Lørdag smed Lance Armstrong et billede på twitter, hvor han ligger og flader ud på en sofa med udsigt til sine gule trøjer fra de Tour de France-sejre, som han for nylig har fået frataget. En tyk, symbolsk fuckfinger til dem, der ikke mener han fortjener sine syv Tour-sejre.
Delte vandene
Samtidig skulle billedet tydeligvis signalere, at Armstrong er fuldstændig afslappet omkring al den ballade, han trods alt stadig befinder sig midt i.
“Back in Austin and just layin’ around…” lød den medfølgende tekst til det famøse foto, som naturligvis hurtigt delte vandene blandt tilbageværende Lance-fans og (mestendels) nyudklækkede Lance-haters.
Førstnævnte mener typisk, at Armstrong fortjener hver og en af trøjerne, fordi han dystede i et såkaldt “level playing field”, mod rivaler der var ligeså dopede som ham selv. Mens mange af de sidstnævnte er af den opfattelse, at Armstrong efterhånden trænger til psykiatrisk hjælp, siden han bliver ved at fortrænge virkeligheden.
Men uanset om man er med eller mod Lance Armstrong, så er én ting helt sikkert. Amerikaneren ligger ikke bare og chiller på sin – i øvrigt – ekstremt store sofa.
Armstrong brandet brænder
Samtidig med, at han udadtil gerne vil male et billede af, at han er bedøvende ligeglad med, hvad alle andre tror og tænker om ham, så arbejdes der stenhårdt bag kulisserne, hvor Armstrongs advokater forsøger at slukke de værste brande, mens deres klients image tager nye tæsk nærmest dagligt.
I dag måtte Lance Armstrong således forlade sin egen velgørenhedsorganisation Livestrong, for ikke at skade fondens omdømme. Tidligere var han trådt tilbage som formand for organisationen, men nu træder han så helt ud af bestyrelsen, da hans navn simpelthen var blevet for belastende.
Udover de syv Tour sejre og samtlige podiepladser siden 1999, har Armstrong indenfor den seneste måned også mistet stort set alle sine sponsorer, f.eks. Nike, Trek og Oakley. Og nu risikerer han også at blive ramt på pengepungen. I første omgang har forsikringsvirksomheden SCA krævet 12 millioner dollars af Lance Armstrong, fordi de i sin tid betalte ham bonus for de Tour-sejre, som han altså nu er blevet frataget.
Nye toner fra Lance-lejren
I dag kom det frem, at Armstrongs advokat Tim Herman, som tidligere har nægtet at betale SCA én eneste dollar, nu ønsker at indgå forlig med SCA. Et tilbud om en million dollars var dog ikke noget, der kunne få SCA til at gå i dialog med deres modpart.
Men SCA er langt fra de eneste, der vil have fat i Armstrongs mange penge (hans formue er vurderet til minimum 125 millioner dollars).
UCI, den internationale cykleunion, har på sædvanlig ukonkret vis krævet, at Armstrong (og vidnerne i USADA-rapporten, der selv har indrømmet doping) tilbagebetaler deres præmiepenge fra dengang. UCI har dog ikke meldt ud, til hvem og hvordan pengene skal tilbagebetales. Og UCI er på den anden side selv blevet sagsøgt af både det australske sportstøjfirma Skins samt den irske journalist, Paul Kimmage, som UCI selv i første omgang havde sagsøgt…
Landis kan blive et endnu dyrere bekendtskab
UCI har også tidligere sagsøgt Lance Armstrongs tidligere holdkammerat, Floyd Landis, som har spillet en stor rolle i Armstrongs fald fra tinderne. Og Landis kan også blive den person, der kommer til at belaste Lance Armstrong mest, rent økonomisk.
Floyd Landis har således, tilbage i maj måned 2010, sagsøgt Armstrong og firmaet Tailwind LLC via den såkaldte Whisteblower-ordning, der betyder, at amerikanske statsborgere, på vegne af den amerikanske stat, kan sagsøge personer for bedrageri med offentlige midler. Tailwind var firmaet bag Armstrong og Landis’ cykelhold, der blev sponsoreret af det statsejede firma United States Postal Service. Det vurderes, at US Postal i perioden 1998-2004 betalte Armstrong i omegnen af 30 millioner dollars.
Det amerikanske justitsministerium kan indenfor de næste to måneder vælge at støtte op om Landis’ sagsanlæg.
Ferrari og Bruyneel
Udover sagsanlæg, afventer Lance Armstrong at de italienske myndigheder får færdiggjort deres såkaldte Padova-sag, hvor amerikanerens dopinglæge Michele Ferrari ser ud til at komme under større og større pres. Ferrari anklages for både doping, skatteunddragelse, fusk med rytterkontrakter og hvidvaskning af penge.
Desuden skal Armstrongs tidligere manager, sportsdirektør og gode ven, Johan Bruyneel, igennem den uvildige høring hos USADA, som Lance Armstrong ikke selv ønskede. I forbindelse med denne høring, risikerer Armstrong, at USADA netop får lejlighed til at indkalde og afhøre de vidner, som også har belastende oplysninger om ham.
Flere selvmål fra UCI?
Og så er der selvfølgelig den “uvildige” kommission, der skal undersøge UCI’s rolle i hele Armstrong-affæren. Blandt andet skal den kulegrave, om UCI forsøgte at holde hånden over Lance Armstrong ved flere tilfælde, blandt andet i forbindelse med en mistænkelig eller positiv dopingprøve fra Schweiz Rundt i 2001. Kender man UCI ret, så formår de med nærmest statsgaranti at lave et eller flere selvmål undervejs i sagsforløbet.
I forhold til, at alt dette risikerer at falde tilbage på Lance Armstrong, så er det i hvert fald relativt køligt, hvis han bare ligger i sofaen og kigger på gule trøjer hele tiden. Trods 125 millioner dollars på bankbogen.