Han fylder 41 til september. Han har seks børn. Han er i gang med at gennemføre sit 12. Tour de France. Det kræver overskud.
Men overskud, det er lige præcis hvad Jens Voigt personificerer. Seneste eksempel kom på tirsdagens etape i Tour de France, hvor Voigt først sled og slæbte som en gal i fronten af feltet, for at forsvare holdkammeraten Fabian Cancellaras gule førertrøje. Og da det arbejde var overstået, havde han overskud nok til lige at hjælpe den helt færdige, danske bjerghelt, Michael Mørkøv, op ad den sidste bakke i Boulogne-sur-Mer.
De fleste husker nok også dengang han i 2006 afstod fra at spurte med om sejren, selvom han havde ramt det afgørende udbrud på den 221 kilometer lange 19. etape af Giro d’Italia.
Voigt, som på dette tidspunkt kørte for Team CSC, der havde Ivan Basso i den lyserøde førertrøje, lå på hjul af Juan Manuel Garate på de sidste stigninger af bjergetapen. Men i stedet for at spurte forbi Garate på de sidste meter, klappede Jens Voigt ham på skulderen og lod Garate køre over målstregen i ensom majestæt.
“Jeg fortjente ikke sejren i dag. Det var ham, der gjorde alt arbejdet.”
Jens Voigt skrev sidste år en klumme om netop sportsmanship, efter at have set hvordan konkurrenterne til hans holdkammerat, Fabian Cancellara, hellere ville se Fabian tabe forårsklassikerne, end selv have en chance for at vinde.
Anstændighed og det at behandle andre mennesker ordentligt, uanset om det er høj eller lav, er noget Jens Voigt altid har gået meget op i. Jeg har et par gange haft fornøjelse af, at være tæt på Jens i forbindelse med vores fælles tid hos Team CSC, og der fik jeg ved flere lejligheder bekræftet, hvilket overskudsmenneske han er.
På Team CSC’s træningslejr i Lucca i 2005 havde jeg en god snak med Jens om, hvordan han egentlig begyndte som cykelrytter og hvad det er, der motiverer ham.
“Det mest fantastiske øjeblik indenfor cykelsporten er, når du kommer alene til mål og er helt sikker på at vinde. De sidste 200 meter har du helt for dig selv, og der er tid til at tænke tilbage på hvordan du arbejdede for sejren og tid til virkelig at nyde dette magiske øjeblik, som du i bund og grund lever og træner for.”
Jens Voigt blev født i Grevesmühlen i det daværende Østtyskland og begyndte at cykle i en alder af ni år, da hans forældre mente han havde for meget energi.
“Først gik jeg til fodbold, men jeg opdagede hurtigt, at jeg kun scorede når de andre spillere var blevet trætte. I skolen gennemgik vi en række fysiske tests, og resultaterne af disse viste, at jeg var skabt til udholdenheds sportsgrene som langdistanceløb eller cykling. Staten tilbød mig derefter en splinterny cykel, hvis jeg ville gøre en indsats. Jeg tænkte ”Hey, cool” – jeg mener, hvem kunne sige nej til en splinterny cykel?”
Han vandt sit første løb og har siden gjort cyklingen til sin levevej. I denne video fortæller Jens Voigt på vanlig humoristisk facon om, hvordan han holder smerten ud, når der virkelig skal knokles på cyklen.
Men der har selvfølgelig også været både personlige og fysisk smertefulde nedture i den lange karriere, som startede på det lille ZVVZ-Giant mandskab i 1997.
Til den første kategori hører episoden fra Tour de France 2004, hvor Voigt var med til at neutralisere et udbrudsforsøg fra landsmanden og den tyske folkehelt, Jan Ullrich. Jens Voigt udførte blot sit arbejde for Team CSC, men blev siden mødt med Judas-tilråb fra de tyske “cykelsportsfans” langs de franske landeveje.
“Det var så åben en fjendtligsindethed, at jeg ville have været af cyklen for at svare igen. De fyrede skældsord af efter mig og kaldte mig en forræder. Det er en kritik, som har såret mig dybt. Nationalistisk politiseren har ikke nogen plads her. Jeg har altid forsøgt bare at leve mit liv, og så skal man høre sådan noget. Jeg gjorde det rigtige i den situation, det holder jeg fast i.”
Og selvom fysiske skrammer og styrt hører med til det at være professionel cykelrytter, gik der alligevel et chok gennem de fleste, da Voigt i høj fart på en nedkørsel, styrtede og slog hovedet i asfalten på 16. etape af Tour de France 2009. Han slap uden mén, men måtte naturligvis udgå af løbet.
Jens Voigt på sin gule juniorcykel med tåclips i Tour de France 2010. Foto: Bicycling.com
Året efter var Jens Voigt igen uheldig på en nedkørsel, da hans forhjul “eksploderede”. Stærkt tilredt stod tyskeren i vejkanten med blodet fossende ud fra albuen og uden mulighed for at komme i kontakt med en af Saxo Banks sportsdirektørbiler. “Fejebladet”, der kører bag samtlige ryttere og biler i feltet, kom for at samle ham op, men Voigt nægtede at udgå af løbet igen. Han blev lappet sammen og fik fremskaffet en gul juniorcykel med tåclips, og fuldførte etapen på den…
Alligevel formåede Jens Voigt at få vendt den voldsomme og ret absurde situation til noget nærmest positivt, da han blev interviewet af TV 2 efter etapen:
“Well I think obviously I’ve had better days than this, but I’m still alive. It’s better than last year. You see, last year I was, at this time of the race, I was in hospital already. And this time I am still on my bike; didn’t crash on my head, didn’t crash on my face, so things could be worse.”
Jens Voigt – et overskudsmenneske