Det kan lyde som lidt af en krigserklæring. Til næste år skal en del af positionskampen i Gent-Wevelgem således foregå ikke kun på brosten, men nu også på grusveje. Men det nye tiltag i den belgiske klassiker er rent faktisk en hyldest til fred og en helt speciel begivenhed, der fandt sted i skyttegravene langs Vestfronten under Første Verdenskrig.
Af Kim Plesner
Gent-Wevelgem har været kørt siden 1934 med en enkelt dansk vinder, Lars Michaelsen i 1995. I år stod Peter Sagan øverst på podiet, og vi skal ikke mere end et år tilbage for at finde en af de mest omtalte udgaver. I 2015 vandt den rutinerede ræv Luca Paolini et stormfyldt Gent-Wevelgem foran Niki Terpstra og Geraint Thomas. Lidt af en præstation af Thomas med en podieplacering, da han undervejs i løbet blæste i grøften.
På listen over vindere står store navne som Tom Boonen, Mario Cipollini, Frank Vandenbroucke, Sean Kelly, Jan Raas, Francesco Moser, Bernard Hinault, Freddy Maertens, Eddy Merckx, Jacques Anquetil og Rik van Looy. Til gengæld lykkedes det aldrig for Johan Museeuw at komme først over stregen i Wevelgem.
Fire kilometer grus
Museeuw er til gengæld en af hovedpersonerne i denne video, der fortæller lidt om, hvad rytterne kan vente sig af nyskabelsen til næste år:
Helt konkret ligger grusvejsstykkerne i området, der kaldes Ploegsteert eller Plugstreet, som englænderne oversatte dem til under krigen. Rytterne rammer dem små 15 kilometer efter første passage af Kemmelberg og kommer blandt andet til at fungere som positionskamp inden anden passage af den legendariske brostensstigning.
Hele stykket er 5,7 kilometer langt med tre grusvejspassager på i alt 4 kilometer i et område med kirkegårde, gravsten og mindesmærker for nogle af de i alt 600.000 soldater, der døde i Flandern under første verdenskrig.
En sjælden fredelig stund
Og netop i Ploegstraat/Plugstreet området fandt en af de mest spektakulære begivenheder sted i skyttegravene. Juleaften 1914. Tyskerne begyndte at fejre Jul ved at synge sange og briterne fulgte trop, hvorefter tyskerne applauderede. Efter et stykke tid blev der indgået en to-dages våbenhvile, som betød at de stridende parters soldater kunne komme op fra skyttegravene, fejre Jul med hinanden og opleve en sjælden stund med fredelig sameksistens, i det område man på det tidspunkt betegnede som Ingenmandsland.
Der blev tilmeld spillet en fodboldkamp – som tyskerne selvfølgelig vandt med 3-2 over England.
Om Peter Sagan kan vinde Gent-Wevelgem for andet og i træk og for tredje gang i alt må tiden vise. Ligesom den vil afsløre, om det var en god idé af arrangørerne at indlægge stykker med grusvej i en brostensklassiker. Løbet køres søndag den 26. marts 2017 og mon ikke der bliver blæst både til angreb og kamp, trods de gode intentioner om en hyldest til fred?