Team Sky har vundet fire af de fem seneste udgaver af verdens største cykelløb, Tour de France. Storbritannien gjorde nærmest rent bord ved OL i banecykling i Rio. Og British Cycling har netop indgået en otteårig sponsoraftale med en af verdens største bankvirksomheder, HSBC. Alligevel er det som om fundamentet begynder at slå revner.
Af Kim Plesner
”Nu skulle livet defineres. Og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Men måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige. For det er som om kulden og fugten er vendt tilbage. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger. Ingen levende ved det endnu, men porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.”
Sådan lyder det i introduktionen til Lars von Triers mesterværk RIGET. Nu har det danske hospitalsvæsen og britisk cykelsport jo som sådan ikke rigtig noget med hinanden at gøre. Men alligevel minder den seneste udvikling hos Team Sky og British Cycling mig om netop denne beskrivelse af tingenes tilstand.
For mens Tour de France-sejre, guldmedaljer og guldrandede sponsoraftaler ser ud til at gå hånd-i-hånd på den anden side af kanalen, så er det også som om glansbilledet stille og roligt begynder at krakelere. Ikke mindst når man ser på team manager Sir David Brailsfords højtprofilerede visioner om marginal gains og nultolerance i forhold til doping.
Wiggos TUE
Senest er Bradley Wiggins kommet i søgelyset, da det i forbindelse med den russiske hackergruppe Fancy Bears er kommet frem, at Wiggins i perioden 2011-2013 har fået indsprøjtninger af et ellers forbudt og præstationsfremmende stof, fordi han havde lægeerklæring på det – en såkaldt TUE (Therapeutic Use Exemption). Det er der sådan set ikke noget galt i. Wiggins fik indsprøjtningerne, da han – som åbenbart alle andre topatleter – lider af astma.
Det var efter al sandsynlighed hans læge på Team Sky, Dr. Richard Freeman, der ansøgte den internationale cykle union (UCI) om tilladelse til at anvende 40 mg Triamcinolone Acetonide. Og UCI gav Wiggins tilladelse til en injektion med cortison præparatet ved tre forskellige lejligheder. Det er der for så vidt stadig ikke noget galt i. Ja, faktisk er det helt efter bogen.
Så langt så godt. Men der hvor det alligevel begynder at blive lidt mystisk er, når man ser på de datoer, hvor Bradley Wiggins fik disse indsprøjtninger med det præstationsfremmende stof. Kort inden Tour de France 2011, hvor han var kaptajn på Team Sky, kort inden Tour de France 2012, hvor han var kaptajn på Team Sky og vandt løbet samt kort inden Giro d’Italia 2013, hvor han var kaptajn på Team Sky. Det mystiske her er, at pollensæsonen åbenbart ret konsekvent følger de Grand Tours, Wiggins havde som hovedmål i disse tre sæsoner.
Men lad os give ham lidt mere kredit. Lad os sige, at han valgte at få disse indsprøjtninger som en slags forebyggelse. En gardering mod, at Wiggins midt under Tour de France ville stå med en ordentlig omgang allergi og astma, som så først skulle til at behandles der. Et skud med Triamcinolone Acetonide holder angiveligt problemer væk i 4-8 uger, så det giver måske alligevel mening?
Har aldrig fået en indsprøjtning
Ja, hvis ikke det var fordi, Bradley Wiggins selv i sin bog fra 2012 ”My Time” skrev følgende:
“In British cycling culture, at the word ‘needle’ — or the sight of one — you go, ‘Oh s***’. It’s a complete taboo … I’ve never had an injection, apart from I’ve had my vaccinations and on occasion I’ve been put on a drip, when I’ve come down with diarrhoea or something.”
Efter det er kommet frem, at Wiggins rent faktisk har fået injektioner, endda tre af slagsen, har han i en pressemeddelelse forklaret, at han jo altså med “never” ikke mente lige præcis den slags injektioner…
Set udefra er det også problematisk, at lægerne på Team Sky flere gange har sagt, at de ikke ønsker at sende deres ryttere i aktion, hvis de har brug for medicinsk behandling, der kræver en TUE. Det er så alligevel sket 13 gange siden 2010 og altså tre gange i Bradley Wiggins’ tilfælde.
Leinders og Zorzoli
I en sæson hvor Team Sky i øvrigt har fået tilgang af Rabobanks tidligere dopinglæge Geert Leinders, som nu har fået livstidskarantæne. Og i en sæson hvor også den hidtil anonyme rytter ved navn Christopher Froome, pludselig får sit helt store gennembrud med en andenplads i Vuelta a España.
Michael Rasmussen beskriver i sin bog ”Gul feber”, hvordan Geert Leinders fik overbevist UCI’s læge og videnskabelige rådgiver, Mario Zorzoli om, at en positiv prøve for bloddoping ikke skulle have konsekvenser for hverken Rabobank eller Rasmussen. Det var Zorzoli, der godkendte alle tre TUE-ansøgninger fra Wiggins i perioden 2011-2013.
Navnet Zorzoli dukker igen op i 2014, hvor det viser sig, at Chris Froome har fået en ansøgning om en akut TUE behandlet af Mario Zorzoli udenom de normale procedurer, hvor et panel bestående af tre personer, skal vurdere om de kan godkende ansøgningen. Froome fik i stedet tilladelsen til at anvende 40 mg Prednisolone direkte af Zorzoli og Sky-kaptajnen vandt senere løbet, trods en ”mild brystinfektion”. Zorzoli blev for en stund suspenderet, men er taget til nåde igen af UCI, og fungerer fortsat i unionens medicinske stab.
Igen set i lyset af Team Skys nultolerance, virker det selvfølgelig noget spøjst, at man vælger at ansætte en læge, der har haft fingrene så dybt nede i dopingkrukken hos et konkurrerende mandskab. Ikke mindst fordi særdeles rutinerede ryttere som dette års Paris-Roubaix vinder Mathew Hayman og den nuværende Eurosport-kommentator, Juan Antonio Flecha, tidligere havde arbejdet med Leinders hos Rabobank og var ansat hos Team Sky, da de valgte at byde Leinders velkommen indenfor i nultolerance højborgen.
Ifølge Bradley Wiggins’ pressemeddelelse havde han dog ikke rigtig noget med Leinders at gøre, og det var Team Skys officielle læge, som havde ansøgt om de tre forskellige TUE’s til Wiggins. Journalisten David Walsh, som i 2013 fulgte Team Sky indefra i godt tre måneder, mener på baggrund af sin tid på holdet at vide, at det var lægen Richard Freeman, som havde mest med Bradley Wiggins at gøre. Og også ham, der ansøgte om lægeerklæringerne hos UCI, når der var brug for det i den pågældende periode. I artiklen ”It looks bad, Brad” i weekendens Sunday Times, skriver Walsh, at han forgæves har forsøgt at få en kommentar til Wiggins-sagen og de tre TUE’s fra Dr. Freeman.
Ikke kun Wiggins
Jeg kan personligt godt lide Bradley Wiggins. Men det ser faktisk ikke særlig godt ud for hans eftermæle, det må man erkende. Der er nok lidt for mange ”tilfældigheder” og selvmodsigelser til, at det store flertal vil lade tvivlen komme Wiggo til gode.
En enkeltstående sag som denne giver naturligvis lidt ridser i lakken hos Team Sky og britisk cyklesport. Men den kan ikke få hele læsset til at vælte. Der skal mere til. Problemet for Sky, Brailsford og British Cycling er dog, at der også er mere.
Indenfor det seneste års tid har der således været problemer af forskellig karakter. Dave Brailsfords højre hånd i hele opbygningen af denne guldalder for British Cycling, den hårde australske hund, Shane Sutton, blev i april måned suspenderet som teknisk direktør i det britiske forbund. Sutton havde angiveligt ytret sig upassende om både kvinder og paralympiske atleter.
Dagen efter Suttons suspendering kom det frem, at et af de helt store britiske landevejstalenter, Simon Yates, var testet positiv for astma-stoffet Terbutaline. Yates slap dog med at sidde udenfor nogle måneder, da det blev fundet sandsynliggjort, at der var tale om en administrativ fejl og at Yates netop skulle have haft en TUE for at kunne anvende stoffet.
I august måned, kort inden OL i Rio, måtte det kvindelige medaljehåb Lizzie Armitstead forsøge at forklare, hvorfor hun havde misset tre dopingtests indenfor et år. British Cycling stillede deres juridiske ressourcer til rådighed for Armitstead og det lykkedes advokaten at overbevise den internationale sportsdomstol (CAS) om, at de britiske antidoping myndigheder i et af tilfældene ikke havde gjort nok for at få fat i Armitstead, som i øvrigt skal giftes med Team Sky-rytteren Philip Deignan senere i år.
Det var i øvrigt også Armitsteads advokat, der fik Sky-rytteren Sergio Henao ud af noget af en kattepine, efter han i to omgange blev suspenderet på grund af mistænkelige blodværdier, senest i dette forår. Første gang Henao blev taget til nåde, var efter en uafhængig undersøgelse, som ifølge Dave Brailsford fastslog, at colombianerens værdier havde disse udsving, fordi Henao var født og opvokset i højderne. Ja, faktisk havde undersøgelserne givet så banebrydende informationer om netop det emne, at resultatet ”snart” ville blive offentliggjort.
Offentliggørelsen af de resultater venter vi stadig på, her mere end to år efter…
Dybt vand
Fælles for alle sagerne hos Team Sky og britisk cyklesport er, at de juridisk set endnu ikke er gået over stregen. Eller de har i hvert fald formået at hive sagerne i land, i de tilfælde hvor de i første omgang så ud til at gøre det (Armitstead, Yates og Henao). Men med Wiggins-sagen som det mest lysende eksempel, er de færreste nok efterhånden i tvivl om, at Brailsford & Co. i forhold til deres eget moralske og etiske kompas, har bevæget sig ud på meget dybt vand.
Når alt kommer til alt er Dave Brailsford jo bare en sømand iklædt fint tøj og moderne briller. Og Team Sky er et cykelhold som alle andre. Dog med et budget i sin helt egen liga og med Brailsford i spidsen har de været dygtige til at spinne historien og illusionen om Marginal Gains.
Forvandlingen af det nationale forbund, der for ikke så mange år siden nærmest lå i ruiner og opbygningen af et særdeles potent, professionelt landevejshold, minder ikke så lidt om historien om USA Cycling, US Postal og Lance Armstrong i sin tid.
Historien dømmer
Men jeg vil gerne understrege, at jeg både håber og tror på, historien trods alt vil stille British Cycling, Sky og Brailsford i et anderledes positivt lys, da det er mit indtryk, at de – i modsætning til vore amerikanske venner – har holdt sig på den rigtige side af dopingstregen, og i stedet jagtet mange forskellige former for ”lovlig doping” i bestræbelserne på at nå det flotte klimaks, som vi formentlig er vidne til i lige netop disse dage.
Og jagten på den lovlige doping er i øvrigt kendetegnende for langt størstedelen af professionelle atleter på tværs af sportsgrene verden over. Efter at de lukkede for hanen med EPO ad libitum, har blandt andet Fancy Bears og Meldonium sagerne vist, at det nu i stedet handler om at få lov at anvende forbudte stoffer via TUE’s og finde præstationsfremmende midler, som endnu ikke står på den forbudte liste. Det er blevet lægernes fornemmeste opgave i dopingkapløbet.
Sportsfolk er konkurrencemennesker. De gør hvad der til enhver tid skal til for at vinde. Og kommer der penge nok i sporten, vil de langt fleste af dem være (endnu mere) villige til at gå over stregen. Sådan er det. Historien taler sit tydelige sprog. Ikke mindst indenfor cykelsporten.