Da De Rooij smed Rasmussen ud
Vi husker det nok allesammen. Dengang Michael Rasmussen efter 16. etape af Tour de France 2007 til Col d’Aubisque, blev hevet ud af verdens største cykelløb, iført den gule førertrøje. Rasmussen havde fusket med sine whereabouts, og burde aldrig have været til start. Men nu endte det hele altså i stedet i det helt store kaos, midt under Touren.
Manden der – under et voldsomt mediepres – tog beslutningen om at hive Rasmussen ud af løbet, var team manager Theo de Rooij. Fem år senere, i maj måned i år, bekræftede han overfor avisen De Volkskrant, at lægestaben hos Rabobank organiserede dopingmisbruget på holdet, i hvert fald frem til 2007. Her blev De Rooij selv fyret, ovenpå Tour de France skandalen.
Var advaret om Michael Rasmussen
Og Theo de Rooij havde da også sin del af ansvaret for, at det kunne gå så galt. Da kontraktforhandlingerne mellem Team CSC-Tiscali og Michael Rasmussen pludselig brød sammen mod slutningen af 2002, var der således en god grund til det.
Lægestaben hos CSC, anført af Joost de Maeseneer, havde meddelt Bjarne Riis, at de ikke længere kunne tage ansvar for Rasmussens handlinger.
Da Rabobank og Theo de Rooij begyndte at vise interesse for Michael Rasmussen, blev De Rooij af det danske mandskab gjort opmærksom på, hvad der havde fået Team CSC til at droppe Rasmussen.
Men De Rooij valgte at lukke øjnene, og alligevel ansætte den danske klatrer – hvilket han altså senere kom til at fortryde.
Flere uheldige sager hos Rabobank
I den verserende retssag mellem Michael Rasmussen og Rabobank, påstår Rasmussen da også, at han kun gjorde hvad holdet accepterede, da han i foråret 2007 ikke var ærlig omkring oplysningerne om sine opholdssteder.
Og siden Rasmussen-affæren har der været flere andre mistænkelige rygter og anklager om doping hos Rabobank-ryttere. Ikke mindst den såkaldte Humanplasma-sag.
Michael Rasmussen, den tidligere hollandske stjerne Michael Boogerd og den nuværende Katusha-rytter, Denis Menchov, blev således alle sat i forbindelse med Humanplasma-klinikken i Wien, hvor organiseret bloddoping fandt sted under ledelse af Stefan Matschiner.
Matschiner var blandt andet manager for Gerolsteiners Bernhard Kohl. Kohl indrømmede senere sit Humanplasma-misbrug, da han blev testet positiv for CERA i Tour de France 2008, hvor østrigeren sensationelt vandt bjergtrøjen og sluttede som nummer tre i klassementet.
Før og efter Rasmussen
På fredagens pressemøde hos Rabobank, fortalte holdet, at efter sagen med Michael Rasmussen i 2007, begyndte de for alvor at blive bekymrede for deres sponsorat. At de betragter deres 17 år i cykelsporten som “før og efter Rasmussen”.
Men det var først i år, da deres rytter Carlos Barredo blev involveret i endnu en dopingsag (vrøvl med værdierne i det biologiske pas) og Luis-Leon Sanchez blev sat i forbindelse med dopinglægen Michele Ferrari, at Rabobank begyndte at starte en proces med fuldstændig at omstrukturere ledelsen af cykelholdet.
Det betød blandt andet et farvel til den tidligere hollandske toprytter, Erik Breukink. Men inden processen for alvor nåede at komme i gang, blev USADA-rapporten offentliggjort. Og det var altså den, der i sidste ende førte til, at den store hollandske bank nu snart er fortid i professionel cykelsport.
Skoda overvejer sponsorat?
Efter Rabobanks exit og f.eks. Nike og Treks manglende lyst til fortsat at støtte Lance Armstrong, får man måske en idé om, hvad der venter den professionelle cykelsport i den nærmeste fremtid. Rygterne går allerede på, at Skoda, som er sponsor for både Tour de France, Giro d’Italia, Vuelta a España og VM, i øjeblikket har taget deres sponsorat op til kraftig overvejelse.
Cykelsporten skal såmænd nok overleve. Det er blot et spørgsmål om, på hvilke vilkår den overlever. Lige nu tyder det på, at den bliver efterladt med en inkompetent ledelse i form af UCI, et markant fald i sponsorindtægterne og naturligvis endnu et stort hak i troværdighedstuden.
Trist, men ikke synd for cykelsporten
Det bliver endnu sværere at finde sponsorer til de tilbageværende mandskaber, og rytternes lønninger ryger efter al sandsynlighed et godt stykke nedad. Det er selvfølgelig synd for de enkelte ryttere, der måtte have rent mel i posen. Det er synd for mange af de menige medarbejdere på holdene og måske også synd for os, der elsker at se et godt cykelløb.
Men man har alligevel temmelig svært ved sådan helt generelt, at have ondt af den professionelle cykelsport.