Tirsdag faldt brikkerne på plads i den længe varslede 2020-reform fra UCI. I sidste ende blev projektet skåret til, så også holdenes interesser blev tilgodeset og alle sportens interessenter stemte for reformen.
Af Kim Plesner
De professionelle mandskaber havde ellers frygtet, at UCI ville skære antallet af World Tour mandskaber ned fra 18 til 15, men sportens øverste organ ombestemte sig og vil desuden indføre 3-årige licenser til det øverste niveau, således at mandskaberne og deres sponsorer får udbygget deres sikkerhed i forhold til langsigtede investeringer. Det blev desuden vedtaget, at et World Tour hold skal bestå af minimum 27 ryttere og maksimalt 30 ryttere.
De største ændringer bliver, at der fra 2020 gives automatisk adgang til Grand Tours (Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España) til de to bedste Pro Continental mandskaber - mod nu, hvor løbsarrangørerne uddeler fire wild-cards efter deres eget valg.
Løbskalenderen vil fra og med 2020 blive opdelt i tre niveauer, som man kender det fra den nuværende divisionsopdeling af holdene. World Tour, Pro Series og Continental Circuits (for henholdsvis World Tour, Pro Continental og Continental mandskaber). Pro Continental divisionen skifter dog navn til Pro Teams.
Derudover vil man - som vi tidligere har skrevet - forsøge sig med en slags re-lancering af den gamle World Cup, altså en serie af endagsløb, under navnet UCI Classics. Op mod 15 endagsløb, heriblandt naturligvis de fem monumenter: Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt. Her vil World Tour mandskaberne og de tre bedste Pro Teams få lov at deltage.
Hvordan og hvonrå man definerer de bedste Pro Teams, der skal have adgang til Grand Tours og UCI Classics Series, mangler man endnu at forhandle helt på plads, men de sidste detaljer i reformen bliver færdiggjort i løbet af det næste års tid.
---
Kunne du li hvad du læste? Støt Veloropas journalistiske arbejde og få samtidig kontante fordele ved at melde dig ind i Veloropa Value. Klik her og læs mere.