At DCU-bestyrelsesmedlem Søren Svenningsen er testet positiv for testosteron, er (endnu) et voldsomt slag for ikke bare dansk cykelsports troværdighed, men cykelsportens troværdighed generelt.
Først troede man jo simpelthen det var løgn. Det var det ikke. Så kunne man ikke lade være med at trække på smilebåndet, fordi det var så grotesk og tragikomisk, at man skulle tro… ja… at det var løgn. Men når man har fordøjet sine indtryk ovenpå den surrealistiske dopingafsløring, så bliver man alligevel lidt rigeligt trist på cykelsportens vegne.
Vil gerne tro på det bedste
Jeg vil jo så gerne tro på “The good guys” Brian Holm, Bradley Wiggins eller Jonathan Vaughters, som alle betragtes som værende en del af den “nye” generations tilgang til tingene i moderne cykelsport, når de siger, at tingene er helt anderledes nu, og der stort set ikke findes doping i det professionelle felt.
Men så kommer sådan en sag hér.
Og selvfølgelig ved jeg godt, at man ikke skal dømme alle på baggrund af en enkelt idiot, der laver en idiotisk handling. Og jeg kan jo se med mine egne øjne, at der ER sket en forskel fra tidligere. Jeg kan se det på den måde feltet kører på i dag, hvor ingen formår at stikke af på en Armstrongsk eller Pantanisk måde, men udskilningen i stedet foregår bagfra. Det vidner selvfølgelig om nye tider og en mere naturlig måde at køre cykelløb på.
Men så kommer sådan en sag hér.
Bunden må være nået
Jeg mener, helt ærligt: En dansk H40-rytter, der tager doping. Og ikke bare en dansk H40-rytter, der tager doping. Men en dansk H40-rytter og formand for Holte Cykelklub, der tager doping. Og ikke bare en dansk H40-rytter og formand for Holte Cykelklub, der tager doping. Men en dansk H40-rytter og formand for Holte Cykelklub og bestyrelsesmedlem i Danmarks Cykle Union, der tager doping.
Og ikke nok med det. Søren Svenningsen er også bestyrelsesmedlem i antidoping-eksperten Rasmus Damsgaards firma Clearidium, der evaluerer resultater af dopingprøver for bl.a. WADA og IOC…
Så er det man får det lidt ligesom den svenske sanger Tomas Di Leva havde det tilbage i 1987. Selvom jeg er ret overbevist om, at han ikke filosoferede over hverken dansk eller international cykelsport.
Vem ska jag tro på
Tro på
Tro på när
Tro på när allt är såhär?
Jag hoppas ändå på ett lyckligt slut