I 2007 kæmpede Michael Rasmussen og Alberto Contador side om side i de høje bjerge om sejren i Tour de France. Ja, rent faktisk kørte Rasmussen til slut fra Contador. Men så drejede historien som bekendt i hver sin retning for de to klatrere.
Contador 5 Rasmussen 0
I modsætning til Contador, er Rasmussen aldrig blevet testet positiv for doping. Alligevel blev danskeren hevet ud af Touren iført den gule trøje, på vej mod en sikker sejr. Han er nu holdejer for det lille kontinental mandskab Christina Watches Onfone – Powered by Dana og Rasmussen kommer aldrig til at vinde en Grand Tour.
Contador har allerede fem af slagsen (og reelt set har vundet syv, men har fået frataget de to på grund af doping). Han er en af blot fem ryttere i historien, der har vundet alle tre Grand Tours. Han regnes af de fleste for at være verdens bedste etapeløbsrytter, kører for et af de største hold, Saxo Bank-Tinkoff Bank og har netop vundet Vuelta a Espana.
Vedholdende dopinganklager
Begge ryttere har gennem deres respektive karrierer ofte været sat i forbindelse med doping. Men Rasmussen er som nævnt aldrig blevet taget med fingrene i småkagedåsen, mens Contador under Tour de France 2010 blev testet positiv for sløringsmidlet Clenbuterol.
Det kostede ”El Pistolero” to titler, Touren 2010 og Giroen 2011 samt en to-årig karantæne. Karantænen varede dog reelt set kun et halvt år, da den blev givet med tilbagevirkende kraft, og Contador havde i den mellemliggende periode haft mulighed for at køre cykelløb stort set hele tiden.
Michael Rasmussen er angiveligt den anonyme ”Rider-14” i USADA-rapporten, om hvem Levi Leipheimer fortæller, han ofte diskuterede EPO med og var vidende om anvendte EPO. Desuden har han været sat i forbindelse med den såkaldte Humanplasma-sag, om et dopingnetværk, der fik foretaget blodtransfusioner på Humanplasma klinikken i Wien. Og så var der selvfølgelig al balladen om de dér whereabouts.
Worre vs Rasmussen
Inden Tour de France 2007 havde Rasmussen således fået tre advarsler for ikke at have oplyst sine whereabouts, så dopingkontrollanterne ikke havde en chance for at teste ham udenfor konkurrence. Alligevel fik danskeren lov til at stille op i Tour de France, selvom tre advarsler burde udløse en suspendering. Og først da det så ud til, at Rasmussen var på vej mod sejren i Touren, følte direktøren i Danmarks Cykle Union, Jesper Worre, sig nødsaget til at lancere nyheden om, at Rabobank-kaptajnen havde fået de tre advarsler.
Worre, der altså var klar over, at Rasmussen rendte rundt med de tre diskvalificerende advarsler, så pludselig for sig, hvilken ballade det ville give, hvis danskeren stod øverst på podiet i Paris, og det så bagefter kom frem, at han i virkeligheden aldrig burde have haft lov til at stille op. I foråret selvsamme år, havde den eneste danske Tour-vinder, Bjarne Riis, indrømmet at han tog doping, da han vandt Touren.
Man kan selvfølgelig spørge sig selv, om det blev meget mindre kaotisk af, at sandheden kom frem midt under Tour de France? Men det er mindst ligeså interessant at stille sig selv spørgsmålet om hvorfor Worre valgte at fratage sin landsmand en gylden mulighed for at vinde verdens største cykelløb?
Svaret er med al sandsynlighed: Personlige relationer. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis Worre havde været af den opfattelse, at Rasmussen var en herlig knægt, og ønskede ham alt det bedste i verden, så havde han ikke gjort opmærksom på de tre advarsler midt under Tour de France.
Rasmussen drev mekanikere til vanvid
Men historien om Michael Rasmussen er også historien om en cykelrytter, der havde for vane at drive sine omgivelser til vanvid. Ikke mindst mekanikere og soigneurs på de hold han kørte for. Det er og har aldrig været nogen hemmelighed. Rasmussen stillede altid helt specielle krav til sine omgivelser i bestræbelserne på at optimere sine muligheder for at vinde cykelløb. Og spørger du de fleste mekanikere han har haft med at gøre, da han var på toppen, vil de fleste nok ikke engang kalde kravene for specielle, men til tider urimelige.
Noget tyder på, at Rasmussen er blevet mere ”rund” medgørlig med alderen – som de fleste af os andre. Hans optræden i Vild med dans ville f.eks. have været utænkeligt i hans aktive karriere på højeste niveau. Men Michael Rasmussen har nu brug for den folkelige opbakning, som han tidligere var fuldstændig ligeglad med. Dengang handlede det om små detaljer og om at vinde, for noget nær enhver pris.
Og hvis man ikke har fokus på at skabe venskaber eller personlige relationer i en branche som cykelsporten, så falder det til slut tilbage på en selv. Der er få personer, der ønsker at hjælpe eller beskytte dig, og flere der i virkeligheden ikke har noget imod at se dig komme ned med nakken. Fortjent eller ikke fortjent? Sympatisk eller usympatisk? Under alle omstændigheder et faktum.
I tiden efter den kaotiske Tour-exit var det tydligt, at noget nær de eneste, der bakkede Michael Rasmussen op – indenfor branchen – var danskerens advokater. I stor kontrast til den brede befolkning, hvor Rasmussen naturligt nok fik martyr-status efter den, i Hr. og Fru Danmarks øjne, uretfærdige skæbne.
Armstrongs magt-boomerang
Lidt samme tendens ser man i tilfældet Lance Armstrong. Amerikaneren havde indtil for nylig en kæmpe stjerne i den almene befolkning, ikke mindst i hjemlandet. Men hans tidligere holdkammerater havde til gengæld for længst fået nok af ham. Armstrongs måde at styre tingene med magt, penge og advokater fik til slut den boomerang-effekt, at så relativt mange amerikanske ryttere, for de flestes vedkommende, ganske frivilligt valgte at vidne mod deres forhenværende kollega.
Armstrongs tidligere holdkammerat på Discovery Channel og Astana, Alberto Contador, derimod, forstår virkelig at holde sig på god fod med alle. Det ser i øvrigt ud til at være en gennemgående tendens hos de spanske ryttere. Fra Indurain over Sastre til Contador virker de alle nærmest konfliktsky, og på overfladen er de altid enige med alle og blander sig sjældent i kontroversielle sager.
De flinke spaniere
Man kan selvfølgelig sige, at det er en smule kontroversielt, at Indurain, Contador og Valverde støtter op om Armstrong i USADA-sagen. Men jeg tror det i virkeligheden er fordi, de stadig ser det som mere kontroversielt at gå imod Armstrong. De ønsker ikke at fordømme nogen. Selv ikke en Armstrong, som ellers gjorde sit for at gøre Contadors liv surt i Tour de France 2009. Måske også med den snu bagtanke fra spaniernes side, at hvis de opfører sig ordentligt overfor alle de møder, så kommer disse personer formentlig ikke efter dem selv, hvis de skulle ryge i fedtefadet.
Og fedtefadet har Contador absolut være i. Det startede med, at han som Liberty Seguros-rytter naturligt nok blev beskyldt for at være en del af Operacion Puerto-skandalen. Blodposerne med initialerne A.C. skulle efter sigende have tilhørt ham. Men som en af de få, undslap Contador anklagerne, da han blev renset af det spanske cykelforbund. Et forbund, der også bakkede op om ham i Clenbuterol sagen, hvor der også var støtte fra den spanske sportsminister og ikke mindst hans danske hold, Saxo Bank, med Bjarne Riis i spidsen.
Overleveren Contador
Inden Contador var fremme med sin udmelding om, at han synes det var uretfærdigt, at Lance Armstrong er blevet frataget sine Tour-titler, mindes jeg heller ikke at have set nogen ryttere lange ud efter spanieren, selv i forbindelse med Clenbuterol-sagen. Han er også en særdeles sympatisk person. Og en gudsbenådet cykelrytter. Det kommer man ikke udenom.
Den sympati, og det at Contador altid har forsøgt at være venner med alle, har altså gjort, at han har overlevet en dopingdom, indblanding i Operacion Puerto samt en palmares, der indeholder fem af de mest dopinganklagede cykelhold i nyere tid; ONCE, Liberty Seguros, Discovery Channel, Astana og Saxo Bank.
Det skal dog blive spændende at se, hvordan Contador og de andre store spanske ryttere formår at navigere fremover, i hvad der virker som et cykelsportsmiljø, der så småt er ved at ændre sig, på godt og ondt.
”Personality goes a long way” – Pulp Fiction, 1994.