I forbindelse med Veloropas Flandern Rundt tur, havde vi inviteret ex-professionelle Karsten Kroon med som guide den ene af dagene. Udover at tage vores gæster en tur med ud på brostensstigningerne, holdt Kroon et meget personligt og ærligt indlæg om sin egen karriere og ikke mindst den svære tid efter at være stoppet som professionel cykelrytter.
I den forgangne uge har den hollandske journalist, Raymond Kerckhoffs fra avisen De Telegraaf, så skrevet en længere artikel om netop de ting, Kroon fortalte Veloropas gæster om i Flandern. Og vi har af Raymond fået lov til at bringe en dansk oversættelse af artiklen her på siden. Et område af cykelsporten, vi normalt ikke hører så meget om. Men som de fleste ex-professionelle kan nikke genkendende til.
Af Raymond Kerckhoffs, De Telegraaf
Der gemmer sig en filosof i ham, for hvem livet er aldrig sort eller hvidt. En romantiker, der kan få øje på skønheden i livet, men også tør fremhæve sine egne begrænsninger. Efter 16 år som professionel cykelrytter er Karsten Kroon igen på jagt efter sig selv. I stigende grad finder han ud af, at han kommer tættere på sin oprindelse, end han nogensinde havde forestillet sig.
I dag udgør robuste egetræsbjælker udfordringen. Mens hans tidligere kolleger i det professionelle felt stadig cykler omkring på de europæiske landeveje, er Kroon i gang med at renovere sin gamle gård. Omgivet af naturen oplever den nu ex-professionelle hollænder mere frihed end han gjorde i årene på sin cykel. Han er ved at vende tilbage til sin opvækst.
Hippie-opvækst
Han beskriver sine forældre som hippier, men uden 60’ernes frie sex og stoffer. Ellers kan Kroon genkende det meste fra Woodstock-tiden. Hans far var engelsklærer, hans mor afholdt kurser. De havde ingen bil. Deres tøj lavede de selv, mens de næsten dagligt spiste bønner fra haven. Fryseren var fuld af gedekød fra egen stald.
Kroon nikker genkendende til talemåden om, at “æblet falder ikke langt fra stammen”. Han var også selv uden bil et års tid, selvom han nu er glad for at køre rundt i sin 13 år gamle Volvo.
“Som ny-professionel befinder du dig pludselig i en verden, hvor unge drenge diskuterer dyre ure og biler med masser af hestekræfter. Jeg havde ingen idé om, hvad de talte om. Jeg vidste ikke hvad det ville sige at have 18-tommer hjul. Men et par år senere havde jeg selv en stor Audi til 80.000 euros med brede dæk.”
Han tog med sin familie på ferie til 5-stjernede resorts, men spekulerede inderst inde på, hvad han egentlig lavede der.
“Jeg så kun mænd i dyre polo-trøjer og følte mig overhovedet ikke hjemme blandt de mennesker. Sidste år jeg var jeg til gengæld en måned på Ibiza i en hippie camp, der kostede 500 euros. Der havde jeg det fantastisk. Kald mig bare en bonderøv. Men jeg er ligeglad med gourmetmad i en fin restaurant og nyder mindst lige så gerne en pizza med øl.”
Han ryster i dag på hovedet, når han tænker tilbage på sine unge år som professionel. Hvordan de for eksempel ødslede deres mange penge væk.
“Jeg var ekstremt umoden. Men livet er en rejse, der går i ring. Og du skal ud og opleve nogle ting, inden du vender tilbage til din oprindelse.”
“Cyklen gav mig en masse frihed. Både åndeligt og økonomisk. Men jeg har aldrig cyklet for at blive rig. Motivationen var udfordringen. At se hvor langt du kan presse dig selv fysisk og hvor tæt du kan komme på verdenstoppen. Jeg søgte de ekstreme følelser i cykelsporten. På et tidspunkt mellem jeg var 18 og 21 år, stoppede jeg med at cykle. Men jeg savnede det ekstreme i min hverdag. Jeg tror en atlets motiver er helt anderledes end en der arbejder 60-70 timer om ugen for en chef i erhvervslivet. Der er det økonomiske potentiale for langt de fleste i højsædet.”
Afbalanceret Riis-hold
I sidste ende har Karsten Kroons sans for eventyr også farvet hans karriere. Han forlod de trygge, hollandske rammer hos Rabobank for et udenlandsk eventyr hos danske Team CSC og Bjarne Riis. Det var et bevidst sportsligt valg, for ikke at ende med at blive væk i mængden hos Rabobank. Og set i bakspejlet var det et skifte, der har beriget ham som person.
“Når man er på et hold med rigtig mange ryttere fra samme land, er der en tendens til en masse sladder og barnlig opførsel. Det var meget fremherskende hos Rabobank, mens Riis’ mandskab var langt mere afbalanceret. Mange spøjse karakterer som Zabriskie, Julich, Voigt, Cancellara, O’Grady og Schleck brødrene. En fantastisk forsamling af store personligheder. Men sjældent har jeg haft så godt et kammeratskab og aldrig før har jeg haft det så sjovt på et cykelhold. Der var en stor grad af disciplin, men samtidig plads til at hver rytter havde deres egen personlighed.”
De barske overlevelsesture under ledelse af B.S. Christiansen, ser Kroon nu som en værdifuldt element i udviklingen af sin egen personlighed. Han husker en tur på en dansk ø. I to dage fik de nærmest ikke noget at spise og om natten måtte alle på holdet gå gennem barske vejrforhold ned til vandet.
“Da vi kom derned skulle vi hoppe i det iskolde vand uden tøj på for at klatre op i en båd. Det var så forfærdeligt … Rygsækken over hovedet, og du forsøger at holde dig oven vande. Dengang var det forfærdeligt, men her bagefter ser jeg nærmest tilbage på det som en slags åndelig oplevelse.”
“I de to dage, hvor du næsten ikke spiser, bliver du selvfølgelig først meget sur og tvær, fordi du er vant til at spise tre gange om dagen. Men på et tidspunkt kommer man over den fase. Du har ikke mere sukker, ikke flere kulhydrater og så fortsætter du i stedet på fedtforbrænding og finder ud af, at det kan du ”køre” på i dagevis. Disse erfaringer kan du også bruge som cykelrytter, du finder ud af, at din motor er mere fleksibel, end du troede.”
Ekstreme følelser
Hele 39 brud forskellige steder på kroppen tager Karsten Kroon også med sig fra sin professionelle karriere, fra de gange han røg i asfalten. De er alle sammen helet, men med de voldsomme styrt kommer også voldsomme følelser. Følelser man som professionel cykelrytter lærer at gemme ad vejen.
“Det er så ekstremt, det der sker i et cykelløb, ikke mindst når du styrter med høj fart. Det er så ekstremt, at du på et tidspunkt kun har skuldertræk til overs for det, der sker for normale mennesker i hverdagen. Du kan ikke længere identificere dig med de ting, der betyder noget for din kone og dine børn. Det er på en måde lidt sygt, og gør på længere sigt dit liv meget svært.”
“Som professionel cykelrytter var jeg væk hjemmefra i 150 til 200 dage om året. Når jeg endelige var hjemme, forventede jeg at alle skulle tilpasse sig mine krav til kost og hvile. Mere egoistisk bliver det nok ikke. Og i dag er det endda endnu værre med højdetræningslejre og måske endda ilt-telte når rytterne kommer hjem en gang i mellem.”
Gæst hos sin egen familie
Næsten alle Karsten Kroons holdkammerater fra Rabobank-tiden er blevet skilt kort tid efter deres karriere stoppede. Den pludselige konfrontation med et almindeligt familieliv, er mere end de fleste kan klare. Også Kroons eget ægteskab er i krise. Han har boet alene i et par måneder, men håber inderst inde, at hans familie vil blive genforenet i fremtiden.
“Som cykelrytter følte jeg mig sommetider som en ubuden gæst i min egen familie. Det virkede som om børnene så på mig med et blik af: ’hvem er den fremmede mand?’ Dengang fandt jeg dog en eller anden balance mellem arbejde og familieliv. Men når du har stoppet din professionelle karriere, skal du til at organisere dit liv forfra igen.”
Livet med de mange udenlandske etapeløb plejede at være en regelmæssig måde at undslippe problemerne derhjemme. Men da cyklen blev stillet i garagen, gik Karsten Kroon fra at være deltids-partner og deltids-far til pludselig at være fuldgyldigt medlem af familien. Og så kunne han ikke længere ”cykle væk fra problemerne.”
“Det har dog været en fordel for mig, at jeg de sidste tre år af min karriere faktisk var en slags deltids-cykelrytter. Jeg så helt anderledes på cykelsporten. Nærmest på afstand. Som en supporter med rygnummer på. Men stadig med værdi for holdet.”
“Jeg tror det har været langt sværere for en type som Michael Boogerd, der indtil sit sidste løb, Lombardiet Rundt, levede som en munk for cykelsporten. Og så, fra den ene dag til den anden, var det slut. Der tror jeg man falder ned i et sort hul. For mig var overgangen mere stille. Og jeg kan faktisk ikke sige, at jeg savner cykelverdenen.”
Mere end en cykeltur
Også nomadetilværelsen fra land til land og fra by til by som del af det professionelle felt, har Karsten Kroon lagt bag sig.
“Selvfølgelig gav rejserne en vis frihed. Men som cykelrytter ser du ofte ikke meget andet end de landeveje, du kører tynde i løbene. Jeg er dog stadig tiltrukket af at rejse. I næste uge tager jeg på ferie i Brasilien og jeg er blevet bedt om at støtte et cykelprojekt fra Nepal til Tibet.”
Næste måned skal Kroon cykle fra Sarajevo til Athen med sin far. Sidste år ville de to cykle fra den hollandske by Drenthe til Athen. Men det endte med en tur på skadestuen for Kroon, efter et styrt lige udenfor Sarajevo.
“Min far var enormt skuffet over, at vi ikke fik den sidste del af turen. Så jeg har tænkt mig at tage med ham derned, for at cykle de sidste 1.200 kilometer på en uges tid. Jeg er klar over det specielle i at gøre det sammen med min far. Det er meget mere end en cykeltur. Det er en tur, der igen bringer mig tættere på mine rødder.”