Vi havde måske set det reneste Tour de France nogensinde, den sommer i 2008. De franske antidopingmyndigheder havde fået smidt de mest berygtede dopere på porten. Men så gik det helt, helt galt mod slutningen af året.
Efter den internationale cykleunion i 2005 erstattede det kendte World Cup format med den nye UCI ProTour, opstod der i 2007 og 2008 en voldsom konflikt mellem på den ene side UCI og på den anden side arrangørerne af de tre såkaldte Grand Tours; Giro d’Italia, Vuelta á España og i særdeleshed Tour de France, der drives af firmaet ASO.
Konflikt medførte skrappere dopingkontrol
Helt grundlæggende ønskede arrangørerne at kunne invitere mindre nationale mandskaber til deres løb, og ikke kun de af UCI udvalgte ProTour-hold. Striden kulminerede i foråret 2008, hvor UCI’s præsident, Pat McQuaid, forsøgte at få ProTour holdene til at boykotte løbet Paris-Nice, der ligesom Tour de France bliver arrangeret af ASO.
Holdene valgte dog at stille til start i løbet, som formelt ændrede arrangør fra ASO til den franske cykleunion, for at imødegå eventuelle sanktioner fra UCI. Striden betød dog også, at 2008-udgaven af Tour de France ikke indgik i ProTour-kalenderen, og at det ikke som normalt var UCI, men derimod AFLD, de franske antidopingmyndigheder, der skulle stå for dopingkontrollerne.
Og det skulle vise sig at blive en stor succes. Året før havde man fået bugt med to af de mest berygtede dopere, Michael Rasmussen og Alexandre Vinokourov, der på hver sin måde blev smidt ud af Touren. Og allerede inden Tour de France 2008, meddelte den daværende ASO-chef, Patrice Clerc, at man slet ikke ønskede at se Astana-holdet – med blandt andre Alberto Contador – til start.
Antidoping arbejdet viste resultater
Undervejs i 2008-udgaven fik man testet Riccardo Ricco, Stefan Schumacher og Bernhard Kohl positive for det nye dopingmiddel, CERA. Og til slut var det som bekendt Carlos Sastre fra Team CSC-Saxo Bank, der løb af med sejren efter en tæt kamp med Cadel Evans fra Silence-Lotto. Dermed ikke være sagt, at Sastre aldrig har taget doping, men oprydningsarbejdet var i hvert fald ikke til at tage fejl af.
Sastres danske mandskab, anført af holdejer Bjarne Riis, havde ovenpå Operacion Puerto skandalen indført et internt antidoping samarbejde med lægen Rasmus Damsgaard. Han udviklede et system, som siden blev kopieret af flere andre hold og blev begyndelsen på det biologiske pas, som UCI i dag administrerer.
Skandale på skandale efter Armstrongs farvel
Men selvom det måske set indefra var fint at å ryddet gevaldigt op i cykelsporten, så kiggede man lidt anderledes på det fra bestyrelseslokalet hos arrangørerne fra ASO. Faktum var, at set udefra, havde Tour de France været igennem et virvar af dopingskandaler siden Lance Armstrong abdicerede som Tour-vinder i 2005.
Først var der Operacion Puerto skandalen i 2006, hvor blandt andre Tourens to favoritter og absolut største stjerner, Jan Ullrich og Ivan Basso, bogstavelig talt blev smidt ud af Tour de France dagen før løbet skulle starte i Strasbourg. Og da løbet så endelig fandt en vinder, var det Floyd Landis, som siden blev den første Tour-vinder, der fik frataget sin sejr.
Landis var blevet testet positiv for testosterone efter 17. etape, hvor han grundlagde sin sejr med en nærmest overmenneskelig præstation. I stedet udråbte man nummer to i klassementet, Oscar Pereiro, til Tour de France vinder.
Den gule trøje smidt på porten
Året efter, i 2007, gik det fra dårligt til endnu værre. Danske Michael Rasmussen fra Rabobank var på vej mod en sikker sejr, efter han havde distanceret sin rival, Alberto Contador fra Discovery Channel, i bjergene. Men så kom det pludselig frem, via direktøren for Danmarks Cykle Union, Jesper Worre, at Rasmussen havde fået tre advarsler for ikke at oplyse sine såkaldte Whereabouts, og dermed havde overtrådt UCI’s reglement allerede inden Touren.
ASO’s Patrice Clerc lagde pres på Rabobank for at hive danskeren ud af løbet. Og efter den afsluttende bjergetape, som Rasmussen vandt, valgte man altså at tage den gule trøje ud af Tour de France. Endnu et imagemæssigt tilbageskridt for Tour Societetet. Samme år blev Alexandre Vinokourov smidt hjem efter at være testet positiv for bloddoping, og året efter fortsatte de mange positive tilfælde altså.
ASO fik nok af skandalerne
Til slut blev det for meget for Tour arrangørerne. Samtidig med tabet af image kæmpede Patrice Clerc fortsat en bitter kamp mod UCI i forbindelse med ProTouren. Imens sad ASO-bestyrelsen og ønskede sig tilbage til de “gode gamle dage”, hvor Lance Armstrong vandt Touren og var der engang imellem problemer med doping, så fik UCI det til at gå væk.
Men hvordan skulle det dog lykkes at få det hele til at gå op i en højere enhed. Få Lance tilbage, få kostet Patrice Clerc ud og få sluttet fred med UCI. Det virkede som et ret utopisk kabale, da Carlos Sastre blev hyldet på Champs-Elysées i juli måned 2008.
På den anden side, så var en sådan kabale jo også det UCI allerhelst ville have i den ideelle verden. Cykelsporten var i en voldsom turbulent periode. Clerc og AFLD’s aggressive jagt på dopingsynderne gav måske pote, men bidrog også i medierne til at forstærke indtrykket af en sport, som flød med doping og ikke havde styr på deres egne udøvere.
Kabalen gik op
Og minsandten. I løbet af efteråret gik kabelen op. Lance Armstrong annoncerede sensationelt sit comeback. Patrice Clerc blev gået som ansvarlig for Tour de France og skiftede siden til fodboldklubben Paris St. Germain. UCI droppede ProTouren og indførte i stedet det der i dag kendes som World Tour, inklusive de tre store Grand Tours.
Lance Armstrong fik comeback med en tredjeplads i 2009 Touren. UCI stod igen for dopinkontrollen, og for første gang siden Armstrong vandt i 2005, blev Tour de France ikke ramt af dopingskandaler undervejs. Ingen ryttere blev således testet positive på de franske landeveje, men efterfølgende kom det frem, at Mikel Astarloza fra Euskaltel, som vandt 16. etape, var blevet testet positiv for EPO i en out-of-competition test inden Touren.
UCI beskyldes igen for urent trav
I den verserende sag mellem de amerikanske antidoping myndigheder, USADA, og Lance Armstrong, påstår USADA, at Armstrongs blodværdier fra 2009 og 2010 viser tydelige spor på bloddoping, men at UCI ikke valgte at gøre noget ved det. Dermed forstærkedes rygterne om, at UCI holdt hånden over Armstrong, som igen var blevet en vigtig brik i det politiske spil.
Siden 2008 har der været forholdsvis stille på dopingfronten – hvis man altså ser bort fra USADA vs Armstrong sagen. Spørgsmålet er så, om det er fordi de aktive ryttere enten har lært af fortidens synder eller det er blevet for svært og risikabelt for dem at dope sig? Eller om det simpelthen bare skyldes mindre effektiv dopingkontrol?
De gamle profiler stråler igen
Man kan i hvert fald konstatere, at mange af de ryttere, der tidligere har været sat ud af spillet med dopingkarantæner, kører med blandt de allerbedste i feltet. Valverde og Contador er med helt fremme i det igangværende Vuelta, Alexandre Vinokourov vandt OL guld i London og Ivan Basso vandt Giro d’Italia i 2010.
Er det så fordi de har lært af fortidens synder og nu kører rent i et rent felt? Eller er det fordi de stadig doper sig og derfor kan køre med de bedste, som også doper sig? Det ved formentlig kun rytterne selv og deres sportsdirektører.
Men uanset hvad man tror på, så er jeg overbevist om, at hændelserne i efteråret 2008 ikke var til fordel for oprydningsprocessen og bekæmpelsen af doping i cykelsporten.
Som den irske journalist og tidligere professionelle cykelrytter, Paul Kimmage, beskriver det:
“I remember how animated and upset Patrice Clerc was in Pau in 2007 when Vinokourov tested positive. That was in the day when the ASO called press conferences and told journalists, ‘this is what is happening, we’re not happy with the UCI.’ I remember that being quite impressive and really having a sense that they were deeply upset at how doping was destroying their race, but I’ve had no sense of that since then. So that’s very discouraging.”