Det skulle være ganske vist. De kommer snart. Rapporterne. Først CIRC-rapporten og derefter Anti Doping Danmark rapporten. Og Padova rapporten er allerede færdig, dog ikke offentliggjort. Men hvad skal vi så forvente os? Et festfyrværkeri af karantænedomme? En fis i en hornlygte? Og hvad kan cykelsporten i det hele taget bruge rapporterne til?
Af Kim Plesner
En ting er sikkert. Det er ikke sådan, at når først de tre rapporter ser dagens lys, så er der ryddet op i cykelsporten. Og hvad vil det i det hele taget sige, at rydde op? Og hvem er det, der ønsker denne oprydning?
Behovet for en ”Patron”
Kigger man på sporten i historisk perspektiv, har den jo på mange måder været selvregulerende. Tidligere, da de præstationsfremmende midler var mindre avancerede, var det selvfølgelig noget lettere at håndtere. Det krævede stort set bare en stærk ”Patron” i feltet.
Ordet Patron kommer fra det latinske ”Patronus” eller ”Pater”, der betyder Fader. De forskellige generationer i cykelsportens historie har haft hver deres Fader, hver deres Patron. Bernard Hinault er et klassisk eksempel på en meget stærk patron. Lance Armstrong et andet.
I stærk kontrast til de to, som man vel mest af alt kan karakterisere som herskere af feltet, står en type som Miguel Indurain. Den store spanier var et bæst på en cykel, men også mere introvert end størrelsen på hans lungekapacitet. Måske var det ikke helt tilfældigt, at det netop var i Indurains ”regeringstid”, at tingene for alvor slog dopingmæssig skid for den professionelle cykelsport.
Frit slag i bolledejen
Med EPO’ens og bloddopingens eksplosive indtog i starten af 90’erne, magtede sporten simpelthen ikke længere at regulere sig selv. Og indtil man fik indført en hæmatokritgrænse på 50% og siden en EPO-test i 2000, var der nærmest frit slag i bolledejen, for dem, der turde gøre blodet tykkere end tykt eller eksperimentere med nye, ikke gennemtestede produkter.
Schweizeren Mauro Gianetti var i 1998 ved at dø i en hospitalsseng efter en flirt med det nye stof PFC og i 2003 faldt spanske Jesus Manzano om i vejkanten i Tour de France, fordi Kelmes holdlæge havde givet ham et stof, der normalt bruges til at behandle hunde for blodmangel. Selv med en stærk Patron som Lance Armstrong, var tingene helt ude af kontrol ovenpå 90’ernes dopingmæssige slaraffenland.
Armstrong lagde låg på
Og alligevel fik Armstrong, med god hjælp fra vennerne hos UCI og ASO, lagt nogenlunde låg på kontroverserne. Ingen af disse store aktører havde en interesse i, at cykelsporten leverede skandale på skandale. Armstrong skulle fungere som succeshistorien om cykelsportens globalisering. Den tidligere UCI-præsident Hein Verbruggens store vision.
Og hvilken succeshistorie: Kræftpatienten, der overvinder sin sygdom og vender tilbage som syvdobbelt Tour de France-vinder. Ingen kunne ønske sig et bedre forbillede. Alle ville naturligvis gerne tro på miraklet. Cykelsportens mirakel. Og UCI, ASO og Lance Armstrong havde i hvert fald ingen interesse i at knuse denne drøm hos de mange fans, sponsorer og TV-seere verden over.
Symbolikken er tyktflydende. Lance Armstrongs regeringsperiode strakte sig fra 1999-2005. Og i 1998 og 2006, altså året før og året efter Armstrong, indtraf sportens to (indtil da) største skandaler, Festina-skandalen og Operacion Puerto. I Tour de France sammenhæng fortsatte problemerne endda med Floyd Landis’ positive test efter Touren (2006), Michael Rasmussens exit i den gule trøje (2007) og Riccardo Ricco, Bernhard Kohl, osv. (2008).
Der kom først ro på igen, da ASO i 2009 viste de effektive, franske antidoping myndigheder (AFLD) døren og igen overlod antidoping arbejdet til UCI. Samtidig med, at de bød Lance Armstrong velkommen tilbage efter tre års, i Tour-sammenhæng, turbulent fravær.
Det biologiske pas – feltets nye Patron?
Armstrong gjorde en god figur i 2009, men fadede så ud året efter. Og siden har det professionelle felt faktisk ikke rigtig haft nogen Patron. Rent dopingmæssigt har man dog fået et alternativ, der gør, at sporten igen kan regulere sig selv sådan nogenlunde. Nemlig det biologiske pas. Det gør ikke, at rytterne ikke kan dope sig længere. Men det tager toppen af festen og sikrer et nogenlunde ”level playingfield”.
Og det sidste er vigtigt. I hvert fald internt i feltet. For nok har Omérta (tavshedens lov) altid hersket i cykelsporten. Men jeg er overbevist om, at hvis tre af f.eks. de fire top kandidater til årets Tour de France (Chris Froome, Alberto Contador, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali) vidste, at den fjerde kørte rundt på noget helt nyt og effektivt medicin, så blev der ballade.
Tænk over, hvor meget de hver især (doping eller ej) lider og ofrer sig i løbet af en sæson, for at kunne være med til at kæmpe om sejren i verdens største cykelløb. Det er jeg helt sikker på, de ikke gad, hvis de på forhånd vidste, at en af deres konkurrenter kørte med en helt anden oktan i tanken.
Blandt fældede træer
Lance Armstrong blev som bekendt fældet af USADA-rapporten i 2012 og idømt en livstidskarantæne. Han kæmper lige nu en kamp for at vinde noget af den tabte respekt tilbage i de mange kredse, han tidligere færdedes som en helt og ikke en skurk. Pudsigt nok kan en af de nye rapporter, nemlig CIRC-rapporten, medvirke til delvis genoprejsning for amerikaneren. Ligesom Anti Doping Danmark rapporten har gjort, at Michael Rasmussens karantæne blev nedsat fra otte til to år.
Og sådan er det med de rapporter. De fælder lidt træer i den store skov. Ofte lidt tilfældigt, synes man. Operacion Puerto gik – efter lidt juridiske tovtrækkerier – ud over bl.a. Ivan Basso, Jan Ullrich og Alejandro Valverde. Mens andre ryttere (og en hele del andre sportsfolk) slap fri, af den ene eller anden grund. Og som i de fleste skove, vokser der nye træer op.
Der er ingen grund til at tro, at de forestående rapporter kommer til at influere anderledes på cykelsporten. Og glem alt det sludder om en holdningsændring i sporten og en ny generation. Jo, de unge cykelryttere er da formentlig rigtig glade for, at de ikke som i 90’erne tvinges til at gå planken helt så langt ud, rent medicinsk, i jagten på succes. Og ja, alt tyder på, at det faktisk godt kan lade sig gøre, at skabe resultater i visse løb, helt uden at dope sig.
Men når alt kommer til alt handler det om risikoen for karantæne kontra chancen for gevinst. Hvorfor skulle nutidens cykelryttere dog være bedre mennesker end deres forgængere? ”Jamen, de har måske lært af fortidens ugerninger,” vil nogen sikkert sige. Tjo, men er der ret beset ikke flere eksempler på, at det har kunnet betale sig at dope sig, end det modsatte?
Juridisk vanskelig opgave
Så min personlige forventning til CIRC og Anti Doping Danmark rapporterne er, at de vil dokumentere en periode i cykelsporten, som vi i forvejen nærmest til hudløshed har fået dokumenteret på alle leder og kanter. Det ville undre mig virkelig, virkelig meget, hvis der bare kom et eller andet revolutionerende eller chokerende frem i lyset.
Rent juridisk ligner det en nærmest umulig opgave at komme nogen vegne, på grund af den otteårige forældelsesfrist, der var gældende på det tidspunkt rapporterne blev igangsat. Og man så i forbindelse med hele Astana-balladen sidste år, at selv ved fem aktuelle dopingsager i samme organisation, så er det svært at gøre noget fra øverste sted i cykelsporten.
Det man kan frygte er så, at man, ligesom for at retfærdiggøre rapporterne, finder nogle enkelte syndebukke frem, som må bøde for en hel generations gøren og laden. Måske endda dem, der har været mest ærlige i processen. Som man så det med Bobby Julich og Steven de Jongh, da Team Sky lavede deres Zero Tolerance udrensning mod slutningen af 2012.
Det hjælper ikke cykelsporten en disse. Det bringer ikke noget nyt frem i lyset. Men det kan politisk set være med til at retfærdiggøre de relativt mange penge, som folkene bag rapporterne trods alt har brugt. Ellers får de jo heller ikke lov til at lave en rapport en anden gang, skal man huske på…
— Fakta om CIRC og Anti Doping Danmark rapporterne —
Som det ser ud lige nu, har CIRC komitéen indtil 28. februar til at åbne sager på baggrund af deres undersøgelser. Det ventes derfor at deres rapport bliver offentliggjort i starten af marts. Anti Doping Danmark har meldt ud, at de forventer at udgive deres rapport umiddelbart efter CIRC. Det skal dog siges, at CIRC’s nuværende deadline for at åbne sager (28. februar), kan blive udskudt med op til tre måneder. Sker dette, bliver rapporten selvfølgelig alt andet lige også udskudt.