stadig langt mindre end hvis man sammenligner med for eksempel 90’erne. På trods af, at både vejene, cyklerne, tøjet, kosten, træningen og alt andet omkring den professionelle cykelsport er blevet forbedret gennem de seneste 15 år, så kører rytterne generelt betragteligt langsommere når det går opad, end man gjorde dengang.
Om årsagen til dette er det biologiske pas, en holdningsændring hos den nye generation af ryttere eller måske en kombination heraf, vides ikke med sikkerhed. Men at bruge det biologiske pas som en slags bevis på, at man er ren. Den holder ikke. Det biologiske pas kan være med til at sørge for, at det ikke stikker helt af, som det gjorde i 90’erne. Og på den måde er det altså med til at indsnævre mulighederne for at fyre på, men ikke udelukke, at det sker.
Det er der en lang række årsager til, blandt andet, som vi tidligere har været inde på her på Veloropa, fordi man i forbindelse med ophold i højderne, ikke med de nuværende testmetoder kan konstatere, om eventuelle markante udsving i værdierne stammer fra en højdemæssig påvirkning eller et eventuelt dopingmisbrug. Derfor kan de fleste prøver taget mens en rytter er på højdetræningslejr ikke anvendes i det biologiske pas, og som en konsekvens heraf, prioriterer de økonomisk knap så polstrede anti-doping myndigheder, ikke at teste under disse forhold.
Et problem Chris Froome gjorde opmærksom på i slutningen af maj måned sidste år, da både han, Alberto Contador og Vincenzo Nibali var på højdetræningslejr på Tenerife forud for Tour de France.
Three major TDF contenders staying on Mt Teide and no out of competition tests for the past 2 weeks. Very disappointing.
— Chris Froome (@chrisfroome) 28. maj 2014
Om det er derfor, der de senere år er gået inflation i antallet af højdetræningslejre på afsides liggende lokationer, kan man selvfølgelig kun gisne om.
En anden svaghed ved det biologiske pas er, at det i sin nuværende konstruktion i langt de fleste tilfælde kun flager værdiudsving af en vis størrelse, men ikke som udgangspunkt tager højde for, om udsvingene er naturlige (for eksempel om blodværdierne er faldende frem for stigende i løbet af en tre uger lang Grand Tour). Som oftest er det først, hvis der er et udsving af en vis karaktér, at passet ryger videre til analyse hos nogle af de uvildige eksperter, der er tilknyttet hele processen.
Samtidig har der i et godt stykke tid været rygter om, at mange ryttere simpelthen ikke bliver testet nok til, at et biologisk pas giver mening. Det var blandt andet på den baggrund, den australske anti-doping ekspert, Michael Ashenden, i 2012 ikke længere ønskede at være en del af det uafhængige panel, som kigger på de mistænkelige værdier. Allerede i 2011 var Ashenden med til at lave en undersøgelse, der konkluderede at selvom man gav 10 atleter EPO-mikrodosering i en 12-ugers periode, hvilket resulterede i en 10% forbedring af atleternes aerobe kapacitet, så ville ingen af dem være røget i fælden i det biologiske pas.
Og nærmest samtidig med, at WADA’s præsident i slutningen af april roste det biologiske pas, viste fransk TV en dokumentar baseret på et lignende eksperiment, hvor de angiveligt kunne påvise, at en række atleter uden de store problemer, kunne omgå det biologiske pas med EPO mikrodosering og væksthormoner. Uden at afvise udsendelsens konklusioner, konstaterede WADA i en pressemeddelelse, at franskmændenes forsøg ikke havde fulgt de præcise retningslinjer for det biologiske pas og at resultaterne ikke blev evalueret og publiceret i henhold til normal praksis.
Flere åbner munden
Hele debatten om effekten af det biologiske pas foregik mens Astana fik lov at beholde deres World Tour licens, selvom UCI ønskede den frataget fordi holdet i efteråret havde fem positive dopingtilfælde i organisationen. Og mens en russisk raket ved navn Ilnur Zakarin pludselig kørte fra Chris Froome og Nairo Quintana i bjergene og lige op med Tony Martin på enkeltstarten i Romandiet Rundt, som Zakarin vandt samlet.
Den tidligere dopingudelukkede russers overraskende sejr, fik holdlægen for det sydafrikanske MTN-Qhubeka, Jarrad Van Zuydam, til tørt at konstatere, at det havde været et godt år for ex-dopere. Ikke mindst set i lyset af, at Alejandro Valverde næsten havde gjort rent bord i Ardenner-klassikerne kort forinden, ligesom Davide Rebellin vandt en etape i Tyrkiet Rundt og Oscar Sevilla fortsat fører sig frem på de sydamerikanske landeveje.
It has been a great season for ex-dopers so far.
— Jarrad Van Zuydam (@JarradVZ) 3. maj 2015
Yderst sjældent man ser en holdlæge blande sig i den form for debat, hvilket naturligvis trækker i retning af en – i hvert fald i nogle kredse – holdningsændring i feltet. Og Van Zuydams observation kom også til sin ret, kan man sige, i det efterfølgende Giro d’Italia, som blev vundet af Alberto Contador, mens Zakarin og Diego Ulissi vandt etaper.
Et andet eksempel på den nye åbenmundethed, fik man da Lotto-Soudals Greg Henderson i optakten til Giro d’Italia i utvetydige vendinger på twitter anklagede Fabio Aru for ikke at have rent mel i posen med sin maveonde-historie, der holdt Aru ude af Giro del Trentino. Igen en udmelding vi bestemt ikke er vant til at se, og den blev formentlig også lidt for krads for Hendersons belgiske mandskab, så han valgte at slette sit tweet og gav i stedet Fabio Aru en undskyldning. Det var dog ikke nok for italieneren, som angiveligt har lagt sag an mod Henderson.
“Sad to see @FABARO1 “sick”. Mate make sure next time u come back to our sport “healthy”. Aka. Clean! #biopassport! Or don’t come back! I am so sick of it. It becomes common knowledge within days. Why try cheat.”
Astanas efterfølgende dominans rent holdmæssigt i Giroen med seks af deres ni ryttere i top-25 samlet og Mikel Landa som ny bjerg-åbenbaring, gav naturligvis ny næring til kritikken af UCI, for ikke at have sat en stopper for Vinokourovs tropper fra Kazakhstan.
En af de mere fremtrædende var sportsdirektøren Rudi Kemna fra Giant-Alpecin. Han frygter, der er tale om en ny dopingkultur og at myndighederne ikke har formået at følge hele balladen omkring Lance Armstrong og USADA-rapporten op med initiativer til cykelsportens bedste. Kemna indrømmede i øvrigt selv i 2013, at han havde brugt forbudte stoffer i sin tid hos Bankgiroloterij-holdet i 2002-2003.
Den hollandske sportsdirektør udtrykker også sin frustration over, at Lampre valgte at forlade MPCC (Bevægelsen for en mere troværdig cykelsport), fordi de ellers ikke kunne få dopingdømte Diego Ulissi tilbage på holdet efter endt karantæne. Et andet italiensk mandskab, Bardiani, kan meget vel stå overfor et exit, da holdet ikke som angivet i MPCC’s regelsæt, udelukkede en af deres ryttere fra Giro d’Italia, selvom vedkommende blev testet med for lave cortisol-værdier lige inden Giroen.
Skillevej
Kigger man på en aktuel statistik over, hvor der er flest nye dopingtilfælde, peger den problematiske pil i øjeblikket mod Italien, Østeuropa og Sydamerika. Af World Tour mandskaberne er det da også Astana og Katusha der har været mest i søgelyset, dels på baggrund af tidligere dopingsager, men også på grund af, at mange herfra angiveligt har været involveret i den såkaldte Padova-sag. En sag vi endnu mangler at se eventuelle konsekvenser af, efter rapporten blev færdiggjort mod slutningen af sidste år. Mens vi vel herhjemme så småt er begyndt at skyde en hvid pil efter, at der nogensinde kommer en Anti Doping Danmark rapport?
Det virker som om cykelsporten lige nu står ved en skillevej. Bliver det ”den nye, åbenmundede generation”, der får overtaget. Eller er sporten, som Rudi Kemna og andre frygter, på vej tilbage mod tidligere tiders dopingsuppedas, som man så skal til at rydde op i en gang ude i fremtiden? Objektivt set peger al historik på sidstnævnte, men man har selvfølgelig lov at håbe.